onsdag den 24. februar 2016

Vildfarelse


 
I dag var noget anderledes, måske var det lyset og den måde, det gavmildt spredte sine stråler på. Det startede med en lille sprække i øst, men så bredte det sig. Lyset. Som om et lille hjerte voksede sig større og gav slip på alt det, hun havde holdt tilbage. Kærligheden strømmede fra det sted, hvor hun før havde mærket en knyttet hånd holde så hårdt, at knoerne var helt hvide. Landskabet vågnede og en ny dag var født. Alt det havde hun i sig. Nu opdagede hun, hvor godt det gjorde at sætte det fri og lade det strømme. Forbavset så hun, hvordan lyset vækkede hvert eneste græsstrå. Fuglene kom nærmere, årvågne og forårskåde, selvom det stadig kun var februar. Kragerne kommunikerede højlydt med hinanden, mens de fløj forbi, det lød som et skænderi, men hun vidste bedre. Det var bare deres måde.
Nu sad hun på sin himmelstol med hænderne i skødet og frydede sig. Synet gjorde hende mild og stadigvæk mærkede hun, hvordan kærligheden strømmede fra hendes hjerte. Det var som om en hengemt kilde var blevet åbnet. En skattekiste fuld af alt det, hun havde drømt om. Kan jeg nogensinde fortælle det til nogen, tænkte hun og viftede blidt tanken væk. Det var ikke det, det handlede om. Det var følelsen, den glæde hun mærkede ved at sætte fri. Tænk at alt det lys kom fra hende. Nu ved jeg, hvem jeg egentlig er, sagde hun til sig selv og mærkede pludselig, hvordan hun blev opfyldt. Det var nok. Der var intet mere at stræbe efter og den drøm, der altid havde synes så fjern forblev fjern. Den var ikke længere hendes drøm. For nogen vidste bedre og langsomt var hun blevet gjort klar til dette øjeblik.

”Det er snart forår” skreg en krage og vinkede med den ene vinge. Eller sådan så det i hvert fald ud. Hun smilede og nikkede, det var sandt. Det knagede i hende som is, der tør op. Den frosne skovsø begyndte at røre på sig og små kilder af levende vand rislede frem fra det, der før havde været en lukket beholder. Nu så hun, hvordan de gule erantis dansede på jorden under hende i deres grønne balletskøjter. Hun hørte deres muntre stemmer og den sang, de alle nynnede. En sang, de kendte fra før. Og de kaldte på hende, det hørte hun nu, de kendte hende og bød hende velkommen.
”Kom og dans med os” sang de og hun tog dem på ordet. Forsigtigt steg hun ned fra sin himmelstol og plantede fødder i græsset. Øjeblikket blev hun omsluttet af Moder Jord og den cirkel af erantis, som dansede i hendes skød. Fødderne på jorden, hun stod et øjeblik og vaklede, mens hun missede med øjnene mod solen og alt det lys, der strømmede fra himlen. Hun betragtede sin stol dér i lyset og vidste, at hun altid kunne vende tilbage, når hun trængte til et hvil og samtidig ville se det store billede. Men nu var det tid til at danse!

”Vi fejrer forårets kommen” sang de små erantis, mens de hvirvlede rundt i de grønne skøjter. Rundt og rundt, de grønne blade stod som vifter om ørene på dem. Også hun snurrede rundt og lod sig føre af den energi, hun nu mærkede. Det var en vidunderlig følelse. Hvornår var hun stoppet med at danse, hvorfor havde hun glemt, hvor godt det gør?
”Det meste af rejsen går ud på at huske” råbte en erantis stakåndet i farten. ”Du skal ikke slå dig selv i hovedet, fordi du glemte, du skal fejre, at du nu husker det. Endnu en brik falder på plads i det store puslespil. Og hvor er dit lys dog smukt. Når vi er færdige med at danse, skal du gå ned til den store skovsø og spejle dig i vandet. For det er sandt, isen er smeltet og vandet klukker nu ved tanken om, at foråret snart kommer. Februars sidste dage, vinterens farvel, der er al mulig grund til at fejre. Men vi fejrer ikke at vinteren snart er ovre. Vi takker vinteren for det, hun bragte os og lærte os. Jeg håber, at du fik hvilet og slappet af. At du lod mørket omslutte dig og at du badede i den ro, der opstår, når vi hengiver os i stedet for at stritte imod?”

Hun nikkede taknemmeligt og fulgte den lille erantis videre i dansen.
Da dansen var ovre, takkede hun flokken af erantis og begav sig ind i skoven for at besøge den store skovsø. Hun havde været dér mange gange før, så vejen var velkendt, men alligevel skete der noget, som fik hende til at vælge en forkert sti. Pludselig anede hun ikke, hvor hun var henne. Træerne var ukendte, ranke og helt tæt stod de og skyggede for lyset. Længere henne af stien kunne hun se granerne knejse og en løber af grannåle lå strøet ud for hendes fødder. ”Kom bare nærmere”, hørte hun en stemme sige, men hun vidste ikke, hvor den kom fra. Noget i hende var stivnet ved tanken om, at hun vist var faret til. Hvordan kunne det dog ske, hun skulle jo bare ned til skovsøen og spejle sig i vandet, som den søde erantis havde anbefalet hende. Den glæde, der før havde opfyldt hende, frøs nu til is og pludselig var det vinter igen. Mørket omsluttede hende.

”Kom bare nærmere”. Igen hørte hun stemmen og uden egentlig at ville det, lod hun sig føre dybere ind i skoven. Nu mærkede hun vinterens kolde ånde mod sin hud og skuttede sig uvilkårligt. Hvad skal der dog blive af mig, tænkte hun, men hendes ben førte hende videre. Frygten bankede i hendes årer.
Så så hun den. Lysningen midt i skoven. Pludselig åbnede granerne sig, bredte deres arme ud og pegede i retningen af det lys, der nu strømmede ud fra et sted i deres midte. Med et stort suk småløb hun de sidste meter indtil hun stod i lysningen og igen kunne se himlen, der stadigvæk var lyseblå. Midt i lysningen stod der en stor sten og hun var ikke et sekund i tvivl om, at hun skulle sætte sig på den. Og hun havde jo før talt med både træer og sten, så hvorfor var hun dog blevet så bange? Det var tanken om vildfarelse og om, at hun havde mistet kontrollen. Det var frygten, der havde grebet hende og fortalt hende, at hun var fortabt. En velkendt følelse, det måtte hun indrømme, men på det seneste havde den ikke været dér så ofte. Derfor føltes den endnu stærkere og frygtindgydende, da den dukkede op igen.

Hendes hjerte faldt til ro, da hun satte sig på den store sten. Et kort øjeblik lukkede hun øjnene og tvang sig selv til at trække vejret med dybe åndedrag. Og da hun igen åbnede øjnene, så hun ham foran sig. Han stod midt i en lysstråle og de brune vinger var blanke som overfladen på en kastanje. Hans blik var rettet mod hende og et smil spillede om hans læber. Et venligt smil. Og læber er måske så meget sagt, for ørne har ikke læber. De har næb. Men det var underordnet, for hun kunne se, at han smilede.
”Hvor er jeg dog glad for at se dig her” udbrød hun og måtte dy sig for ikke at rejse sig og give ham et ordentligt kram. ”Det havde jeg ikke ventet”.

”Nemlig” svarede han majestætisk i sin ro. Han bevægede sig ikke, men lod blot blikket hvile i hendes. Det gav hende en følelse af ro, som bredte sig i hele kroppen og hun bemærkede end ikke den kulde, der strømmede fra stenen og op i hendes bagdel. I dag var kulden som varme.
”Så er jeg altså alligevel ikke faret vild?” Hun vidste godt, at hun var i færd med at skære det hele ud i pap, men hun var stadig lidt ør og forvirret. Frygten havde vist ikke helt sluppet sit greb.

”Nej, du har fundet vej.”
”Jamen, jeg skulle jo ned til skovsøen?”

”Du troede, at du skulle ned til skovsøen. Du kendte ikke til denne lysning og derfor ville du aldrig have fundet den, hvis du ikke var faret vild. Skovsøen var et påskud for at få dig ind i skoven. Vi lægger den slags spor ud, det har du nok efterhånden opdaget? Spor, som vi beder dig følge i tillid. Og straks begynder dine tanker at lægge rationelle planer, de søger det velkendte. Hvordan kan de andet? De kan kun føre dig af kendte veje og præsentere dig for mønstre, som du allerede har set før. Men det er ikke det, du ønsker dig i dit liv. Du ønsker at finde det, der er til dig, ikke sandt?
Hun nikkede. Selvfølgelig gjorde hun det.

”Så skovsøen var bare et påskud. Jeg skal altså ikke ned og spejle mig …”
”Hold nu op” afbrød han utålmodigt. ”Du behøver ikke at spejle dig i skovsøer for at vide, at du skinner. Det var dit lys, der førte mig på rette vej. Se, det vidste du ikke. Dit lys skinner, så jeg kan finde vej. Vi hjælper hinanden, men du bliver ved at negligere, hvem du er og hvad du gør, blot ved at være dig.

”Jeg er lidt forvirret” indrømmede hun. ”Men jeg er glad for at vi fandt hinanden her. Og lysningen.”
”Den tilsyneladende vildfarelse er en gave” fortsatte han og rykkede et skridt nærmere. Han smilede stadig. ”Det har vi vist også talt om før, men nu har du fået lektien igen. Tillad dig selv at fare vild og komme på afveje i forhold til de rationelle planer, du har lagt. Sjælens vej af fuld af snoede stier og underlige krumspring, der først senere giver mening. Når du får en ledetråd, et spor, så følg det, når du mærker at det kommer fra en ven. Du var ikke et sekund i tvivl, da Erantis opfordrede dig til at gå ned til skovsøen. Din intuition fortalte dig, at det skulle du da gøre. Du fulgte dit hjerte, du mærkede glæden og som alle andre vantro ville du gerne se dig eget lys skinne. Så du gik. Ind i skoven og på vej, indtil du for vild. Men kun sådan kunne du finde lysningen i skoven og få det, der er til dig. Voila. Livets mysterium er dit at leve.”

Nu smilede hun også og smilet krakelerede til et bredt grin.
”Jeg er altså ikke vantro!”

”Det ved jeg da godt. Men du ved, hvad jeg mener. Du kan være forvisset om, at dit lys skinner, for kun sådan kan jeg finde dig. Lad bekymringerne hvile. Giv dem til vinden og gå så ud i verden og gør hver eneste dag til det eventyr, du drømmer om. Du har alt, hvad du skal bruge. Du er præcist den, du skal være. Det eneste, der mangler, er du selv begynder at tro på det og hviler i vished om, at det er nok. Læn dig helt ind i tilliden på samme måde, som du fulgte Erantis’ opfordring til at søge skovsøen. Gå med glæde. Du kan ikke gøre noget forkert og der er ingen vildfarelse, når det kommer til stykket. Hvert eneste skridt byder på læring. Men der er masser af hjælp at hente undervejs, du er ikke alene. Tillid er nøgleordet.”
Hun nikkede taknemmeligt og rejste sig fra stenen. Instinktivt vidste hun, at deres samtale var forbi og at ørnen få sekunder senere ville lette fra lysningen. Hun så ham forsvinde op mellem granerne og snart var han blot en smuk silhuette på den lyseblå forårshimmel. Jo, for det var skam blevet forår igen, det mærkede hun. Noget i hende rislede og rumsterede som det vand, der vågner op fra vinterens døs. Fra is til vand. Fra vinter til forår. Fra mørke til lys. Hun smilede og uden besvær fandt hun vejen tilbage til dér, hvor hun kom fra.

Men noget var forandret. Hun var forandret.
For midt i skoven findes der en lysning, der kun kan opdages af den, der er faret vild.


Lene Frandsen
fra min egen skriverejse, februar 2016
SKRIVEHUSET


tirsdag den 16. februar 2016

Livssang i februar


 
Det er en smuk morgen, en morgen smurt i lyserød og blå. Frosten ligger som et hvidt lagen over landskabet og uden at have været udenfor endnu, ved jeg, at sprødheden er perfekt. ”En poetisk morgen” siger en stemme og skærer igennem stilheden, da jeg forsigtigt åbner døren for at mærke dagen mod min hud. Han sidder på hegnet i det, der snart vil være en rødmende solnedgang. En silhuet mod horisonten af pink pasteller og en stemme, der er velkendt og alligevel ny. Det er et stykke tid siden, vi sidst talte sammen.
”Harald” siger jeg og min stemme lyder glad. ”Det er i sandhed en smuk morgen. Poetisk ja.”

”Du bad om en fortælling i går” siger han og ser indtrængende på mig gennem det tynde frostlagen. ”Nu er den her.”
Forbavset ser jeg på ham og opdager, at jeg fryser. Netop genopstået fra søvn og en nat fuld af drømme og bratte opvågninger er jeg lidt kuldskær og glæder mig allermest til morgenkaffen. Men det er sandt, jeg bad om en fortælling i går. Endnu engang forbavses jeg over at blive hørt og folder hænderne mod ham som tak.

”Er det nu?” spørger jeg og skutter mig. Han ser på mig fra hegnspælen. Bag ham stiger solen langsomt op i et orange ocean. Himlen skifter farve, de skrøbelige pasteller males over af solopgangens brede penselstrøg og dagen får med ét et mere dramatisk udtryk. Poesi med kant. 
Han nikker bare og ser pludselig uinteresseret ud. Men jeg kender ham efterhånden, det skal man ikke tage fejl af. Harald tænker lidt over, hvordan han skal servere den for mig. Fortællingen. Det er nemlig ikke altid, at han har en forkromet plan, har han ladet mig vide i en fortrolig stund. Mennesker tror altid, at vi kun kan foretage os noget, når vi ved besked og har udtænkt en plan, men ofte må vi handle på instinktet i tillid til, at det vil føre os derhen, hvor vi skal. At vi vil få de svar, der er til os på den bedst tænkelige måde. Vi kan ikke altid vide. Vi må følge vores intuition. Og faktisk er det en fordel ikke at vide, har Harald fortalt mig, fordi vi så ikke afskærer os selv fra de små åbninger og lyssprækker, vi ellers ikke ville have set. Når vi er alt for målrettede, styrer vi i direkte linje mod målet og tror, at den hellige grav er velforvaret. Men sådan forholder det sig ikke. Sjælens vej er ikke lige. Den er snoet og fuld af overraskelser.

Jeg byder ham indenfor, men det vil han ikke.
”Jeg kommer tilbage lidt senere” siger han bare og letter mod solopgangen. Der er ild i hans vinger, da han flyver mod solopgangen eller sådan ser det i hvert fald ud.

Jeg kom i tanke om Lakota-indianerne i går eftermiddagen og deres tro på, at alle mennesker har en livssang. Da jeg hørte det første gang vidste jeg at det er sandt. Jeg fik kuldegysning og noget i mig skiftede og faldt på plads. Siden har jeg bevidst søgt min livssang og fundet ud af, at den risler gennem mit liv som en flod. Jeg kan skrive mig derind, helt ind i mit indre landskab og uden anstrengelse give udtryk for det, jeg mærker. Ofte er det poesien, der hjælper mig til at forstå og sætte ord på. Men mest af alt er det en dyb genklang og en følelse af indre ro.
Jeg genkalder mig ørnens ord, som opstod i en fortælling sidste efterår.

”Forestil dig, at din livsflod rummer alt det, du har brug for. Den løber som en åre dybt i dig og den fører dig af sjælens vej, hvis du blot sætter dig ved den, lytter til den og flyder med den gennem landskab og årstider. Det er her, du finder ro og det er her, du forbinder dig. Hør vandets rislen, den lindrende lyd af livets dråber, der flyder som en evig strøm mod havet. Selvom der kan være stærke strømme, vandfald og underlige aflejringer og små kilder, der fører i alle mulige og umulige retninger, så er der en hovedåre, som du trygt kan stole på. Den kalder altid på dig med hviskende stemme. Lyt til flodens sange og fortællinger og genfortæl dem til dit hjerte, når du bliver i tvivl. Det er her, din egen livssang findes. Vend tilbage igen og igen og glem ikke, hvor floden er. Den løber dybt i dig selv.”
Jeg finder teksten frem og læser den højt for mig selv. Det er en times tid siden, jeg åbnede døren og talte med Harald gennem frostlagnet. Dagen er nu stået op og lyset er skarpt og tillokkende. Energien skifter og selvom jeg er træt, mærker jeg en bølge af oplagthed rejse sig i mig. Det er februars energi, frem og tilbage. Vinter, vinter, forår. Vinter, vinter, forår. Mest vinter, ja, men med små øer af forårslignende tilstande. Begejstring over vintervæk og erantis og en dyb længsel efter at mærke solen og varmen dybt i min sjæl.

Så er han dér igen, denne gang foran vinduet. Han kalder på mig ved at pirke på ruden med sit næb og jeg skynder mig at lukke ham ind.
”Min fortælling?” udbryder jeg og slår begejstret hænder sammen. ”Jeg sidder bare her og småskriver lidt, der er ikke noget særligt. Jeg glæder mig til den egentlige fortælling.”

Mine ord får ham til at slå en skraldlatter op. Kragen hopper op og ned på bordet foran mig og latteren fylder stuerne. Sammen med solstrålerne, der nu gavmildt baner sig vej i lysende linjer henover bordet, er det som en duft af sommer. Latter. Sol. Jeg forsøger at le med, men smilet stivner i mig. Hvad er det egentlig, der er så sjovt?
”Den egentlige fortælling”. Han gentager mine ord, spytter dem nærmest ud mellem sprækkerne i næbbet. ”Dit liv, din livsflod, denne poetiske morgen midt i februar. Det er den egentlige fortælling. Vi tror ofte, at vi skal søge et andet sted hen, en dér hvor vi er lige nu, at svaret findes på den anden side af bakkerne eller rundt om det næste hjørne. Det er en skrøne. Den egentlige fortælling finder sted lige her, lige nu, mens vi sidder her og snakker. Den bor i solen på sin himmelfærd og den spirer dybt i vinterjorden. Lige nu, i disse sekunder, bruser din livsflod gennem dig og februar og du har et valg. Du kan vælge at sætte dig og gennem tillid at skabe forbindelse. Du kan vælge at blive så stille, at du rent faktisk kan høre, hvad din livssang handler om. Og hvis du vil, kan du dyppe din pen i floden, opfyldt af sangen og det, der bor dybt i dig. Derfra kan du skrive. Eller male. Skabe dig det liv, der passer til dig og som får din sjæl til at synge med. ”

Jeg nikker betuttet. Åh, jeg ved det jo godt, hvor tit skal de sige det til mig. Ørnen, kragen, træerne. Naturen bliver ved med at minde mig om det, tålmodigt, kærligt og uden hånlige stikpiller i forhold til min glemsomhed og anfald af manglende tillid. En tåre finder vej fra øjenkrogen og glider forsigtigt ned af kinden.
”Din livssang” siger han og rykker et skridt nærmere, så jeg kan se helt ind i hans kragesjæl. ”Den er der hele tiden og lige nu synger den om februar. Om dage med tvivl og dage med tro. Der er vinter, utålmodighed og rastløshed, for det har været en lang rejse gennem de mørke måneder. Lyshavet er tæt på nu, tidspunktet hvor det hele spirer på ny, men det er ikke tid endnu. Tomrummet, tankerne og lyst til flugt. Dage, hvor det bare bliver for meget. Ventetiden. Toget, der endnu ikke er kørt til perron. Men din livssang synger sig selv uanset, fra hvilken retning vinden blæser. De fire vinde, verdenshjørnerne, den fysiske kraft, der holder naturen i gang. De holder også dig i gang og i live. Påvirker dig, beriger dig og underviser dig. Himlen. Jorden.”

Igen nikker jeg bare og føler mig underligt ordløs. Hans ord glider ind under huden på mig, jeg lukker øjnene og visualiserer igen min livsflod. Lytter til tonerne, stilner tankerne gennem åndedrættet, dybe vejrtrækninger. Jeg synker ind i en slags meditation og da jeg igen forsigtigt åbner øjnene, er han væk.
Den egentlige fortælling, sagde han, er den, der bruser gennem dig lige nu. I dette sekund, i disse øjeblikke. Den bor i solen på sin himmelfærd og den spirer dybt i vinterjorden. Lige nu bruser din livsflod gennem dig og du har et valg. Du kan vælge at sætte dig og gennem tillid skabe forbindelse. Du kan vælge at blive så stille, at du rent faktisk kan høre, hvad din livssang handler om. Og hvis du vil, kan du dyppe din pen i floden, opfyldt af sangen og det, der bor dybt i dig. I dit hjerte. Derfra kan du skrive. ”

Den egentlige fortælling er nu. Din livssang i februar.
Kærlig hilsen fra min egen skriverejse
Lene Frandsen

lørdag den 23. januar 2016

Hverdagspilgrim og bogskriveri




Jeg har på ingen måde glemt eller opgivet Poetiske Paradokser som landingsplads for sjælsomme fortællinger. Men her bliver lidt mere stille end ellers i den kommende tid, fordi jeg skriver på en bog. Mange af de små fortællinger, som ellers ville have landet her, lander nu i bogen, der handler om at være en vaskægte hverdagspilgrim.

Samtidig skriver og blogger jeg om livet og skriverejsen på min skrivecoach-blog og her krydrer jeg nu med flere fortællinger end tidligere, fordi fortællingerne er en stor del af, hvem jeg er og hvad jeg underviser i. Så følg gerne med dér også :)

Men her får du et lille uddrag af min kommende bog, en lille fortælling fra den store fortælling.

Hverdagspilgrim

Jeg faldt i staver over spirituelle rejsebøger, hvor forskellige mennesker gik pilgrimsvandringer. I et stykke tid sad jeg og småsavlede lidt ved tanken om at gå en hellig rute, hvor andre havde vandret før mig og hvor både historien og historier svævede som ånder over de støvede veje. Jeg tænkte på bøger, jeg allerede havde læst om emnet og om, hvordan det mon ville være at tage af sted. Men så slog det mig. Hvad så bagefter? For selvom en pilgrimsvandring naturligvis kan ændre et menneske med udsigt og indsigt, erkendelser og alt det, der sker undervejs, ude og inde, så kommer der igen en hverdag. Vi er nødt til at vende hjem og genoptage de liv, vi levede, før vi tog af sted. Måske har vi planer om at ændringer efterfølgende, måske anser vi det for umuligt at leve videre på den måde, vi gjorde før. Men hver eneste tanker kræver handling, for ellers fortsætter hverdagen blot som den hele tiden har gjort.

Så hørte jeg ham hviske fra et sted udenfor. Og da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg ham flyve i midten af en stor flok krager. Hans vingefang var så meget større og de velkendte aftegninger afslørede ham for mig. Jeg smilede uvilkårligt. Han er der altid på rette tidspunkt.
Jeg tror at kragerne havde en finger med i spillet, for pludselig var det som om jeg hørte en lydløs sang fra hvert eneste vingeslag. Synkron, i takt og alligevel som et symfoniorkester med hver sin lyd, tone og instrument.

”Udfordringen er at være pilgrim i sjælen. Og lade hverdagen være din pilgrimsrejse.”
Så var de væk, sorte vinger forsvandt i skydækket, for den sol, der skinnede over landskabet i morges, var nu væk.

Udfordringen er at være pilgrim i sjælen og lade hverdagen være din pilgrimsrejse.
Jeg smagte på ordene og skyllede dem senere ned med en kop, så de kunne bundfælde sig. Jeg er nødt til at skrive lidt om det, tænkte jeg og sidder derfor nu her. Eftermiddagen folder sig ud, om en time kommer min veninde forbi og så går vi en lang tur med hundene. Det er en af de friheder, man har som selvstændig og som jeg værdsætter uendeligt højt. De daglige gåture i dagslys. Også om vinteren.

Lad hverdagen være din pilgrimsrejse
Lad hverdagen være din pilgrimsrejse. Jeg skrev ordene ned og lukkede øjnene et øjeblik. Det lyder måske knapt så spændende og eksotisk som en pilgrimsvandring på Caminoen, men ikke desto mindre vakte det genklang et sted dybt i mig. Det er så let at drømme om rejser, retreats og alt det, vi kan lære og tilegne os på dyre uddannelser eller ved at besøge guruer i øst og vest. Men den eneste guru, som reelt set kan hjælpe og guide os, er den indre guru. Du er din egen guru. Og dit liv, din hverdag og hvert eneste øjeblik er din chance, din mulighed for at foretage din personlige vandring. Ikke flygte, ikke drømme sig væk, men favne hvert eneste øjeblik, hver dag og gøre sit bedste. Snøre vandrestøvlerne og gå den vej, der er din.

Nu er han tilbage, pirker med næbbet vinduet, hvor et par iskrystaller gør ham selskab. Men han vil ikke bydes indenfor, han ryster på hovedet og gør blot tegn til, at jeg skal fortsætte med at skrive, mens han taler. Du har gættet det, jeg tager diktat. Fra en ørn. Men sådan er det, der er ingen vej udenom, det er jo hans historie, jeg skriver. Det, der åbenbarede sig på en trommerejse for snart to år siden, da han valgte mig og blev mit kraftdyr. Forvandlet er min fuglefobi.

Din helt egen hverdagscamino
”Lad være med at flygte fra det nu, der er selveste livet. Denne vinterdag, dette øjeblik, hvor du opdager, at rejsen er lige her. Pilgrim i sjælen, din helt egen hverdagscamino. Prøv at blive lidt her og vælg bevidst at se, hvad der skænkes dig netop her. ”

Han siger ikke mere, letter uden besvær og forsvinder i horisonten. Jeg kommer i tanke om noget af det, han sagde til mig ved Vintersolhverv om bevidst at vælge det, der gør mig godt. Nu har vi kigget så meget på alle udfordringerne, det, der står i vejen, stammeoverbevisninger, der ikke tjener dig. 2015 var i det hele taget et udfordrende og krævende år. Nu opfordres du til at vælge glæden og virkelig tune ind på sjælens vej. Måske er det i virkeligheden det, pilgrimsrejsen handler ikke. Den daglige vandring, de valg, vi foretager og det tidspunkt, hvor vi lærer os selv at være så nærværende, at vi faktisk kan træde et skridt tilbage og vælge bevidstheden. Sige nej til det, der fornærmer vores sjæl og i ja til det, der gør os godt dybest inde.

Hvad nu hvis
Mens jeg skriver det, ved jeg det. Det bliver svært. Det er svært! Jeg hælder hele tiden over i frygtens lejr, over i det trygge og velkendte, det sted, hvor der altid mangler noget. Hvad ville der mon ske, hvis jeg helt opgav at sætte mål og i stedet lod min målsætning være helt simpel. Jeg gør hver eneste dag til en god dag. Så godt jeg kan. Jeg øver mig i at være nærværende, jeg lytter til glædens sang og til de subtile toner af velvære, der findes bag det hele. Nærværet. Øvelsen. De bevidste valg, hvor jeg ikke hovedløst farer fra det ene til det andet og opdager, at jeg danser til frygtens pibe.

Hvad vælger du at fodre?
Hvad vælger du at fodre? Kærlighedens eller frygtens ulv? Sjælen eller egoet?
Så udfordringen er ikke at have penge nok til at rejse udenlands og tage del i skelsættende rejser. Det kan være et ekstra krydderi, men det er ikke målet. Målet er hverdagen. Dette her og nu. Pilgrimsrejsen handler i virkeligheden om at navigere i hverdagen og lægge mærke til, hvor man sætter sine fødder. Rejse over de vandløb, hvor sjælen kalder fra den anden bred og tage imod de gaver, der byder sig til undervejs. Og gaver kommer i mange slags pakker og afskygninger, selv forhindringer på vores vej gemmer på gaver og indsigter, hvis vi vælger at se dem sådan. Her starter eventyret.

”Tager du imod udfordringen?” siger han.
”Jeg troede du var fløjet!”
”Jeg er skam altid lige i nærheden. Det er bare ikke altid, at du kan se mig eller lægger mærke til mig. Tager du imod udfordringen?”
”Ja tak, jeg tager imod udfordringen. Pilgrim i hverdagen.”

”Pilgrim i hverdagen. I sjælen. I tillid”. Han smiler fra et sted i skydækket og lader mig vide, at jeg godt kan stoppe med at skrive i dag. Du skal aldrig skrive dig træt eller ked. Husk det nu.

Lene Frandsen
Skrivehuset
Januar 2016