torsdag den 19. november 2015

Inde i regnen


 
”Kom, gå en tur med mig i regnen” sagde hun og slog gæstfrit ud med armene mod de dråbevåde vinduer. Udenfor hylede stormen og den regn, hun inviterede mig ud i, slog monotomt mod ruden, som var vi på trommerejse. Jeg tøvede, skuttede mig lidt og lænede mig ind i tanken om, at jeg ikke behøver frisk luft og bevægelse hver eneste dag. Bevæget var jeg allerede blevet, da jeg tidligere læste nogle af de fine november skriverier, som kvinderne i Vintercirklen har skrevet. Og våd var jeg blevet, da tårerne flød i stride strømme ved synet af en flagermus, der blev reddet fra den vissedød og viste sig at være det mest bedårende lille dyr. Den slags bløder mig helt op. "Nu er jeg heller ikke bange for flagermus mere", hviskede barnets stemme i mig og jeg vidste, at det var sandt. Min fuglefobi er for altid kureret. Det, jeg frygtede og undgik, har vist sig at rumme en af de smukkeste og mest værdifulde gaver, jeg nogensinde har fået.
Men regnen, den kolde vind, den isnende himmel malet i gråsort? Novembers ihærdige forsøg på at få mig ud? Jeg rystede på hovedet.

”Jeg har ikke lyst. Jeg vil bare blive her og putte mig bag ordene i den bog, jeg læser. Drikke te med ingefær og bare være. Er det ikke det, du anbefaler? Den godgørende hvile og hengivelse til det, der er? Intet hastværk, ingen dårlig samvittighed over, at jeg holder tidligt fri, for jeg har lært, at jo mere jeg holder fri og giver slip, desto mere får jeg gjort og foræret. Det er som om jeg bare skal beslutte mig for at gå væk fra skærm og tastatur, så kommer inspirationen og lander i mit hjerte. Når tankerne stilnes, når den hæsblæsende jagt efter forløsning og ord, der inspirerer, opløses og noget i mig bliver mildt og uden anstrengelser søger forsoning, så sker det ofte. Det, jeg ledte efter, kommer.  Måske i en anden form eller på en anden måde, end jeg havde forestillet mig. Men det kommer, når jeg ikke jager det. Så kan det lande.
Try easier. You try too hard. Try easier.

Mine ord og tøvende holdning fik hende til at slå en hjertelig latter op. Barmen bag den sorte fløjlskjole hoppede op og ned. Jeg ville ikke have troet, at November var så frodig, jeg havde forestillet mig hende som en åleslank, ja en nærmest tynd og stram tante med sorte øjne og rødmalede læber. Sorte negle, naturligvis, lange slanke fingre og et blik, der trækker mig helt i mørket og ned i spindelvævsdybet. En heks af den slags, der hælder til det dunkle. De upløjede steder, ukultiverede, urkraftige og frygtindgydende tiltrækkende. Hvis man altså turde bevæge sig derud. Eller derind. Er det sådan, jeg husker hende fra de andre år eller er det bare min fantasi, der spiller mig et puds?
”Eller din frygt?” Hun smilede og prikkede kærligt til mig, mens hendes blik borede sig ind i mit. Jeg mærkede, hvordan noget i mig gispede og smilede på samme tid. Tvivlen frøs til is og tøede op igen i de sekunder. 

”Kom, lad os gå ud i regnen, så skal jeg vise dig noget.”

Ordene ramte mig som en kærlig befaling og jeg nikker samtyggende, som et barn, der ikke er helt overbevist. Modstanden gjorde mig tung, tankerne rumsterede. Men så kunne jeg mærke det. Noget andet fra et dybere sted i mig selv. Og jeg tror, det var hende, mit indre barn, den lille eventyrlystne pige, som aldrig var bange for at blive hverken våd eller beskidt. Eventyret kaldte, fortællingerne udsprang af lyst og hvorfor tror du i øvrigt, at nogen opfandt håndklæder, sang hun og dansede i min sjæl. ”Kom, lad os gå ud”.
Så det gjorde vi. Vi gik ud i regnen og selvom jeg havde set et lysglimt på himlen og i et øjebliks magi overværede både solregn og flyvende krager i underskøn symbiose, var den umiddelbare fortryllelse væk, da vi gik ud af markvejen. Regnen slog ind fra vest, vinden var kold og jeg mærkede at jeg, trods regntøj og fornuftig påklædning, blev våd alligevel. Snart klæbede regnbukserne til benene og følelsen var kold og ubarmhjertig. Indtil jeg vænnede mig til det. Der gik vel et par minutter, hvor vi tavse og jeg i sammenbidt tilstand vandrede ved siden af hinanden, så skete der noget. Selvom jeg hader at indrømme det, så mærkede jeg et strejf af nydelse gå gennem krop og sjæl. Og et par skridt mere, tyve måske, så var jeg ikke længere ude i regnen. Jeg var inde i regnen. Det var som om jeg gik inde midt i både regn og vind og snart hørte jeg nogle velkendte strofer for mit indre øre.

Lad hver en dråbe rense og gøre mig ny
Skylle væk, vaske bort, give slip
Store ånd, regnens ånd
Gør mig ny igen, gør mig tom, gør mig blød
Gør mig stille
Store ånd, regnens ånd
Giv mig ro igen
Bringe vand, bringe liv, bringe fred
Gør mig ren igen
Gør mig fri
Giv mig fred
Gør mig stille
Regnsangen, som kragerne skænkede mig tidligere i november. En sang, som ingen ejer, men som bor i regnen og som vi alle er velkomne til at synge, hvis den altså gør os godt. Men hvem sang nu, for det var ikke mig. Troede jeg. Indtil jeg opdagede, at jeg faktisk gik og nynnede. Sang højt. Sang meget højt. Og vinden var også med, der må også være en vindsang, tænkte jeg, for det var ikke alene regnen, der rensede mig dér på stien, det var også vinden.

”Det har været et lærerigt år”. November smilede. ”Et år fuld af glæde, sorg, paradokser og en vigtig livslektie. ”
Jeg nikkede og trak vejret dybt midt i mit våde univers.

”Og nu får du hjælp til at rense dig, skylle væk og blæse bort alt det, der ikke længere tjener dig. Vraggods og rester. Se, hvordan vandet flyder og bladede flyver, alt det, du har givet slip på og som du på ingen måde skal have med dig videre. Vi går mod vintersolhverv nu og i år får du mulighed for at fejre det, som kalder fra din sjæl. Så lad regnen og vinden hjælpe dig med at give slip, lad dig rense, blæse igennem og …”
”Jeg ved det, November. Jeg mærker det jo. Men det er så underligt, for det føles ikke længere som om jeg ude i regnen. Jeg er inde i regnen.”

Og dér midt på den regnvåde og mudderbefængte markvej dansede hun som en elverpige på sommerengen. Rundt og rundt med armene bredt ud, vådt hår, der klistrede til hendes kinder, øjne, der skinnede af sælsom lykke og en så intens følelse af samhørighed med noget større, at jeg måtte knibe endnu en tåre. Men ingen så den, ingen bed mærke i det lille væsen af sorg, glæde og dyb taknemmelighed, der forlod mit ene øje og trillede ned af kinden.
”Vil du danse med mig” sagde hun, mens hun snurrede rundt på vejen gennem pytter og nedfaldne blade og jeg nikkede. Selvfølgelig ville jeg danse med hende. Hvis ikke nu, hvornår så?

Lene Frandsen, november 2015
fra min egen skriverejse

tirsdag den 17. november 2015

Sjælsomme fortællinger


 
Jeg kigger ud mod den dunkle himmel, hvor regntunge skyer sejler forbi. November spejler sig i de store vandpytter på gårdspladsen og jeg ser hende smile underfundigt. Har jeg mon også set dem, hendes blik vender sig mod vinduet, hvor jeg står bag ruderne i tørvejr og kigger ud. Jeg nikker bare. Jeg har set dem. Der er mange i dag, de letter og lander i store flokke og samler sig i det lindetræ, der står nærmest vinduet.

Træet er næsten uden blade nu og på en måde virker det lettet.  Stolt står det som en sort silhuet mod himlen. Grenene strækker sig dovent mod solnedgangen. Det dæmpede lys gør mig søvnig og i de minutter, hvor jeg står ubevægelig i vinduet og betragter det smukke skue, når jeg at fortælle mig selv, at jeg er træt og ikke orker at tage til yoga. Det når jeg faktisk altid at fortælle mig selv og det giver en frygtelig fornemmelse af modstand, men jeg er holdt op med at lytte og adlyde. Jeg ved ikke helt hvem, det er der taler dér i mine tanker, det lyder som mig, men selv er jeg fast besluttet på at komme af sted. Yoga gør godt. Det ved jeg, uanset hvor træt, tung og ugidelig, jeg er. Det er ikke til forhandling.
Kort tid efter træder jeg ud af hoveddøren og låser den bag mig. Det er begyndt at småregne. Egentlig ville jeg skynde mig ind i bilen, men i samme sekund farves luften af sorte vinger. Krager, råger og ravne flyver hen over hovedet på mig og lander i lindetræet. Nogle bliver siddende, andre letter hurtigt igen, mens de skriger og synger for at påkalde sig min opmærksomhed. Jeg stopper op og retter blikket mod dem, lader dem vide, at jeg er lydhør og at jeg har set dem.

”Det kan ikke udskydes længere”. Ordene når mig som regndråber. Og det slår mig pludselig, at det også var her, jeg mødte ham sidste gang, Harald. Foran bilen. Jeg har vist været temmelig uopnåelig på det sidste, svøbt i travlhed og indbildning om, at jeg hverken savnede fugle, træer eller at skrive på denne måde. Men at lyve for sig selv giver bagslag og fuglene kan man heller ikke narre.
Denne gang bliver han siddende i lindetræet omgivet af sine venner. Det undrer mig, for jeg kan høre og se ham ligeså tydeligt. Han træder frem, som om jeg kiggede på ham gennem et forstørrelsesglas. Og hans stemme er klar og tydelig.

”Du har bildt dig selv ind, at du har for travlt til at gå på skrivelegepladsen?
Jeg nikker og ryster på hovedet på samme tid. Han får det til at lyde så simpelt. Sådan forholder det sig naturligvis slet ikke. Men noget i mig bliver ved med at nikke. Jeg mærker en lille sorg stige op gennem halsen som et surt opstød. Bortset fra at sorgen ikke er sur. Den er ked af det. Ked af, at jeg igen har forsømt at gøre det, som min sjæl synger allerhjerteligst om og som gør så godt.

Glæden ved at skrive og skabe. Slippe kontrollen og tage imod. Lade livet være et eventyr. Hylde fantasien, magien og leve den. Som en dans. En sjælelig dans.
”Jeg ved det godt, Harald”, udbryder jeg og slår beklageligt ud med armene. ”Og jeg savner det. Savner de historier og fortællinger, jeg ikke kan kontrollere og som du og de andre fugle bringer. Jeg savner at give slip på alle forestillinger om ”hvordan.”

Mine ord får kragerne i træet til at le højt. Eller sådan lyder det i hvert fald, kra kra kra, har hun ikke lært det endnu?
”Jeg skal til yoga nu” siger jeg som svar. I det samme flyver hundredevis af sorte fugle ind over mig fra både syd, øst og vest. Krager, råger og ravne måske. Det er ved at blive mørkt, jeg ser dem ikke så tydeligt mere, men lyden af deres vingeslag og fornemmelse af deres væsen forplanter sig til min sjæl. I de sekunder sitrer jeg som et espeløv i erkendelse af, at jeg aldrig mere kan vende om og gå tilbage. Der, hvor jeg kom fra, findes ikke længere.

”Vi svigter dig ikke” siger Harald med smil og varme i stemmen. ”Tag nu bare til yoga, også det gør krop og sjæl godt og så ses vi i morgen. Men jeg kommer først, når du har vist mig, at du er klar og tilgængelig. Når du har svøbt dig i både indre og ydre ro og igen indset, at det gør godt at give slip og lade komme. Vask travlhedens sminke af dit ansigt og din krop, den klæder dig ikke. Gå ind i dit skriverum med en stor kop te og tænd dine skrivelys, så dukker jeg op, men kun hvis du virkelig er åben og modtagelig. Og tag så til yoga.

* * *
Tidspunktet er kommet. Det kan ikke udskydes længere.

Med Haralds ord i hjertet kørte jeg til yoga, som selvfølgelig gjorde mig godt. Jeg gav slip på forestillingen om, at jeg har travlt og besluttede mig for, inden jeg gik i seng, at jeg ville holde sjæledag i morgen. Og nu er i morgen blevet i dag. Her sidder jeg med min jasminte og jeg har tændt de små skrivelys i assietterne fra Gotland. Den lysegrønne og den dueblå. Jeg elsker de små skåle af glaseret keramik med blomstermønster. Det er Linda, som har skabt dem, jeg ved ikke hvem hun er, men alligevel føler jeg at jeg kender hende. Hendes navn står skrevet i bunden af skålene.
Linda fra Gotland. Hvem mon du er?

Jeg sidder og fantaserer lidt om Linda og synes pludselig at jeg kan mærke hendes tilstedeværelse gennem de små keramikskåles sjæl. Ordene flyder fra mine fingre. Bagefter spekulerer jeg lidt over, om skåle kan have sjæl eller om kvinder som Linda kan putte et lille stykke sjæl ind i hver eneste fine skål, de laver? Det tror jeg.
”Selvfølgelig.  På samme måde som du putter sjæl og kærlighed i dine fortællinger.” Jeg lukker Harald ind af vinduet, for nu sidder han pludselig derude og med næbbet mod ruden. Et stik af sød forventning bruser i mit hjerte, da jeg tager plads foran tastaturet, mens han sidder på spisebordet foran mig. Udenfor ændrer lyset sig, solen træder frem bag en sky og kaster tryllelys over landskabet. Nogen jonglerer med farvene, mens et par krager pirker i den våde pløjejord og en musvåge svæver over marken.

”Hvad skal vi tale om, Harald?” Jeg retter blikket mod ham og lader mine øjne hvile i hans.
”Vi skal ikke tale, du skal skrive. Og har du lagt mærke til, at du allerede har skrevet en hel del? Du har begivet dig på vej via ordene og det er jo sådan, du gør. Bortset fra når du ikke gør det og strander i hovedet. Så skriver du ikke noget som helst sjovt eller sjæleligt, det hele bliver en mental spekulation uden særlig overraskelser. Og det trætter dig. Gør dig udmattet.

Jeg nikker bare og føler mig tung som bly ved tanken. Og det er det, tanker kan. De kan gøre tung. Og eftersom jeg har mange tanker, kan jeg blive forfærdelig tung. Så tung, at jeg ikke orker at løfte hovedet og få øje på kragerne, der flyver rundt deroppe. Så tung, at jeg glemmer at løfte blikket og se, hvor fantastiske skyerne er i deres evige himmelforandring. Så tung, at jeg glemmer at gå ud i skoven eller tage til vandet og spejle min sjæl i himmel og fjord.
Her sker det så. Mine tanker fortæller mig, at inspirationen er forsvundet. At jeg er for træt til at skrive, at jeg skal sætte mig og meditere. Eller sove.  Men noget bliver ved med at rumstere, så jeg kaster mig ind i mit arbejde med ildhu og glæde, for jeg elsker jo mit arbejde, men glæden forstummer, fordi der stadig mangler noget. Den gode balance er i fare. Længslen vokser og breder sig i min krop, trykker sig mod mit bryst og giver mig et indre anstrøg af sorg og smerte. Det er nok noget gammelt, der er ved at passere, fortæller tankerne mig og ler højt bag min ryg.

Der fik vi hende. Igen!
Foran mig på spisebordet ler kragen Harald med.

”Og så er det bare en fortælling, der prøver at få kontakt” griner han og hoster. ”Noget der vil skrives”. Hele hans kragekrop hopper op og ned på spisebordet og de små lys i Lindas skåle skvulper over. En klat stearin flyder ud på bordet og lægger sig til rette som …
Jeg tror knapt mine egne øjne, da jeg betragter stearinklatten nærmere. Den ligner uvilkårligt en fugl. En lille fugl i silhuet med næb og vinger. En rund fugl, en venlig fugl, en fugleunge måske? Eller en pingvin?

Harald ånder lettet op, nu kender han mig igen.
”Endelig” siger han og sukker dybt, mens han vender sig mod vinduet. ”Jeg var lige ved at opgive dig. Afslut nu din fortælling og sæt den så fri. Giv slip og lad den ånde. Giv liv og giv plads. Nu er tungheden forsvundet, ikke sandt? Du sidder jo og smiler! Og hvem ved, måske dukker Linda fra Gotland op i næste kapitel eller også vækkes stearinpingvinen til live og … fortsættelse følger.”

Jeg nikker taknemmeligt og lader ham flyve ud gennem vinduet, mens mit blik sejler mod horisonten. Hyldetræerne står som skarpe silhuetter i novemberlyset. Jeg kender dem efterhånden, træerne, de har hvert deres mønster og særlige måde at være træ på. Synet fryder mig hver eneste gang, når jeg altså husker at se. Og efterhånden som vinteren kommer nærmere bliver de endnu tydeligere. Deres tilstedeværelse er som en lydløs bøn. De strækker sig mod himlen, åbner sig og tager imod. Mørket, lyset, skyggerne og stjernerne.
November. Alt det, vi ikke længere skal bruge til noget, forsvinder som dug for solen. Opløses, så kun essensen er tilbage. Først når vinteren puster vinden kold og morgenen er så mørk, at lyset må anstrenge sig og nærmest kravle op i horisonten, kan jeg virkelig se. Det er det, November kan. Hun fjerner alt det, der skygger for det egentlige. Hun omgiver sig med tåge og mørke, så noget kan træde tydeligere frem. Stjernerne på nattehimlen. Træet i sin helt unikke form. Et solstrejf og en himmel.
Og kragerne i lindetræet, der er budbringere af sjælsomme fortællinger. Hvordan kunne jeg glemme det?



Tekst og billeder, Lene Frandsen
fra min egen skriverejse, november 2015
Skrivehuset


fredag den 6. november 2015

Kragenodelæseren


 
”Store ånd, regnens ånd”, synger han og kalder gennem regnen fra det store lindetræ bagerst på gårdspladsen. Jeg løfter hovedet og får øje på ham, en sort silhuet smukt placeret på en gren. Han er ikke alene, en flok artsfæller har gjort ham selskab og tilsammen udgør de en række noder. Træet er nodestativet, de er hver deres node. Jeg kan høre, at det sælsomme kragekor øver sig og selvom jeg egentlig var på vej ind med mine varer, bliver jeg stående midt på gårdspladsen, mens regnen sagte siler. Jeg lytter og mærker en forunderlig genklang fra kragestemmerne i koret. En sang, en melodi, som jeg kender uden egentlig at gøre det.
Jeg vidste ikke, at krager kunne synge. Og jeg anede heller ikke, at Harald var musikalsk. Men det er han, der kan man bare høre, hans stemme skærer smukt igennem regndisen og lægger sig til rette i min sjæl. Et suk, et dryp, jeg kan mærke at jeg smiler, mens koret synger og regnen falder. Han er tenor, Harald, hans stemme er ren og dyb i sine høje toner. Man skulle måske tro, at en krage ville skrige og gøre sig til, når han sang, men sådan synger Harald ikke. Koret bakker ham op og de små nodekrager hopper på hver deres gren. Bag mig står bildøren stadig åben og mine indkøbstasker måber fra deres plads på gulvet.

”Store ånd, Regnens ånd” er de eneste ord, som jeg kan opfange, de eneste, ord jeg genkender. Jeg bliver stående og lader hånt om de dråber, der nu løber fra mit hår og ned over ansigtet. Uden egentlig at ville det, begynder jeg at synge med, som havde jeg ikke havde bestilt andet. Noget i mig kender den sang, min stemme følger tonerne, op og ned, mens jeg stirrer på kragerne i træet og følger deres placering. Jeg er jo en erfaren kragenodelæser! Fra gren til gren fører deres blotte tilstedeværelse mig på vej gennem det, der skal vise sig at være kragernes regnsang.
Pludselig stopper musikken. Kragerne bliver tavse på deres grene i lindetræet, så letter de en efter en og forsvinder gennem træerne mod vest. Kun én bliver tilbage og jeg ser taknemmeligt på ham. Harald. Kom, hvisker min sjæl og få sekunder efter lander han på jorden foran mig.

”Hvorfor står du herude i regnen” griner han, naturligvis er det ikke et spørgsmål. Han ved det jo udmærket godt. Og han ved såmænd også, hvad jeg vil spørge ham om, men vi skal lige igennem et lille ritual, hvor han hopper rundt på gårdspladsen og morer sig over at mærke min boblende nysgerrighed. Imens siler regnen og jeg er nu temmelig våd. Dårlig ide, min indre dommer trommer med fingrene i mine tindinger, du er jo småforkølet og skulle netop ud for at hente citroner til din varme hyldebærdrik. Jeg ryster uvilkårligt på hovedet, der er lige meget og jeg fryser ikke. Det er mildt i dag. Mildt for november. Måske er hun våd og uigennemsigtig, den gode November, men kold er hun ikke. Jeg kan mærke hendes tilstedeværelse som en lun brise i mit indre og føler mig godt tilpas i hendes selskab, regn eller ej.
”Regnen er en ånd?” Det uundgåelige spørgsmål svæver fra mine læber, men lyder nærmere som en kærlig konstatering, da jeg siger det. Forbavset ser jeg på Harald, som smiler listigt fra sin vandpyt foran mig. Han ser heller ikke ud til at lade sig bekymre synderligt om vejret.

”Nemlig” svarer han og slår ud med vingerne, ”sådan er det. Regnen er en ånd. Og du har netop overværet en uropførsel af kragernes regnsang i en helt ny version. Hvis jeg ikke tager meget fejl, vakte den genklang i dig?”
Jeg nikker. Det er der ingen grund til at benægte, jeg sang jo med. Min sjæl kendte den sang, de toner og lyden af regn. Tilstedeværelsen af regn, jeg retter mig selv uden at sige det højt. Regnens væsen.

”Det ved jeg faktisk godt”, nikker jeg så og smiler fjoget. Eller, jeg tror jeg ser fjoget ud, men jeg ved det ikke. Det er mere følelsen af at begive sig ud i en spørgsmålsrække, hvor man allerede kender svarene og fare vild i det, man allerede ved. Men man skal bare spørge det rigtige sted i sig selv. Og lytte til svaret. ”Regnen er en ånd på samme måde som vinden er det. Og hvor gør det bare godt at blive renset.”
”Lad hver en dråbe rense dig og gøre dig ny”. Harald skærer en grimasse, samtalen er vist begyndt at kede ham. ”Vi er lidt uenige om teksten i kragekoret, men den er snart på plads. De andre må bøje sig, jeg er den poetiske af os. Og den eneste, i øvrigt, der taler menneskesprog.” Han ser stolt på mig og klikker med næbbet.

”Er det nu også sandt?”
Han ler bare og lader sine sorte øjne gennembore mig.

”Hvad tror du selv?”
”Jeg tror på dig, Harald og på fuglenes visdom. Og så tror jeg virkelig på, at regnen er en ånd. Jeg har vished om det, for jeg kan høre den hviske bag lyden af dråbemusik. I dag er regnen blid og godgørende, den renser og befrier os for alt det overskydende snavs, som er opstået i processen fra sommer til vinter. Vi er jo i færd med at give slip. Ikke sandt?”

”Jeg må videre” siger han bare, smiler og blinker til mig, et blik der fortæller mig, at han også tror på mig. Så er han væk. På sorte vinger forsvinder han i samme retning som de andre krager lige før, over lindetræet og ud mod horisonten i vest.
Jeg vender mig om for at tage mine indkøbstasker ud af bilen og bære dem ind. I det samme hører jeg min egen stemme nynne og mærker, at regnsangen ikke er fløjet med kragerne. De har skænket den til mig, sangen, givet den videre, givet slip. Regnsange og sjælelige fortællinger kan ingen eje, men det gør godt at synge dem, sige dem højt og hengive sig til det, de fortæller om. Regnens ånd og de dråber, der renser og vasker det væk, der som snavs skjuler det væsentlige og det, livet egentlig handler om.  

Lad hver en dråbe rense og gøre mig ny
Skylle væk, vaske bort, give slip
Store ånd, regnens ånd
Gør mig ny igen, gør mig tom, gør mig blød
Gør mig stille
Store ånd, regnens ånd
Giv mig ro igen
Bringe vand, bringe liv, bringe fred
Gør mig ren igen
Gør mig fri
Giv mig fred
Gør mig stille
Gør mig våd, siger en hånlig tanke, mens den som et nedfaldent blad flyder af sted i den lille flod af vand, der render fra mit dørtrin og ud i intetheden.

Forsigtigt lukker jeg døren bag mig og træder ind gangen. Helt stille.
Tak til kragerne i træet, regnen og November
Lene Frandsen, november 2015
Skrivehuset