mandag den 19. oktober 2015

Dansen i de våde blade


”Velkommen” siger hun og nejer som en dronning, bortset fra at dronninger vist mest er kendt for at sidde på deres trone og holde hof. I hvert fald i eventyrene. Og der er noget eventyrligt over denne søndag, hvor disen danser som en edderkop over landskabet og spinder tråde af uigennemsigtig magi. Træerne har fået et mystisk skær, tavse og ranke står de dér i tågelandskabet og holder på hemmeligheder. De sidste blade, de røde, orange og brune, mange af dem ligger nu skinnende våde på stien, hvor jeg går. Eller rettere sagt, jeg var ude at løbe og så stødte jeg bare ind i hende. Oktober. Overraskende. Igen.

Det får hende til at smile. Jeg ser op, rød i hovedet af varme og en smule forpustet, selvom jeg løber i sindigt tempo og har dedikeret turen og kommende vinterture til at være sjæleture. Jeg er færdig med ure og alle umulige slags målinger af mine egne præstationer. Nu ser jeg slet ikke på løbeturene som præstationer længere. De er oplevelser. Små træningspas af velvære, hvor jeg er i kroppen og med det, der er. Jeg dømmer ikke turene efter dagsform og formåen, nej det handler om noget helt andet. Jeg løber i det tempo, der nu passer til dagen og vejen, jeg mærker efter og så er jeg opmærksom. Jeg har ikke fokus på ur og på at skulle nå noget, jeg nyder turen i fulde drag og hilser på dem, jeg møder undervejs. Køer, krager og katte, der forsigtigt titter frem i buskene. Og mennesker, naturligvis, men der er ikke mange ude på denne disede oktoberdag. Bortset fra hende, naturligvis. Alligevel blev jeg overrasket.
 ”Alt begynder her”, siger hun og slår ud med hånden. Hun har skiftet tøj, dagens kjole er grøn med store prikker i dyborange og rød. Hun har sat håret op i en tilfældig knold, der ser alt andet end tilfældig ud og som giver lov til lokker, der krøllende danser fra hendes ansigt og ned over skuldrene. Det store sjal er brunt og strikket i et løst hulmønster. Støvlerne er af den gammeldags slags, sorte snørestøvler med lidt hæl og så lange, at de forsvinder under de grønne skørter. Smuk ser hun ud, jeg smiler lidt genert og føler mig lidt malplaceret i mit løbetøj og med min rødmende teint.

”Alt begynder her? Hvad mener du med det?” spørger jeg og ser forundret på hende. Hun taler som om vi havde været i samtale længe, som om noget er sagt og indforstået, men jeg har jo lige mødt hende.
”At der kun findes nu” ler hun og slår ud med armene, som var hun med i en musical. Jo, den er god nok. Hun minder mig om Mary Poppins. Kun paraplyen mangler, men det skulle ikke undre mig at hun gemmer den et sted, for vejret er vådt og himlen hænger i laser. Det drypper fra træerne, tunge dråber rammer jorden og bladene og skaber en sælsom form for musik. Den burde være monoton, men er alt andet end det. Dér, i dråbemusikken, bor en helt verden af sjælelighed.

”Intet er evigt, alt er nu” fortsætter hun og ser kærligt på mig. Hendes hånd rækker ud og en finger stryger mig over kinden. Der findes kun nu. Er det ikke en befriende tanke?”
”Det ved jeg såmænd ikke” sukker jeg. ”Det er også lidt skræmmende.”

”Alt er nu”, gentager hun og laver en piruette i de våde blade. De grønne skørter fyldes med luft og latter, og de bruser om hende som en rislende flod. Pludselig føles det som om jeg kærligt skubbes ind i en anden verden end den, hvor jeg løb tur lige før. Noget griber mig og helt uden viljens brug, begynder min krop at danse. Den følger hendes bevægelser, armene ud til siden, et kort sekund ønsker jeg mig også skørter og knapstøvler, men så glemmer jeg tid, sted og mig selv. Jeg danser med Oktober og bladene letter fra jorden og danser med. Dråberne sørger for musikken og i det fjerne brøler en ko.
Dér på stien, i alléen, snurrer vi rundt og var vi på en eng i alperne, havde jeg ikke været i tvivl. Men nu er det ikke bjergene og bakkerne, der ånder og danser til lyden af musik. Det er træerne, dråberne og de nedfaldne blade. Jeg begynder at le og kan slet ikke holde op igen. Det smitter, Oktober stemmer i og snart ler vi så meget, at det bliver umuligt at danse. Heldigvis, for jeg er godt svimmel og uden at tænke over det, lader jeg mig falde ned i en bunke blade, der ligger lige tilpas i vejkanten. Oktober dumper ned ved siden af mig og her ligger vi så og griner i takt. Det er vådt, men jeg er varm og opfyldt af en besynderlig form for glæde, der strømmer fra et sted dybt i mig og som gør mig lykkelig helt ud i fingerspidserne.

”Tak Oktober” snøfter jeg og kan ikke holde op med at le. ”Du kunne ikke have sagt det bedre med ord. ”Men, tilføjer jeg, for jeg er jo en kvinde, som er ualmindelig glad for ord og skriverier, du må alligevel gerne sige lidt mere. ”
Dér ligger vi, Oktober og jeg, i en bunke blade midt i efteråret. Og selvom jeg ønsker at få sat flere ord på, oplever jeg, at det slet ikke er nødvendigt. Alt er sagt i det regnvåde nærvær og gennem den bevægelse, vi satte i gang. Sandheden bor i de nedfaldne blade og bæres af de fugle, der spankulerer omkring på græsset bag os. Krager, ænder og en enkelt fiskehejre. Vi er tæt på søen og jeg fornemmer vandet, selvom jeg ikke kan se det.

Det hele er en følelse, en underfundig og dyb følelse af et nærvær så dybt og inderligt, at det ikke kan indfanges eller beskrives med ord.
”Har du prøvet at plante spørgsmål” spørger hun pludselig og rejser sig op på albuerne. Hun smiler stadig, det gør hun ofte, Oktober, også på regnvejrsdage. Hun er ikke ked af sin plads i årets cyklus, for det er ikke et hierarki, afslører hun, det er en cirkel. Og hendes plads er en af de vigtige, men det er de nu alle sammen, for ellers var det slet ingen cirkel.

”Stolthed”, hvisker hun og kysser min fugtige kind, ”over at være den man er. At bære sig selv med værdighed og glæde og sige tak for den gave, man har fået. Livet. Dansen. Øjeblikke af intensivt levet liv. Sorgen, smerte og glæden. Men intensiteten handler på ingen måde om fart og udfarenhed”.  En årvågen pegefinger kommer til syne, hun var lærerinde i sit tidligere liv og det har hun ikke helt lagt fra sig.
”Du taber tråden, Oktober” siger jeg og ler. ”Du spurgte mig om jeg har prøvet at plante spørgsmål. Burde du så ikke holde en pause og vente på mit svar?”
”Jeg blev grebet af en stemning” svarer hun nøgtern og smiler underfundigt. ”Og det skal man gøre. Lade sig gribe. Forføre, fortrylle, forvirre, forvandle. Og fare vild, så man virkelig ved, når man er kommet hjem igen. Det er sådan, vi lærer, er det ikke? Måneder og mennesker. Vi er nødt til at prøve det selv, udforske det og lege med det. Gøre vores egne erfaringer, skrive os ind i det, mærke det, sanse det og danse det. Måske opdager vi, at trinene ikke passer os eller også kommer vi til at træde en anden over tæerne, men herre, gud, kvinde. Vi er kommet for at lære. Og hver eneste af os er nødt til at opfinde den dybe tallerken, eller hjulet, igen og igen. Det kan ikke nytte noget, at vi lader andre gøre det for os. Vi er nødt til selv at danse selv for at lære trinene. Og siden skaber vi vores egen dans, tror vi, men egentlig er det den samme dans. Den dans, der altid danser bag det tilsyneladende.

”Men spørgsmålene” sukker jeg og nikker samtidig, hun har jo ret i alt det, hun siger. ”Hvordan planter man spørgsmål?
Hun skovler en håndfuld våde blade op og lader dem hvile i sin håndflade. Strækker hånden frem, så jeg også kan se dem og så sidder vi lidt dér og kigger på blade. Gule, orange, røde, farverne glimter og forstørres lidt, når man ser dem gennem dråberne. Jeg falder i staver og vækkes så af en sitren i min egen krop. Jeg er begyndt at fryse. Før var jeg svedig efter løbeturen, nu ligger jeg her i fugt og forfald og ser på nedfaldne blade i selskab med Oktober. Det er lige til at blive glad – og forkølet – af.

”Er der et svar?” spørger jeg med spæd samme og trækker forsigtigt opmærksomheden væk fra bladene og ser på Oktober.
”Der er masser af svar” smiler hun og kaster bladene op i luften, så de flagrer i vinden som et snevejr. ”Og du har netop fået dit”.

”Mit svar?” Jeg indrømmer, at jeg er nu er både kold og forvirret. Det har været en sanselig og dejlig stund med Oktober, men tiden er kommet til opbrud. Jeg fryser og ryster som et espeløv. Langsomt rejser jeg mig og strækker kroppen ud, mens jeg børster blade af løbebukser og trøje.
”Giv slip” siger hun bare og rejser sig sammen med mig. ”På samme måde som jeg lod bladene flyve. Nu er de igen landet på jorden, hvor de går i forrådnelse og falder helt ind i vinterens mørkerum som en del af en proces, det ikke går at forhindre. Og det er ikke sørgeligt. Det er ikke trist. Det er smukt. ”

Jeg trækker på skuldrene, for jeg bliver faktisk lidt vemodig ved tanken. Og alligevel kan jeg godt se skønheden i det, hun beskriver, så fuld af kontraster og modsætninger, i hvert fald hvis man er menneske.
”Jeg må videre” siger jeg og gør tegn til, at jeg inden for de næste sekunder sætter i løb og finder min bil på parkeringspladsen. ”Det var dejligt at møde dig igen og tak for svaret. Jeg er nu ikke helt sikker på, at jeg forstår det.”
”Det behøver du heller ikke.” Hun laver endnu en piruette i de våde blade, vinden tager fat i de grønne skørter og et øjeblik tror jeg faktisk, at hun vil lette og stige til vejrs som den gode Mary. Poppins altså.

”Du skal stole på, at alt er som det skal være. Væbne dig med tålmodighed og lade processen arbejde for dig. Det gør du ved at give slip på tanken om, at du partout skal forstå og gøre noget bestemt. Der er faktisk ingen trylleformular, som kan fremkalde svar på spørgsmål, men jo mere afslappet og frigjort du er i forhold til svar og udfald, desto mere magi vil du opleve.”
”Tålmodighed og tillid er to nøgler, der er gode at have i sit magiske nøgleknippe. Og med hensyn til spørgsmålene, så er det netop det, jeg mener. Plant spørgsmål og lad svarene komme. Giv slip og giv tid.”

”Hov, hvordan hænger det sammen med at ”alt er nu”? Hvis der kun findes nu, så …”
”Ordkløver!” Hun ler højt.

”Det er også en af de gode nøgler. Nuet. Hvert eneste øjeblik rummer sit eget liv og det samme gør hvert spørgsmål. Sæt det fri og lad det danse. Som vi to dansede i de våde blade.”

”Man kan sige, at vi planter ord?”
Hun nikker. ”Det kan man nemlig. Vi kan plante og så gennem vores ord og de spørgsmål, vi formulerer. Vi kan skrive dem i vores notesbøger og på sider, som er skabt til formålet. Lade hensigten og den hjertelige intention være det, der bærer. Men vi kan samtidig sende det ud via det, vi gør og måden, vi lever vores liv på. Leve det, danse det og være det. Når vi viser, at vi er åbne og modtagelige, så gør vi klar til at svarene kan lande. Når tid er. Svar, som måske ser lidt anderledes ud, end vi havde forestillet os, men nogen ved vist bedre end os.”

Jeg står nu og laver englehop på stedet, op og ned i de våde blade, det svupper under mig. Jeg ved, at jeg må videre, men det er svært at løsrive sig fra Oktober og hendes visdom. Hun ser på mig og uden videre giver hun sig også til at hoppe. Op og ned i de våde blade, dér midt i alleen hopper en kvinde og en månedlig guvernante, så latteren igen kommer brusende. Dråbemusikken spiller.
Og så synger hun:
Ordene vi sår, blir til svarene vi får
Når tiden går og kommer
Måske er der svar i den næste bøn
i naturen skøn
eller på bunden af din brønd

Der er masser af svar i den glædelige dans
I det næste englehop
Der er glæde i din krop, når du danser
Der er ord i din pen, når du ikke glemmer den
Ord, som strømmer fra dit hjerte, når du skriver
Der er liv i din leg og den glemmer ikke dig
Du er husket, du er elsket, bare leg
Legen, livet, våde blade
Ord, natur og chokolade
Give slip, så det der skal, får lov at komme
Plante ord dybt i din have
Lad dem simre i din mave
Lad dem spire, lad dem gro og lad dem leve

 
Der er masser af svar i den glædelige dans
I det næste englehop
Og der er glæde i din krop, når du danser
Der er ord i din pen, når du ikke glemmer den
Der strømmer ord fra dit hjerte, når du skriver
Der er liv i din leg og den glemmer ikke dig
Du er husket, du er ventet, bare kom

Ordene vi sår, blir til svarene vi får
Når tiden går og kommer
Måske er der svar i den næste sang
I en gåturs blide gang
Eller dybt i stilhedens hvisken


Og
Når
du er træt og trænger hvile?
Bare sæt dig i din væren, for jeg ved
Man kan også sagtens danse
Selvom om man sidder ned!
 
Ord, skriverier, vers, vrøvl og visdom
Inspireret af Oktober på en regnvejrsdag
Lene Frandsen
Skrivehuset

tirsdag den 13. oktober 2015

Stilhed og mørke


 
”Vil du skrive en lille fortælling i den tidlige morgenstund, mens lyset tøvende glider over landskabet og alt ånder fred? Det er efterår nu, rejsen går mod vinter, det uundgåelige mørke, der må komme og beskytte det, du nu har valgt at tage med dig videre. Men der er stadig noget at give slip på. Der er stadig flere blade på træerne, ja de gule, brune og de smukke røde, men også dem må du lade gå. Jeg ser et sørgmodigt blik glide over dit ansigt, jeg ser din modstand som en trods og en smerte. Noget må blive tilbage, tænker du og betragter det røde blad, der så perfekt hænger dér og gør dig tryg. Men ser du, end ikke det blad kan du beholde. For når vinterens første storm har vist sit sande ansigt og tilsyneladende ubarmhjertigt kastet sin renselse over det, der var, må du sande at det sidste blad faldt. Også det smukke røde. Først da er du fri. Først da har du alt."
Jeg nikker, men jeg ved egentlig ikke om jeg helt forstår det. Hvorfor kan jeg ikke bare beholde et blad? Er der virkelig ingen træer, som får lov at beholde et blad eller to, nogle, der ligesom skjuler sig for vind og vejr og bare får lov at være? Men hun ryster på hovedet, det er vist ikke meningen og det er ikke noget, jeg skal ønske mig. Alvorligt ser hun på mig gennem dybbrune øjne, hun er som skovbunden i den mørke granskov.
Lad det hele gå og du vil have alt tilbage.
Jeg troede, at det var slut med at møde månederne på den måde, men pludselig dukkede hun op i en park. I Småland. Da jeg mindst af alt ventede det, gav hun sig til kende på det mest overraskede sted og i en mundering, som jeg på ingen måde havde forestillet mig. Hun lignede ikke den Oktober, jeg kender fra tidligere, hun havde forandret sig og hendes smukke efterårskrop var klædt helt i hvidt. Fra top til tå. Et usædvanligt valg, for hører den hvide farve ikke sommeren til, er den ikke forbundet med luftige sommerkjoler og lagner, der hænger til tørre i vinden.?Duften af vasketøj smelter en streng af modstand i mig, jeg er pludselig tilbage på en grøn sommereng, hvor alting blomster i lyset fra solen.
Men det er efterår nu og derfor undrede det mig, at hun stod dér i hvidt. Højt til vejrs på en træstamme dansede hun med himlen og det træ, der fuld af latter bøjede sig over hende og raslede med sine høstblade. Rød, orange, gul og brun, det var en farvelade af strålende energi og glæde. Hendes arme var strakte mod himlen og fingrene dansede i glidende bevægelser. Alt ved hende rørte sig og berørte mig.
”Oktober?” udbrød jeg og mærkede en tåre i øjenkrogen. ”Er det virkelig dig? Her?”
I en park i Småland dukkede hun op og lige dér vidste jeg, igen, alt alting er som det skal være. Jeg er mit eget efterår og selvom det gør ondt, må jeg lade det sidste blad falde, når tid er. Den sidste illusion om, at man kan holde fast på noget, der ikke er evigt, men som må indgå i den naturlige cyklus og symbiose.
"Det er som musik", siger hun nu og ser på mig over kaffekoppens kant, den smukkeste komposition, men også den har en finale og så er det slut. "Stilheden kommer efter", hendes stemme ændrer sig pludselig til en kildrende hvisken og hendes brune øjne bliver sorte som natten. Men det er en smuk form for sort, som et beskyttende mørke og jeg rykker lidt nærmere for at få varmen dér, hvor jeg mindst af alt ventede at finde den. "Stilheden og mørket, min ven", hun klapper mig på hånden og hendes læber åbner sig i et kærligt smil.
Stilheden og mørket. Jeg nikker, det er svært at kapere, jeg kan mærke at det trækker i hele kroppen, men jeg overgiver mig. Først er overgivelsen en mental beslutning og jeg ved af erfaring, at det langt fra er nok, men det starter ofte dér. Herefter er overgivelsen en proces, som på mange måder spejler sig så fint i det efterår, der nu uden hverken tøven eller hastværk går mod vinter. Kragerne sidder i hegnet i den første morgenstund, misser med øjnene mod lyset og kaster et blik mod det vindue, hvor en søvnig kvinde stikker hovedet frem og siger god morgen.
”Kommer I også med vinterhistorier” spørger hun forsigtigt og lader en hånd glide gennem sit uglede hår. Tanken gør hende tryg og hun ser forventningsfuld på dem. Særligt en krage har hendes opmærksomhed. Han hedder Harald.
Og det er da også ham, som svarer, men det gør han uden ord. Han vender sit hovedet og ser på hende gennem det tidlige morgenmørke og gør så et tegn, hun ikke er i tvivl om. Det er som varselstagning, hun havde en intention, en hensigt, med sit spørgsmål og hun fik sit svar. Harald er en klog fugl og jeg er taknemmelig for at kende ham, siger hun til sig selv, mens hun folder hænderne som tak, mumler en bøn og forlader badeværelset for at gå helt ind i morgenen.
Og du er en klog kvinde, fordi du spørger, synger vinden.
Udenfor danser Oktober og det er ikke kun i parken i Småland, at hun byder op til dans. Gå ud, gå ud i vinden og vejret og mød hende dér, hvor du er og hvor du mindst af alt venter det. Lad det være en intention i hjertet, at du gerne vil have helt dit eget efterårsbudskab og lyt så til efterårets sang. Lyt så dybt at du bliver den sang. Og dans så!
* * *
Læs også gerne NÅR VINDEN DANSER - om sjælens indsigter, tomrum, naturen, pauser og svar der kommer, når vi giver slip og bare er, som vi er skabt til at være. Fra min tur efterårstur til Småland.
 
Tekst og billeder, Lene Frandsen
min egen skriverejse, oktober 2015
Skrivehuset