tirsdag den 29. september 2015

Jeg tror at det er hende


 
Det er efterår og en ny tid nu. Selvom fuldmånen har holdt mig vågen, har det været anderledes denne gang. Jeg har ligget i sengen med udsyn til sølvlyset i stedet for at trække gardinerne for og forsøge at gemme mig for det uundgåelige. De vågne timer, den blide men insisterende kalden og det, der trækker så voldsomt i mig, at jeg simpelthen ikke kan sove. Det, der altid har kaldt på mig og som aldrig har mistet tålmodigheden.

* * *

Denne gang ligger månebogen klar og da hun brat vækker mig, forlader jeg sengen med en forventningsfuld sitren i kroppen, glider lydløst ud af soveværelse og ind på mit skriverum. Der er ingen tvivl, det er det, jeg skal. Bogen ligger på bordet badet i sølvlys og det er næsten som om ordene allerede står dér. Jeg skal bare sætte mig og åbne bogen, bogstaverne danser på siderne og de indsigter og den visdom, der er til mig, flyder fra pennen, så snart jeg tager den i hånden.

Jeg tror at det er hende. Hende, der hvisker mig i øret og ligesom holder mig oppe indefra. Hendes tilstedeværelse er som en indre råstyrke, for hun kommer gerne, når jeg føler mig lidt forladt, men så alligevel vælger at sætte mig og sige: Jeg har brug for hjælp. Berig mig med dine indsigter og gør mig blød og modtagelig, så jeg igen tør tro og skabe forbindelse.
”De er dine nu”, hvisker hun og ordene flyder som sølvfisk i månelyset. "Din sjæls indsigter og de svar, du trænger til, de svar, du nu er klar til og som er parate til at blive åbenbaret. Det drypper, lyden er monoton og intens, som en tromme, et ord af gangen, mens jeg sidder som Pjerrot og skriver.

Den anden side af sandheden afsløres som en sælsom skyggedans og det, der før var skjult, står nu klart. Vil ordene mon vil forsvinde igen i dagslys, spørger en vantro lille tanke, men nu flyder sætningerne gennem vandfald og jeg har ikke tid til tvivl. Flow, forbindelse, det ene ord tager det andet.

Den anden side af sandheden. Det tidspunkt, hvor det går op for en, at forbandelsen var en indsigtsfuld velsignelse. Men den slags sandheder kommer ofte med en brod, de har kant og er ikke så lette bare at sluge. De skal tygges og fordøjes. Jeg betragter ordene, efterhånden som de kommer til syne og snor sig hen af siderne.  Jeg husker små detaljer, noget, jeg havde glemt og jeg ser, at der nu er fine små tråde, der binder det hele sammen. Taknemmeligheden er anderledes i det rødmende blodmånelys, langsom, tøvende, men efterhånden som jeg slipper modstanden, breder den sig og fylder mig med boblende ro. Som i afspændingen efter yoga, det hele falder på plads nøjagtigt dér, hvor det hører til og til sidst er hele kroppen afspændt.
Min sjæl er nu afspændt, er de sidste ord, jeg skriver i bogen, inden jeg lukker den og siger tak. Jeg lader forsigtigt mine fingre glide over den ru overflade i et kærtegn, følger de små ujævnheder i det lysegrønne stof. Længe sidder jeg og betragter bogen og mærker hvordan magien fra ordene forplanter sig gennem mine fingre og ud i hele kroppen.

”Det var pokkers” udbryder jeg og ryster på hovedet. ”Er det sandt?"

Hun smiler underfundigt og ryster på hovedet. Jeg har fået mine svar og hun siger ikke mere. Uden ord lader hun mig, at jeg godt kan gå i seng igen, søvnen vil komme til mig nu.

”Det var pokkers”. Jeg smiler i det øjeblik, søvnen tager mig og så husker jeg ikke mere. Men det hele står i månebogen, siger jeg til mig selv, da jeg vågner og tror, at det bare var noget, jeg havde drømt.
* * *

Jeg genlæser det, jeg skrev i fuldmånens skær og lægger herefter bogen i skuffen på det gamle chatol. Det er nu tid til at fordøje. Da jeg forlader huset, ligger landskabet svøbt i et røgfarvet morgenlys så sart, at det får mig til at knibe øjnene sammen.

”Nu ser du” smiler han og nikker, allerede på plads på den store låge ud mod markvejen. Han er alene og har tydeligvis ventet på mig. Jeg nikker bare til ham, standser op og betragter ham.
”Hvem er du egentlig” udbryder jeg og mit smil bliver bredere. ”Og falken. Ravnen. Ørnen?”

”Fuglene” griner han og hans kragemave hopper op og ned. ”Det kommer vel ikke som en overraskelse? Så meget fik du da at vide.”
”Næh, men jeg troede da ikke …”, når jeg kun at sige, så bliver jeg næsten blæst tilbage af endnu et latterbrøl.

”Der er så meget, du ikke tror, men du må hele tiden justere på din tro. Har du lagt mærke til det? Hvordan den ene indsigt åbner en usynlig dør til den næste, så du kan træde ind i det lys, du heller ikke kunne se før. Du får nøjagtigt de livslektier, du har brug for, pakket ind i nøjagtigt de gaver, der skal til, for at du tør åbne dem og tage dem i brug og lære. Gave, velsignelse eller forbandelse, du giver den mange navne i processen og der er også tidspunkter, hvor du slet ikke har ord og bare måtte sidde med de store følelser, der opstår. Trække vejret gennem dem, mærke dem og siden give slip.
”Så er det godt, tak” siger jeg og kan mærke, hvordan har jeg lyst til at svøbe det lille indsigtsfrø i klæde af ordløshed. Lægge det i den snart mørke vintermuld og lade det være noget af det, som jeg tager med mig videre. Dybt ind i efteråret, helt ind i mørket, bare lade det ligge som en spirende vished og gemme det til næste forår. Jeg ser på Harald gennem sammenknebne øjne. Bag ham stiger solen op i horisonten og de edderkoppespind, der før var usynlige, kommer nu til syne i hegnet. Skrøbelige tråde svøbt i dug, selvom noget siger mig, at de ikke er så skrøbelige endda. Ordene falder som dråber og i takt med solens opstigning i øst.

Fleksibilitet. Skønhed. Parathed. Ukuelighed. Livslyst. Kontinuitet. Rytme. Rutine. Frem. Tilbage. Blød. Bevægelse. Dans. Igen. Igen. Igen.

Det er en skabelse så simpel, at den rummer alle facetter uden anstrengelse. Det er en morgendans, en sødme og en lyst. En indre vished om, at solen igen står op i øst og at hvert eneste sekund og øjeblik er akkurat så potent og magisk, som man ønsker det skal være. Det er indbegrebet af livets mysterium og som jeg står der i morgendisen, bliver jeg en del af det. Jeg hengiver mig og læner mig helt ind i disen. Jeg danser.
”Det er i uvisheden, at drømme bliver til og det er i håbet, at solen igen står op. Jo mere du tør læne dig ind i livets mysterium og lade dig fortrylle, desto mere magisk bliver livet. Men også den magi må du aktivt vælge. Vælge troen og tilliden til, at livet vil dig det godt trods alt. Forbind dig igen, når du føler dig adskilt og mærker, at du er gledet væk fra din sjæl. Ønsk dig det ikke anderledes, men dans med livet, som det er. Bær både din smerte og din lykke og vis verden, hvem du egentlig er. Sig ja til livet. Vælg kærligheden, åbn dig hjerte og dit sind. Gå i nysgerrighed, åbenhed og fyld din rygsæk med medfølelse. De fleste er på samme færd som du. Samme men anderledes, naturligvis. I opfordres til at hjælpe hinanden, bære, løfte og se det større billede.”

Jeg hører igen ørnens ord og vil gerne takke ham for dem, for de har fået en ny betydning nu, men så kommer jeg i tanke om, at det jo ikke er ham. I dag.
”Magien er ligesom større nu” siger jeg til Harald, som i mellem tiden har forladt hegnet og er forsvundet i morgendisen. Jeg synes, at jeg kan høre hans latter i lyset fra solen, der nu er gledet helt op over hyldetræerne.

I øst står solen op. I vest vinker månen farvel. Og dér på markvejen træder en kvinde ud morgenens første dans. Jeg tror at det er hende.



 Lene Frandsen
Fortælling og fotos fra min egen skriverejse
September 2015
Skrivehuset

 

 

lørdag den 26. september 2015

Kragen og tilliden


 
”Hvorfor vil du skrive mig”, siger han og smiler underfundigt. Han står der i grøftekanten og bader i dug. Luften er tyk af fugt, skarp og kølig bringer den en duft af uendelighed med sig. Uendelighed og forfald. Disen damper i horisonten, solen står langsomt op og landskabet glimter i de første stråler. Jeg ser på ham og trækker på skuldrene, jeg ved det ikke, men jeg har længe har haft lyst til at skrive ham igen. Han står der på næsten samme sted hver gang, jeg går forbi, især om eftermiddagen, når jeg går alene med hundene. De fleste fugle kommer, når jeg er her alene. De spankulerer omkring på græsplænen, de sidder på den store låge ud mod markvejen, de hænger i hegnet og uden ord hilser jeg på dem og anerkender deres tilstedeværelse. Kra kra kra.
Men han er noget specielt. Han er lidt større end de fleste andre krager, skinnende smuk i sin sorte og grå fjerdragt og med et blik, der siger mere end tusinde af ord. Og noget i det blik får mig til at huske. Glimt, brudstykker, små brikker af spørgsmål, jeg snart kan formulere. Kunne jeg bare skrive det blik, den vished, det, der danser i hans øjne spejlet i lyset fra solen.

”Jeg kan mærke at noget vil skrives” siger jeg bare og bliver stående. Jeg insisterer ikke, men jeg lader ham vide, at jeg mener det. Min hjerte banker roligt i brystet, jeg falder til ro i hans nærvær. Han tripper lidt foran mig, vipper med hovedet, pirker så lidt i jorden og giver sig god tid. Måske vil han slet ikke tale mere med mig, når jeg at tænke, inden han igen retter blikket mod mig.
”Du ønsker at skrive min vished” ler han. ”Men du må skrive din egen vished gennem mig og den er dér jo allerede. Fold den ud, som den er. Det, du tror på, det du har valgt at ville vide, den dans, din sjæl allerede kender og som flyder dybt i dig. Ørnen kalder det din livsflod og det er en fin metafor. Du har din forvandlingssang, din livsflod, din visdom. Du ved, hvad der gør dig glad, hvad der får din sjæl til at synge, du ved, hvordan energien altid kommer tilbage, når du skriver, synger og giver udtryk for din sang. Morgensangen, aftensangen, den sang, du hører, når fuldmånen vækker dig og kalder fra sin himmel. Som i nat. Du elsker at undervise, du nyder, når du deler af din viden og vished, når du lader andre kvinder tage afsæt i det, der har hjulpet dig selv og gjort, at du kunne skrive dig på vej. Det så jeg jo tydeligt på skriveworkshoppen i lørdags.”

Jeg er forundret på ham. Hvor ved han det fra? Han var dér jo ikke, ikke så vidt jeg ved, men måske, og dog og alligevel. For der sad jo krager på hegnet, mens kvinder skrev og foldede ud.  Jeg smiler uvilkårligt, når jeg tænker på den fine lørdag i min spisestue, hvor ordkvinderne kom tilbage og sluttede cirkel. Jeg husker, hvordan jeg instinktivt delte af det, der har hjulpet mig med at skrive mig ind til min sjæl og den længsel, der altid har rumlet og rumsteret. Jeg gav dem September, for hun er nemlig ikke min, og jeg så, hvordan vi alle har hver vores September og oplevelse af, hvad den måned og årstid indeholder. Jeg så hende blive vækket til live gennem nye ord og fortællinger og oplevede, hvordan synkronicitet og subtile forbindelser byggede bro. Vi græder, når vi oplever, at det igen flyder fra vores sjæl og hjerte, når vi husker alt det, vi glemte. Og siden ler vi, for det er en guddommelig befrielse, en forløsning, der får både gråd og latter til at flyde. Så ruller det igen, så kommer der gang i de indre vandløb og snart sidder hver kvinde ved deres livflod og øser gavmildt af det, de indeholder.
”Så du var dér også, Harald?”.

”Det var jeg. Jeg er her, det samme er ørnen og ulven. Og hvem ved, hvem der ellers dukker op på din vej, når du skriver den?
Det er efterår nu, en ny begyndelse, tid til refleksion og til at evaluere, om du lever i overensstemmelse med din sjæls stemme. Det gør du bedst, når lyset langsomt forsvinder og du kan trække energien hjem til dig selv. Ind, helt ind. Så sidder du dér i skumringen med fyrfadslys i lotusstagerne og betragter det blå mørke bag lysenes dans. Dine læber bevæger sig i tusmørket, jeg ser dig, mærker dig, fornemmer hvordan din stemme allerede kender den sang. Du skal bare sætte dig og begynde at synge. Ikke tænke, ikke formode, bare lade komme. Sangen synger sig selv og du mærker, at du er din sang.

Jeg nikker, vifter en tåre bort og skifter stilling dér på vejen i den tidlige morgen. Sig noget mere, Harald, hvisker jeg uden ord og håber, at han mærker, hvor godt det gør mig. Sig noget mere.
”Tillad dig selv at være langsom. Mediter eller sæt dig med aftensider eller sjælebog og spørg dybt ind til det, der rører og bevæge din sjæl. Lever du i overensstemmelse med det, der gør dig glad, er du i sjælebalance og har du forbindelse? Forbindelsen, der som du har lært, må genetableres igen og igen.” Han ser på mig og ligner pludselig en lærer, der står ved sit kateder. Himlen bag ham er tavlen, fuglene er bogstaver og skyerne er den tavlesvamp, der visker det hele ud igen. Nu er det dér, nu er det væk igen. Og eftersom han tøver og betragter mig over brillernes kant, skynder jeg mig at række fingeren i vejret, for jeg har svaret. Endelig kender jeg svaret.

”Tillid skaber forbindelse” siger jeg og mærker den lille piges stolthed over at vide noget så magisk og essentielt.
”Tillid” nikker han og smiler bredt. ”Du taber tilliden, du mister den undervejs. Det gør alle mennesker. I snubler i tankespind og i egosludder, det kan synes, som om I mister tråden i livet og det, der egentlig er jeres længsel. I farer vild, føler jer fortabte, fortravlede og I kalder det stress. Alene ordet gør jer endnu mere stressede, forvirrede og fortabte og hjertet pumper,  ude af sig selv over, at I slet ikke ved, hvad der egentlig ligger bag ordet og den tilstand, det rummer.” Han holder en kunstpause og sikrer sig, at jeg stadig lytter. Det gør jeg, jeg står helt stille i morgenduggen og selvom det er koldt og jeg godt kunne have brugt en tykkere jakke, fryser jeg ikke længere. Tiden står stille sammen med mig, vi holder vejret. Sig noget mere Harald, hvisker vinden og puster til hans fjer.

”Stress” fortsætter han, ”det er et symptom. Og stress opstår egentlig, når I ikke længere er forbundet til jeres sjæl og jeres dybe livsformål. Mærker du måske stress, når du igen med tillid forbinder dig til din sjæl, din egen dybe sandhed og den livsvisdom, der er din? Næh, så kommer roen automatisk tilbage. Du hengiver dig, du har tillid og det får alting til at flyde igen. Det, der var blokeret, strømmer nu igen. Glæden, roen, kærligheden. Det er, når du mister forbindelsen, når du ikke lytter til din sjæls stemme, din intuition og det, der får dit hjerte til at synge, der gør at du bliver rastløs, rodløs og stresset.”
”Og længslen” spørger jeg. Jeg er en opmærksom elev.

”Sjælen længes, ja, den sender subtile signaler af længsel af sted, den hvisker, kalder og inviterer jer hjem til jer selv. Den længes efter, at I skal møde op og lytte, sætte jer i stilhed og i tusmørke, så I bedre kan lytte. Lytte til det, der rører sig dybt i jer, give det plads, rum og kærlighed. Stilheden er stedet, hvor I bedst kan høre sjælen, men det kan også gøres ved at skrive, som du har lært dig selv det.
”Jeg føler mig ikke stresset mere” siger jeg og mærker, hvordan hele min krop er faldet til ro og slapper af.

”Fordi du igen har forbundet dig” siger han og letter så uden varsel. ”Vi ses en anden dag, min skat.” Snart er han væk bag rønnetræerne i skellet.
Jeg går langsomt hjem. Disen ligger i en fin stribe langs marken og jeg ser, at endnu en krage er landet på den store låge. En kat spankulerer roligt forbi ned af markvejen på vej hjem efter nattens jagt. Lyset er både skarpt og blødt og breder sig kun langsomt. Tøvende. Intet hastværk, alting ånder fred.  En duft af svampe, bål og forfald når min næsebor og jeg nyser uvilkårligt. De sidste roser hænger med hovederne, men så opdager jeg, at det ikke er dem alle sammen, der har sagt farvel. Der er stadig knopper på den orange rosenbusk, som jeg ikke kan husker navnet på. Der er så meget, jeg glemmer undervejs, men efterhånden har jeg indset, at jeg altid husker det, jeg skal bruge, når det igen er tid. Så længe jeg har tillid til, at det forholder sig sådan, så husker jeg det væsentlige.

Lene Frandsen
fra min egen skriverejsen, september 2015
Skrivehuset


tirsdag den 22. september 2015

Lyden af frihed


 
Jeg havde tænkt på det flere gange. Jeg vil spørge ham om, hvad frihed egentlig er. Jeg mener, det må han da vide, ørnen, som flyver over alle slags landskaber og ser det hele fra oven. Den svævende fornemmelse, luftdansen og det nye perspektiv, der folder sig ud set fra de højere luftlag. Jeg gik og funderede lidt over spørgsmålet, da jeg pludselig så at han var landet i sandet foran mig. Spørgsmålet fløj fra min mund som en vindruesten, man spytter ud.
”Hvad er frihed egentlig?”

”Mener du sjælens frihed?” Han så ikke spor forbavset ud. Det var næsten som om han havde ventet det. Og mig. Et skævt smil formede sig i ørnenæbbet, hans øje så intenst på mig, helt tæt på mine som den allerførste gang, hvor han dukkede op og proklamerede at han var kommet for at støtte mig på min rejse. Jeg er ham dybt taknemmelig for hans visdom, de indsigter han skænker mig og den måde, han trækker mig op af dyndet på og få mig til at se det større billede. Han er dér altid, når jeg har allermest brug for ham.
”Sjælens frihed” gentog jeg og smagte på ordene. ”Ja! Det er vist det, jeg mener. Sjælens frihed.”

”Forestil dig” sagde han, ”at du kan trække vejret dybt og helt igennem uden den kvælende fornemmelse af at skulle efterleve andres forskrifter for livet, men at du i stedet efterlever din egen sjæls stemme.”
Det var ikke svært at forestille sig og alligevel forekom det næsten umuligt, da jeg forsøgte. Der var noget tvetydigt ved den følelse, der bølgede op i mig. Over mit hovedet fløj mågerne og deres skrig forplantede sig i min krop. Det var som om lyden blev højere og højere og himlens tag sænkede sig. Noget i mig stejlede, modstanden kom masende som en hjuldamper og var ikke sådan at skubbe til.

I mens stod ørnen blot foran mig i sandet og ventede. Han har aldrig travlt, ørnen, men han synes at have en perfekt timing. Lette, lande, han gør det naturligt, lader sig fragte af luftstrømme, klager ikke kastevinder, morer sig, når han falder og fejler. Han danser med livet, gør han, ørnen.
”Det er min intention og mit ønske” sagde jeg med spæd stemme og kom uvilkårligt til at hoste, som om noget havde sat sig fast i halsen. ”At lytte til min egen livssang og leve det, der får min sjæl til at danse. Det sker, det hænder jeg kan, det flyder og dansen giver mig den største glæde. En sprød og velduftende fornemmelse af frihed opstår. Den bølger i mig, får mig til at smile, energien vokser, jeg føler mig let og ja … jeg føler næsten at jeg kan flyve.”

”Det har vi talt om. Du kan flyve!” Hans tålmodighed er stor, alligevel mærkede jeg et strejf af irritation i hans stemme.
”Vi er nødt til at tale om det igen” svarede jeg og kvindede mig op. ”Jeg glemmer det. Fortrænger det måske. Glemmer, hvad der er godt for mig og alt for let kommer jeg til at danse efter andre toner end dem, min egen sjæl spiller. Andres toner. Eller rettere sagt, det føles faktisk slet ikke som en dans. Det er tungt og slidsomt. Jeg er taknemmelig for, at du vil hjælpe mig med at huske.”

Han smilede kærligt.
”Jeg vil nu invitere dig til at tage med på en rejse, en guidet meditation, lidt tilbage i tiden og selvom vi ikke skal hæfte os for meget ved fortiden og da i hvert fald ikke lade os begrænse af den, så var den kære Kierkegaard ikke så tosset, da han sagde ”Livet forstås baglæns, men må leves forlæns.”

Jeg takkede ydmygt for invitationen og lagde mig forsigtigt ned i sandet med en dynge tang som pude under mit hoved. Snart befandt jeg mig i dyb meditation, mens jeg hørte ørnens stemme guide mig på vej.
* * *

”Velkommen til overfladen”. I det fjerne hørte jeg en velkendt stemme. Min krop føltes både kold og varm og den gjorde forfærdelig ondt. Så er jeg nok alligevel ikke død, nåede jeg at tænke, inden jeg slog øjnene op og blev blændet at lyset, der som en skarp kniv skar i mine øjne. Jeg mærkede en snert af skuffelse, der havde været så roligt, fredfyldt og uanstrengt dér i stilhedens bølger. Og dog. For via ørnens meditationsrejse tilbage i tiden havde jeg erfaret noget, der var både foruroligende og befriende på samme tid. Et mønster, en begrænset overbevisning, måske en stammeoverbevisning og noget gammelt, som har fulgt mig i hele dette liv og sandsynligvis også i tidligere. Indsigten gav mig kvalme, følelserne var stærke og voldsomme.  
Alligevel kunne jeg mærke noget i mig smile, mens jeg lå og frøs på stranden i den kølige aftenstund. Jeg stirrede op i himlen som var det allerførste gang, jeg så den. Aldrig havde den været så smuk før. Grå og hvide skyer, der som himmelskibe sejlede forbi i konstant forvandling, nu røde og svulmende i solnedgangen. To måger i vinddans, et lille område af blå, uendelighed gjort af luft og vand.

Forsigtigt satte jeg mig op og gned mine tårevædede øjne. Foran mig stod ørnen og betragtede mig med sit gennemborende blik. Kærlige, årvågne øjne, latter og alvor vinklet ind i hinanden, uadskillelige som to elskende.
”Du er en af mine yndlingsørne” udbrød jeg og mærkede en uimodståelig trang til at give ham et kæmpe kram. I stedet sendte jeg ham et forsigtigt fingerkys, jeg var jo kun lige vågnet og endnu groggy efter den guidede meditation og den film, der havde passeret revy. Den spillede stadig for mine øjne og skabte dønninger i min sjæls sandbund.

”Hvordan var meditationen?” spurgte han så, ørnen, og et lille smil boltrede sig i hans næb. ”Kunne du lide det, du indså?”
”Nej!” udbrød jeg resolut og mærkede endnu engang smerten og sorgen klemme om mit hjerte. ”Men det var nødvendigt, at jeg så det.”

”Det var det”. Han smilede stadig, trippede lidt i sandet. ”Og nu er du vågnet. Men som vi tidligere har talt så meget op, så lad også den opvågning være en proces. Den indsigt, de dybe erkendelser, du nu har fået, skal du ligeså stille give tid og plads, så de kan bundfælde sig og lægge sig til rette. Der er intet hastværk, lad det ske gradvist og når du er klar. Det er som træet i efteråret, der langsomt giver slip på det, der var, et blad af gangen. Måske hjælper stormen til, måske ikke, det er underordnet. Der er en helt naturlig proces, som du nu blot skal overgive dig til i vished om, at du er støttet, hjulpet og vejledt i hver eneste fase.

Jeg havde ingen anelse om, at det jeg frygtede allermest, ville være det, der satte mig fri. Det skete i det sekund, den sidste dør smækkede. ”Det her er ikke din vej længere”, hviskede en stemme, men jeg var ikke sikker på, hvor den kom fra. Og jeg misforstod først, hvad det egentlig var, stemmen mente, selvom jeg også mærkede et strejf af frihed. En finger, der forsigtigt strøg over min kind og skabte en krusning af kuldegys i min sjæl. Så forsvandt følelsen igen, men nu var den tilbage.
”Nu forstår jeg, hvad det var stemmen egentlig mente” udbrød jeg glædesstrålende og så på ørnen, stranden og havet gennem en flod af tårer. ”Og min forvandlingssang. Det er som noget er sket, som om jeg er kommet dybere ind i ordene, en dør har åbnet sig. Nu kan jeg næsten tage den på og blive den.”

”Det er også intentionen”. Han smilede stadig, nu med det velkendte skær i øjnene, der fortalte mig, at han snart ville lette og at vores seance var ovre for denne gang.  

”Og jeg tror måske også, at jeg begynder at fornemme, hvad frihed egentlig betyder". Min stemme havde fået en ny klang, vejrtrækningen var lidt dybere.
Ørnen nikkede smilende og i samme sekund lettede han fra stranden. Han svævede ud over havet, lod sig fragte af vinden i bløde, brusende cirkler og lånte af det, der var for at støtte ham på hans færd. Det, som han hverken ejer eller ønsker at eje. Det, som får ham til at flyve, men som i det øjeblik han begærer det, identificerer sig med det og ønsker at bruge det udelukkende til sin egen fordel, vil få ham til at falde til jorden med et brag. Det, der får ham til at flyve er …

”Det samme som får dig til at flyve” råbte han og forsvandt bag en sky i horisonten.
Jeg rejste mig og tog et par skridt i sandet, stadig lidt groggy efter meditationen og den afslørende indsigt, jeg havde fået. Men noget var sket. Noget i mig var vågnet og det føltes både stærkere og mere intenst end nogensinde før. En sang, et lille vers trængte sig på og i det sekund vidste jeg, at der er håb endnu. Det er aldrig for sent at huske lyden af frihed og lade den synge i hjertet.

Når du kan høre lyden af frihed
Synge i dit hjerte
Når du tør danse til livssangen din
Uden hensynssmerte
Når du tør være den pige, du var engang
Når du tør vise dig helt og skråle din sang
Og høre lyden af frihed synge i dit hjerte …

Det kræver alt for meget energi at tilsidesætte sin sjæls stemme, tænkte jeg, mens jeg nynnede og digtede videre på det lille vers. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, sang mågerne med.
 
Lene Frandsen
fra min egen skriverejse, september 2015
Skrivehuset


tirsdag den 15. september 2015

Cirkeldans


 
Det er ikke altid, han siger noget. Vi taler ikke sammen, hver gang vi ser hinanden. Ofte ser jeg ham svæve rundt derude i lydløs dans. Over marken og i store cirkler sonderer han terrænet, mens jeg står i vinduet og betragter ham. Fra min plads bag ruderne beundrer jeg hans cirkeldans, de bløde bevægelser af lethed, ofte båret af vinden og flydende med det, der er. Det ser så uanstrengt ud, at jeg uvilkårligt mærker en snert af misundelse og en dyb sorg over at være så bundet, at jeg bare må stå dér og så til. Sollyset falder gennem vinduet og giver regndråberne liv, de glimter i små mosaikker. De rammer mit hår, strålerne, jeg mærker varmen forplante sig og en usynlig dør til et andet lag i mig selv åbner sig lige dér. Jeg træder ind, mine øjne er lukkede nu, jeg mærker roen nu og synker dybere ind i både lys og mørke. Fra det sted er han tydeligere, også selvom mine øjne er lukkede.
”Du er ikke bundet”. I dag siger han dog noget, han kommer nærmere og hans rolige stemme forplanter sig i min krop længe før han når frem og lander i vindueskarmen. ”Du er forbundet. Der er stor forskel.”

”Åh ørn”, hører jeg mig selv sige, ”det føles ikke altid sådan. ”For hvis jeg er forbundet, hvis vi er forbundet, hvorfor flyver du så rundt deroppe, svævende over markerne i morgenlyset, mens jeg må stå på jorden som en fastnaglet tilskuer og se til. I de øjeblikke fyldes jeg både af dyb glæde, der får tårerne til at springe frem i øjnene, men jeg fanges også af en tung følelse af … ja, jeg føler mig tung!” Min stemme ryster en smule.
Nu er han landet, han ser granskede på mig med en ørns overbærenhed og det blik, jeg efterhånden kender så godt. Jeg ser smilet glimte i øjenkrogen, latteren er aldrig langt væk, han skærer en grimasse og falder så tilbage i alvorlighed.

”Har du ikke lært det endnu, min ven?”

Jeg ryster på hovedet, det har jeg åbenbart ikke. For jeg ved godt, hvad han vil sige nu. Og ja, så kommer det.
”Du glemte det vigtigste. I stedet for at lade dig indfange af tunge tanker og dertilhørende følelser, skal du blot begynde at bevæge dig. Du skal huske din dans, men en dans huskes ikke i tanker og af sindet, den huskes af kroppen. Begynd at bevæge dig, lad være med at tænke, bare fold din arme ud og følg din krops impulser. Rundt og rundt, armene ud til siden, snart ved du igen, at du har vinger. Og nu er det fuldstændig ligegyldigt, hvad dine tanker bilder dig ind, for du danser jo. Du svæver, du flyver, du skaber din egen magiske cirkel af bevægelse og en følelse af frihed følger uvilkårligt efter. Den danser med dig, men snart danser du den og bliver din egen frihed. I bevægelsen.”

Han tripper lidt rundt i vindueskarmen, mens ordene flyder fra hans mund. Bag ham glider solen ind bag en sky og en krage lander på hegnspælen.
”Du siger altså, at jeg skal stole mere på kroppen end på sindet?”

Han trækker lidt på vingerne, smager på ordene og ser på mig.
”Du skal stole på selve dansen. Flyvningen. Din egen krops sprog og den bevægelse, du kun kan skabe ved at bevæge dig og lade dig bevæge. Det samme sker, når du ønsker at skrive og det ved du efterhånden alt om. Hvis du lader det forblive et mentalt anliggende, får du sjældent skrevet ret meget. Du tænker, du tager tilløb, du lader dig indfange af nogle følelser, som du er hurtig til at dømme, du mærker snart modstanden, noget er forkert, ikke helt ideelt, du vælger at tro på det og snart er du fuldstændig viklet ind i dine egne forklaringer om, hvorfor du ikke kan skrive. Så bilder du dig ind, at det bliver bedre i morgen, der skinner solen nok og du er i bedre humør. Men sådan er det sjældent, vel?”

Jeg ryster på hovedet, sådan er det bestemt ikke. Jeg har lært mig selv at skrive i al slags vejr og uanset, hvordan tanker og følelser rasler og rumsterer. Det er for længst gået op for mig, at det er selve fremmødet, der gør forskellen. Min dedikation og min intention om faktisk at hengive mig og sige ”ja”. Det er min tillid, der skaber forbindelse, men der sker ikke noget, før jeg sætter fingrene på tastaturet og forsigtigt trykker det første bogstav ud. Eller når jeg med min blå pen skriver det allerførste ord i notesbogen, mine morgensider. Her møder jeg Kilden, her kalder jeg uden at råbe, det er som en dyb følelse af tillid, der gør, at jeg får skabt forbindelse. Det er en kærlig hvisken, en stille brise.
”Det er på samme måde, når du ønsker at flyve. Dans din cirkeldans, mød op og tag det første trin.” Han ser på mig. ”Du kan ikke forestille dig det, vel? Det går ikke mentalt at udtænke den følelse, det flow, der opstår, når du hengiver dig og danser med livet og det, der er. Når du flyver med det, danser med det eller skriver det. Det opstår i gerningsøjeblikket, det er et møde mellem dig og Kilden og intet kan ødelægge den forbindelse, for det er din tillid og din tro, der skaber den. Ingen kan tage den fra dig.”

”Hvad med min indre censor?”
Nu ler han højt. Måske har ørne ingen indre censorer, der tuder dem ørene fulde? Måske har de ikke en insisterende stemme, der kan ødelægge glæden ved at skrive og skabe allerede inden man er kommet i gang og som hele tiden forsøger at forpurre at processen? Måske er der ingen indre ørnesabotører, der fortæller at man ikke kan flyve og lige så godt kan lade være? Og måske er der ingen jantelov i de højere luftlag?

”Og janteloven” tilføjer jeg triumferende.
”Der findes faktisk en lov” svarer han og lader sig ikke sådan hylle ud af den. ”Du skal tro, du er noget og du skal gå i tillid. Du skal vide, at du er en skinnende stjerne og at verden har brug for din storhed. Ingen kan være tjent med, at du gemmer dig og lader som om at du er ubetydelig og ingenting kan. Den gave, du har fået, det liv, du er blevet skænket, det er din dans. Du ved jo godt, at du kan flyve, men du bliver ved med at falde tilbage til det sted i dine tanker, hvor tvivlen danser cancan og slår dig i hovedet med sin rumsterstang.

”Og når jeg så falder?”
”Så rejser du dig og danser med tvivlen. Byd den op til dans. Fortæl den, at du elsker den, selvom den er bange. Dans med det hele. Eller flyv med det. For du ved jo godt, at du kan, du har din forvandlingssang, du kender ordene, du kender melodien, men intet kan erstatte det øjeblik, hvor du lader ordene flyde fra din mund og dit hjerte, det øjeblik, hvor du faktisk synger. Den sang, den dans, det er din gave. Det er dit liv.

Men kun du kan leve det, danse det og flyve det. Mød op. Hver morgen, hver dag, når daggryet flyder som en sprække af lys i horisonten. Dans med disen langs marken og flyv med den første krage, der møder op og sidder på din låge. Gå med katten, der spankulerer roligt ned af markvejen på vej hjem efter nattens jagt, lad lyset brede sig og følg det. Kom hjem. Søg bevidst det sted i dig selv, hvor alt ånder fred og hvor du hviler i vished om, at du er guddommelig vejledt og derfor kan slappe af og nærmest lade dig fragte.
Du er en del af det hele og alting er besjælet. Lyt til din sjæls sang, intuitionens stemme og følg de anvisninger, der hver eneste dag flyder fra dit hjerte. Vælg bevidst at lytte, sæt dig, søg stilheden i dig selv, den ø,hvortil du altid kan vende tilbage. Husk det, den evige tilbagevenden. Du tror, du farer vild, men dybt i dig selv ved du jo godt, hvornår du er kommet på afveje. Det sker for selv den bedste, det sker også for ørne, men tror du vi lader os falde ned fra himlen af den grund og sætter os i en vejgrøft og græder over vores egen fejlbarlighed? Nej da, vi fortsætter med at flyve. Vi lærer af de fejltrin, vi gjorde, vi ved, at de er vores læremestre. Men vi slår ikke os selv i hovedet med skyld og skam, vi forsætter med at flyve. Og er vi faldet ned, jamen så letter vi igen. Vi vender tilbage til luften, til os selv og det sted, hvorfra vi igen har overblik. Og I mennesker kan vælge at gøre det samme.”
Jeg nikker og bider mig selv i læben. Hvorfor er det så svært?

”Hør her” siger han og gør mine til, at vores samtale snart skal slutte. ”Det er simpelt. Det er såre let og det er derfor, det bliver så svært. I mennesker gør jer så store anstrengelser for at gøre tingene perfekt, på den rigtige måde, I gør jer umage og vender vrangen ud af jer selv for at få det til at fungere, I forestiller jer, at I blot skal blive bedre, forbedre jer, tage flere kurser, rejse væk, gøre mere af noget på en helt bestemt måde, men det fungerer ikke i længden, vel? Og hvorfor. Fordi I allerede er, som I skal være. Alt det, I søger, bor allerede dybt i jer. Det er den livsflod, vi talte om forleden dag og som du var så elskværdig at skrive og dele.”
”Jeg har jo lovet at skrive ørnens historie” siger jeg og smiler. ”Så gør jeg det naturligvis. Jeg holder hvad jeg lover.”

”Nemlig! Så gør det samme, når du lover dig selv noget. Lad være med at vakle, når du først har besluttet dig for at lytte til din sjæl og følge dit hjerte. Hold hvad du lover, vend tilbage til din livsflod, det sted i dig selv, hvor du får dine svar og anvisninger. Sæt dig ved floden og du vil vide præcist, hvad du skal gøre. Du skal blot sætte dig og lytte, tillade dig selv at falde til ro i accept af, at alting er som det skal være. Floden har det med sig, som du søger. Det er her, du finder din egen sjæls dybe visdom, det er her du hører de sange, som vækker genklang i dit hjerte og får de svar, der er nødvendige, for at du kan finde vej. Gå med hjertet åbent og i tillid til, at det hele folder sig ud, hvis du går af vejen og lader livet komme til. Det er alle dine unødige anstrengelser og forsøg på at påvirke processen, så den får et bestemt udfald, der skaber uro, smerte og forsinkelse. Lad livet leves.”
”Det har du sagt før, søde ørn. Skal jeg skrive det igen?”

”Det kan vist ikke siges for tit” nikker han og griner fjoget. Hans blik er kærligt og mens det hviler i mit, mærker jeg en dyb følelse af samhørighed. To floder flyder sammen og bliver til et hav. Jeg ved, at det er sandt at alting er besjælet og at den visdom, han beriger mig med, er den selvsamme visdom, jeg kan høre, når jeg sætter mig ved floden og lytter. Når jeg ikke anstrenger mig eller tror, at jeg skal gøre noget bestemt eller anderledes, men blot hengiver mig og lader sangen spille. Subtile toner, næsten lydløse toner af kærlige anvisninger, der ofte er så simple, at man slet ikke forestiller sig det. Man er nødt til at være dér, møde op og mærke det.”
”Det med at huske” siger han og vender sig i samme åndedrag mod haven og himlen. ”Det er også en evig tilbagevenden.” Han letter, han flyver og kort efter ser jeg ham svæve i bløde cirkler over marken. Frøgræsset danser i vinden under ham i et grønt hav af bevægelse. Uden at tøve folder jeg mine arme ud og begynder langsomt at danse.

Det med at huske det gode er også en evig tilbagevenden, sagde ørnen og jeg smiler, mens jeg danser. Det er også en cirkeldans.
Lene Frandsen
fra min egen skriverejse, september 2015
Skrivehuset

 

fredag den 11. september 2015

Øen af stilhed


 
Kom, lad os mødes igen og køre ud til øen.
Lad os vende tilbage og sige endeligt farvel til sommeren.
Lad os stå lige dér, hvor havet møder himlen og årstiderne blidt omfavner hinanden.
Hvor dagen forsvinder i disen og natten dukker op.
Det sidste kærtegn, et sagte suk.
Lad os dø med sommeren og genopstå på den anden side.

 
Vi mødtes sidst på eftermiddagen og begav os på vej. Gennem de sidste rester af gylden høst kørte vi mod kysten og den lille ø. For selvom efteråret allerede har kastet sit første skær på både landskab og mennesker, findes der endnu en sprække, en usynlig overgang, hvor man kan vandre. Og det var vores intention. En sagte aftenvandring på stranden, mens solen gik ned.
Først spiste vi på caféen, der vender ud med vandet. Fra vores vinduesplads havde vi udsigt til både hav og himmel og de mange sejlbåde, der var ude i den pastelbløde aftenstund. Det var næsten vindstille og bølgerne gled stille mod land som skvulpende spejle af himmel og lys. Et skær af uendelighed lå og ventede på os derude. Et kys af noget andet.

”Kom” sagde hun, veninden, og gjorde tegn til at det var nu. Maden var spist, vinen drukket og det kunne ikke udskydes længere. Så stod vi dér. Små udbrud af glæde, beundring og taknemmelighed flød fra vores læber, men resten af tiden var vi tavse. Stod lidt hver for sig i meditativ stilhed og stirrede ud mod horisonten, mens bølgerne skvulpede mod land. Helt uden modstand sank vi ind i os selv og faldt til ro.
Senere gik vi langs kysten i det nu sparsomme lys. Vores skridt var automatisk blevet langsommere og eftertænksomheden dansede som myggene mellem os. Samtalen kredsede om de små ting i livet, som egentlig er de store. Vi talte om at give slip, når man allerhelst vil holde fast. Vi mediterede på tanken om at slippe taget for altid velvidende, at alting er flydende og foranderligt som det ocean, der slog ind mod stranden.  Vi fundrede over, hvad det er, der gør, at vi mennesker så gerne vil have noget at holde fast i, en form for sikkerhed at klamre os til, når livet nu engang er bevægeligt og i konstant forandring. Hvorfor står vi fast, når vi ville have bedre af at bevæge os og lade os bevæge? Og hvad er det egentlig, vi tror vi holder fast i?

Vi talte om at møde sig selv i fuldkommen sårbarhed og om at turde se sig selv dybt i sjælen. Og da en flok svaner fløj fra kysten og ud over vandet, fløj vi med. Forsigtigt svævede vi ud over vandet og så lysene fra den lille havn og sejlskibene, der nu drev mod land for at lægge til for natten. Blidt skvulpede bølgerne dernede og mindede os om, hvor skrøbeligt livet er, hvis vi ikke går helt ind i det. Det er alle forbeholdene, alle de barrierer, vi bygger op omkring os selv i forsøg på at beskytte os mod det uundgåelige, der gør det så smertefuldt. Når vi sætter grænser op for at lukke nogen eller noget ude, men i stedet lukker vores eget hjerte inde. Når vi forsøger at udtænke store planer og gardere os mod alle verdens ulykker, men samtidig også sætter hegn op mellem os selv og lykken. For er lykken ikke at leve fuldt og helt uden alverdens sikkerhedsforanstaltninger og at turde tage chancen? Også selvom vi kan falde, også selv om vi slår os. Vi kan jo rejse os igen. Åbne vores hjerter og møde os selv og hinanden lige dér, hvor livet er.
Så vandrede vi igen i stille eftertænksomhed og mærkede, hvordan det hele hang sammen. Skumringen, de mange lys fra havnen, havets rolige bølger mod land og sandet under vores fødder. Den rødmende himmel, der langsomt trak lyset til sig og solen, der nu helt var forsvundet og gav mørket lov til at danse sin vals. Snart nærmede vi os parkeringspladsen og uvilkårligt gik vi langsommere, ja vi stoppede endda helt op, for ingen af os havde lyst til det uundgåelige farvel. Men da vi vendte os om for at se det magiske syn endnu engang og stille hviske på gensyn, så vi, at det hele allerede var forandret. De store sten i havkanten var ikke længere synlige, sejlbådene var væk og svanerne var for længst over andre vande.

Der stod vi lidt og mærkede, hvordan vi uvilkårligt havde trang til at holde fast. Til at blive lidt længere, til at trække skønheden ud, den skønhed, vi havde fastfrosset i få øjeblikke, men som hele tiden ændrer sig. Men så vidste vi godt, begge to, hvad det egentlig var vi ikke havde lyst til at forlade.
Vi ønskede ikke at forlade os selv. Os selv som rolige, forbundne og meditative kvinder, der drak af havet, himlen og solnedgangen uden at begære det. Os selv som stille, stærke og centrede kvinder, forankrede dybt i os selv og i sjælen. For var det havet derude, der havde gjort det ved os, eller var det havet i os selv? Var det øen i stilheden eller var det vores egen ø af stilhed, vi netop havde besøgt og følt os sådan hjemme i? Hvem spejler sig egentlig i hvem, havet eller himlen og hvem var det, vi selv spejlede os i lige dér?

Vi kan altid vende tilbage, sagde vi i kor og vidste begge instinktivt, at det er nøglen. Den evige tilbagevenden. Til stedet ved havet, til øen af stilhed, den stilhed, der bor dybt i os selv. Det sted, hvor bølgerne roligt skvulper mod land og vi sænker skuldrene, forlader tankerne og endelig giver slip. Vi kan altid vende tilbage.
Kom, lad os mødes og køre ud til øen.
Lad os vende tilbage og sige endeligt farvel til sommeren.
Lad os stå lige dér, hvor havet møder himlen og årstiderne blidt omfavner hinanden.
Hvor dagen forsvinder i disen og natten dukker op.
Det sidste kærtegn, et sagte suk.
Lad os dø med sommeren og genopstå på den anden side.
Igen.
 
 
Tekst og billeder, Lene Frandsen
fra min egen skriverejse, september 2015
Skrivehuset

onsdag den 9. september 2015

Som katten vender jeg hjem


 
Jeg vågnede tidligt. Det var stadig mørkt i soveværelset, men da jeg stod op og lettede på gardinet, så jeg hvordan daggryet flød som en sprække af lys i horisonten. Disen lå i en fin stribe langs marken og den første krage var landet på den store låge. En kat spankulerede roligt ned af markvejen på vej hjem efter nattens jagt. Lyset var blødt og bredte sig langsomt og tøvende. Intet hastværk, alting åndede fred. Gennem det åbne vindue kunne jeg fornemme fugten, en duft af svampe, bål og forfald. Græsset var vådt af dug, de sidste roser hang med hovederne, deres farver lyste op i den tidlige morgen. Orange, rød, lyserød, de stod godt til morgenhimlen og det pastelbløde skær af efterår, der snart ville blive mere markant.
Det er en smuk og magisk tid, efteråret. Det kommer ofte som en lettelse. Jeg er efterhånden holdt op med at have den store tiltro til, at sommeren vil løfte mig fra livets besværligheder og trylle mig ind i en tilstand af indre ro. Det er et stort pres at lægge på hendes skuldre og i år kunne hun slet ikke leve op til forventningerne. Men når efteråret dukker op og lægger sig til rette både ude og inde, falder jeg langsomt til ro i mig selv igen. Jeg fordøjer det, jeg har lært, både de lette og svære lektioner, og hviler på puden i accept af at alting er, som det skal være.

Efteråret opfordrer til at give slip og vende næsen hjemad. Jeg føler mig som katten i den tidlige morgenstund, der vandrer hjem efter sommerens jagt. Jagten på lykke, ro, solskin og forløsende timer i ly af ferie og fordragelighed. Men det er ikke altid, at man fanger noget. Ikke umiddelbart. Og da slet ikke det, man havde håbet på. Der er noget forløsende ved at betragte katten, der vender tilbage til sit udgangspunkt og alligevel ved, at alting er nyt.

Man kan ikke gå ned i den samme flod flere gange.
* * *

”Man fanger nu altid noget” sagde han, da han i går aftens kom flyvende ind fra nordøst. Lyset spejlede sig i hans fjer og skabte en illusion af ild. Jeg havde været ude med skraldespanden og skuttede mig uvilkårligt, for det var koldere end forventet. Duggen var som urskov af fugt. Men der var noget i luften, så jeg blev stående lidt og så, at det var ham. Som en sky drev han ind over aftenlandskabet og landede forsigtigt på vejen foran mig. ”Det er bare ikke altid, man fanger det, man havde håbet. Nogle gange er det omvendt, så bliver man selv indfanget af det, man skal lære og har brug for at blive konfronteret med.”

Jeg sukkede dybt, for jeg orkede faktisk ikke flere af den slags snakke. Jeg ville bare ind i varmen, sætte vand over til te, tænde stearinlysene, synke ned i lænestole og fordybe mig i den bog, jeg er i gang med. Snart ville skumringen svøbe sig om mig som et tæppe og jeg havde i sinde at hengive mig til roen og den stille magi. Jeg var træt, det var klamt og køligt, og jeg trængte til at komme ud af hovedet og ind i hjertet. Forbinde mig til sjælen igen via skumring, stearinlys og dampende varm urtete og falde dybt ind i mørket og stilheden.
”Kunne du ikke komme tilbage i morgen tidlig” røg det ud af mig. ”Så er jeg mere frisk.”

”Sådan foregår det ikke” sagde han og rystede på hovedet, ”jeg kommer, når du har brug for det og ikke når du har lyst til det. Der findes ikke et bedre tidspunkt end nu. Ørnen er landet.”
”Det kan jeg se, men kan du så ikke komme med indenfor? Jeg fryser.”

Det ville han gerne. Mens jeg gik ind af hoveddøren, fløj han om i haven og gjorde tegn til, at jeg skulle åbne vinduet og lukke ham ind. Jeg tændte stearinlys og gjorde lidt forberedelser, mens han tålmodigt ventede på, at jeg skulle sætte mig ned i lænestolen og lytte til hans ord. Forsynet med en stor kop te og et tæppe sank jeg endelig ned i stolen, mens han sad på den grå skammel foran mig.
”OK ørn. Nu er jeg klar. Jeg var ganske uforberedt på, at du kunne komme om aftenen, jeg har været så vant til vores dagsmøder.” Jeg sippede af den rygende varme te og så nysgerrigt på ham.

Pludselig lo han. Det var som om jeg morede ham med mine anstrengelser for at gøre mig det behageligt. Teen, tæppet og den gode stol. Stearinlysene blafrede i vindueskarmen, mens skumringens dunkle lys spredte sin blødhed og udviskede de sidste skygger af dagen. Landskabet lå hensvøbt i sort fløjl.
”De floder, du gerne vil undgå” sagde han så og tyggede eftertænksomt på ordene. ”Hvor ligger de henne?”

”Hvis jeg vidste det, så var det jo nemt nok.” Jeg smilede vemodigt.
”Din egen flod skal du ikke forsøge at undgå. Tværtimod. Eftersom du har valgt sjælens vej, er du nødt til at træde ned i den for at se og mærke, hvad den indeholder og forstå, hvordan den kan hjælpe dig på din rejse. Andres indre floder derimod …” Han så alvorligt på mig. ”Dem har du ikke ansvar for. Ikke på den måde. Men du kan øse af kærlighed og medfølelse fra din egen flod, for der er rigeligt af begge dele. Øs af det og lad dit godgørende vand blande sig med andre floder.”

”Så enkelt er det vel ikke? spurgte jeg og tog endnu en forsigtig slurk af teen. Mens vi talte, blev mørket dybere og mere intenst, mit blik faldt kortvarigt ud af vinduet og landede på en stjerne.
”Så enkelt er det, min kære”. Hvis han havde haft arme, tror jeg han ville have lagt dem om mig lige dér. I stedet rykkede han nærmere og sad nu helt ude på kanten af skamlen.

”Efteråret er det perfekte tidspunkt til at vende tilbage til din egen dybe livsflod og sætte dig ved den. Vend blikket indad, træk energien helt ind i dit indre og lad mørket hjælpe dig med at omfavne det, der har brug for din kærlighed. Det er tid til at slippe de sidste forbehold, den modstand, der har holdt dig tilbage. Når tid er, skal du lade de sidste blade falde og som træet stå fuldstændig nøgent og sårbart tilbage. Bær kun det i hjertet, som du virkelig skal bruge til at varme dig gennem vinteren og gem kun de frø, du instinktivt ved vil blive til godgørende og levedygtige spirer, når foråret kommer. Men, tilføjede han og lo igen højt, ”du kommer vist ikke til at fryse her. Ingefærte, stearinlys og et varmt tæppe. ”
Jeg rystede på hovedet. Selvom der var varmt i stuen og jeg sad under et stort tæppe med tekruset mellem mine hænder, frøs jeg nu alligevel. Jeg er ikke så god til bratte overgange, jeg skal lige lande. Jeg lukkede øjnene og prøvede at forestille mig den flod, som ørnen talte om. Min egen livsflod, kaldte han den. Jeg forestillede mig, hvordan jeg kunne sætte mig ved den og finde lindring i dens nærvær. Det var som om noget i mig faldt til ro, når jeg drak af vandet og lod mine ben glide ned i den kølige strøm. Det var efterår og træerne langs floden glimtede i det sidste sollys, farver af gul, rød og orange spejlede sig i vandet. Jeg så sommeren flyde forbi, så mig selv indfange det, der var sommerens læring i hele sin essens.

”Man fanger det, man har brug for. Og det, man ikke skal bruge, kan man sætte ud igen. Ørnen sad i majestætisk ro på skamlen, mens det sidste dagslys forsvandt. Himlen var nu fuld af stjerner, jeg så dem gennem lukkede øjenlåg og forestillede mig, at de skinnede over min livsflod og viste vej, hvis jeg fortabte mig i mørket og for vild. Men egentlig er jeg ikke mørkeræd. Det er mere, når mørkets dæmoner viser sig i fuldt dagslys, at jeg godt kan blive lidt bange.
”Men fortæl mig ikke om kærlighed igen” skyndte jeg mig at sige til ørnen, der smilede bredt. ”Jeg vil hellere høre om floder.”

”Der er nu ikke den store forskel” svarede han bare. ”Men det er godt at du visualiserer din livsflod på den måde, du netop gjorde. Forestil dig, at den rummer alt det, du har brug for. Den løber som en åre dybt i dig og den fører dig af sjælens vej, hvis du blot sætter dig ved den, lytter til den og flyder med den gennem landskab og årstider. Det er her, du finder ro og det er her, du forbinder dig. Hør vandets rislen, den lindrende lyd af livets dråber, der flyder som en evig strøm mod havet. Selvom der kan være stærke strømme, vandfald og underlige aflejringer og små kilder, der fører i alle mulige og umulige retninger, så er der en hovedåre, som du trygt kan stole på. Den kalder altid på dig med hviskende stemme. Lyt til flodens sange og fortællinger og genfortæl dem til dit hjerte, når du bliver i tvivl. Det er her, din egen livssang findes. Vend tilbage igen og igen og glem ikke, hvor floden er. Den løber dybt i dig selv.”
”Og når jeg fryser?”

”Så tænder du et bål. Saml de grene og kviste, som træerne så gavmildt skænker dig og sæt dig tæt ved flammerne. Se hvordan flammerne spejler sig i vandet og de to elementer danser i skumringens sal. Se den kvinde, der sidder tæt ved både ild og vand og ved, at hun selv består af begge dele. Over hende breder nattehimlen sit tæppe ud med tusindvis af stjerne til at lyse og vise vej. Under hende holder jorden hende i sin favn.”
”Og hvad ellers?”

”Som jeg sagde. Gør som katten. Det er efterår nu, det er på tide at vende næsen hjemad. Sæt dig ved floden og du vil vide præcist, hvad du skal gøre. Ingenting. Du skal nemlig ikke gøre noget som helst. Du skal bare sætte dig og lytte, tillade dig selv at falde til ro i accept af, at alting er som det skal være. Floden har det med sig, som du søger. Det er her, du finder din egen sjæls dybe visdom, det er her du hører de sange, som vækker genklang i dit hjerte og får de svar, der er nødvendige, for at du kan finde vej. Nyd efteråret, de smukke farver og det omskiftelige vejr. Gå med hjertet åbent og i tillid til, at det hele folder sig ud, hvis du går af vejen og lader livet komme til. Det er alle dine unødige anstrengelser og forsøg på at påvirke processen, så den får et bestemt udfald, der skaber uro, smerte og forsinkelse. Lad livet leves.”
”Helt ærligt, ørn, det kan simpelthen ikke passe. Siger du til mig, at jeg blot skal sætte mig ved floden og lytte uden at foretage mig noget som helst.”

”I grove træk.” Han smilede og et mystisk skær af vished gled over hans ørneansigt. Lad komme. Lad gå. Lad livet leves. ”
Vores snak var forbi. Jeg rejste mig, sagde farvel og tak og lukkede ham ud gennem vinduet. Snart var han forsvundet i aftenmørket. 

* * *
Det er en smuk og magisk tid. Når efteråret dukker op og lægger sig til rette både ude og inde, falder jeg langsomt til ro i mig selv igen. Jeg fordøjer det, jeg har lært, både de lette og svære lektioner, og hviler på puden i accept af at alting er, som det skal være.

Som katten vender jeg hjem.

Inspireret af katten, efteråret og den altid gode Bjørn Eidsvåg og hans smukke, smukke sang "Floden". Tak.
Lene Frandsen
fra min egen skriverejse, september 2015
Skrivehuset

torsdag den 3. september 2015

Regnbuen i hjertet


”Alle de mørke, beskidte steder i dig selv kan blive til fed gødning af din sjæls jord” sagde ørnen, da han her til morgen landede brat. Han spildte ikke tiden, fandt mig siddende ved spisebordet med morgensider og hår ditto. Fuldstændig uforberedt på hans ankomst. Det var en stille morgen, en af dem, hvor man er faldet til ro i sig selv med det, der er.

Aftenen før var jeg ved havet og det gjorde underværker. Det er ved havet, at jeg spejler mine store følelser og får hjælp til at give slip på det, der ikke tjener mig længere. Havet, stranden og vinden er mine læremestre. For ikke at tale om lyset. Jeg spejler mig i det vældige drama, der udspiller sig og genkender det fra mig selv. I går fandt jeg ro midt i stormen og himmellyset og da jeg havde sluppet det, der skulle slippes, sagde jeg tak.
I det samme kom en mægtig regnbue til syne på himlen. Den var et tegn. Det er jeg sikker på, det var min kvittering. ”Vi har modtaget det, der har plaget dig og som har smertet dig og gjort ondt. Vi ved, at du nu har lært det, du skulle lære, vi ser dig, vi har dig og kvitterer hermed med en regnbue.”

Det var smukt. Det var overvældende. Tårerne flød og blandede sig med skumsprøjt fra bølgerne, der piskede op mod stranden. Vinden rev i både tøj og hår, sandet føg og himlen åbnede sig. En følelse af dyb taknemmelighed fyldte mig i de minutter. Som en varm bølge af kærlighed rislede den i mig og opfyldte mig med ro og glæde.
Det var med regnbuen i hjertet at jeg sad og skrev morgensider. Rolig, afklaret og opfyldt af indre stilhed. Ordene flød, jeg fortalte mit hjerte om mine indsigter, glæder og smerter, men blev afbrudt af hans ord, der nærmest lød som en prædiken. Forbavset så jeg op fra min notesbog og der sad han og solede sig i vindueskarmen.

”God morgen ørn, jeg er også glad for at se dig. Og hvad var det så lige, du sagde?”
Han lo bare og spildte ikke tiden med formelle høflighedshilsener.

”Alle de mørke, beskidte steder kan blive til fed gødning af din sjæls jord. Har du tænkt på det?”
Jeg rystede på hovedet. ”Næh, det har jeg egentlig ikke. Ikke på den måde, i hvert fald, men ordene falder i god jord.” Jeg lo af min egen morsomhed. ”Vil du forklare nærmere.”

Og det ville han gerne.
”Har du tænkt på, hvordan et frø uden tøven lægger sig i den beskidte, mørke jord? Det begraver sig frivilligt og hengivent, det forkaster ikke, det favner. For frøet opfatter ikke mørket og den beskidte, gamle jord som et gravsted. Det ser det som en livmoder. Det er her, det trækker næring og begynder at vokse. Men også det er en proces, frøet springer ikke bare ud, det sker gradvist.”

”Frø er kloge” nikkede jeg. ”Og naturen i det hele taget. ”
”Så lad frøet være din læremester” fortsatte ørnen, mens sollyset glimtede i hans vældige vinger. ”I stedet for at forsøge at fjerne eller ignorere alle de dårlige, beskidte og uelskelige steder i dig selv, så favn dem. De er den gødning, som kan få din sjæls jord til at blive et frodigt sted, hvor frøet, altså du, kan få næring og begynde at spire og gro.”

”Det tror jeg faktisk godt, at jeg ved, ørn. Jeg har været på rejse i et godt stykke tid nu.”
”Ja ja, men lyt nu til, hvad jeg siger. Du er kommet dertil, hvor du accepterer dine såkaldte svagheder, de mindre elskelige og populære steder af dig selv, men jeg beder dig nu om at elske dem. De er gaver. Alt det, du gemte bort og alt det, du stadig håber ikke kommer op til overfladen, at du har overstået det kapitel, det er guddommelige læremestre, som kan hjælpe dig med at vokse og gøde din sjæls jord, så du bliver et helt og balanceret sjæleligt menneske. Din sjæl har bare ventet på, at du skulle opdage det og det gør du så nu.”

”Via dig?”
”Til dels. Jeg kommer med ordene til dig, jeg er budbringer. Men du har netop gennemgået en proces, hvor du uden helt at vide det, er blevet klar til det næste skridt. Den fuldstændige hengivelse til mørket og de sider af dig selv, du helst vil undgå eller skammer dig over. Tiden er kommet til at se på dem, for hvad de egentlig er.”

Jeg mærkede en sær blanding af genklang, som om noget i mig vidste det, men samtidig protesterede sindet. Tankerne begyndte at vælte frem og det var hårrejsende billeder, de skabte. Jeg så mig selv begravet under jorden som en orm, der snoede sig gennem mørket og fik øje på alt det, den havde frygtet. Fugtige, hengemte steder af skam og skyld. Smertelige og sårbare gyder af gråd og fortvivlelse. En følelse af klaustrofobi lagde sine faste hænder om min hals og klemte til. Jeg snappede efter vejret.
”Men ørn, hvordan?”

”Du ved at accept er nøglen til forandring. Nuvel, du sidder nu med nøglen. Du har accepteret og det var første skridt. Nu åbner du døren med nøglen og går ned i kælderen. Men til din forbavselse vil du opdage, at de forfærdelige steder, du har undgået i mange år, slet ikke er så uhyggelige og skræmmende endda. I kælderen vil du møde dit eget indre barn i alle de aspekter, du har forsøgt at skjule eller ødelægge. Dit indre, sårede og bange barn som har brug for dig, din kærlighed, for at kunne heale. Du har nu mulighed for at spørge de steder, hvad de kan lære dig og hvilke velsignelser, de bringer.”
”Velsignelser?” udbrød jeg og mærkede trodsen vokse i mig. ”Er det ikke en overdrivelse at kalde dem for velsignelser?”

”Overhovedet ikke”, fnøs han, ørnen og så på mig, som om jeg var et håbløst tilfælde. ”Det er gaver. Gødning. Når stederne fortæller dig, hvad de egentlig handler om og du ser, at du blot skal lægge armen om dem og elske dem, vil de begynde at vokse som et frø, der er lagt i jorden. Men nu er det kærligheden, der gøder dem og det er lyset de søger. Ikke for at undgå mørket, deres rodnet og fundament er stadig i mørket, i den fugtige jord, men som et træ vil de nu rejse mod lyset og få både stamme og en smuk krone. Langsomt, roligt, den naturlige proces er god og har sin helt egen tid.”
Jeg sad lidt og funderede over det, ørnen fortalte mig. Pludselig opstod et billede i mit indre, et billede af et træ. Jeg så engang et røntgenbillede af et egetræ, hvor rodsystemet var som et spejl af grenene. Nu så jeg mig selv på samme måde, rødder der rakte dybt ned i jorden, i mørket og grene, der strakte sig mod solen og lyset. Grene, som på forunderlig vis var som tvillingesøstre til de rødder, der boede nede i mørket. Billedet fik tårerne til danse i øjenkrogen. Rørt og bevæget så jeg igen på ørnen, der tålmodigt ventede på, at min erkendelse skulle bundfælde sig. Så fortsatte han:

”Lad det være en proces. På samme måde som når du giver slip. Du er indset, at det at give slip ikke altid sker i det øjeblik, du beslutter dig for det eller instinktivt ved, at det er det, du skal gøre. Det sker gradvist. Som træet, der om efteråret begynder at skifte farve, falmer og efterhånden taber bladene et efter et. Nogle gange kommer der en storm og hjælper til, så slippes lidt flere blade på en gang, men ellers sker det i små dryp af klarhed. Et blad, så det næste. Indtil den dag, hvor træet står nøgent tilbage. Det sidste blad er faldet, en cyklus er nået sin afslutning og dermed en ny begyndelse.”
Jeg nikkede med øjnene fulde af tårer. Tænkte på, hvordan jeg først i går aftes ved havet var i stand til at give endeligt slip på noget, der har smertet og tynget mig på det sidste. Det skete først, da jeg var parat og havde gennemgået en proces, der var både smertefuld og svær men nødvendig. Og jeg var først klar til at give endelig slip, da jeg havde accepteret, bevæget mig ned i mørket og favnet de mørke steder. Jeg lyttede til deres fortællinger og kom efterhånden til at holde af dem. Indtil følelsen voksede og jeg faktisk elskede dem for hvad de var. Jeg var nu i stand til at tage imod den gave, de havde med sig. En gave, som jeg på ingen måde havde ønsket mig og som jeg sikkert også ville løbe skrigende væk fra, hvis den skulle vise sig igen. Det har været en af de sværeste lektier, jeg har fået i mit liv. Men set i bakspejlet, i fugleperspektiv og endelig spejlet i havet i går aftes, var jeg i stand til at give slip. Som træet, der uden modstand, lader sit sidste blad falde.

”Og så fik du en regnbue” smilede ørnen og nikkede anerkendende til mig.
”Det var det smukkeste syn” fremstammede jeg mellem gråd og hikke.

”Nemlig. Og det er sådan det er. Hvis du ærer livets svære gaver og ikke flygter fra dit eget mørke og tør begrave dig i det, så vil du før eller siden stå ansigt til ansigt med dit indre barn. Det sårede barn. Du vil opdage en stor sandhed, for alt det, du har forsøgt at forbedre og som du har gjort dig umage med at vokse fra eller som du har bestræbt dig på at komme over ved at følge 7-hurtige-trin-til-varig-forandring – de findes slet ikke. Det var en historie skabt af dit indre barn og det, barnet i en tidlig alder er blevet udsat for. Og hele tiden har din sjæl tålmodigt ventet på, at du en dag skulle opdage det og vælge at komme helt ind i dit eget mørke for at se det, som det er. Være med det, mærke det, acceptere det og til sidst elske det. ”
”Svaret er altid kærlighed.” Jeg ler nu, der er ikke langt fra gråd til latter og omvendt. ”Sikke en sommer”.

”Men i går gav du sommeren til efteråret.” Ørnen gør klar til at lette igen, jeg kan se det på ham, kender efterhånden hans bevægelser og hans mimik. Hans besøg er altid forholdsvis korte, men de bringer mig essensen i en nøddeskal. Han er en sand gave, mit flyvende kraftdyr.”
”Og glem ikke, at du ellers frygtede mig” ler han. ”Og andre fugle. Du havde fuglefobi og nu indser du …”

Jeg nikker bare og mærker igen taknemmeligheden opfylde mig. Den gør mig varm indeni, breder sig fra hjertet ud i hele kroppen. Ordene forsvinder, jeg vil gerne takke ørnen, men i stedet lukker jeg øjnene og mærker den stille glæde fylde min krop, sive fra hjertet som dråber af kærlighed, der nu langsomt breder sig. Hver en celle får en dråbe. Til sidst løber bægeret over, jeg er så fuld af kærlige dråber, at jeg ikke længere kan rumme dem. De flyder fra mig, ud på jorden og op i himlen. De jeg igen åbner øjnene, er ørnen for længst forsvundet.

Foran mig ligger den åbne notesbog. Jeg er færdig med morgensiderne for i dag. Jeg har kun ét ord tilbage.
Tak
 
Lene Frandsen, september 2015
fra min egen skriverejse
Skrivehuset
 
Hjertelig tak til Derek Rydall for inspiration om frøet og træet. Ordene kom som ren synkronicitet og blev som en regnbue i hjertet.


 

onsdag den 2. september 2015

Hvordan kan jeg glemme det?


 
Er det muligt at kalde på de budbringere, der er til os? Findes der en måde, hvorpå jeg aktivt kan opsøge det, jeg ønsker at konsultere, et sted, hvor jeg kan gå hen? Møde op, sætte mig og vente med hjertet helt åbent og ørerne indstillet på ren lytning. Et sted, hvor jeg kan søge hen på de dage, hvor håbet er skjult bag skydækket og modet er som sunket i jorden? Kan jeg kalde på fuglene, findes der et specielt kald eller en lyd, som kan påkalde de kræfter, jeg ønsker at tiltrække og suge næring af?
Spørgsmålet danser i mit bryst, da jeg går gennem havelågen. Den knirkende lyd vækker noget i mig og jeg kan mærke nogle ord bane sig vej. En fortælling måske, en historie, jeg har efterhånden lært at det, der vil skrives og fortælles kan være forklædt som næsten hvad som helst. En trykkende fornemmelse, en irritation, en sorg eller en dyb og uforklarlig længsel. Hovedpine, mavepine, alt det, vi undertrykker, bevidst eller ubevidst, sætter sig i kroppen og gør hvad det kan for at påkalde sig vores opmærksomhed.

”Sig mig engang” udbryder han, da han får øje på mig fra luften, svæver over mit hoved og langsomt kommer nærmere i store, fyldige cirkler. ”Har vi ikke været her før?”
Jeg ser op og vinker kort til ham. Hans tilstedeværelse besvarer på sin vis mit spørgsmål, for jeg ønskede jo at møde ham i dag.

”Hvad mener du, ørn? Det er jo her, jeg bor.”
Han lander på jorden foran mig. Han er større end jeg husker ham og ser anderledes ud i det kølige septemberlys. Skyggerne danser over landskabet. Solen står lavere, træerne er begyndt at ændre farve, bare en antydning af skift hver dag. Græsset er stadig vådt af dug her langt op på formiddagen og luften er tyk af fugt og forfald. Jeg genkender duften, den stille forrådnelse, der nu er i proces.

”Har vi ikke været i denne fortælling før?” siger han og ser indtrængende på mig. ”Er den ikke bare en gentagelse? Fik du da ikke dit svar sidst?”
Jeg ryster forvirret på hovedet. Det kan jeg faktisk ikke huske. Jeg ved bare, at jeg har tendens til at glemme, hvad der er godt for mig og at jeg ofte skal høre visdommens ord adskillige gange, før de virkelig trænger ind. Og så alligevel.

”Men på en måde har du jo netop svaret mig, ørn” udbryder jeg så og slår ud med armene. Vinden tager fat i mit hår, der blæser i alle retninger, river og slider i mit tøj og i min sjæl. ”Du dukkede op og det var, hvad jeg ønskede mig. Jeg er nemlig strandet. ”
”Hvor er du strandet henne?” spørger han og ser ud som om hele situationen morer ham.

”Det er svært at forklare” sukker jeg og ser så opgivende ud, som jeg kan. Måske får han ondt af mig. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at han foreslår en flyvetur, et nyt perspektiv, at han vil øse af sine indsigter og visdomsord. Men jeg føler ligesom, at det er ham, som skal tage initiativet. ”Jeg synes mine tanker er usædvanlige tunge i dag.”
Jeg ser mod horisonten, hvor skyerne sejle forbi som bløde bomuldsskibe. Træerne danser i vinden, i takt med det, der er. Et par sorte fugle flyver forbi, de er blot silhuetter mod den lyseblå himmel og jeg når ikke at se, om det er ravne, krager eller råger. Græsset bevæger sig, det hele rumler og rumsterer og jeg mærker samme form for uro i mig selv. En følelse af fortabthed sænker sig over mig, som om jeg fanges af et usynligt net.

”Vil du med på en flyvetur” siger han så og et suk af lettelse går gennem mig.
”Jeg troede aldrig, at du ville spørge” udbryder jeg og slår hænder sammen af glæde og lettelse.

Det får ham til at se lettere betænkelig ud.
”Det er jo egentlig dig, der skal spørge. Sig dog, at du har brug for en flyvetur. Bed om hjælp. Der er masser af hjælp at hente. Spørg dine åndelige vejledere, sæt dig i stilhed, søg dine svar i dit eget indre skattekammer af sjælelig erfaring og visdom. Sæt dig ud, som du tidligere har gjort, spørg din egen sjæl. Eller skriv den!” Han ryster på hovedet og er muligvis ved at opgive mig lige dér. Så slår han ud med vingerne.

”Dans mens du sidder ned. Flyv, når du rører jorden. Lyder det bekendt? Din forvandlingssang?”
Dance while you’re sitting down
Dance like an eagle
Fly, when you touch the ground
Fly like an eagle


Jeg nikker og nynner med, mens han synger sangen. Så hører jeg lyden af monotome trommer fra luften og undergrunden. Min krop begynder at bevæge sig, jeg lukker øjnene og hengiver mig. Snart danser jeg ørnedansen på den åbne mark, hvor kornet nu er høstet. Jeg danser med tunghed, fortabthed og smerte, hvirvles ind i vind og efterår og mærker pludselig letheden som en indre beruselse. Blodet bobler og det samme gør latteren. Hvordan kan jeg glemme dansen?
Han er også lettet og flyver over mig i store cirkler. Vi følger hinandens bevægelser, han i luften, jeg på jorden. Sådan foregår det altid nu, når vi skal ud og flyve. Hvordan kan jeg glemme det?

* * *
”Hvad var det så, du ville spørge mig om?” siger han, efter at vi har fløjet et stykke tid.

”Glem det”, udbryder jeg, for min tunghed er forsvundet. Jeg er ikke længere strandet, jeg flyver med ørnen og føler mig både luftig og fri. Huset, jeg bor i, er bare en lille prik i landskabet og landskabet er både større og mindre set i fugleperspektiv. Jeg hæfter mig ved, hvordan det hele hænger sammen og fortsætter i det uendelige. Marker, veje, træer, skove, plantager, pladser. Snart flyver vi ud over havet, jeg ser Storebæltsbroen fra luften og små biler, der ligner tændstikæsker med hjul. Det er som om alle de spørgsmål, jeg tumlede med, spredes for vinden. Under os svømmer Storebælt, der er skumsprøjt på bølgerne og himlen spejler sig. De blander farver, havet og himlen, udveksler nuancer og toner af noget andet opstår. Musik. Jeg ser et billede af en ørn og kvinde, men de er ikke længere adskilt. Hun har vinger, kvinden og hun ser fredfyldt ud. Vi flyver uvilkårligt lidt lavere, så jeg bedre kan se hende. Hun får min sjæl til at smile.
”Så du var bare ude på at forlyste dig?” Han ler højt.

”Er du vred over, at jeg spilder din tid?” Det velkendte strejf at skyld rammer mig. Men det er tungt at bære verdens elendighed på sine skuldre, endsige andres smerte, så jeg forsøger at lægge det fra mig.
”Det glæder mig, at du har indset, at det sjældent handler om skyld.” Ørnen drejer rundt i luften og jeg følger med, det er en brat bevægelse som kildrer i maven og jeg ler uvilkårligt. ”Vi er her for at lære. Og du spilder aldrig min tid. Jeg er dit kraftdyr, har du også glemt det?”

Jeg ryster på hovedet.
”Selvfølgelig ikke. Og jeg er meget taknemmelig for, at det er netop dig.”

”Vi vælger skam vores mennesker med omhu” ler han. ”Og du, skønne kvinde, har brug for at flyve. Du er gjort af store følelser, ild og vand, det er godt, men nogle gange har du brug for luftens objektive og frigørende element til at løfte dig lidt. Overblikket klæder dig, det gør, at du ikke fortaber dig unødigt i detaljen og i dine følelsers vældige hav. Du er blevet god til at integrere jorden for derved at skabe balance, du søger ud i skoven, sidder hos træerne og lytter, du finder jordforbindelse. Men flyvningen er jeg kommet for at hjælpe dig med. Og ikke nødvendigvis af en bestemt grund. Lad lysten skabe værket.”
”Lad lysten skabe værket”. Jeg gentager hans ord som så mange gange før. Ønsker næsten, at jeg havde en notesbog, så jeg kunne skrive det ned, men når vi flyver tager vi ikke noter. Tanken om at hænge i luften med pen og notesbog får mig til at le. ”Lad lysten skabe værket. Det tror jeg faktisk ikke, at jeg glemmer.”

* * *

Lad lysten skabe værket. Lad komme. Giv slip og få fat. Senere sidder hun og nedfælder lidt af de indsigter og oplevelser, som hun fik under flyveturen ved ørnen. Hun vil så gerne huske. Aldrig mere glemme.

Så slår det hende pludselig:
De fleste gode og vigtige ting i mit liv har jeg hverken valgt eller søgt bevidst. De er bare kommet til mig.

De er kommet, når jeg har givet slip. Slip på forestillinger om hvordan og hvornår. Når jeg har sluttet kontrollen og roret og bare ladet mig fragte. Når jeg har siddet ude og lyttet til naturens sang og min egen sjæls stemme. Min sjæl, der som et indre kompas, blidt skubber mig i den rigtige retning, hvis jeg altså husker at lytte. Lytte til stilhedens sang, til glæden og til det, der umiddelbart giver mig en god mavefornemmelse. Min intuition. Subtile impulser, der forsigtigt og uden unødigt hastværk guider mig i den rigtige retning.
Når jeg lader lysten skabe værket.
Når jeg danser med livet som det er.
Når jeg vælger kærligheden fremfor frygten og troen i stedet for tvivlen.
Når jeg tør sårbarheden og ejer mine egne fejl og vildfarelser,
så jeg kan rumme og tilgive andres.
Når jeg slipper behovet for kontrol og sikkerhed, giver slip og opdager,
at jeg faktisk kan flyve.
Skrive.
Danse.
Elske.

Hvordan kan jeg glemme det?
Lene Frandsen, september 2015
fra min egen skriverejse
Skrivehuset