mandag den 18. maj 2015

Kra kra kragedans


 
Når du åbner op for kreativiteten og lader den strømme igennem dig, er den som kærlighed fra Kilden. Så bliver du Kilden. Måske finder du en gren eller en kvist og begynder at snitte i den. Fuldstændig opslugt af at lade dine hænder arbejde og uden at vide det eller forstå hvordan, vokser en lille træske ud af grenen og fra dine hænder. Det føles som magi, for egentlig gør du ikke noget. Særligt. Du gør dig i hvert fald ingen anstrengelser og slet ikke umage. Det sker bare. Det opstår i det øjeblik, hvor du slipper kontrollen og griber den impuls, du får. En smuk træske, som uden ord har sin helt egen historie. Og som blev fortalt i det øjeblik, du lod den komme til verden og snittede den med din kniv. Målløs sidder du tilbage og stirrer på den perfekte træske, der ligger så hjemvant i dine hænder. Du berører den blidt og mærker kærlighed.
"Det ene kreative felt fodrer det andet. Åbner op og skaber passage, så kreativitetens flod bedre kan strømme frit. Du har sikkert lagt mærke til det?"
Han ser på mig med lukkede øjne og en hel verden af vished bølger mellem os. Snart gyngende på sin gren, snart nede på jorden, hoppende rundt i det grønne tæppe af græs, der frodigt slår sine folder. Standhaftige mælkebøtter pibler frem mellem græsstråene, de nægter at lade sig kue. Smilende står jeg i vinduet og betragter dem, mens jeg samtidig ser på Harald, der boltrer sig.
Græs, gren og så flyve lidt. Bare fordi han kan. Svævende, lidt ud over marken, så vender han i et glidende sving og sejler tilbage mod vinduet og maj. ”Pas nu på”, råber jeg og vifter med armene, så han ikke flyver direkte ind i ruden og … Jeg ville ikke kunne bære at miste ham nu. Der er stadig så meget, jeg gerne vil spørge om og høre ham fortælle. Så meget at lære.
”Hvorfor så nervøs?” Han lander midt på plænen foran mig og hopper op og ned, som om hans latter får ham til at spjætte. Det er lang tid siden, jeg selv har grinet så hjerteligt, at hele kroppen danser af latter og glæde, men nu kan jeg mærke, at noget er ved at ske. Det klukker i mig. Er det mon latter? Eller gråd? 
Det er ikke spørgsmålet, ikke ordene og dog. For hvad er det, jeg er så bange for at gå glip af?
”Din egen storhed? Dit lys? Alt det, du udmærket ved, men som du foregiver at have glemt? Og som du nu søger i verden omkring dig? Han ler stadig, mens han forsøger at anlægge en lidt alvorligere mine. Det mislykkedes, noget i ham hviner og fniser og snart tiltrækker han en helt hær af kragevenner, der er nysgerrige efter, i hvilken anledning festen holdes. Åben fest på en mandag i maj! Storartet. Kra kra kra. De lander omkring ham og pludselig stirrer de alle på mig. Harald fuglefortæller noget til dem og snart bryder et vandfald af latter ud. Kra kra kra.
Og kragelatter smitter. Det mærker jeg nu, jeg åbner vinduet på vid gab og giver efter for det, der føles som en lille gnist af smil dybt i min mave. Mit mellemgulv trækker sig sammen, så løsner det op igen og latteren vokser og begynder at fylde. Som et kæmpemæssigt smil breder den sig til hele min krop og snart skraldgriner jeg, så tårerne triller. En egoagtig stemme forsøger at bryde ind og fortælle mig, at jeg ikke engang ved, hvad jeg griner af, men jeg fejer den væk med en graciøs håndbevægelse og får lyst til at danse.
”Danser krager?” råber jeg ud af vinduet og flokken letter i forskrækkelse. Kra kra kra. De rejser sig i flok mod himlen men deler sig så i det smukkeste mønster af silkeblåt sort, jeg nogen sinde har set. Jeg mærker en stik af smerte og fortrydelse over mit eget hovmod og tænker uvilkårligt, at det nu står for fald. Hovmodet. Fuglene er fløjet. Indtil det går op for mig, at jeg at jeg faktisk har fået svar på mit spørgsmål.
For krager danser. Nu ser jeg dem danse i luften, med hinanden, alene og i flok, svævende, flyvende, ind og ud mellem hinanden og tæt på skyerne, der i dagens anledning er trukket i et skyklæde af gråhvidt.
”Man kan danse på mange måder, min skat” siger Harald pludselig og jeg ser, at han har trukket sig fra dansen for at komme tættere på og fortælle mig noget. Han lader med ynde i vindueskarmen og jeg træder ærbødigt et skridt tilbage, så jeg ligesom respekterer hans grænser. Den tanke smiler han af, men så fortsætter han overbærende.
”Man kan danse på mange måder og man kan være kreativ på mange måder. Men det er én og samme sag. De nærer hinanden, sangen, dansen og kreativiteten. Som når du står i dit køkken og laver simremad i den sorte støbejernsgryde og skaber smag og dufte med gode ingredienser. Fryder dig over dit mesterværk af kulinarisk langsomhed, tilsætter kærlighed og noget, du ikke helt har ord for. Men det føles godt. Så stiger røgen fra simreretten til vejrs og du ser et billede forme sig. Det er som om noget danser dér for øjnene af dig, dybt inde i røgen og som en del af den mad, du er ved at skabe. Du opdager at det en slags kvinde eller måske en fugl?”
Han smiler og betragter mig i nogle øjeblikke af stilhed, hvor vi begge sukker og forstår. Uden helt at forstå. For det er svært at forstå, det er mere noget man skal mærke og stole på.
”Kreativiteten er som en dans”, tilføjer han og jeg nikker, jeg har lugten lunten og opdaget, hvor godt det gør mig, når jeg er kreativ og skabende i alle livets facetter.
Så letter han og sammen med de andre dansende krager forsvinder han fra min udsigt. Men min indsigt har ændret sig. Jeg lukker vinduet og mærker, at latteren stadig bobler i mave og mellemgulv. Mine læber smiler som om de ikke havde bestilt andet. Jeg troede helt, at de havde glemt hvordan.
Når du åbner op for kreativiteten og lader den strømme igennem dig, er den som kærlighed fra Kilden. Så bliver du Kilden.
Jeg ved at det er sandt. Og mere behøver jeg ikke vide. Kilden. Kreativitet. Kærlighed. Ordene smyger sig som en slange af velvære og fortæller mig, at de nu stopper. Men det betyder ikke at de er løbet tør. Eller at jeg er det. Jeg skal bare bevæge mig lidt nu, danse over i et andet slags felt af skabelse. Og mens jeg er dér, sanker jeg stemninger og impulser til nye fortællinger og historier.
Som regndråber drypper de. Som gudefnug daler de. Som kærlighed healer de. Som energi er de.
Og de forsvinder aldrig. De er altid lige i nærheden. Kra kra kra.
Kærlig hilsen
Lene
Fra min egen skriverejse
Lene Frandsen, maj 2015
Skrivehuset

lørdag den 16. maj 2015

Gudefnug og gaver


 
”Jeg kan mærke en historie”, siger jeg til Harald, selvom jeg ikke kan se ham nogen steder. Men det gør godt at dele den slags finurligheder, som ingen andre helt synes at forstå. Hele mit liv har jeg mærket impulser og fået tanker, hørt hviskende historier, som jeg ikke turde dele med nogen. Fornemmelser for noget, som synes så skrøbeligt og subtilt, at det var bedst at gemme det bort. Ufortalte fortællinger, der bankede på min dør, men døren var boltret fast. Jeg gemte mig bag lås og slå og stak fingrene i ørerne. Jeg lukkede øjnene så fast i, at døren næsten forsvandt. Det var smertefuldt men nødvendigt. Troede jeg. Det var længe før jeg mødte Harald eller fik øje på månederne, for den sags skyld. Men nu vokser det hele frem på ny som om det også har fornemmet det sprudlende forår af spirer og livslyst. Maj. Mig.
”Tager du os alvorligt nu”, spørger fortællingerne og svæver rundt mellem træerne derude, dukker op som solfyldte skygger i det vildnis af blade og buske, der nu slynger sig selv i en dans af grøn. Jeg nikker uden at sige mere. Det føles som et ansvar, jeg ikke har bedt om, men som samtidig sætter mig fri. At turde åbne op og skabe plads til det, der vil fortælles.

Som du ved, er jeg kommet til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg bevidst vælger at give los. Nu siger jeg det, som det er. Og hvis du lytter, vil jeg også gerne fortælle dig om det. Fortælle det, så du kan fortælle det på din måde. Tage imod det, der gerne vil skrives og fortælles gennem dig. Derfor holder jeg intuitive skrivekurser for kvinder med skrivelængsel og håber, at du måske kigger forbi, hvis du mærker længslen. Dyb, pulserende og forstyrrende i forhold til at have et fredfyldt forhold til sig selv. Hvis man altså ikke handler på den længsel. Jeg slutter fred, siger man og så bliver der endnu mere uro. Postyr. Noget vil frem i lyset og det kan være sådan, det føles, når man bærer rundt på hengemte historier og har lukket af for alt det, der vil skrives og skabes gennem én. Uroligt.
Jeg har vist truffet et bevidst valg og nu taler jeg med krager. Blandt andet. Måske ryster du på hovedet og tænker, at kvinden er skør og det er du hjertelig velkommen til. For ser du, på nuværende tidspunkt vil jeg hellere være skør end at være en levende død. For vi dør, hvis vi ikke er kreative, skabende og fortællende som kvinder. Vi er skabt til at skabe. Og hvis vi sætter os lidt i stilhed, lytter, lytter dybt, så opdager vi, at vi faktisk er gode til at lytte. Vi skal bare lige huske det igen. Huske, at vi faktisk ikke behøver at løbe omkring og finde på det hele selv. Det er os, der er fundet på. Vi er skabt så vi kan skabe, åbne os og sætte alt det fri, der har sat sig indeni. Jeg har vist allerede fortalt dig om uskrevne historier, der gav mig hovedpine. Og hvordan kreativiteten sætter sig i kroppen og gør ondt, skaber smerte og ubalance, hvis vi ikke rører os og lader os berøre. Og faktisk er det mere den passive del, der mangler her, selvom den på ingen måde er passiv som sådan. At turde lade sig berøre. Bevæge. Berige. Jo mere vi lytter, jo mere vi overgiver os, desto mindre skal vi anstrenge os og gøre os umage.  

Så kommer det bare.
Og der er krager og andre fugle. Træer. Måger, sølvsmede og sommerfugle. Min krage hedder Harald, men han er slet ikke min. Ikke desto mindre sidder han der ved vejen og holder øje med mig eller kommer forbi, når jeg mindst af alt venter det. Kigger på mig med sorte øjne fra æbletræet, der nu har små spæde hvidlige blomster. Og selvom han ikke er her i dag, er han her alligevel. Han drysser inspiration i hvert eneste pollen. Når vinden blæser hvirvler det rundt og får mig til at nyse, især hvis jeg ikke gør noget med det andet end at tage en pille mod allergi. Jeg udskyder bare processen. Dulmer symptomerne. Men roden til følelsen af utilpashed stammer et helt andet sted fra. Det opstår, når jeg siger nej og ikke lytter.

”Den pollen er gudefnug”, hvisker han og slår pludselig en skraldende latter op. ”Tag det ikke så tung. Gør som jeg. Gør det let. Ellers kan man slet ikke flyve.” Så letter han fra den gren, hvor han ikke sad, men eftersom han lettede, var han dér jo alligevel. Han er dér altid. Hvis jeg vælger ham.
Fortællinger. Historier. De bor i hver eneste kreativ gerning. Du behøver såmænd ikke engang at skrive dem eller fortælle dem mundligt. De behøver ikke at blive skabt gennem ord.

Når du åbner op for kreativiteten og lader den strømme igennem dig, er den som kærlighed fra Kilden. Så bliver du Kilden. Måske finder du en gren eller en kvist og begynder at snitte i den. Fuldstændig opslugt af at lade dine hænder arbejde og uden at vide det eller forstå hvordan, vokser en lille træske ud af grenen og fra dine hænder. Det føles som magi, for egentlig gør du ikke noget. Særligt. Du gør dig i hvert fald ingen anstrengelser og slet ikke umage. Det sker bare. Det opstår i det øjeblik, hvor du slipper kontrollen og griber den impuls, du får. En smuk træske, som uden ord har sin helt egen historie. Og som blev fortalt i det øjeblik, du lod den komme til verden og snittede den med din kniv. Målløs sidder du tilbage og stirrer på den perfekte træske, der ligger så hjemvant i dine hænder. Du berører den blidt og mærker kærlighed.
”Jeg kan mærke en historie”, siger jeg til Harald og går hen til det åbne vindue og råber det ud i dagen. EN HISTORIE! To duer letter i en støvsky af sølv og svæver til himmels.

”Jeg kan mærke mange”, svarer han et sted fra skyerne, der har lagt et gråhvidt tæppe over himlen. Lyden af vingeslag forplanter sig fra himmel til jord og stiger op gennem mig som et pust af pludselig kulde. En varm kulde. Særlige skyer af vished driver over himlen og en flok gæs rejser videre nordpå. Tusind tanker tier stille og jeg lukker forsigtigt vinduet.
”Hvad var det lige, han kaldte det? Harald. Gudefnug. Jeg smager på ordet og smiler. Jeg elsker det. Jeg elsker alt det, jeg ikke kan tænke mig til og alt det, jeg tilsyneladende ikke ved, men som bare strømmer fra mig og igennem mig, når jeg giver slip og lader komme. Og jeg elsker fornemmelsen af gudefnug.

Jeg elsker.
Kærlig hilsen
Lene
Fra min egen skriverejse
Lene Frandsen, maj 2015
Skrivehuset
 
PS. Næste intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel finder sted her den 13. juni. Og der er stadig et par pladser ledige ...



torsdag den 14. maj 2015

En befriende fornemmelse


 
Han sad dér igen her til morgen. Dyppet i dug og i færd med at spise noget, der kunne lige et fugleæg, så han på mig, da jeg kom forbi med hunden. Den samme tur, altid ud af markvejen og ned i landsbyen, det er den eneste vej at gå, hvis man da ikke skråner over markerne. Jeg er holdt op med at irritere mig over det faktum, at jeg kun kan komme én vej, for Harald lader mig vide med et fuglefnys, at også det blot er en illusion. I øvrigt ser hundene ikke ud til at bekymre sig om det. De ved, at hver dag er ny. Snuser, ser og oplever som om det var første gang, de gik turen. Hver gang.
Jeg er begyndt at glæde mig til mødet med Harald og tænker samtidig, om det nu også er godt. At jeg nærmest forventer, at han vil være dér. Og at jeg måske ville blive skuffet, hvis han en dag ikke sidder dér og betragter mig uden egentlig at gøre det. Han er dér bare. Lige i nærheden. Jeg er begyndt at tale til ham, hilse og han er ikke længere reserveret og forsigtig. Roligt sidder han med sit æg og sine kragetanker, mens jeg går forbi og med pippende stemme forsøger at fortælle ham, at han er set og elsket.

”Elske er et stort ord”, siger han og nikker, mens han sluger endnu en bid af det hvide, der udgør hans morgenmåltid. Det er tidligt, naboerne sover endnu, freden går tur i bækken og bader i dug og fuglesang. Det grønne er endnu mere grønt i dag og skyerne fejer over himlen i forrygende vinddans. Jeg nikker. Elske er et stort ord. Og et ord, der er blevet brugt og misbrugt i så mange sammenhænge, at jeg slet ikke tør tænke på det. Selv har jeg svært ved at sige det, men jeg kommer alligevel hele tiden til at sige det, nu, fordi det er den følelse, jeg har, når jeg ser på Harald, landskabet og den nye dag.
Traditionen tro vågnede jeg ved daggry, det er næsten rituelt nu, jeg hilser på den nye morgen og dagen, der ligner bjerge i landskabet mellem nat og dag. Står i vinduet med søvnen hængende i kroppen som var jeg svøbt i en kappe af drømmedis. Og det er jeg måske også, jeg ved det ikke, men jeg er fuld af accept, hvor jeg tidligere blev irriteret. Det er mit tidspunkt. Det kalder på mig. Senere går jeg tilbage i seng og nogle gange sover jeg igen. Andre gange ikke.

”Jeg føler kærlighed”. Jeg ser på Harald og han nikker, det gør han også, vi føler den kærlighed, der er større end os. Og så har vi valgt at være modige og bruge de ord igen. Elske. Kærlighed. Bruge dem i den betydning, der kommer fra hjerte og sjæl. Det føles lidt klistret at skrive det, men samtidig er det helt på sin plads. Jeg er nået til et tidspunkt i mit liv, hvor der ikke skal spares på det, det er godt. Det skal flyde som honning, når det er dér og fejres. Fejring! Det levede liv og det, der er tilbage. Daggryet, morgenen og den dag, der nu former den vej, hvor Harald sidder på marken og spiser æggemad.
”Jeg har så meget på hjerte” udbryder jeg og føler mig næsten ordløs. Det er en uvant følelse, for hvis der er noget, jeg altid har haft, så er det ord. Men der er tidspunkter, hvor det er helt på sin plads at vente og lade stilheden slette alle spor og gøre verden ny, så vi igen kan få nye ord.

”Gør dig endnu mere åben.” Harald ser på mig og slikker sig om munden. Eller, det ser sådan ud, for egentlig tror jeg slet ikke at fugle gør den slags. Men der er ingen tvivl om, at han er færdig med dit morgenmåltid.
”Gør dig endnu mere åben. Endnu mere modtagelig. Lad fortællinger og historier lande i dit skød, i dit hår og i dine hænder. Sid helt stille, som når du ser på sommerfugle. Men når du mærker impulsen til at bevæge dig, så vid at du er klar til at blive bevæget. Så tager du din pen og din notesbog, eller sætter dig ved tastaturet og skriver. Mens du lytter. Til duggen, disen, morgenbjergene og den grønne verden af forår, der snart forvandler sig til sommer. Lyt så dybt, at du bliver det, der kommer til dig. Smelt sammen med træerne, græsset, himlen og de skyer, der nu har spredt sig og bredt en lyseblå dug ud imellem sig. Også de gør klar til at fejre. Gå helt ind. Og åbn så dine arme, din favn og tag imod.”

Jeg nikker med tårer i øjnene. Bevæget, berørt og beriget. Forvandlet.
”Så er det altså sandt, Harald”, siger jeg med forsigtig gråd i stemmen. ”At vi slet ikke behøver at anstrenge os og gøre os umage. For historierne lever allerede, de kommer med vinden, med fuglene, båret af brisen og de er klar til at blive modtaget, hvis vi altså tør?”.

”Du er lidt tungnem” griner han med kærlighed mellem linjerne. ”Ja det er sandt. Gå du nu videre på morgentur med hunden din, jeg skal videre. ”Han klapper sig på sin kragemave og ser tilfreds ud. Letter og forlader det sted, hvor morgenen blev til formiddag. Men på en måde er han her endnu. For jeg er blevet ham. Og måske er han også blevet mig. Hvem ved. Jeg gør ikke, men det er det, der gør det hele så befriende dejligt. Ikke at vide.
Hunden sidder helt stille og betragter en kat, der spankulerer forbi på den anden side af vejen. Helt inde i krattet, i skellet mellem marken og naboens have. Bag det farvestrålende hav af stolte tulipaner og i skyggen af det gule hus.

Og mens jeg står der på vejen mellem to grøfter, hvor foråret slår et bølgende sving i retning af sommer og farverne eksploderer i et vandfald af sandhed, mærker jeg en dyb følelse af taknemmelighed og kærlighed. For alt det, der kommer til mig, når jeg er stille. Når jeg står stille. Eller sidder stille og uden egentlig at vente sidder i vished om, at det dukker op. Når tid er. Taknemmelig for de historier, der har helt deres egen puls, og som har lyst til at komme og slå sig ned i mit hjerte. De historier, som min sjæl allerede kender. Og som blidt lander i min bevidste ubevidsthed, så jeg uden at anstrenge mig blot kan åbne mig og tage imod. Sætte fingrene på tastaturet eller lade pennen glide over papiret i sin helt egen sanselige dans.
Jeg ved ingenting, siger jeg til mig selv og mærker et stort smil brede sig op gennem kroppen. Og hvor er det dog en befriende fornemmelse. Nu kan jeg endelig overgive mig til livets mysterium. Og elske det!  

Kærlig hilsen
Lene
Fra min egen skriverejse
Lene Frandsen, maj 2015

onsdag den 13. maj 2015

Kunsten at lade sig fortrylle


 
”Det er længe siden, Harald, jeg har savnet dig. Men sig mig, er du ikke vokset siden sidst?”
Han sidder i grøften, ved vejkanten, hvor jeg hver eneste dag går forbi med hundene. Det slår sjældent fejl. Selvom han efterhånden kan være svær at få øje på, eftersom græsset vokser hver eneste dag og de grønne farver slår deres folder i en rus af liv, det ligesom bliver højere og højere, ved jeg at han er dér. Jeg behøver ikke at holde øje med ham, han holder øje med mig. Og i dag er han ganske tæt på, lader som om han ikke helt har ænset os, hunden og jeg, men det forholder sig ganske anderledes. Og da mine ord svæver ham i møde, rejser han hovedet og gør klar til at svare. Venter lidt. Tøver. Så længe, at jeg er nødt til at standse op og sætte hunden af. Sit.

Jeg står stille foran ham og viser ham uden ord, at jeg lytter. Ikke kun med ørerne, men med hele kroppen og hele min bevidsthed. 
”Jeg er ikke vokset” siger han og tager et par trin på sine kragetæer. ”Du er vokset. Du har fået større øjne, et bedre udsyn, en skarpere fornemmelse for essensen, der sjældent er synlig, men nu ser du den. Jeg er, som jeg hele tiden har været. Når du ser på mig.”

Jeg smiler. Hunden sidder helt stille og betragter en kat, der spankulerer forbi på den anden side af vejen. Helt inde i krattet, i skellet mellem marken og naboens have. Bag det farvestrålende hav af stolte tulipaner og i skyggen af det gule hus.
Jeg vender igen min opmærksomhed mod Harald, mens jeg stadig tygger på hans ord og smager på det, han netop serverede. Heldigvis har jeg hverken taget på eller tabt mig, jeg er præcis som jeg skal være. Jeg er nemlig holdt op med hele tiden at måle og veje mig selv. Du er en kvinde i sin bedste alder og med de former, der hører sig til, siger jeg til mig selv. Og det tror jeg på! Så det er ikke det, den gode Harald taler om, når han siger at jeg er blevet større. Jeg har ikke tænkt over det før, men nu kan jeg godt mærke det. Det er som om mine skridt er blevet lidt fastere, mere solide, når de rammer jorden. Selvom de også føles lettere. Jeg kan høre en anderledes melodi, en tone, der blander sig med noget fra undergrunden. Jeg kommer til at tænke på svajende træer og rødder, der vokser dybt ned i jorden og har helt sit eget net af grundfasthed. Sådan føler jeg mig lidt nu. Som et omvandrende træ. Det er en god følelse.

’Men du er også en fugl’ fortsætter Harald, kragen, der ville være tankelæser og blev det. For man skal være, før man kan blive. Det er så simpelt, at vi tror det er løgn. Han hopper nærmere og står nu tæt foran mig, så tæt har vi aldrig været før. Som træet svajer jeg i vinden og prøver at finde balancen. Det er nærmest uvirkeligt at stå ansigt til ansigt med en krage. Jeg føler mig for høj i forhold til ham og har lyst til at bukke mig ned. Så vi virkelig kommer i øjenhøjde.
’Det behøver du ikke’, han ryster på hovedet, lad være med at anstrenge dig sådan på din menneskemåde. Og husk at du ikke alene er træet, du er også fuglen. Din helt egen fugl. Det er derfor jeg er kommet. For at vise dig det. Båret af vinden, sejlet over horisonter med brudstykker af noget, som gerne vil skrives og fortælles gennem dig.’

Min hund sidder stadig helt stille, det er usædvanligt. Men hele scenen og den måde, den udspilles på, er også anderledes end tidligere. Som om tid og rum smelter sammen og ikke findes udenfor mig selv, der er kun Harald og de ord, han blidt puster i min retning. Blide ja, men fulde af visdom og styrke. Jeg håber, at han ved, hvor stor pris jeg sætter på hans finurlige venskab, jeg tør nemlig ikke sige det direkte til ham. Han ville nok blive fornærmet, det er som om han ikke beskæftiger sig med udenoms smiger og forsikringer. I hans rige ved man bare. Her handler det om vished og om at være tro mod den vished. At være sin vished og handle på den.
”Mit rige er dit rige”. Han ser på mig med et blik så sort som den nat, der rummer tusinde lys. ’Hør nu her. Det forholder sig sådan, at historier og fortællinger ikke er noget, som I mennesker digter og finder på. Det vil I gerne tro, det er egoets version af skabelsen. I virkeligheden, min virkelighed altså, er det således at historierne er ligeså levende som jer. Som os. Mennesker, fugle, træer og blomster. Historier har ånd, liv og den levende puls i historien bliver båret gennem vinden og udsøger sig de mennesker eller det menneske, gennem hvilket det ønsker at lade sig fortælle eller blive skrevet. Det handler derfor ikke om, at I skal forsøge at tænke jer til, hvad der skrives vil. Det er det, bliver så svært og bøvlet for jer. I snubler i egoets lange snørebånd. I stedet for …”

”At møde op og tage imod”. Jeg nikker. ”Det har jeg faktisk forstået Harald og du må da have lagt mærke til, at jeg er blevet meget bedre til det.  Det kræver dagligt øvelse. Hele tiden at tune ind og lytte, mærke efter og handle på den vished, der altid opstår. Når tid er. I nuet. I det øjeblik, hvor livet er. Og faktisk begynder det at blive næsten let … ja så let, at jeg får store kvaler i forhold til min tidligere opfattelse af …
”At det skulle være svært! Harald og jeg taler med samme tunge. Vi begynder lige dér, hvor den anden slutter. Både hvad ord og meget andet angår.  Og mens jeg står der på vejen mellem to grøfter, hvor foråret nu har slået et bølgende sving i retning af sommer og hvor farverne eksploderer i et vandfald af sandhed, mærker jeg en dyb følelse af taknemmelighed og kærlighed. For alt det, der kommer til mig, når jeg er stille. Når jeg står stille. Eller sidder stille og uden egentlig at vente sidder i vished om, at det dukker op. Når tid er. Taknemmelig for de historier, der har helt deres egen puls, og som har lyst til at komme og slå sig ned i mit hjerte. De historier, som min sjæl allerede kender. Og som blidt lander i min bevidste ubevidsthed, så jeg uden at anstrenge mig blot kan åbne mig og tage imod. Sætte fingrene på tastaturet eller lade pennen glide over papiret i sin helt egen rytmiske dans. Glide, svæve, lade sig beruse. Bevæge. Berøre.

”Kunsten er at turde lade sig fortrylle” hvisker Harald og blinker til mig, da han pludselig letter og sætter kurs mod et andet sted. De sorte vinger forsvinder i en tåge af regnskyer og et par velplacerede dråber rammer mit hår og min pande med et klask. Plask.
Min hund rejser sig pludselig og ryster sig, dråberne står i kaskaderne fra hendes pels. Det regner. Det havde jeg ikke registreret. Langsomt åbner jeg øjnene kun for at opdage, at de allerede er åbne.

Kunsten er at lade sig fortrylle. At turde lade sig fortrylle. Hunden og jeg går videre som ingenting var hændt. Selvom alting er forandret.
Kærlig hilsen
Lene
Tekst og billede fra min egen skriverejse
Lene Frandsen, maj 2015
Skrivehuset