fredag den 20. marts 2015

I lyset af sortmånen og andre formørkelser


 
Og det skulle komme fra en fugl ...
Det, der i går var en lun forårsdag er nu forvandlet til et tomrum af venten. Men i dag det ikke støjen af rastløs venten der rammer mig. Det er stilhed. Det er som om naturen holder vejret, alting ånder lydløst uden at gøre det. En fasanhane er fastfrosset på den store låge ud mod vejen. Et øjeblik. To øjeblikke. Så løfter han forsigtigt hovedet og ser sig omkring. Stadig i den tidsløse tilstand af venten. Jeg betragter ham fra badeværelsesvinduet og ser, hvordan han nu langsomt spankulerer fra den ene side af lågen til den anden. Temmelig højt til vejrs, synes han at mene, for nu ser han ned på jorden som om han overvejer, om han faktisk kan springe derned eller om han er nødt til at flyve. Han standser igen op for i næste sekund at flyvelande på jorden. En kunstfærdig blanding af flyvning og spring. Jeg smiler og anerkender hans stunt.
”Selv om de fleste mennesker i dag er optaget af at se mod himlen for at få et glimt af solen og formørkelsen, foregår de væsentligste processer langt mere jordnært. Vend også opmærksomheden indad, iagttag hvad der foregår inde i dig. Også der sker der et skifte. Noget gammelt giver slip og nyt liv opstår”.
Jeg hører stemmen som en sang gennem morgendisen. På vej ned af trappen, ind i stuerne. Uden at ænse det fragtes jeg til vinduet ud mod baghaven og får øje på den sorte fugl i et af de nøgne æbletræer. Harald. Kragen. Min gode ven, der altid bringer mig visdom i sin misforståede udklædning. Har du nogensinde hørt nogen ytre noget positivt om en krage, måske? Jeg husker sange om hæslige jægere og stakkels krager, der blev skudt ned. Døde. Sørgelige sange om sandheder, der kun kunne fortælles gennem melodi og lyrik. Som når vi ler, når vi har lyst til at græde. Men jeg holder af Harald. Så er det sagt.
Jeg åbner vinduet og vinker ivrigt til ham. Så naturen er altså ikke helt død i dag. Lettelsen bølger i mig som et tidevandssuk.
’Det er godt at se dig igen, Harald’, udbryder jeg, nu med hovedet helt ude af vinduet. Den fugtige kulde klistrer sig til mig som spindelvæv og jeg gyser uvilkårligt. Noget i mig fryser i dag. Som om jeg er blevet forkølet uden rigtig at være det. En tålelig træthed, som jeg har valgt bare at være med. Uden helt at forstå på mig på det, er noget i mig ganske klar over, at dette er et vigtigt tidspunkt på året. Lige nu. Og trætheden hører med.
Han svarer mig ikke, men sidder blot på sin æblegren og smiler gennem sorte øjne. Betragter mig på samme måde som en tilskuer gør det i teateret. Han mangler bare den lille teaterkikkert, men krager som ham behøver ikke dens slags hjælpemidler. Jeg mærker tydeligt, hvordan hans blik borer sig igennem mig og instinktivt forstår alt det, jeg endnu ikke selv helt har fattet.
’I lige måde’ pipskriger han og basker lidt med vingerne. ’Er du parat til at kigge lidt indad i dag?’
’Tja.’ Jeg trækker på skulderne og lukker vinduet. Nu har vi skabt forbindelse og jeg behøver ikke at stå i det åbne vindue og fryse. Jeg går hen til bordet og tager mit lyseblå krus med ingefær te og citron og drikker roligt. Så hører jeg den utålmodige del af min stemme ytre:
’Jeg havde jo håbet på fuld sol i dag. Som de fleste andre. Vi vil jo så gerne opleve solformørkelsen’.
Mine ord får ham til øjeblikkeligt at bryde ud i latter så hjertelig, at han hopper op og ned på sin gren og næsten er ved at dratte. I sidste øjeblik får han ved vingehjælp og snilde genoprettet balancen.
’Balance er evnen til at korrigere inden man falder’. Han trækker på de skuldre, som en fugl vist ikke har, men Harald er lidt anderledes, ser du. Han minder mig om nogen, jeg engang har mødt. Jeg kan ikke sætte fingre eller andre legemsdele på, hvad det er, men noget dybt i mig ved, at han ikke altid har været krage og måske heller ikke er det, når han ikke sidder der i æbletræet og taler med mig. Han har blot forstået at jeg er blevet modtagelig for fugle, at jeg har fået en slags beundring for dem. Det, der før var en veludviklet fuglefobi, er nu blevet til … noget der minder om kærlighed.  Jeg får lyst til at sige til ham, at jeg har gennemskuet ham, men den slags åndelig vished behøver ingen ord. Så jeg smiler blot tilbage til ham og nikker, jeg er enig i det med balancen. Balance er også en slags bevægelse.
’Så du er lettere skuffet over vejret?’ Han ser granskende på mig og nikker som svar. ’Typisk. Menneske. Solformørkelse. Du vil gerne have sol, så du kan se den … forsvinde. Blive mørk?’
’Ja for pokker, søde Harald, det er jo et sjældent naturfænomen. Hele verden har købt briller specielt egnet til formålet og flere er blevet velhavende på at sælge dem. Og så vågner vi op til en dag fuld af tåge, dis og tvivlsomhed’.
Nu ler han igen, men denne gang er han fast forankret på sin gren og rokker sig ikke ud af flækken. Men hans kragekrop dirrer af lydløs latter.
’Ja ja ja. Den evige kontrol, den evige tilstand af forventning om et bestemt udfald. Og alting afhænger af det bestemte udfald, for I har satset så meget på det. Skuffelsen ligger på lur som en snigskytte i skoven. I har brugt penge på tåbelige briller, så I kan se solen blive sort. I har måske endda taget fri fra arbejde og står nu parat med briller eller anden form for beskyttelse, så I kan overvære noget, I alligevel ikke helt forstår.’
’Små slag, Harald. Hvordan kan du påstå, at vi ikke forstår det? Solformørkelse? Videnskabsmænd og andet godtfolk har forsket i det i årtusinder, astronomer, astrologer, der er så mange forklaringer tilgængelige. Vi læser, vi får at vide og derfor ved vi. Vi forstår skam godt …’
’Gør I nu også det?’ Harald letter fra grenen og flyver helt hen til vinduet, hvor han nu banker med sit næb, så jeg kan lukke ham ind. Det er aldrig sket før, vi har altid haft den høflige afstand mellem os. Han i æbletræet, jeg i skrivestuen. Men nu sidder han pludselig i min stue, på bordet foran mig, lyslevende og krageligt majestætisk. Det han nu vil fortælle mig er vigtigt, fornemmer jeg. Så vigtigt at han ikke kan blive siddende i æbletræet. Han må helt tæt på for at sikre sig, at jeg nu også virkelig lytter til det, han siger og gengiver det på skrift så ordret som muligt.
’I ønsker at se den ydre solformørkelse? Se da indad. I ønsker at forstå, hvad sortmånen betyder for jer her på jorden? Mærk da efter. Og forårsjævndøgnet, de særlige energier i naturen og den måde alting forvandles på netop nu. I disse øjeblikke. I er det selv. Jamen herre Gud og Skaber, hvad er det, I tror I skal skue i det ydre, som I ikke rummer selv?
Slukøret lader jeg ordene falde på papiret. De kan synes som blækklatter, men de kunne også ligne … fuglelort. Ikke særligt poetisk, det ved jeg godt, men nogle gange må vi unde os selv at bruge de ord, der bedst beskriver det, vi ser eller mærker. Og når jeg siger fuglelort, så mener jeg det positivt. For jeg ved instinktivt at Harald har ret og mens jeg sidder og skriver, forekommer det hele mig som et tragikomisk teater. Om jeg ser solformørkelsen i det ydre eller ej, det vil ingen forskel gøre. For at se er kun en fysisk sans. Spørgsmålet er nærmere, om jeg instinktivt mærker og forstår, hvad dette tidspunkt på året er skabt til og hvad det egentlig er, naturen tilbyder at lære mig.
Og sortmånen? Jeg kan godt, når jeg vender blikket indad og går på sanselig rejse i egen krop og sjæl, mærke en vis tilstand af både formørkelse og sortlys i dag. Og nu husker jeg, at det jo faktisk kun er i mørket, at vi kan se stjernerne.
Harald nikker.
”Når månen er ’sort’ og ikke synlig fra jorden, er den magiske kraft stærk. Langsomheden er fremherskende og den utæmmede kraft er stor. Den utæmmede kraft puffer til os og opfordrer os til at turde se og forholde os til virkeligheden. Den utæmmede kraft hvisker om at elske vildt og uforbeholdent, leve helhjertet og autentisk og usentimentalt give slip, når noget har nået en afslutning.”
’At give slip?’
’Netop min skat’ sukker Harald og ser ud som om han kunne finde på at omfavne mig. Så kommer han i tanke om, at han i denne forklædning har vinger og ikke arme, så han sender mig et kærligt og årvågent blik og gør tegn til, at jeg godt kan lukke ham ud af vinduet igen.
Det er tid til at give slip.
 
Billede og tekst, Lene Frandsen, marts 2015
Skrivehuset
 

lørdag den 14. marts 2015

Forår og dog


 
Det er forår nu, i hvert fald ifølge kalenderen, og lyset er kravlet højere op på himlen. Et dristigt lys af håb, som skærer igennem alt det, der ikke længere tjener os. Vinteren har stadig fat, men langsomt slippes grebet og noget andet tager over.
'Tiden lige nu', fortæller Marts og laver en langsom piruette foran mig, 'er en tid til at restituere. Det er venteværelset eller tomrummet. Og det er et modsætningsfyldt tidspunkt, for de fleste mennesker har travlt med at komme ud. Ud af tomrummet, venteværelset, vinteren. Utålmodige og rastløse kaster de sig væk fra det, der var. Vinteren. Mørket. Eftertænksomheden. De fortæller sig selv, at de har masser af ny energi, at det er forår og at vinterens sorgtunge sjal ikke længere ligger på deres skuldre. Men det er en sandhed med modifikationer. Lige nu åbner døren og lukker sig igen. I bliver lukket ud i foråret for en stund, I får glimt og impulser af det, der skal komme, men det er ikke endnu. Ikke helt. Det kommer, når tid er. Faktisk er tidspunktet lige nu skabt til overgangen, for øjnene skal vænne sig til lyset. De sår, der blev åbnet eller opstod i vinterens processer, skal nu heale. Og healing, påstår hun med glimt i øjet, er ikke noget man kan købe på flaske eller dåse. Det fås ikke i Helsekostbutikken og kan ej heller købes online.

’Sådan healer du, 5 trin til hurtig healing!’ Nu knækker hun sammen af grin og et solglimt spiller i hendes øjne.
’Processen’ siger hun og klapper mig kærligt på kinden, ”processen er vejen. Og vejen er målet.

’Tid. Overgivelse. Selvkærlighed. En forståelse af, at alt det, der virkelig er godt for sjælen, er ikke noget, man kan forcere. Det er noget, man instinktivt må have en subtil forståelse af, men det er ikke intellektet, der skal forstå det.
’Det forstår jeg godt.’ Jeg nikker til hende og drikker af kaffen i den blå kop.

’Fra sjælen, håber jeg?’ Hun ser strengt på mig.
’Javist. Jeg har for længst indset, at hvis jeg søger min visdom i tanker og ren intellekt, så er det en begrænset og usammenhængende forståelse af noget, som jeg alligevel ikke helt forstår. Jo mere jeg lytter indad og jo mere jeg overgiver mig til naturen og til min egen sjæls sindige tempo, jo mere fordamper ønsket om at forstå og vide besked. Jeg søger ikke længere sandheden og jeg ønsker heller ikke at få ret. Det, jeg længes efter at forstå, kan kun forstås med hjertet og kan hverken vejes, måles eller købes online i et femtrins program. Jeg er færdig med ”sådan gør du”. Eller rettere sagt, jeg har faktisk aldrig helt forstået det. Hverken med intellekt eller hjerte. Det har skuret i mig som et kridt, der ridser i en tavle. Lige fra starten har det føltes forkert og givet mig en følelse af stress, selvom jeg ikke helt kunne sætte ord på hvorfor eller turde sige til nogen, at jeg ikke troede på det. Ikke før nu.’

Ordene flyder ud af munden på mig som en rivende strøm, jeg er som en flod på vej mod vandfaldet. Strømmen tager mig, jeg vælter om på siden og mit hoved kommer under vand. Gispende efter vejret bliver jeg igen båret op til overfladen og husker at jeg faktisk kan trække vejret. Dybt, helt ned i mellemgulvet, langsomme, godgørende åndedrag.
Jeg fik sagt det! Jeg forstod det, jeg ikke forstår uden helt at kunne forstå det. En sjælelig form for opklaring, der ikke har behov for yderligere ord.

’Udmærket, min søde ven’ Marts går hen til vinduet og hilser på Harald, som lige nu sidder derude på sin gren. De nikker til hinanden, jeg kan se deres indforståethed selv med lukkede øjne. Mine læremestre. Et suk af taknemmelighed letter fra hjertet og breder sig til krop og sjæl.
Hun bliver stående med ryggen til. En dyne af stilhed sænkes over rummet og jeg mærker trætheden forplante sig. Lyset dæmpes, et par tunge skyer glider ind foran det, der før mindede om sol og foråret trækker sig tilbage bag sine skodder. Det, jeg ser derude lige nu, er hverken eller. Og jeg ved at Marts har ret, når hun kalder det overgang eller tomrum. Tid til at restituere. Tid til healing og langsomt vænne sig til lyset igen. Finde en balance mellem træthed og energi, en slags dans, som kan danses uden de store anstrengelser. Sidde i stilhed og fordybelse med sin ingefærte og se, hvordan det hele giver mening, når man ingen mening søger. Når stilheden er stedet, hvor man sanker ro og lytter til sin sjæls stemme. Uden at anstrenge sig, uden egentlig at søge det for at opnå noget bestemt.  Bare være, give tid og kærlighed og tage imod healing.

Marts ser på mig og uden ord forlader hun igen rummet. Harald er lettet fra sin gren og vinden holder vejret. 
Så bliver der helt stille. Der kommer ikke flere ord, alting forstummer. Jeg giver slip og forsvinder.

Lene Frandsen
Marts, 2015
Skriverejsen - Skrivehuset