tirsdag den 27. januar 2015

Nøglen


 
I dag stiger solen op for at forsvinde bag en sky. Rødmer over erkendelsen af sin forgængelighed og lader sig forandre. En skyformation, der minder om et langt tog, kører på skinner i horisonten, men en flok fugle forlader toget og stiger til vejrs formet som et V. Et tegn, spørger jeg og venter ikke svar. Hvad ved de, derude, som jeg ikke forstår? Herinde. I dagens første timer, i morgenens lys og vinterens dyb. Lyset bliver skarpere. Hver eneste gang jeg løfter blikket, ser jeg at scenen er forandret. Det skarpe lys har nu delt sig og forsvinder som små biler på motorvej. Hvorfor så travlt? spørger jeg og denne gang lyder svaret som en rumlende rastløshed.
’Det er længe siden, du har brugt mig som vejviser’ siger hun og peger på sig selv. Januar, en måned, der for længst er ankommet. Som har boet på gæsteværelset og haft sin daglige gang i køkken og stuer. Hun har brugt det meste af tiden på at læse, meditere og gå lange ture i det nøgne vinterlandskab. Jo, jeg har skam både set og hørt og hende, men jeg har været så optaget af mit eget. At finde nøglen.

’Hvilken nøgle?’ spørger hun og smiler fornøjet.
’Nøglen til … ‘ Jeg tøver lidt og indser, at jeg faktisk ikke er helt sikker. Men jeg er ret sikker på, at der må findes en slags nøgle. Nogle tegn, som kan knække koden. Overbevist om, at jeg overser noget, slår jeg ud med armene og fortæller uden ord, at jeg føler mig lettere fortabt. Kørt over af morgenens skytog og blændet af lyset. Lyset, som nu dæmper sig selv, mens himmeltoget forlader sin perron og drager af sted. Kun jeg sidder tilbage som en tilskuer til livets mysterium. Og Januar. Måske har hun svaret? For hun har helt ret, jeg har i min selvskabte travlhed glemt at lytte.

Hun nikker bekræftende og fortæller mig endnu engang, at svarene findes i os selv. De fleste svar, i hvert fald og resten svæver i vinden. Nogle bor i morgenrødmen, andre vandrer i den sorte nat. Stjernerne har deres del af visdommen. Og kun når vi overgiver os og bliver stille nok, kan vi høre de blider toner af fuldkommenhed fylde vores hjerter. Den evige stræben efter svar og nøgler, den evige sang om at noget er forkert, at vi mangler en vigtig ledetråd, den sidste puslespilsbrik … det er blot en illusion.
’Hver eneste gang, du forlader nuet, farer du vild’. Januar ryster sørgmodigt på hovedet. Du er nødt til bevidst at vælge det til. Forlade fortid og fremtid og forankre dig i nuets poesi. For at bruge et ord, du forstår.’ Hun smiler bredt og slår gavmildt ud med armene. ’Der findes ikke andet end dette nu, dette øjeblik af evighed. Alt andet er et tankefyldt fatamorgana.  Kan du huske, at du besluttede dig for at følge glæden?

Jeg nikker. Selvfølgelig kan jeg det. Noget i mig er overbevist om at glæden er et fornemt pejlemærke. Noget i mig påstår hårdnakket, at glæden er livets vejviser og at kærligheden er svaret på alt. Som om der sidder en anden et sted i mig og slipper ord løs, der handler om noget helt andet end det, der foregår på øverste etage og i sindets kringelkroge. Jeg kommer i tanke om, hvordan jeg på et tidspunkt lærte mig selv at besøge det sted. Hvordan jeg forstod, at jeg var nødt til at vælge det, helt bevidst at bevæge mig derind. Hvordan jeg kunne skrive det frem og lade skrivegerningen blive en lyttehandling. En næsten passiv måde at bevæge sig dybt ind i sig selv på og alligevel være mere levende og aktiv end nogensinde før.
Stilheden, det hænder at jeg glemmer, at den findes. Og den er nem at overse. Den stille stemme. Det hænder at jeg glemmer, at den har sin helt egen klang, for den er så nem at overhøre.

’Du har vist hjulpet mig igen, Januar’. Jeg rækker ud og tager hendes hånd i min. ’Undskyld at jeg glemte dig’.
Hun ryster på hovedet, du glemte mig ikke, du glemte dig selv. Det fineste du har og det, der er til rådighed. Som hverken kan findes i fortiden eller søges i fremtiden, men som kun er til stede lige nu. At vælge det. Og at vælge at lade det fylde. At lytte så dybt, at man kun kan høre stilheden og dermed kan høre alt. Det saglige suk af ingenting. De sælsomme stunder af nåde. Lyden af kærlighed.

’Meditation’, konstaterer jeg.
’Ja, blandt andet. Men det er ikke nogen svær kunst’, tilføjer hun og klemmer min hånd. ’Det er dig, der insisterer på, at det skal svært. Alt i dig kæmper imod. Det er på tide at give slip. Igen.

Jeg nikker med øjnene fulde af tårer. ’Jeg ønsker flere af disse gode snakke, hulker jeg nu. Gud, hvor har jeg savnet dem. Jeg har savnet dig og mig selv i dit selskab. Vores fælles tavshed, de gode rum af indforstået accept og …’
Vi ser på hinanden og nikker. Sådan er det at være menneske. Og måske endda måned? Vi glemmer. Vi farer vild og så må vi vælge at gå tilbage. Men der er ingen fortrydelse i de skridt. Der er kærlighed. Kærlighed til visheden om, at alt i virkeligheden er fuldstændigt som det skal være. Tilbage til meditationspuden, til stilheden og til de ting, som virkelig betyder noget. For hjertet.

’Jeg kunne godt drikke en kop kaffe’, siger jeg og tørrer en tåre væk.
’Dit ord er mit kald’ siger hun og rejser sig resolut. Snart hører jeg hende pusle i køkkenet. Udenfor har skyerne dannet nye mønstre og lyset vrider sig skarpt gennem sprækker, der ikke fandtes før. En af skyerne træder lidt i forgrunden og jeg ser til min forundring at den ligner … en slags nøgle.


 Tekst og billede, Lene Megan
Januar 2015

tirsdag den 20. januar 2015

Klarhed




Der findes ikke et bedre tidspunkt end nu. Der er ikke noget mere velegnet sted end dette her. Dér hvor du er. Lige nu. ”En dag vil jeg skrive” siger du og tror, at du mener det. Men når den dag kommer, så er du stadig ikke klar. Du forestiller dig at det er en bestemt følelse, et ståsted i livet, hvorfra du med både udsigt og indsigt kan skue ud over landskaber og skrive dem. Først da er du værdig, parat og klar. En dag, siger du til dig selv og ser løgnen kravle hen over gulvet som en edderkop. Men den dag kommer aldrig. Den dag er altid nu.
Haralds sorte skikkelse er som en blækklat i det nu sneklædte landskab. Forsigtigt daler sneen som for at prøve det af. Kan jeg nu finde ud af at sne? Men det kan sneen godt. Den er faktisk skabt til at sne. Og på samme måde er vi skabt til at skabe. Skrive. Spørg bare Harald. Han nikker og vælger en gren lidt tættere på. Nu kan vi bedre se hinanden og jeg gør tegn til ham om, at jeg gerne vil høre hans bud på det at være klar. Hvad indebærer det, hvad kræver det?

Han ler højt og børster et par snefnug af fjerene.
’Hvad kræver det at leve? Du møder op og trækker vejret. Du er skabt til at leve. Du er levedygtig. Og du er værdig.’ Han ser sig omkring, som om der findes et slags svar i den dalende sne. Så vender han sig igen mod mig og åbner sit næb, så en smuk melodi kan komme ud. Tonerne når mig og jeg mærker en velsignet velkendthed svøbe sig om min sjæl. Vi taler samme sprog, Harald og jeg. Ja, han er en fugl, jeg er et menneske, men det er underordnet. For inderst inde har vi samme sang. Det hører jeg nu, noget i mig kender de toner, jeg tager mig selv i at nynne med. Og mens jeg nynner, mærker jeg en lille glæde trænge sig på. Den er som en perle af visdom og genklag, der varmer. Her dybt i vinteren. Dybt i mig.

’Det er den største fejltagelse af dem alle’, fortsætter Harald, mens melodien lyder i baggrunden. ’At vi skal blive klar. Det er en evig udsættelse af det uundgåelige. En evig længsel, der aldrig vil blive forløst. Den vokser sig kun større og stærkere og en dag er den overbevist om, at den aldrig kan blive til en sang. Et ord. Skabelsen, siger Harald og slår ud med vingerne, så han næsten letter fra sin gren i snelandskabet, den sker i processen. Når vi læner os mod vores grænser og mærker sårbarhedens sang. Når vi vælger at synge den alligevel og finder styrken lige dér, hvor det var mest svært. At blive klar’ … han ryster på hovedet, så fjerene danser i vinden. ’Klar er ikke noget man bliver, det er noget man er.’
Han er en klog fugl, Harald. Det kan du nok forstå. Og jeg nyder at sidde her sidst på formiddagen og betragte ham. Sort mod hvidt, han er som bogstaver på papiret. Han er sin egen historie og han ved det. Han stoler på sin intuition og han ved, at han kan flyve. Desuden ved han noget om livet, som mange mennesker ville misunde ham. Misunde ham uden at vide, at de selv bærer rundt på den selvsamme visdom. De tror, at det kun tilkommer andre at være kloge. Vise. Fulde af visdom og vidunderlige ord. Men hvordan kan vi vide, hvilke ord der bor i vores sjæl, hvis vi ikke møder op og skriver dem?

Han nikker. To andre fugle lander på grenen ved siden af og vil være med. De åbner næbbene og snart lyder et trestemmigt kor af snefnug og sjælesang. Lydløse fodtrin åbner døre i mit indre og en tåre trænger sig på. Stearinlysene brænder, deres blafrende flammer danser til lyden af livet. Nogen spiller piano. Jeg kan høre tonerne og rejser mig for bedre at kunne se ud af vinduet. Men jeg ser kun de tre fugle, Harald og hans to venner, i det nøgne vintertræ og sneen, der daler i takt. Noget sker derude, noget skabes. Og jeg er en del af det hele.
’Og du er klar!’ Harald smiler til mig og gør mine til at lette. Du er klar. Skriv så!’

Kærlig hilsen
Harald og Lene


Tekst, musik og billede
Lene Megan, januar 2015
Skrivehuset


torsdag den 15. januar 2015

Natlige budskaber




Jeg har ikke introduceret dig for Januar. Endnu. Men hun er her skam, måske har du selv langt mærke til hende? De første skridt ind i det nye år, en følelse af både tomhed og potentiale og samtidig en afmagt i forhold til hele tiden at skulle erobre verden. Finde nye veje. Jeg spurgte hende om hendes nytårsforsæt og så rystede hun kærligt på hovedet, en smule overbærende. Hendes øjne glimtede i det dæmpede lys.
’Jeg følger bare glæden’ sagde hun og greb fat i glædens tråd. Så forsvandt hun. Ud i stormen og regnen. Og jeg så forundret efter hende og spurgte mig selv, hvilken glæde der mon kunne være i vinterens rungende mørke. Det hænder, at jeg bliver en smule melankolsk på denne årstid. Der kommer en tristhed sejlende, som er svær at ryste af, den er som klæbrig harpiks. Ja, den dufter sågar af gran. Efterhånden har jeg lært, at jeg ikke kan gøre noget ved den. Tristheden. Melankolien har kronede dage, min melodi går i mol og tonerne bevæger sig langsomt og snørklende uden egentlig at komme nogle vegne. Jeg hører suk i skumringen og tænder lys. Sidder ved mit bord og skriver aftenord. Jeg mediterer efterfølgende og laver en stor kop urtete. Jeg går tidligt i seng og læser i en god bog, jeg falder i søvn. Og så vågner jeg midt på natten, som om mit tog pludselig ikke kører længere. Jeg strander på en søvnløs perron uden lys og ligger vågen dybt i natten.

I nat overvejede på det kraftigste at stå op og skrive. Ja, for tænk nu hvis nogen faktisk havde vækket mig for at få min opmærksomhed. Måske er det meningen, at jeg skal tage imod nogle helt specielle natteord? Jeg har læst om folk, der gjorde det. De vågnede og stod op midt om natten og satte sig til at skrive og de særeste ting dukkede op. Vigtige budskaber og forunderlige indsigter. Måske er det derfor. Men jeg gjorde det ikke, jeg stod ikke op. Jeg lå bare vågen og overvejede tanken.
’Hvad tror du’, spørger jeg Januar, som er tilbage fra sin regnvejsvandring. Hun sætter kaffe over og snart hører vi den velkendte lyd af kaffemaskinens brummende brygning. Den sortbrune væske drypper ned i glaskanden og jeg fascineres et kort øjeblik af vejen fra filter til kande. Duften breder sig i køkkenet, den trøstende duft af friskbrygget kaffe. God ide, Januar! Så vender jeg blikket imod hende, spørgende, afventende. Kender hun mon til natlige budskaber?

’Selvfølgelig gør jeg det’. Hun ler og ryster på hovedet. ’Det er bare med at komme ud af sengen og tage imod.’
’Jamen, jeg er træt på det tidspunkt og irriteret over at være vågen. Jeg ved, at jeg kan mærke det dagen efter og søvnmangel puster bare til de melankolske tendenser.’

’Du er kun træt, fordi du ikke stod op og skrev’, svarer hun. ’Du har stadig de uforløste indsigter indeni dig og den slags gør ondt. Du bliver vækket, fordi de ord kun kan skrives om natten. Du er nødt til at overvinde din lyst til at sove videre, du er nødt til at slukke for din irritation og bevæge dig ind til skrivebordet. Eller du kan lægge din notesbog og en pen ved sengekanten. Så skal du kun tænde lyset og sætte dig til rette i sengen. Ordene er ligeglade. De kan modtages hvor som helst.’
Jeg nikker uden at være helt sikker på, at jeg vil være i stand til at gøre det. Men jeg vil gøre noget, jeg vil lægge en notesbog og pen parat på natbordet og hvis jeg igen i nat bliver trukket ud af min søvn, så vil jeg gøre som Januar anbefaler. For hvem ved, hvad der vil skrives gennem mig dybt i natten, mens dagen sover?

Det er morgen nu. Og måske skulle man ikke tro det, for lyset er dæmpet, dråberne tegner mønstre på vinduerne og fuglene flyver søgende hen over himlen, der før havde et skær af lyserødt over sig. Nu er det forsvundet. Tilbage er kun grå skyer og ingenting. Det velkendte tomrum og et løfte om noget, der er undervejs. Måske ankommer det i nat og vil tages imod. Jeg beslutter mig for, at jeg er klar. Når tid er.
Tekst og billede, Lene Megan, januar 2015

mandag den 5. januar 2015

Fortælling fra sommersolhverv


 
’Jeg er kommet for at puste til dine ord.’ En sælsom sang stiger op fra den dampende te og en skikkelse kommer til syne. Det er sidst på eftermiddagen og vinteren har fæstnet grebet. Lyset glider sparsomt forbi i horisonten og gør sig klar til at forsvinde. Der endnu en time af dagen tilbage.
Tidligere på dagen landede ørnen igen på en af pælene i hegnet derude. Jeg så ham her fra spisestuen og ville tage et billede. Det er ikke første gang, at han lander i min have og jeg har betragtet ham på afstand. Men han fløj, da jeg forsigtigt rejste mig og rettede kameraet mod ham. Stor, brun og lodden, en prægtig fugl med et mægtigt vingefang. Og hvad laver en ørn så i min have, spørger du måske? Det har jeg en helt særlig forklaring på.

I sommer var jeg på kursus. Jeg deltog på et shamanistisk grundkursus og fortalte andre, at jeg gjorde det af nysgerrighed og fordi jeg ønskede inspiration til mine skriverier. Jeg har altid været fascineret af naturen og dens mægtige kraft, jeg har følt mig hjemme i skoven og vandret langs havet som en sjælesøster gjort af vand. Jeg har søgt ud i det åbne landskab og drukket af den friske luft. Så måske er sandheden forankret lidt dybere end jeg først fortalte. Og ørnen bliver ved med at dukke op. Ørnen er mit kraftdyr.
Det var en weekend omkring sommersolhverv. Det fejrede vi, det var magisk og enestående på samme tid. Vi skålede i hyldeblomstsaft og vi drak af årstidens budskab. Og så tog vi på trommerejse instrueret af de dygtige instruktører og rejseledere. Det blev et forløb fuld af sælsom glæde og healing. På den første trommerejse drog vi af sted for at møde vores kraftdyr. Men vi fik også at vide, at det ikke var sikkert, at det ville lykkes første gang. Til lyden af de monotome trommer drog vi hver især af sted og rejsen skulle blive en, jeg aldrig vil glemme. Billedet af det sted, hvor jeg mødte ørnen, den åbne grønne eng og den blå himmel står printet for mit indre. Det samme gør ørnen og hans budskab. De kloge øjne, der stirrede dybt i mine og hans stemme, der forplantede sig til lyden af trommer. I øvrigt er han en humoristisk ørn. Han fortalte mig blandt andet at rejsen er et eventyr og så lo han muntert. Hvem skulle have troet det? At ørne har humor.

Vi lavede bål og brændte det, som ikke længere tjente os i vores liv. Gamle overbevisninger, følelser, sorg og smerte. Og senere sprang vi over bålet og ind i det nye – fra solsommerhverv og videre ind i sommeren. Det var et smukt ritual. Og på mange måder blev det et magisk tidspunkt for mig, fordi jeg efterfølgende mærkede et skift, som har ændret meget på min vej og min måde at betragte livet på. Jeg er kommet tættere på naturen og dens budskab ånder gennem mig.
I dag landede ørnen igen i min have. På en af de store pæle langs marken sad han og spejdede ud i horisonten. ’Jeg lader mig ikke fotografere’, sagde han og fløj sin vej, ’men du må gerne fortælle om mig. Du må gerne skrive, at jeg findes og at alle har et kraftdyr, som gerne vil hjælpe dem, hvis de skulle få lyst.’ Det er hermed gjort. Jeg vidste ikke at det forholdt sig sådan. Men i sommer deltog jeg på et shamanistisk grundkursus og siden har meget ændret sig.

’Jeg er kommet for at puste til dine ord.’ En sælsom sang stiger op fra den dampende te og en skikkelse kommer til syne. Det er vinter nu, men jeg husker hvert et ord og hvert et løfte fra sommersolhverv. Og ørnen husker det også. Han holder øje med mig. Først kom han i en drøm og nu har han vist sig to gange i virkeligheden. Han minder mig om det budskab, jeg fik med mig på min rejse og han minder mig også om midsommer. Om bålet, vi sprang over og den forløsende glæde vi mærkede. Det fællesskab, der opstod og de fortællinger, vi delte.
Det er godt og healende, når vi deler vores fortællinger. På alle årstider.

Det er vinter nu. Snart siger dagen farvel.

Tekst og billede, Lene Megan, januar 2015
Skrivehuset

* * *

Hvis du er interesseret i at deltage på et lignende kursus, så tag gerne kontakt til Doreen fra Mind4Nature.