tirsdag den 17. november 2015

Sjælsomme fortællinger


 
Jeg kigger ud mod den dunkle himmel, hvor regntunge skyer sejler forbi. November spejler sig i de store vandpytter på gårdspladsen og jeg ser hende smile underfundigt. Har jeg mon også set dem, hendes blik vender sig mod vinduet, hvor jeg står bag ruderne i tørvejr og kigger ud. Jeg nikker bare. Jeg har set dem. Der er mange i dag, de letter og lander i store flokke og samler sig i det lindetræ, der står nærmest vinduet.

Træet er næsten uden blade nu og på en måde virker det lettet.  Stolt står det som en sort silhuet mod himlen. Grenene strækker sig dovent mod solnedgangen. Det dæmpede lys gør mig søvnig og i de minutter, hvor jeg står ubevægelig i vinduet og betragter det smukke skue, når jeg at fortælle mig selv, at jeg er træt og ikke orker at tage til yoga. Det når jeg faktisk altid at fortælle mig selv og det giver en frygtelig fornemmelse af modstand, men jeg er holdt op med at lytte og adlyde. Jeg ved ikke helt hvem, det er der taler dér i mine tanker, det lyder som mig, men selv er jeg fast besluttet på at komme af sted. Yoga gør godt. Det ved jeg, uanset hvor træt, tung og ugidelig, jeg er. Det er ikke til forhandling.
Kort tid efter træder jeg ud af hoveddøren og låser den bag mig. Det er begyndt at småregne. Egentlig ville jeg skynde mig ind i bilen, men i samme sekund farves luften af sorte vinger. Krager, råger og ravne flyver hen over hovedet på mig og lander i lindetræet. Nogle bliver siddende, andre letter hurtigt igen, mens de skriger og synger for at påkalde sig min opmærksomhed. Jeg stopper op og retter blikket mod dem, lader dem vide, at jeg er lydhør og at jeg har set dem.

”Det kan ikke udskydes længere”. Ordene når mig som regndråber. Og det slår mig pludselig, at det også var her, jeg mødte ham sidste gang, Harald. Foran bilen. Jeg har vist været temmelig uopnåelig på det sidste, svøbt i travlhed og indbildning om, at jeg hverken savnede fugle, træer eller at skrive på denne måde. Men at lyve for sig selv giver bagslag og fuglene kan man heller ikke narre.
Denne gang bliver han siddende i lindetræet omgivet af sine venner. Det undrer mig, for jeg kan høre og se ham ligeså tydeligt. Han træder frem, som om jeg kiggede på ham gennem et forstørrelsesglas. Og hans stemme er klar og tydelig.

”Du har bildt dig selv ind, at du har for travlt til at gå på skrivelegepladsen?
Jeg nikker og ryster på hovedet på samme tid. Han får det til at lyde så simpelt. Sådan forholder det sig naturligvis slet ikke. Men noget i mig bliver ved med at nikke. Jeg mærker en lille sorg stige op gennem halsen som et surt opstød. Bortset fra at sorgen ikke er sur. Den er ked af det. Ked af, at jeg igen har forsømt at gøre det, som min sjæl synger allerhjerteligst om og som gør så godt.

Glæden ved at skrive og skabe. Slippe kontrollen og tage imod. Lade livet være et eventyr. Hylde fantasien, magien og leve den. Som en dans. En sjælelig dans.
”Jeg ved det godt, Harald”, udbryder jeg og slår beklageligt ud med armene. ”Og jeg savner det. Savner de historier og fortællinger, jeg ikke kan kontrollere og som du og de andre fugle bringer. Jeg savner at give slip på alle forestillinger om ”hvordan.”

Mine ord får kragerne i træet til at le højt. Eller sådan lyder det i hvert fald, kra kra kra, har hun ikke lært det endnu?
”Jeg skal til yoga nu” siger jeg som svar. I det samme flyver hundredevis af sorte fugle ind over mig fra både syd, øst og vest. Krager, råger og ravne måske. Det er ved at blive mørkt, jeg ser dem ikke så tydeligt mere, men lyden af deres vingeslag og fornemmelse af deres væsen forplanter sig til min sjæl. I de sekunder sitrer jeg som et espeløv i erkendelse af, at jeg aldrig mere kan vende om og gå tilbage. Der, hvor jeg kom fra, findes ikke længere.

”Vi svigter dig ikke” siger Harald med smil og varme i stemmen. ”Tag nu bare til yoga, også det gør krop og sjæl godt og så ses vi i morgen. Men jeg kommer først, når du har vist mig, at du er klar og tilgængelig. Når du har svøbt dig i både indre og ydre ro og igen indset, at det gør godt at give slip og lade komme. Vask travlhedens sminke af dit ansigt og din krop, den klæder dig ikke. Gå ind i dit skriverum med en stor kop te og tænd dine skrivelys, så dukker jeg op, men kun hvis du virkelig er åben og modtagelig. Og tag så til yoga.

* * *
Tidspunktet er kommet. Det kan ikke udskydes længere.

Med Haralds ord i hjertet kørte jeg til yoga, som selvfølgelig gjorde mig godt. Jeg gav slip på forestillingen om, at jeg har travlt og besluttede mig for, inden jeg gik i seng, at jeg ville holde sjæledag i morgen. Og nu er i morgen blevet i dag. Her sidder jeg med min jasminte og jeg har tændt de små skrivelys i assietterne fra Gotland. Den lysegrønne og den dueblå. Jeg elsker de små skåle af glaseret keramik med blomstermønster. Det er Linda, som har skabt dem, jeg ved ikke hvem hun er, men alligevel føler jeg at jeg kender hende. Hendes navn står skrevet i bunden af skålene.
Linda fra Gotland. Hvem mon du er?

Jeg sidder og fantaserer lidt om Linda og synes pludselig at jeg kan mærke hendes tilstedeværelse gennem de små keramikskåles sjæl. Ordene flyder fra mine fingre. Bagefter spekulerer jeg lidt over, om skåle kan have sjæl eller om kvinder som Linda kan putte et lille stykke sjæl ind i hver eneste fine skål, de laver? Det tror jeg.
”Selvfølgelig.  På samme måde som du putter sjæl og kærlighed i dine fortællinger.” Jeg lukker Harald ind af vinduet, for nu sidder han pludselig derude og med næbbet mod ruden. Et stik af sød forventning bruser i mit hjerte, da jeg tager plads foran tastaturet, mens han sidder på spisebordet foran mig. Udenfor ændrer lyset sig, solen træder frem bag en sky og kaster tryllelys over landskabet. Nogen jonglerer med farvene, mens et par krager pirker i den våde pløjejord og en musvåge svæver over marken.

”Hvad skal vi tale om, Harald?” Jeg retter blikket mod ham og lader mine øjne hvile i hans.
”Vi skal ikke tale, du skal skrive. Og har du lagt mærke til, at du allerede har skrevet en hel del? Du har begivet dig på vej via ordene og det er jo sådan, du gør. Bortset fra når du ikke gør det og strander i hovedet. Så skriver du ikke noget som helst sjovt eller sjæleligt, det hele bliver en mental spekulation uden særlig overraskelser. Og det trætter dig. Gør dig udmattet.

Jeg nikker bare og føler mig tung som bly ved tanken. Og det er det, tanker kan. De kan gøre tung. Og eftersom jeg har mange tanker, kan jeg blive forfærdelig tung. Så tung, at jeg ikke orker at løfte hovedet og få øje på kragerne, der flyver rundt deroppe. Så tung, at jeg glemmer at løfte blikket og se, hvor fantastiske skyerne er i deres evige himmelforandring. Så tung, at jeg glemmer at gå ud i skoven eller tage til vandet og spejle min sjæl i himmel og fjord.
Her sker det så. Mine tanker fortæller mig, at inspirationen er forsvundet. At jeg er for træt til at skrive, at jeg skal sætte mig og meditere. Eller sove.  Men noget bliver ved med at rumstere, så jeg kaster mig ind i mit arbejde med ildhu og glæde, for jeg elsker jo mit arbejde, men glæden forstummer, fordi der stadig mangler noget. Den gode balance er i fare. Længslen vokser og breder sig i min krop, trykker sig mod mit bryst og giver mig et indre anstrøg af sorg og smerte. Det er nok noget gammelt, der er ved at passere, fortæller tankerne mig og ler højt bag min ryg.

Der fik vi hende. Igen!
Foran mig på spisebordet ler kragen Harald med.

”Og så er det bare en fortælling, der prøver at få kontakt” griner han og hoster. ”Noget der vil skrives”. Hele hans kragekrop hopper op og ned på spisebordet og de små lys i Lindas skåle skvulper over. En klat stearin flyder ud på bordet og lægger sig til rette som …
Jeg tror knapt mine egne øjne, da jeg betragter stearinklatten nærmere. Den ligner uvilkårligt en fugl. En lille fugl i silhuet med næb og vinger. En rund fugl, en venlig fugl, en fugleunge måske? Eller en pingvin?

Harald ånder lettet op, nu kender han mig igen.
”Endelig” siger han og sukker dybt, mens han vender sig mod vinduet. ”Jeg var lige ved at opgive dig. Afslut nu din fortælling og sæt den så fri. Giv slip og lad den ånde. Giv liv og giv plads. Nu er tungheden forsvundet, ikke sandt? Du sidder jo og smiler! Og hvem ved, måske dukker Linda fra Gotland op i næste kapitel eller også vækkes stearinpingvinen til live og … fortsættelse følger.”

Jeg nikker taknemmeligt og lader ham flyve ud gennem vinduet, mens mit blik sejler mod horisonten. Hyldetræerne står som skarpe silhuetter i novemberlyset. Jeg kender dem efterhånden, træerne, de har hvert deres mønster og særlige måde at være træ på. Synet fryder mig hver eneste gang, når jeg altså husker at se. Og efterhånden som vinteren kommer nærmere bliver de endnu tydeligere. Deres tilstedeværelse er som en lydløs bøn. De strækker sig mod himlen, åbner sig og tager imod. Mørket, lyset, skyggerne og stjernerne.
November. Alt det, vi ikke længere skal bruge til noget, forsvinder som dug for solen. Opløses, så kun essensen er tilbage. Først når vinteren puster vinden kold og morgenen er så mørk, at lyset må anstrenge sig og nærmest kravle op i horisonten, kan jeg virkelig se. Det er det, November kan. Hun fjerner alt det, der skygger for det egentlige. Hun omgiver sig med tåge og mørke, så noget kan træde tydeligere frem. Stjernerne på nattehimlen. Træet i sin helt unikke form. Et solstrejf og en himmel.
Og kragerne i lindetræet, der er budbringere af sjælsomme fortællinger. Hvordan kunne jeg glemme det?



Tekst og billeder, Lene Frandsen
fra min egen skriverejse, november 2015
Skrivehuset


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.