fredag den 6. november 2015

Kragenodelæseren


 
”Store ånd, regnens ånd”, synger han og kalder gennem regnen fra det store lindetræ bagerst på gårdspladsen. Jeg løfter hovedet og får øje på ham, en sort silhuet smukt placeret på en gren. Han er ikke alene, en flok artsfæller har gjort ham selskab og tilsammen udgør de en række noder. Træet er nodestativet, de er hver deres node. Jeg kan høre, at det sælsomme kragekor øver sig og selvom jeg egentlig var på vej ind med mine varer, bliver jeg stående midt på gårdspladsen, mens regnen sagte siler. Jeg lytter og mærker en forunderlig genklang fra kragestemmerne i koret. En sang, en melodi, som jeg kender uden egentlig at gøre det.
Jeg vidste ikke, at krager kunne synge. Og jeg anede heller ikke, at Harald var musikalsk. Men det er han, der kan man bare høre, hans stemme skærer smukt igennem regndisen og lægger sig til rette i min sjæl. Et suk, et dryp, jeg kan mærke at jeg smiler, mens koret synger og regnen falder. Han er tenor, Harald, hans stemme er ren og dyb i sine høje toner. Man skulle måske tro, at en krage ville skrige og gøre sig til, når han sang, men sådan synger Harald ikke. Koret bakker ham op og de små nodekrager hopper på hver deres gren. Bag mig står bildøren stadig åben og mine indkøbstasker måber fra deres plads på gulvet.

”Store ånd, Regnens ånd” er de eneste ord, som jeg kan opfange, de eneste, ord jeg genkender. Jeg bliver stående og lader hånt om de dråber, der nu løber fra mit hår og ned over ansigtet. Uden egentlig at ville det, begynder jeg at synge med, som havde jeg ikke havde bestilt andet. Noget i mig kender den sang, min stemme følger tonerne, op og ned, mens jeg stirrer på kragerne i træet og følger deres placering. Jeg er jo en erfaren kragenodelæser! Fra gren til gren fører deres blotte tilstedeværelse mig på vej gennem det, der skal vise sig at være kragernes regnsang.
Pludselig stopper musikken. Kragerne bliver tavse på deres grene i lindetræet, så letter de en efter en og forsvinder gennem træerne mod vest. Kun én bliver tilbage og jeg ser taknemmeligt på ham. Harald. Kom, hvisker min sjæl og få sekunder efter lander han på jorden foran mig.

”Hvorfor står du herude i regnen” griner han, naturligvis er det ikke et spørgsmål. Han ved det jo udmærket godt. Og han ved såmænd også, hvad jeg vil spørge ham om, men vi skal lige igennem et lille ritual, hvor han hopper rundt på gårdspladsen og morer sig over at mærke min boblende nysgerrighed. Imens siler regnen og jeg er nu temmelig våd. Dårlig ide, min indre dommer trommer med fingrene i mine tindinger, du er jo småforkølet og skulle netop ud for at hente citroner til din varme hyldebærdrik. Jeg ryster uvilkårligt på hovedet, der er lige meget og jeg fryser ikke. Det er mildt i dag. Mildt for november. Måske er hun våd og uigennemsigtig, den gode November, men kold er hun ikke. Jeg kan mærke hendes tilstedeværelse som en lun brise i mit indre og føler mig godt tilpas i hendes selskab, regn eller ej.
”Regnen er en ånd?” Det uundgåelige spørgsmål svæver fra mine læber, men lyder nærmere som en kærlig konstatering, da jeg siger det. Forbavset ser jeg på Harald, som smiler listigt fra sin vandpyt foran mig. Han ser heller ikke ud til at lade sig bekymre synderligt om vejret.

”Nemlig” svarer han og slår ud med vingerne, ”sådan er det. Regnen er en ånd. Og du har netop overværet en uropførsel af kragernes regnsang i en helt ny version. Hvis jeg ikke tager meget fejl, vakte den genklang i dig?”
Jeg nikker. Det er der ingen grund til at benægte, jeg sang jo med. Min sjæl kendte den sang, de toner og lyden af regn. Tilstedeværelsen af regn, jeg retter mig selv uden at sige det højt. Regnens væsen.

”Det ved jeg faktisk godt”, nikker jeg så og smiler fjoget. Eller, jeg tror jeg ser fjoget ud, men jeg ved det ikke. Det er mere følelsen af at begive sig ud i en spørgsmålsrække, hvor man allerede kender svarene og fare vild i det, man allerede ved. Men man skal bare spørge det rigtige sted i sig selv. Og lytte til svaret. ”Regnen er en ånd på samme måde som vinden er det. Og hvor gør det bare godt at blive renset.”
”Lad hver en dråbe rense dig og gøre dig ny”. Harald skærer en grimasse, samtalen er vist begyndt at kede ham. ”Vi er lidt uenige om teksten i kragekoret, men den er snart på plads. De andre må bøje sig, jeg er den poetiske af os. Og den eneste, i øvrigt, der taler menneskesprog.” Han ser stolt på mig og klikker med næbbet.

”Er det nu også sandt?”
Han ler bare og lader sine sorte øjne gennembore mig.

”Hvad tror du selv?”
”Jeg tror på dig, Harald og på fuglenes visdom. Og så tror jeg virkelig på, at regnen er en ånd. Jeg har vished om det, for jeg kan høre den hviske bag lyden af dråbemusik. I dag er regnen blid og godgørende, den renser og befrier os for alt det overskydende snavs, som er opstået i processen fra sommer til vinter. Vi er jo i færd med at give slip. Ikke sandt?”

”Jeg må videre” siger han bare, smiler og blinker til mig, et blik der fortæller mig, at han også tror på mig. Så er han væk. På sorte vinger forsvinder han i samme retning som de andre krager lige før, over lindetræet og ud mod horisonten i vest.
Jeg vender mig om for at tage mine indkøbstasker ud af bilen og bære dem ind. I det samme hører jeg min egen stemme nynne og mærker, at regnsangen ikke er fløjet med kragerne. De har skænket den til mig, sangen, givet den videre, givet slip. Regnsange og sjælelige fortællinger kan ingen eje, men det gør godt at synge dem, sige dem højt og hengive sig til det, de fortæller om. Regnens ånd og de dråber, der renser og vasker det væk, der som snavs skjuler det væsentlige og det, livet egentlig handler om.  

Lad hver en dråbe rense og gøre mig ny
Skylle væk, vaske bort, give slip
Store ånd, regnens ånd
Gør mig ny igen, gør mig tom, gør mig blød
Gør mig stille
Store ånd, regnens ånd
Giv mig ro igen
Bringe vand, bringe liv, bringe fred
Gør mig ren igen
Gør mig fri
Giv mig fred
Gør mig stille
Gør mig våd, siger en hånlig tanke, mens den som et nedfaldent blad flyder af sted i den lille flod af vand, der render fra mit dørtrin og ud i intetheden.

Forsigtigt lukker jeg døren bag mig og træder ind gangen. Helt stille.
Tak til kragerne i træet, regnen og November
Lene Frandsen, november 2015
Skrivehuset

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.