torsdag den 19. november 2015

Inde i regnen


 
”Kom, gå en tur med mig i regnen” sagde hun og slog gæstfrit ud med armene mod de dråbevåde vinduer. Udenfor hylede stormen og den regn, hun inviterede mig ud i, slog monotomt mod ruden, som var vi på trommerejse. Jeg tøvede, skuttede mig lidt og lænede mig ind i tanken om, at jeg ikke behøver frisk luft og bevægelse hver eneste dag. Bevæget var jeg allerede blevet, da jeg tidligere læste nogle af de fine november skriverier, som kvinderne i Vintercirklen har skrevet. Og våd var jeg blevet, da tårerne flød i stride strømme ved synet af en flagermus, der blev reddet fra den vissedød og viste sig at være det mest bedårende lille dyr. Den slags bløder mig helt op. "Nu er jeg heller ikke bange for flagermus mere", hviskede barnets stemme i mig og jeg vidste, at det var sandt. Min fuglefobi er for altid kureret. Det, jeg frygtede og undgik, har vist sig at rumme en af de smukkeste og mest værdifulde gaver, jeg nogensinde har fået.
Men regnen, den kolde vind, den isnende himmel malet i gråsort? Novembers ihærdige forsøg på at få mig ud? Jeg rystede på hovedet.

”Jeg har ikke lyst. Jeg vil bare blive her og putte mig bag ordene i den bog, jeg læser. Drikke te med ingefær og bare være. Er det ikke det, du anbefaler? Den godgørende hvile og hengivelse til det, der er? Intet hastværk, ingen dårlig samvittighed over, at jeg holder tidligt fri, for jeg har lært, at jo mere jeg holder fri og giver slip, desto mere får jeg gjort og foræret. Det er som om jeg bare skal beslutte mig for at gå væk fra skærm og tastatur, så kommer inspirationen og lander i mit hjerte. Når tankerne stilnes, når den hæsblæsende jagt efter forløsning og ord, der inspirerer, opløses og noget i mig bliver mildt og uden anstrengelser søger forsoning, så sker det ofte. Det, jeg ledte efter, kommer.  Måske i en anden form eller på en anden måde, end jeg havde forestillet mig. Men det kommer, når jeg ikke jager det. Så kan det lande.
Try easier. You try too hard. Try easier.

Mine ord og tøvende holdning fik hende til at slå en hjertelig latter op. Barmen bag den sorte fløjlskjole hoppede op og ned. Jeg ville ikke have troet, at November var så frodig, jeg havde forestillet mig hende som en åleslank, ja en nærmest tynd og stram tante med sorte øjne og rødmalede læber. Sorte negle, naturligvis, lange slanke fingre og et blik, der trækker mig helt i mørket og ned i spindelvævsdybet. En heks af den slags, der hælder til det dunkle. De upløjede steder, ukultiverede, urkraftige og frygtindgydende tiltrækkende. Hvis man altså turde bevæge sig derud. Eller derind. Er det sådan, jeg husker hende fra de andre år eller er det bare min fantasi, der spiller mig et puds?
”Eller din frygt?” Hun smilede og prikkede kærligt til mig, mens hendes blik borede sig ind i mit. Jeg mærkede, hvordan noget i mig gispede og smilede på samme tid. Tvivlen frøs til is og tøede op igen i de sekunder. 

”Kom, lad os gå ud i regnen, så skal jeg vise dig noget.”

Ordene ramte mig som en kærlig befaling og jeg nikker samtyggende, som et barn, der ikke er helt overbevist. Modstanden gjorde mig tung, tankerne rumsterede. Men så kunne jeg mærke det. Noget andet fra et dybere sted i mig selv. Og jeg tror, det var hende, mit indre barn, den lille eventyrlystne pige, som aldrig var bange for at blive hverken våd eller beskidt. Eventyret kaldte, fortællingerne udsprang af lyst og hvorfor tror du i øvrigt, at nogen opfandt håndklæder, sang hun og dansede i min sjæl. ”Kom, lad os gå ud”.
Så det gjorde vi. Vi gik ud i regnen og selvom jeg havde set et lysglimt på himlen og i et øjebliks magi overværede både solregn og flyvende krager i underskøn symbiose, var den umiddelbare fortryllelse væk, da vi gik ud af markvejen. Regnen slog ind fra vest, vinden var kold og jeg mærkede at jeg, trods regntøj og fornuftig påklædning, blev våd alligevel. Snart klæbede regnbukserne til benene og følelsen var kold og ubarmhjertig. Indtil jeg vænnede mig til det. Der gik vel et par minutter, hvor vi tavse og jeg i sammenbidt tilstand vandrede ved siden af hinanden, så skete der noget. Selvom jeg hader at indrømme det, så mærkede jeg et strejf af nydelse gå gennem krop og sjæl. Og et par skridt mere, tyve måske, så var jeg ikke længere ude i regnen. Jeg var inde i regnen. Det var som om jeg gik inde midt i både regn og vind og snart hørte jeg nogle velkendte strofer for mit indre øre.

Lad hver en dråbe rense og gøre mig ny
Skylle væk, vaske bort, give slip
Store ånd, regnens ånd
Gør mig ny igen, gør mig tom, gør mig blød
Gør mig stille
Store ånd, regnens ånd
Giv mig ro igen
Bringe vand, bringe liv, bringe fred
Gør mig ren igen
Gør mig fri
Giv mig fred
Gør mig stille
Regnsangen, som kragerne skænkede mig tidligere i november. En sang, som ingen ejer, men som bor i regnen og som vi alle er velkomne til at synge, hvis den altså gør os godt. Men hvem sang nu, for det var ikke mig. Troede jeg. Indtil jeg opdagede, at jeg faktisk gik og nynnede. Sang højt. Sang meget højt. Og vinden var også med, der må også være en vindsang, tænkte jeg, for det var ikke alene regnen, der rensede mig dér på stien, det var også vinden.

”Det har været et lærerigt år”. November smilede. ”Et år fuld af glæde, sorg, paradokser og en vigtig livslektie. ”
Jeg nikkede og trak vejret dybt midt i mit våde univers.

”Og nu får du hjælp til at rense dig, skylle væk og blæse bort alt det, der ikke længere tjener dig. Vraggods og rester. Se, hvordan vandet flyder og bladede flyver, alt det, du har givet slip på og som du på ingen måde skal have med dig videre. Vi går mod vintersolhverv nu og i år får du mulighed for at fejre det, som kalder fra din sjæl. Så lad regnen og vinden hjælpe dig med at give slip, lad dig rense, blæse igennem og …”
”Jeg ved det, November. Jeg mærker det jo. Men det er så underligt, for det føles ikke længere som om jeg ude i regnen. Jeg er inde i regnen.”

Og dér midt på den regnvåde og mudderbefængte markvej dansede hun som en elverpige på sommerengen. Rundt og rundt med armene bredt ud, vådt hår, der klistrede til hendes kinder, øjne, der skinnede af sælsom lykke og en så intens følelse af samhørighed med noget større, at jeg måtte knibe endnu en tåre. Men ingen så den, ingen bed mærke i det lille væsen af sorg, glæde og dyb taknemmelighed, der forlod mit ene øje og trillede ned af kinden.
”Vil du danse med mig” sagde hun, mens hun snurrede rundt på vejen gennem pytter og nedfaldne blade og jeg nikkede. Selvfølgelig ville jeg danse med hende. Hvis ikke nu, hvornår så?

Lene Frandsen, november 2015
fra min egen skriverejse

1 kommentar:

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.