onsdag den 9. september 2015

Som katten vender jeg hjem


 
Jeg vågnede tidligt. Det var stadig mørkt i soveværelset, men da jeg stod op og lettede på gardinet, så jeg hvordan daggryet flød som en sprække af lys i horisonten. Disen lå i en fin stribe langs marken og den første krage var landet på den store låge. En kat spankulerede roligt ned af markvejen på vej hjem efter nattens jagt. Lyset var blødt og bredte sig langsomt og tøvende. Intet hastværk, alting åndede fred. Gennem det åbne vindue kunne jeg fornemme fugten, en duft af svampe, bål og forfald. Græsset var vådt af dug, de sidste roser hang med hovederne, deres farver lyste op i den tidlige morgen. Orange, rød, lyserød, de stod godt til morgenhimlen og det pastelbløde skær af efterår, der snart ville blive mere markant.
Det er en smuk og magisk tid, efteråret. Det kommer ofte som en lettelse. Jeg er efterhånden holdt op med at have den store tiltro til, at sommeren vil løfte mig fra livets besværligheder og trylle mig ind i en tilstand af indre ro. Det er et stort pres at lægge på hendes skuldre og i år kunne hun slet ikke leve op til forventningerne. Men når efteråret dukker op og lægger sig til rette både ude og inde, falder jeg langsomt til ro i mig selv igen. Jeg fordøjer det, jeg har lært, både de lette og svære lektioner, og hviler på puden i accept af at alting er, som det skal være.

Efteråret opfordrer til at give slip og vende næsen hjemad. Jeg føler mig som katten i den tidlige morgenstund, der vandrer hjem efter sommerens jagt. Jagten på lykke, ro, solskin og forløsende timer i ly af ferie og fordragelighed. Men det er ikke altid, at man fanger noget. Ikke umiddelbart. Og da slet ikke det, man havde håbet på. Der er noget forløsende ved at betragte katten, der vender tilbage til sit udgangspunkt og alligevel ved, at alting er nyt.

Man kan ikke gå ned i den samme flod flere gange.
* * *

”Man fanger nu altid noget” sagde han, da han i går aftens kom flyvende ind fra nordøst. Lyset spejlede sig i hans fjer og skabte en illusion af ild. Jeg havde været ude med skraldespanden og skuttede mig uvilkårligt, for det var koldere end forventet. Duggen var som urskov af fugt. Men der var noget i luften, så jeg blev stående lidt og så, at det var ham. Som en sky drev han ind over aftenlandskabet og landede forsigtigt på vejen foran mig. ”Det er bare ikke altid, man fanger det, man havde håbet. Nogle gange er det omvendt, så bliver man selv indfanget af det, man skal lære og har brug for at blive konfronteret med.”

Jeg sukkede dybt, for jeg orkede faktisk ikke flere af den slags snakke. Jeg ville bare ind i varmen, sætte vand over til te, tænde stearinlysene, synke ned i lænestole og fordybe mig i den bog, jeg er i gang med. Snart ville skumringen svøbe sig om mig som et tæppe og jeg havde i sinde at hengive mig til roen og den stille magi. Jeg var træt, det var klamt og køligt, og jeg trængte til at komme ud af hovedet og ind i hjertet. Forbinde mig til sjælen igen via skumring, stearinlys og dampende varm urtete og falde dybt ind i mørket og stilheden.
”Kunne du ikke komme tilbage i morgen tidlig” røg det ud af mig. ”Så er jeg mere frisk.”

”Sådan foregår det ikke” sagde han og rystede på hovedet, ”jeg kommer, når du har brug for det og ikke når du har lyst til det. Der findes ikke et bedre tidspunkt end nu. Ørnen er landet.”
”Det kan jeg se, men kan du så ikke komme med indenfor? Jeg fryser.”

Det ville han gerne. Mens jeg gik ind af hoveddøren, fløj han om i haven og gjorde tegn til, at jeg skulle åbne vinduet og lukke ham ind. Jeg tændte stearinlys og gjorde lidt forberedelser, mens han tålmodigt ventede på, at jeg skulle sætte mig ned i lænestolen og lytte til hans ord. Forsynet med en stor kop te og et tæppe sank jeg endelig ned i stolen, mens han sad på den grå skammel foran mig.
”OK ørn. Nu er jeg klar. Jeg var ganske uforberedt på, at du kunne komme om aftenen, jeg har været så vant til vores dagsmøder.” Jeg sippede af den rygende varme te og så nysgerrigt på ham.

Pludselig lo han. Det var som om jeg morede ham med mine anstrengelser for at gøre mig det behageligt. Teen, tæppet og den gode stol. Stearinlysene blafrede i vindueskarmen, mens skumringens dunkle lys spredte sin blødhed og udviskede de sidste skygger af dagen. Landskabet lå hensvøbt i sort fløjl.
”De floder, du gerne vil undgå” sagde han så og tyggede eftertænksomt på ordene. ”Hvor ligger de henne?”

”Hvis jeg vidste det, så var det jo nemt nok.” Jeg smilede vemodigt.
”Din egen flod skal du ikke forsøge at undgå. Tværtimod. Eftersom du har valgt sjælens vej, er du nødt til at træde ned i den for at se og mærke, hvad den indeholder og forstå, hvordan den kan hjælpe dig på din rejse. Andres indre floder derimod …” Han så alvorligt på mig. ”Dem har du ikke ansvar for. Ikke på den måde. Men du kan øse af kærlighed og medfølelse fra din egen flod, for der er rigeligt af begge dele. Øs af det og lad dit godgørende vand blande sig med andre floder.”

”Så enkelt er det vel ikke? spurgte jeg og tog endnu en forsigtig slurk af teen. Mens vi talte, blev mørket dybere og mere intenst, mit blik faldt kortvarigt ud af vinduet og landede på en stjerne.
”Så enkelt er det, min kære”. Hvis han havde haft arme, tror jeg han ville have lagt dem om mig lige dér. I stedet rykkede han nærmere og sad nu helt ude på kanten af skamlen.

”Efteråret er det perfekte tidspunkt til at vende tilbage til din egen dybe livsflod og sætte dig ved den. Vend blikket indad, træk energien helt ind i dit indre og lad mørket hjælpe dig med at omfavne det, der har brug for din kærlighed. Det er tid til at slippe de sidste forbehold, den modstand, der har holdt dig tilbage. Når tid er, skal du lade de sidste blade falde og som træet stå fuldstændig nøgent og sårbart tilbage. Bær kun det i hjertet, som du virkelig skal bruge til at varme dig gennem vinteren og gem kun de frø, du instinktivt ved vil blive til godgørende og levedygtige spirer, når foråret kommer. Men, tilføjede han og lo igen højt, ”du kommer vist ikke til at fryse her. Ingefærte, stearinlys og et varmt tæppe. ”
Jeg rystede på hovedet. Selvom der var varmt i stuen og jeg sad under et stort tæppe med tekruset mellem mine hænder, frøs jeg nu alligevel. Jeg er ikke så god til bratte overgange, jeg skal lige lande. Jeg lukkede øjnene og prøvede at forestille mig den flod, som ørnen talte om. Min egen livsflod, kaldte han den. Jeg forestillede mig, hvordan jeg kunne sætte mig ved den og finde lindring i dens nærvær. Det var som om noget i mig faldt til ro, når jeg drak af vandet og lod mine ben glide ned i den kølige strøm. Det var efterår og træerne langs floden glimtede i det sidste sollys, farver af gul, rød og orange spejlede sig i vandet. Jeg så sommeren flyde forbi, så mig selv indfange det, der var sommerens læring i hele sin essens.

”Man fanger det, man har brug for. Og det, man ikke skal bruge, kan man sætte ud igen. Ørnen sad i majestætisk ro på skamlen, mens det sidste dagslys forsvandt. Himlen var nu fuld af stjerner, jeg så dem gennem lukkede øjenlåg og forestillede mig, at de skinnede over min livsflod og viste vej, hvis jeg fortabte mig i mørket og for vild. Men egentlig er jeg ikke mørkeræd. Det er mere, når mørkets dæmoner viser sig i fuldt dagslys, at jeg godt kan blive lidt bange.
”Men fortæl mig ikke om kærlighed igen” skyndte jeg mig at sige til ørnen, der smilede bredt. ”Jeg vil hellere høre om floder.”

”Der er nu ikke den store forskel” svarede han bare. ”Men det er godt at du visualiserer din livsflod på den måde, du netop gjorde. Forestil dig, at den rummer alt det, du har brug for. Den løber som en åre dybt i dig og den fører dig af sjælens vej, hvis du blot sætter dig ved den, lytter til den og flyder med den gennem landskab og årstider. Det er her, du finder ro og det er her, du forbinder dig. Hør vandets rislen, den lindrende lyd af livets dråber, der flyder som en evig strøm mod havet. Selvom der kan være stærke strømme, vandfald og underlige aflejringer og små kilder, der fører i alle mulige og umulige retninger, så er der en hovedåre, som du trygt kan stole på. Den kalder altid på dig med hviskende stemme. Lyt til flodens sange og fortællinger og genfortæl dem til dit hjerte, når du bliver i tvivl. Det er her, din egen livssang findes. Vend tilbage igen og igen og glem ikke, hvor floden er. Den løber dybt i dig selv.”
”Og når jeg fryser?”

”Så tænder du et bål. Saml de grene og kviste, som træerne så gavmildt skænker dig og sæt dig tæt ved flammerne. Se hvordan flammerne spejler sig i vandet og de to elementer danser i skumringens sal. Se den kvinde, der sidder tæt ved både ild og vand og ved, at hun selv består af begge dele. Over hende breder nattehimlen sit tæppe ud med tusindvis af stjerne til at lyse og vise vej. Under hende holder jorden hende i sin favn.”
”Og hvad ellers?”

”Som jeg sagde. Gør som katten. Det er efterår nu, det er på tide at vende næsen hjemad. Sæt dig ved floden og du vil vide præcist, hvad du skal gøre. Ingenting. Du skal nemlig ikke gøre noget som helst. Du skal bare sætte dig og lytte, tillade dig selv at falde til ro i accept af, at alting er som det skal være. Floden har det med sig, som du søger. Det er her, du finder din egen sjæls dybe visdom, det er her du hører de sange, som vækker genklang i dit hjerte og får de svar, der er nødvendige, for at du kan finde vej. Nyd efteråret, de smukke farver og det omskiftelige vejr. Gå med hjertet åbent og i tillid til, at det hele folder sig ud, hvis du går af vejen og lader livet komme til. Det er alle dine unødige anstrengelser og forsøg på at påvirke processen, så den får et bestemt udfald, der skaber uro, smerte og forsinkelse. Lad livet leves.”
”Helt ærligt, ørn, det kan simpelthen ikke passe. Siger du til mig, at jeg blot skal sætte mig ved floden og lytte uden at foretage mig noget som helst.”

”I grove træk.” Han smilede og et mystisk skær af vished gled over hans ørneansigt. Lad komme. Lad gå. Lad livet leves. ”
Vores snak var forbi. Jeg rejste mig, sagde farvel og tak og lukkede ham ud gennem vinduet. Snart var han forsvundet i aftenmørket. 

* * *
Det er en smuk og magisk tid. Når efteråret dukker op og lægger sig til rette både ude og inde, falder jeg langsomt til ro i mig selv igen. Jeg fordøjer det, jeg har lært, både de lette og svære lektioner, og hviler på puden i accept af at alting er, som det skal være.

Som katten vender jeg hjem.

Inspireret af katten, efteråret og den altid gode Bjørn Eidsvåg og hans smukke, smukke sang "Floden". Tak.
Lene Frandsen
fra min egen skriverejse, september 2015
Skrivehuset

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.