torsdag den 3. september 2015

Regnbuen i hjertet


”Alle de mørke, beskidte steder i dig selv kan blive til fed gødning af din sjæls jord” sagde ørnen, da han her til morgen landede brat. Han spildte ikke tiden, fandt mig siddende ved spisebordet med morgensider og hår ditto. Fuldstændig uforberedt på hans ankomst. Det var en stille morgen, en af dem, hvor man er faldet til ro i sig selv med det, der er.

Aftenen før var jeg ved havet og det gjorde underværker. Det er ved havet, at jeg spejler mine store følelser og får hjælp til at give slip på det, der ikke tjener mig længere. Havet, stranden og vinden er mine læremestre. For ikke at tale om lyset. Jeg spejler mig i det vældige drama, der udspiller sig og genkender det fra mig selv. I går fandt jeg ro midt i stormen og himmellyset og da jeg havde sluppet det, der skulle slippes, sagde jeg tak.
I det samme kom en mægtig regnbue til syne på himlen. Den var et tegn. Det er jeg sikker på, det var min kvittering. ”Vi har modtaget det, der har plaget dig og som har smertet dig og gjort ondt. Vi ved, at du nu har lært det, du skulle lære, vi ser dig, vi har dig og kvitterer hermed med en regnbue.”

Det var smukt. Det var overvældende. Tårerne flød og blandede sig med skumsprøjt fra bølgerne, der piskede op mod stranden. Vinden rev i både tøj og hår, sandet føg og himlen åbnede sig. En følelse af dyb taknemmelighed fyldte mig i de minutter. Som en varm bølge af kærlighed rislede den i mig og opfyldte mig med ro og glæde.
Det var med regnbuen i hjertet at jeg sad og skrev morgensider. Rolig, afklaret og opfyldt af indre stilhed. Ordene flød, jeg fortalte mit hjerte om mine indsigter, glæder og smerter, men blev afbrudt af hans ord, der nærmest lød som en prædiken. Forbavset så jeg op fra min notesbog og der sad han og solede sig i vindueskarmen.

”God morgen ørn, jeg er også glad for at se dig. Og hvad var det så lige, du sagde?”
Han lo bare og spildte ikke tiden med formelle høflighedshilsener.

”Alle de mørke, beskidte steder kan blive til fed gødning af din sjæls jord. Har du tænkt på det?”
Jeg rystede på hovedet. ”Næh, det har jeg egentlig ikke. Ikke på den måde, i hvert fald, men ordene falder i god jord.” Jeg lo af min egen morsomhed. ”Vil du forklare nærmere.”

Og det ville han gerne.
”Har du tænkt på, hvordan et frø uden tøven lægger sig i den beskidte, mørke jord? Det begraver sig frivilligt og hengivent, det forkaster ikke, det favner. For frøet opfatter ikke mørket og den beskidte, gamle jord som et gravsted. Det ser det som en livmoder. Det er her, det trækker næring og begynder at vokse. Men også det er en proces, frøet springer ikke bare ud, det sker gradvist.”

”Frø er kloge” nikkede jeg. ”Og naturen i det hele taget. ”
”Så lad frøet være din læremester” fortsatte ørnen, mens sollyset glimtede i hans vældige vinger. ”I stedet for at forsøge at fjerne eller ignorere alle de dårlige, beskidte og uelskelige steder i dig selv, så favn dem. De er den gødning, som kan få din sjæls jord til at blive et frodigt sted, hvor frøet, altså du, kan få næring og begynde at spire og gro.”

”Det tror jeg faktisk godt, at jeg ved, ørn. Jeg har været på rejse i et godt stykke tid nu.”
”Ja ja, men lyt nu til, hvad jeg siger. Du er kommet dertil, hvor du accepterer dine såkaldte svagheder, de mindre elskelige og populære steder af dig selv, men jeg beder dig nu om at elske dem. De er gaver. Alt det, du gemte bort og alt det, du stadig håber ikke kommer op til overfladen, at du har overstået det kapitel, det er guddommelige læremestre, som kan hjælpe dig med at vokse og gøde din sjæls jord, så du bliver et helt og balanceret sjæleligt menneske. Din sjæl har bare ventet på, at du skulle opdage det og det gør du så nu.”

”Via dig?”
”Til dels. Jeg kommer med ordene til dig, jeg er budbringer. Men du har netop gennemgået en proces, hvor du uden helt at vide det, er blevet klar til det næste skridt. Den fuldstændige hengivelse til mørket og de sider af dig selv, du helst vil undgå eller skammer dig over. Tiden er kommet til at se på dem, for hvad de egentlig er.”

Jeg mærkede en sær blanding af genklang, som om noget i mig vidste det, men samtidig protesterede sindet. Tankerne begyndte at vælte frem og det var hårrejsende billeder, de skabte. Jeg så mig selv begravet under jorden som en orm, der snoede sig gennem mørket og fik øje på alt det, den havde frygtet. Fugtige, hengemte steder af skam og skyld. Smertelige og sårbare gyder af gråd og fortvivlelse. En følelse af klaustrofobi lagde sine faste hænder om min hals og klemte til. Jeg snappede efter vejret.
”Men ørn, hvordan?”

”Du ved at accept er nøglen til forandring. Nuvel, du sidder nu med nøglen. Du har accepteret og det var første skridt. Nu åbner du døren med nøglen og går ned i kælderen. Men til din forbavselse vil du opdage, at de forfærdelige steder, du har undgået i mange år, slet ikke er så uhyggelige og skræmmende endda. I kælderen vil du møde dit eget indre barn i alle de aspekter, du har forsøgt at skjule eller ødelægge. Dit indre, sårede og bange barn som har brug for dig, din kærlighed, for at kunne heale. Du har nu mulighed for at spørge de steder, hvad de kan lære dig og hvilke velsignelser, de bringer.”
”Velsignelser?” udbrød jeg og mærkede trodsen vokse i mig. ”Er det ikke en overdrivelse at kalde dem for velsignelser?”

”Overhovedet ikke”, fnøs han, ørnen og så på mig, som om jeg var et håbløst tilfælde. ”Det er gaver. Gødning. Når stederne fortæller dig, hvad de egentlig handler om og du ser, at du blot skal lægge armen om dem og elske dem, vil de begynde at vokse som et frø, der er lagt i jorden. Men nu er det kærligheden, der gøder dem og det er lyset de søger. Ikke for at undgå mørket, deres rodnet og fundament er stadig i mørket, i den fugtige jord, men som et træ vil de nu rejse mod lyset og få både stamme og en smuk krone. Langsomt, roligt, den naturlige proces er god og har sin helt egen tid.”
Jeg sad lidt og funderede over det, ørnen fortalte mig. Pludselig opstod et billede i mit indre, et billede af et træ. Jeg så engang et røntgenbillede af et egetræ, hvor rodsystemet var som et spejl af grenene. Nu så jeg mig selv på samme måde, rødder der rakte dybt ned i jorden, i mørket og grene, der strakte sig mod solen og lyset. Grene, som på forunderlig vis var som tvillingesøstre til de rødder, der boede nede i mørket. Billedet fik tårerne til danse i øjenkrogen. Rørt og bevæget så jeg igen på ørnen, der tålmodigt ventede på, at min erkendelse skulle bundfælde sig. Så fortsatte han:

”Lad det være en proces. På samme måde som når du giver slip. Du er indset, at det at give slip ikke altid sker i det øjeblik, du beslutter dig for det eller instinktivt ved, at det er det, du skal gøre. Det sker gradvist. Som træet, der om efteråret begynder at skifte farve, falmer og efterhånden taber bladene et efter et. Nogle gange kommer der en storm og hjælper til, så slippes lidt flere blade på en gang, men ellers sker det i små dryp af klarhed. Et blad, så det næste. Indtil den dag, hvor træet står nøgent tilbage. Det sidste blad er faldet, en cyklus er nået sin afslutning og dermed en ny begyndelse.”
Jeg nikkede med øjnene fulde af tårer. Tænkte på, hvordan jeg først i går aftes ved havet var i stand til at give endeligt slip på noget, der har smertet og tynget mig på det sidste. Det skete først, da jeg var parat og havde gennemgået en proces, der var både smertefuld og svær men nødvendig. Og jeg var først klar til at give endelig slip, da jeg havde accepteret, bevæget mig ned i mørket og favnet de mørke steder. Jeg lyttede til deres fortællinger og kom efterhånden til at holde af dem. Indtil følelsen voksede og jeg faktisk elskede dem for hvad de var. Jeg var nu i stand til at tage imod den gave, de havde med sig. En gave, som jeg på ingen måde havde ønsket mig og som jeg sikkert også ville løbe skrigende væk fra, hvis den skulle vise sig igen. Det har været en af de sværeste lektier, jeg har fået i mit liv. Men set i bakspejlet, i fugleperspektiv og endelig spejlet i havet i går aftes, var jeg i stand til at give slip. Som træet, der uden modstand, lader sit sidste blad falde.

”Og så fik du en regnbue” smilede ørnen og nikkede anerkendende til mig.
”Det var det smukkeste syn” fremstammede jeg mellem gråd og hikke.

”Nemlig. Og det er sådan det er. Hvis du ærer livets svære gaver og ikke flygter fra dit eget mørke og tør begrave dig i det, så vil du før eller siden stå ansigt til ansigt med dit indre barn. Det sårede barn. Du vil opdage en stor sandhed, for alt det, du har forsøgt at forbedre og som du har gjort dig umage med at vokse fra eller som du har bestræbt dig på at komme over ved at følge 7-hurtige-trin-til-varig-forandring – de findes slet ikke. Det var en historie skabt af dit indre barn og det, barnet i en tidlig alder er blevet udsat for. Og hele tiden har din sjæl tålmodigt ventet på, at du en dag skulle opdage det og vælge at komme helt ind i dit eget mørke for at se det, som det er. Være med det, mærke det, acceptere det og til sidst elske det. ”
”Svaret er altid kærlighed.” Jeg ler nu, der er ikke langt fra gråd til latter og omvendt. ”Sikke en sommer”.

”Men i går gav du sommeren til efteråret.” Ørnen gør klar til at lette igen, jeg kan se det på ham, kender efterhånden hans bevægelser og hans mimik. Hans besøg er altid forholdsvis korte, men de bringer mig essensen i en nøddeskal. Han er en sand gave, mit flyvende kraftdyr.”
”Og glem ikke, at du ellers frygtede mig” ler han. ”Og andre fugle. Du havde fuglefobi og nu indser du …”

Jeg nikker bare og mærker igen taknemmeligheden opfylde mig. Den gør mig varm indeni, breder sig fra hjertet ud i hele kroppen. Ordene forsvinder, jeg vil gerne takke ørnen, men i stedet lukker jeg øjnene og mærker den stille glæde fylde min krop, sive fra hjertet som dråber af kærlighed, der nu langsomt breder sig. Hver en celle får en dråbe. Til sidst løber bægeret over, jeg er så fuld af kærlige dråber, at jeg ikke længere kan rumme dem. De flyder fra mig, ud på jorden og op i himlen. De jeg igen åbner øjnene, er ørnen for længst forsvundet.

Foran mig ligger den åbne notesbog. Jeg er færdig med morgensiderne for i dag. Jeg har kun ét ord tilbage.
Tak
 
Lene Frandsen, september 2015
fra min egen skriverejse
Skrivehuset
 
Hjertelig tak til Derek Rydall for inspiration om frøet og træet. Ordene kom som ren synkronicitet og blev som en regnbue i hjertet.


 

2 kommentarer:

  1. Hei Lene
    Sjekk ut bloggen Calm things ( blogspot) jeg tror det er noe for deg. Hun er forfatter og eier en hund.
    Ellers er det travle dager, og jeg står på farten om etpar dager til KBH.......
    Jeg håper du ordner det slik at det er sol og fint vær når jeg er der ;)
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sylvia
      Tusind tak for anbefalingen, den ser fin ud.

      Vejret er efterårsagtigt nu og koldt for årstiden. Men vi har fine dage med sol og lys akkurat nu, så jeg håber det holder og at solen skinner på dig og dine, når I er i København. Og næste gang ses vi, ja! Ha' skønne dage i min by

      Klem

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.