tirsdag den 22. september 2015

Lyden af frihed


 
Jeg havde tænkt på det flere gange. Jeg vil spørge ham om, hvad frihed egentlig er. Jeg mener, det må han da vide, ørnen, som flyver over alle slags landskaber og ser det hele fra oven. Den svævende fornemmelse, luftdansen og det nye perspektiv, der folder sig ud set fra de højere luftlag. Jeg gik og funderede lidt over spørgsmålet, da jeg pludselig så at han var landet i sandet foran mig. Spørgsmålet fløj fra min mund som en vindruesten, man spytter ud.
”Hvad er frihed egentlig?”

”Mener du sjælens frihed?” Han så ikke spor forbavset ud. Det var næsten som om han havde ventet det. Og mig. Et skævt smil formede sig i ørnenæbbet, hans øje så intenst på mig, helt tæt på mine som den allerførste gang, hvor han dukkede op og proklamerede at han var kommet for at støtte mig på min rejse. Jeg er ham dybt taknemmelig for hans visdom, de indsigter han skænker mig og den måde, han trækker mig op af dyndet på og få mig til at se det større billede. Han er dér altid, når jeg har allermest brug for ham.
”Sjælens frihed” gentog jeg og smagte på ordene. ”Ja! Det er vist det, jeg mener. Sjælens frihed.”

”Forestil dig” sagde han, ”at du kan trække vejret dybt og helt igennem uden den kvælende fornemmelse af at skulle efterleve andres forskrifter for livet, men at du i stedet efterlever din egen sjæls stemme.”
Det var ikke svært at forestille sig og alligevel forekom det næsten umuligt, da jeg forsøgte. Der var noget tvetydigt ved den følelse, der bølgede op i mig. Over mit hovedet fløj mågerne og deres skrig forplantede sig i min krop. Det var som om lyden blev højere og højere og himlens tag sænkede sig. Noget i mig stejlede, modstanden kom masende som en hjuldamper og var ikke sådan at skubbe til.

I mens stod ørnen blot foran mig i sandet og ventede. Han har aldrig travlt, ørnen, men han synes at have en perfekt timing. Lette, lande, han gør det naturligt, lader sig fragte af luftstrømme, klager ikke kastevinder, morer sig, når han falder og fejler. Han danser med livet, gør han, ørnen.
”Det er min intention og mit ønske” sagde jeg med spæd stemme og kom uvilkårligt til at hoste, som om noget havde sat sig fast i halsen. ”At lytte til min egen livssang og leve det, der får min sjæl til at danse. Det sker, det hænder jeg kan, det flyder og dansen giver mig den største glæde. En sprød og velduftende fornemmelse af frihed opstår. Den bølger i mig, får mig til at smile, energien vokser, jeg føler mig let og ja … jeg føler næsten at jeg kan flyve.”

”Det har vi talt om. Du kan flyve!” Hans tålmodighed er stor, alligevel mærkede jeg et strejf af irritation i hans stemme.
”Vi er nødt til at tale om det igen” svarede jeg og kvindede mig op. ”Jeg glemmer det. Fortrænger det måske. Glemmer, hvad der er godt for mig og alt for let kommer jeg til at danse efter andre toner end dem, min egen sjæl spiller. Andres toner. Eller rettere sagt, det føles faktisk slet ikke som en dans. Det er tungt og slidsomt. Jeg er taknemmelig for, at du vil hjælpe mig med at huske.”

Han smilede kærligt.
”Jeg vil nu invitere dig til at tage med på en rejse, en guidet meditation, lidt tilbage i tiden og selvom vi ikke skal hæfte os for meget ved fortiden og da i hvert fald ikke lade os begrænse af den, så var den kære Kierkegaard ikke så tosset, da han sagde ”Livet forstås baglæns, men må leves forlæns.”

Jeg takkede ydmygt for invitationen og lagde mig forsigtigt ned i sandet med en dynge tang som pude under mit hoved. Snart befandt jeg mig i dyb meditation, mens jeg hørte ørnens stemme guide mig på vej.
* * *

”Velkommen til overfladen”. I det fjerne hørte jeg en velkendt stemme. Min krop føltes både kold og varm og den gjorde forfærdelig ondt. Så er jeg nok alligevel ikke død, nåede jeg at tænke, inden jeg slog øjnene op og blev blændet at lyset, der som en skarp kniv skar i mine øjne. Jeg mærkede en snert af skuffelse, der havde været så roligt, fredfyldt og uanstrengt dér i stilhedens bølger. Og dog. For via ørnens meditationsrejse tilbage i tiden havde jeg erfaret noget, der var både foruroligende og befriende på samme tid. Et mønster, en begrænset overbevisning, måske en stammeoverbevisning og noget gammelt, som har fulgt mig i hele dette liv og sandsynligvis også i tidligere. Indsigten gav mig kvalme, følelserne var stærke og voldsomme.  
Alligevel kunne jeg mærke noget i mig smile, mens jeg lå og frøs på stranden i den kølige aftenstund. Jeg stirrede op i himlen som var det allerførste gang, jeg så den. Aldrig havde den været så smuk før. Grå og hvide skyer, der som himmelskibe sejlede forbi i konstant forvandling, nu røde og svulmende i solnedgangen. To måger i vinddans, et lille område af blå, uendelighed gjort af luft og vand.

Forsigtigt satte jeg mig op og gned mine tårevædede øjne. Foran mig stod ørnen og betragtede mig med sit gennemborende blik. Kærlige, årvågne øjne, latter og alvor vinklet ind i hinanden, uadskillelige som to elskende.
”Du er en af mine yndlingsørne” udbrød jeg og mærkede en uimodståelig trang til at give ham et kæmpe kram. I stedet sendte jeg ham et forsigtigt fingerkys, jeg var jo kun lige vågnet og endnu groggy efter den guidede meditation og den film, der havde passeret revy. Den spillede stadig for mine øjne og skabte dønninger i min sjæls sandbund.

”Hvordan var meditationen?” spurgte han så, ørnen, og et lille smil boltrede sig i hans næb. ”Kunne du lide det, du indså?”
”Nej!” udbrød jeg resolut og mærkede endnu engang smerten og sorgen klemme om mit hjerte. ”Men det var nødvendigt, at jeg så det.”

”Det var det”. Han smilede stadig, trippede lidt i sandet. ”Og nu er du vågnet. Men som vi tidligere har talt så meget op, så lad også den opvågning være en proces. Den indsigt, de dybe erkendelser, du nu har fået, skal du ligeså stille give tid og plads, så de kan bundfælde sig og lægge sig til rette. Der er intet hastværk, lad det ske gradvist og når du er klar. Det er som træet i efteråret, der langsomt giver slip på det, der var, et blad af gangen. Måske hjælper stormen til, måske ikke, det er underordnet. Der er en helt naturlig proces, som du nu blot skal overgive dig til i vished om, at du er støttet, hjulpet og vejledt i hver eneste fase.

Jeg havde ingen anelse om, at det jeg frygtede allermest, ville være det, der satte mig fri. Det skete i det sekund, den sidste dør smækkede. ”Det her er ikke din vej længere”, hviskede en stemme, men jeg var ikke sikker på, hvor den kom fra. Og jeg misforstod først, hvad det egentlig var, stemmen mente, selvom jeg også mærkede et strejf af frihed. En finger, der forsigtigt strøg over min kind og skabte en krusning af kuldegys i min sjæl. Så forsvandt følelsen igen, men nu var den tilbage.
”Nu forstår jeg, hvad det var stemmen egentlig mente” udbrød jeg glædesstrålende og så på ørnen, stranden og havet gennem en flod af tårer. ”Og min forvandlingssang. Det er som noget er sket, som om jeg er kommet dybere ind i ordene, en dør har åbnet sig. Nu kan jeg næsten tage den på og blive den.”

”Det er også intentionen”. Han smilede stadig, nu med det velkendte skær i øjnene, der fortalte mig, at han snart ville lette og at vores seance var ovre for denne gang.  

”Og jeg tror måske også, at jeg begynder at fornemme, hvad frihed egentlig betyder". Min stemme havde fået en ny klang, vejrtrækningen var lidt dybere.
Ørnen nikkede smilende og i samme sekund lettede han fra stranden. Han svævede ud over havet, lod sig fragte af vinden i bløde, brusende cirkler og lånte af det, der var for at støtte ham på hans færd. Det, som han hverken ejer eller ønsker at eje. Det, som får ham til at flyve, men som i det øjeblik han begærer det, identificerer sig med det og ønsker at bruge det udelukkende til sin egen fordel, vil få ham til at falde til jorden med et brag. Det, der får ham til at flyve er …

”Det samme som får dig til at flyve” råbte han og forsvandt bag en sky i horisonten.
Jeg rejste mig og tog et par skridt i sandet, stadig lidt groggy efter meditationen og den afslørende indsigt, jeg havde fået. Men noget var sket. Noget i mig var vågnet og det føltes både stærkere og mere intenst end nogensinde før. En sang, et lille vers trængte sig på og i det sekund vidste jeg, at der er håb endnu. Det er aldrig for sent at huske lyden af frihed og lade den synge i hjertet.

Når du kan høre lyden af frihed
Synge i dit hjerte
Når du tør danse til livssangen din
Uden hensynssmerte
Når du tør være den pige, du var engang
Når du tør vise dig helt og skråle din sang
Og høre lyden af frihed synge i dit hjerte …

Det kræver alt for meget energi at tilsidesætte sin sjæls stemme, tænkte jeg, mens jeg nynnede og digtede videre på det lille vers. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, sang mågerne med.
 
Lene Frandsen
fra min egen skriverejse, september 2015
Skrivehuset


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.