lørdag den 26. september 2015

Kragen og tilliden


 
”Hvorfor vil du skrive mig”, siger han og smiler underfundigt. Han står der i grøftekanten og bader i dug. Luften er tyk af fugt, skarp og kølig bringer den en duft af uendelighed med sig. Uendelighed og forfald. Disen damper i horisonten, solen står langsomt op og landskabet glimter i de første stråler. Jeg ser på ham og trækker på skuldrene, jeg ved det ikke, men jeg har længe har haft lyst til at skrive ham igen. Han står der på næsten samme sted hver gang, jeg går forbi, især om eftermiddagen, når jeg går alene med hundene. De fleste fugle kommer, når jeg er her alene. De spankulerer omkring på græsplænen, de sidder på den store låge ud mod markvejen, de hænger i hegnet og uden ord hilser jeg på dem og anerkender deres tilstedeværelse. Kra kra kra.
Men han er noget specielt. Han er lidt større end de fleste andre krager, skinnende smuk i sin sorte og grå fjerdragt og med et blik, der siger mere end tusinde af ord. Og noget i det blik får mig til at huske. Glimt, brudstykker, små brikker af spørgsmål, jeg snart kan formulere. Kunne jeg bare skrive det blik, den vished, det, der danser i hans øjne spejlet i lyset fra solen.

”Jeg kan mærke at noget vil skrives” siger jeg bare og bliver stående. Jeg insisterer ikke, men jeg lader ham vide, at jeg mener det. Min hjerte banker roligt i brystet, jeg falder til ro i hans nærvær. Han tripper lidt foran mig, vipper med hovedet, pirker så lidt i jorden og giver sig god tid. Måske vil han slet ikke tale mere med mig, når jeg at tænke, inden han igen retter blikket mod mig.
”Du ønsker at skrive min vished” ler han. ”Men du må skrive din egen vished gennem mig og den er dér jo allerede. Fold den ud, som den er. Det, du tror på, det du har valgt at ville vide, den dans, din sjæl allerede kender og som flyder dybt i dig. Ørnen kalder det din livsflod og det er en fin metafor. Du har din forvandlingssang, din livsflod, din visdom. Du ved, hvad der gør dig glad, hvad der får din sjæl til at synge, du ved, hvordan energien altid kommer tilbage, når du skriver, synger og giver udtryk for din sang. Morgensangen, aftensangen, den sang, du hører, når fuldmånen vækker dig og kalder fra sin himmel. Som i nat. Du elsker at undervise, du nyder, når du deler af din viden og vished, når du lader andre kvinder tage afsæt i det, der har hjulpet dig selv og gjort, at du kunne skrive dig på vej. Det så jeg jo tydeligt på skriveworkshoppen i lørdags.”

Jeg er forundret på ham. Hvor ved han det fra? Han var dér jo ikke, ikke så vidt jeg ved, men måske, og dog og alligevel. For der sad jo krager på hegnet, mens kvinder skrev og foldede ud.  Jeg smiler uvilkårligt, når jeg tænker på den fine lørdag i min spisestue, hvor ordkvinderne kom tilbage og sluttede cirkel. Jeg husker, hvordan jeg instinktivt delte af det, der har hjulpet mig med at skrive mig ind til min sjæl og den længsel, der altid har rumlet og rumsteret. Jeg gav dem September, for hun er nemlig ikke min, og jeg så, hvordan vi alle har hver vores September og oplevelse af, hvad den måned og årstid indeholder. Jeg så hende blive vækket til live gennem nye ord og fortællinger og oplevede, hvordan synkronicitet og subtile forbindelser byggede bro. Vi græder, når vi oplever, at det igen flyder fra vores sjæl og hjerte, når vi husker alt det, vi glemte. Og siden ler vi, for det er en guddommelig befrielse, en forløsning, der får både gråd og latter til at flyde. Så ruller det igen, så kommer der gang i de indre vandløb og snart sidder hver kvinde ved deres livflod og øser gavmildt af det, de indeholder.
”Så du var dér også, Harald?”.

”Det var jeg. Jeg er her, det samme er ørnen og ulven. Og hvem ved, hvem der ellers dukker op på din vej, når du skriver den?
Det er efterår nu, en ny begyndelse, tid til refleksion og til at evaluere, om du lever i overensstemmelse med din sjæls stemme. Det gør du bedst, når lyset langsomt forsvinder og du kan trække energien hjem til dig selv. Ind, helt ind. Så sidder du dér i skumringen med fyrfadslys i lotusstagerne og betragter det blå mørke bag lysenes dans. Dine læber bevæger sig i tusmørket, jeg ser dig, mærker dig, fornemmer hvordan din stemme allerede kender den sang. Du skal bare sætte dig og begynde at synge. Ikke tænke, ikke formode, bare lade komme. Sangen synger sig selv og du mærker, at du er din sang.

Jeg nikker, vifter en tåre bort og skifter stilling dér på vejen i den tidlige morgen. Sig noget mere, Harald, hvisker jeg uden ord og håber, at han mærker, hvor godt det gør mig. Sig noget mere.
”Tillad dig selv at være langsom. Mediter eller sæt dig med aftensider eller sjælebog og spørg dybt ind til det, der rører og bevæge din sjæl. Lever du i overensstemmelse med det, der gør dig glad, er du i sjælebalance og har du forbindelse? Forbindelsen, der som du har lært, må genetableres igen og igen.” Han ser på mig og ligner pludselig en lærer, der står ved sit kateder. Himlen bag ham er tavlen, fuglene er bogstaver og skyerne er den tavlesvamp, der visker det hele ud igen. Nu er det dér, nu er det væk igen. Og eftersom han tøver og betragter mig over brillernes kant, skynder jeg mig at række fingeren i vejret, for jeg har svaret. Endelig kender jeg svaret.

”Tillid skaber forbindelse” siger jeg og mærker den lille piges stolthed over at vide noget så magisk og essentielt.
”Tillid” nikker han og smiler bredt. ”Du taber tilliden, du mister den undervejs. Det gør alle mennesker. I snubler i tankespind og i egosludder, det kan synes, som om I mister tråden i livet og det, der egentlig er jeres længsel. I farer vild, føler jer fortabte, fortravlede og I kalder det stress. Alene ordet gør jer endnu mere stressede, forvirrede og fortabte og hjertet pumper,  ude af sig selv over, at I slet ikke ved, hvad der egentlig ligger bag ordet og den tilstand, det rummer.” Han holder en kunstpause og sikrer sig, at jeg stadig lytter. Det gør jeg, jeg står helt stille i morgenduggen og selvom det er koldt og jeg godt kunne have brugt en tykkere jakke, fryser jeg ikke længere. Tiden står stille sammen med mig, vi holder vejret. Sig noget mere Harald, hvisker vinden og puster til hans fjer.

”Stress” fortsætter han, ”det er et symptom. Og stress opstår egentlig, når I ikke længere er forbundet til jeres sjæl og jeres dybe livsformål. Mærker du måske stress, når du igen med tillid forbinder dig til din sjæl, din egen dybe sandhed og den livsvisdom, der er din? Næh, så kommer roen automatisk tilbage. Du hengiver dig, du har tillid og det får alting til at flyde igen. Det, der var blokeret, strømmer nu igen. Glæden, roen, kærligheden. Det er, når du mister forbindelsen, når du ikke lytter til din sjæls stemme, din intuition og det, der får dit hjerte til at synge, der gør at du bliver rastløs, rodløs og stresset.”
”Og længslen” spørger jeg. Jeg er en opmærksom elev.

”Sjælen længes, ja, den sender subtile signaler af længsel af sted, den hvisker, kalder og inviterer jer hjem til jer selv. Den længes efter, at I skal møde op og lytte, sætte jer i stilhed og i tusmørke, så I bedre kan lytte. Lytte til det, der rører sig dybt i jer, give det plads, rum og kærlighed. Stilheden er stedet, hvor I bedst kan høre sjælen, men det kan også gøres ved at skrive, som du har lært dig selv det.
”Jeg føler mig ikke stresset mere” siger jeg og mærker, hvordan hele min krop er faldet til ro og slapper af.

”Fordi du igen har forbundet dig” siger han og letter så uden varsel. ”Vi ses en anden dag, min skat.” Snart er han væk bag rønnetræerne i skellet.
Jeg går langsomt hjem. Disen ligger i en fin stribe langs marken og jeg ser, at endnu en krage er landet på den store låge. En kat spankulerer roligt forbi ned af markvejen på vej hjem efter nattens jagt. Lyset er både skarpt og blødt og breder sig kun langsomt. Tøvende. Intet hastværk, alting ånder fred.  En duft af svampe, bål og forfald når min næsebor og jeg nyser uvilkårligt. De sidste roser hænger med hovederne, men så opdager jeg, at det ikke er dem alle sammen, der har sagt farvel. Der er stadig knopper på den orange rosenbusk, som jeg ikke kan husker navnet på. Der er så meget, jeg glemmer undervejs, men efterhånden har jeg indset, at jeg altid husker det, jeg skal bruge, når det igen er tid. Så længe jeg har tillid til, at det forholder sig sådan, så husker jeg det væsentlige.

Lene Frandsen
fra min egen skriverejsen, september 2015
Skrivehuset


2 kommentarer:

  1. Kjære Lene
    Nå er vi snart ferdig med September, MIN måned.
    Jeg elsker virkelig høsten, med alle dens farger i naturen, den friske luften, og de gode duftene som kommer fra jorden. En fin avslutning på sommeren, der alt legges i dvale, til våren en dag dukker opp, og gir alt liv igjen.
    Håper du har hatt en trivelig helg. Det har jeg hatt, med deilig ostekake som jeg bakte i går morres, og folk som har kommet og gått, og gjort det livlig her.
    Ha en fin og kreativ uke, Lene
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Og fin uge til dig, kære Sylvia. Jeg kigger snart forbi! :)
      Håber i øvrigt at du og dine havde skønne dage i København!?

      Knus
      Lene

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.