tirsdag den 29. september 2015

Jeg tror at det er hende


 
Det er efterår og en ny tid nu. Selvom fuldmånen har holdt mig vågen, har det været anderledes denne gang. Jeg har ligget i sengen med udsyn til sølvlyset i stedet for at trække gardinerne for og forsøge at gemme mig for det uundgåelige. De vågne timer, den blide men insisterende kalden og det, der trækker så voldsomt i mig, at jeg simpelthen ikke kan sove. Det, der altid har kaldt på mig og som aldrig har mistet tålmodigheden.

* * *

Denne gang ligger månebogen klar og da hun brat vækker mig, forlader jeg sengen med en forventningsfuld sitren i kroppen, glider lydløst ud af soveværelse og ind på mit skriverum. Der er ingen tvivl, det er det, jeg skal. Bogen ligger på bordet badet i sølvlys og det er næsten som om ordene allerede står dér. Jeg skal bare sætte mig og åbne bogen, bogstaverne danser på siderne og de indsigter og den visdom, der er til mig, flyder fra pennen, så snart jeg tager den i hånden.

Jeg tror at det er hende. Hende, der hvisker mig i øret og ligesom holder mig oppe indefra. Hendes tilstedeværelse er som en indre råstyrke, for hun kommer gerne, når jeg føler mig lidt forladt, men så alligevel vælger at sætte mig og sige: Jeg har brug for hjælp. Berig mig med dine indsigter og gør mig blød og modtagelig, så jeg igen tør tro og skabe forbindelse.
”De er dine nu”, hvisker hun og ordene flyder som sølvfisk i månelyset. "Din sjæls indsigter og de svar, du trænger til, de svar, du nu er klar til og som er parate til at blive åbenbaret. Det drypper, lyden er monoton og intens, som en tromme, et ord af gangen, mens jeg sidder som Pjerrot og skriver.

Den anden side af sandheden afsløres som en sælsom skyggedans og det, der før var skjult, står nu klart. Vil ordene mon vil forsvinde igen i dagslys, spørger en vantro lille tanke, men nu flyder sætningerne gennem vandfald og jeg har ikke tid til tvivl. Flow, forbindelse, det ene ord tager det andet.

Den anden side af sandheden. Det tidspunkt, hvor det går op for en, at forbandelsen var en indsigtsfuld velsignelse. Men den slags sandheder kommer ofte med en brod, de har kant og er ikke så lette bare at sluge. De skal tygges og fordøjes. Jeg betragter ordene, efterhånden som de kommer til syne og snor sig hen af siderne.  Jeg husker små detaljer, noget, jeg havde glemt og jeg ser, at der nu er fine små tråde, der binder det hele sammen. Taknemmeligheden er anderledes i det rødmende blodmånelys, langsom, tøvende, men efterhånden som jeg slipper modstanden, breder den sig og fylder mig med boblende ro. Som i afspændingen efter yoga, det hele falder på plads nøjagtigt dér, hvor det hører til og til sidst er hele kroppen afspændt.
Min sjæl er nu afspændt, er de sidste ord, jeg skriver i bogen, inden jeg lukker den og siger tak. Jeg lader forsigtigt mine fingre glide over den ru overflade i et kærtegn, følger de små ujævnheder i det lysegrønne stof. Længe sidder jeg og betragter bogen og mærker hvordan magien fra ordene forplanter sig gennem mine fingre og ud i hele kroppen.

”Det var pokkers” udbryder jeg og ryster på hovedet. ”Er det sandt?"

Hun smiler underfundigt og ryster på hovedet. Jeg har fået mine svar og hun siger ikke mere. Uden ord lader hun mig, at jeg godt kan gå i seng igen, søvnen vil komme til mig nu.

”Det var pokkers”. Jeg smiler i det øjeblik, søvnen tager mig og så husker jeg ikke mere. Men det hele står i månebogen, siger jeg til mig selv, da jeg vågner og tror, at det bare var noget, jeg havde drømt.
* * *

Jeg genlæser det, jeg skrev i fuldmånens skær og lægger herefter bogen i skuffen på det gamle chatol. Det er nu tid til at fordøje. Da jeg forlader huset, ligger landskabet svøbt i et røgfarvet morgenlys så sart, at det får mig til at knibe øjnene sammen.

”Nu ser du” smiler han og nikker, allerede på plads på den store låge ud mod markvejen. Han er alene og har tydeligvis ventet på mig. Jeg nikker bare til ham, standser op og betragter ham.
”Hvem er du egentlig” udbryder jeg og mit smil bliver bredere. ”Og falken. Ravnen. Ørnen?”

”Fuglene” griner han og hans kragemave hopper op og ned. ”Det kommer vel ikke som en overraskelse? Så meget fik du da at vide.”
”Næh, men jeg troede da ikke …”, når jeg kun at sige, så bliver jeg næsten blæst tilbage af endnu et latterbrøl.

”Der er så meget, du ikke tror, men du må hele tiden justere på din tro. Har du lagt mærke til det? Hvordan den ene indsigt åbner en usynlig dør til den næste, så du kan træde ind i det lys, du heller ikke kunne se før. Du får nøjagtigt de livslektier, du har brug for, pakket ind i nøjagtigt de gaver, der skal til, for at du tør åbne dem og tage dem i brug og lære. Gave, velsignelse eller forbandelse, du giver den mange navne i processen og der er også tidspunkter, hvor du slet ikke har ord og bare måtte sidde med de store følelser, der opstår. Trække vejret gennem dem, mærke dem og siden give slip.
”Så er det godt, tak” siger jeg og kan mærke, hvordan har jeg lyst til at svøbe det lille indsigtsfrø i klæde af ordløshed. Lægge det i den snart mørke vintermuld og lade det være noget af det, som jeg tager med mig videre. Dybt ind i efteråret, helt ind i mørket, bare lade det ligge som en spirende vished og gemme det til næste forår. Jeg ser på Harald gennem sammenknebne øjne. Bag ham stiger solen op i horisonten og de edderkoppespind, der før var usynlige, kommer nu til syne i hegnet. Skrøbelige tråde svøbt i dug, selvom noget siger mig, at de ikke er så skrøbelige endda. Ordene falder som dråber og i takt med solens opstigning i øst.

Fleksibilitet. Skønhed. Parathed. Ukuelighed. Livslyst. Kontinuitet. Rytme. Rutine. Frem. Tilbage. Blød. Bevægelse. Dans. Igen. Igen. Igen.

Det er en skabelse så simpel, at den rummer alle facetter uden anstrengelse. Det er en morgendans, en sødme og en lyst. En indre vished om, at solen igen står op i øst og at hvert eneste sekund og øjeblik er akkurat så potent og magisk, som man ønsker det skal være. Det er indbegrebet af livets mysterium og som jeg står der i morgendisen, bliver jeg en del af det. Jeg hengiver mig og læner mig helt ind i disen. Jeg danser.
”Det er i uvisheden, at drømme bliver til og det er i håbet, at solen igen står op. Jo mere du tør læne dig ind i livets mysterium og lade dig fortrylle, desto mere magisk bliver livet. Men også den magi må du aktivt vælge. Vælge troen og tilliden til, at livet vil dig det godt trods alt. Forbind dig igen, når du føler dig adskilt og mærker, at du er gledet væk fra din sjæl. Ønsk dig det ikke anderledes, men dans med livet, som det er. Bær både din smerte og din lykke og vis verden, hvem du egentlig er. Sig ja til livet. Vælg kærligheden, åbn dig hjerte og dit sind. Gå i nysgerrighed, åbenhed og fyld din rygsæk med medfølelse. De fleste er på samme færd som du. Samme men anderledes, naturligvis. I opfordres til at hjælpe hinanden, bære, løfte og se det større billede.”

Jeg hører igen ørnens ord og vil gerne takke ham for dem, for de har fået en ny betydning nu, men så kommer jeg i tanke om, at det jo ikke er ham. I dag.
”Magien er ligesom større nu” siger jeg til Harald, som i mellem tiden har forladt hegnet og er forsvundet i morgendisen. Jeg synes, at jeg kan høre hans latter i lyset fra solen, der nu er gledet helt op over hyldetræerne.

I øst står solen op. I vest vinker månen farvel. Og dér på markvejen træder en kvinde ud morgenens første dans. Jeg tror at det er hende.



 Lene Frandsen
Fortælling og fotos fra min egen skriverejse
September 2015
Skrivehuset

 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.