onsdag den 2. september 2015

Hvordan kan jeg glemme det?


 
Er det muligt at kalde på de budbringere, der er til os? Findes der en måde, hvorpå jeg aktivt kan opsøge det, jeg ønsker at konsultere, et sted, hvor jeg kan gå hen? Møde op, sætte mig og vente med hjertet helt åbent og ørerne indstillet på ren lytning. Et sted, hvor jeg kan søge hen på de dage, hvor håbet er skjult bag skydækket og modet er som sunket i jorden? Kan jeg kalde på fuglene, findes der et specielt kald eller en lyd, som kan påkalde de kræfter, jeg ønsker at tiltrække og suge næring af?
Spørgsmålet danser i mit bryst, da jeg går gennem havelågen. Den knirkende lyd vækker noget i mig og jeg kan mærke nogle ord bane sig vej. En fortælling måske, en historie, jeg har efterhånden lært at det, der vil skrives og fortælles kan være forklædt som næsten hvad som helst. En trykkende fornemmelse, en irritation, en sorg eller en dyb og uforklarlig længsel. Hovedpine, mavepine, alt det, vi undertrykker, bevidst eller ubevidst, sætter sig i kroppen og gør hvad det kan for at påkalde sig vores opmærksomhed.

”Sig mig engang” udbryder han, da han får øje på mig fra luften, svæver over mit hoved og langsomt kommer nærmere i store, fyldige cirkler. ”Har vi ikke været her før?”
Jeg ser op og vinker kort til ham. Hans tilstedeværelse besvarer på sin vis mit spørgsmål, for jeg ønskede jo at møde ham i dag.

”Hvad mener du, ørn? Det er jo her, jeg bor.”
Han lander på jorden foran mig. Han er større end jeg husker ham og ser anderledes ud i det kølige septemberlys. Skyggerne danser over landskabet. Solen står lavere, træerne er begyndt at ændre farve, bare en antydning af skift hver dag. Græsset er stadig vådt af dug her langt op på formiddagen og luften er tyk af fugt og forfald. Jeg genkender duften, den stille forrådnelse, der nu er i proces.

”Har vi ikke været i denne fortælling før?” siger han og ser indtrængende på mig. ”Er den ikke bare en gentagelse? Fik du da ikke dit svar sidst?”
Jeg ryster forvirret på hovedet. Det kan jeg faktisk ikke huske. Jeg ved bare, at jeg har tendens til at glemme, hvad der er godt for mig og at jeg ofte skal høre visdommens ord adskillige gange, før de virkelig trænger ind. Og så alligevel.

”Men på en måde har du jo netop svaret mig, ørn” udbryder jeg så og slår ud med armene. Vinden tager fat i mit hår, der blæser i alle retninger, river og slider i mit tøj og i min sjæl. ”Du dukkede op og det var, hvad jeg ønskede mig. Jeg er nemlig strandet. ”
”Hvor er du strandet henne?” spørger han og ser ud som om hele situationen morer ham.

”Det er svært at forklare” sukker jeg og ser så opgivende ud, som jeg kan. Måske får han ondt af mig. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at han foreslår en flyvetur, et nyt perspektiv, at han vil øse af sine indsigter og visdomsord. Men jeg føler ligesom, at det er ham, som skal tage initiativet. ”Jeg synes mine tanker er usædvanlige tunge i dag.”
Jeg ser mod horisonten, hvor skyerne sejle forbi som bløde bomuldsskibe. Træerne danser i vinden, i takt med det, der er. Et par sorte fugle flyver forbi, de er blot silhuetter mod den lyseblå himmel og jeg når ikke at se, om det er ravne, krager eller råger. Græsset bevæger sig, det hele rumler og rumsterer og jeg mærker samme form for uro i mig selv. En følelse af fortabthed sænker sig over mig, som om jeg fanges af et usynligt net.

”Vil du med på en flyvetur” siger han så og et suk af lettelse går gennem mig.
”Jeg troede aldrig, at du ville spørge” udbryder jeg og slår hænder sammen af glæde og lettelse.

Det får ham til at se lettere betænkelig ud.
”Det er jo egentlig dig, der skal spørge. Sig dog, at du har brug for en flyvetur. Bed om hjælp. Der er masser af hjælp at hente. Spørg dine åndelige vejledere, sæt dig i stilhed, søg dine svar i dit eget indre skattekammer af sjælelig erfaring og visdom. Sæt dig ud, som du tidligere har gjort, spørg din egen sjæl. Eller skriv den!” Han ryster på hovedet og er muligvis ved at opgive mig lige dér. Så slår han ud med vingerne.

”Dans mens du sidder ned. Flyv, når du rører jorden. Lyder det bekendt? Din forvandlingssang?”
Dance while you’re sitting down
Dance like an eagle
Fly, when you touch the ground
Fly like an eagle


Jeg nikker og nynner med, mens han synger sangen. Så hører jeg lyden af monotome trommer fra luften og undergrunden. Min krop begynder at bevæge sig, jeg lukker øjnene og hengiver mig. Snart danser jeg ørnedansen på den åbne mark, hvor kornet nu er høstet. Jeg danser med tunghed, fortabthed og smerte, hvirvles ind i vind og efterår og mærker pludselig letheden som en indre beruselse. Blodet bobler og det samme gør latteren. Hvordan kan jeg glemme dansen?
Han er også lettet og flyver over mig i store cirkler. Vi følger hinandens bevægelser, han i luften, jeg på jorden. Sådan foregår det altid nu, når vi skal ud og flyve. Hvordan kan jeg glemme det?

* * *
”Hvad var det så, du ville spørge mig om?” siger han, efter at vi har fløjet et stykke tid.

”Glem det”, udbryder jeg, for min tunghed er forsvundet. Jeg er ikke længere strandet, jeg flyver med ørnen og føler mig både luftig og fri. Huset, jeg bor i, er bare en lille prik i landskabet og landskabet er både større og mindre set i fugleperspektiv. Jeg hæfter mig ved, hvordan det hele hænger sammen og fortsætter i det uendelige. Marker, veje, træer, skove, plantager, pladser. Snart flyver vi ud over havet, jeg ser Storebæltsbroen fra luften og små biler, der ligner tændstikæsker med hjul. Det er som om alle de spørgsmål, jeg tumlede med, spredes for vinden. Under os svømmer Storebælt, der er skumsprøjt på bølgerne og himlen spejler sig. De blander farver, havet og himlen, udveksler nuancer og toner af noget andet opstår. Musik. Jeg ser et billede af en ørn og kvinde, men de er ikke længere adskilt. Hun har vinger, kvinden og hun ser fredfyldt ud. Vi flyver uvilkårligt lidt lavere, så jeg bedre kan se hende. Hun får min sjæl til at smile.
”Så du var bare ude på at forlyste dig?” Han ler højt.

”Er du vred over, at jeg spilder din tid?” Det velkendte strejf at skyld rammer mig. Men det er tungt at bære verdens elendighed på sine skuldre, endsige andres smerte, så jeg forsøger at lægge det fra mig.
”Det glæder mig, at du har indset, at det sjældent handler om skyld.” Ørnen drejer rundt i luften og jeg følger med, det er en brat bevægelse som kildrer i maven og jeg ler uvilkårligt. ”Vi er her for at lære. Og du spilder aldrig min tid. Jeg er dit kraftdyr, har du også glemt det?”

Jeg ryster på hovedet.
”Selvfølgelig ikke. Og jeg er meget taknemmelig for, at det er netop dig.”

”Vi vælger skam vores mennesker med omhu” ler han. ”Og du, skønne kvinde, har brug for at flyve. Du er gjort af store følelser, ild og vand, det er godt, men nogle gange har du brug for luftens objektive og frigørende element til at løfte dig lidt. Overblikket klæder dig, det gør, at du ikke fortaber dig unødigt i detaljen og i dine følelsers vældige hav. Du er blevet god til at integrere jorden for derved at skabe balance, du søger ud i skoven, sidder hos træerne og lytter, du finder jordforbindelse. Men flyvningen er jeg kommet for at hjælpe dig med. Og ikke nødvendigvis af en bestemt grund. Lad lysten skabe værket.”
”Lad lysten skabe værket”. Jeg gentager hans ord som så mange gange før. Ønsker næsten, at jeg havde en notesbog, så jeg kunne skrive det ned, men når vi flyver tager vi ikke noter. Tanken om at hænge i luften med pen og notesbog får mig til at le. ”Lad lysten skabe værket. Det tror jeg faktisk ikke, at jeg glemmer.”

* * *

Lad lysten skabe værket. Lad komme. Giv slip og få fat. Senere sidder hun og nedfælder lidt af de indsigter og oplevelser, som hun fik under flyveturen ved ørnen. Hun vil så gerne huske. Aldrig mere glemme.

Så slår det hende pludselig:
De fleste gode og vigtige ting i mit liv har jeg hverken valgt eller søgt bevidst. De er bare kommet til mig.

De er kommet, når jeg har givet slip. Slip på forestillinger om hvordan og hvornår. Når jeg har sluttet kontrollen og roret og bare ladet mig fragte. Når jeg har siddet ude og lyttet til naturens sang og min egen sjæls stemme. Min sjæl, der som et indre kompas, blidt skubber mig i den rigtige retning, hvis jeg altså husker at lytte. Lytte til stilhedens sang, til glæden og til det, der umiddelbart giver mig en god mavefornemmelse. Min intuition. Subtile impulser, der forsigtigt og uden unødigt hastværk guider mig i den rigtige retning.
Når jeg lader lysten skabe værket.
Når jeg danser med livet som det er.
Når jeg vælger kærligheden fremfor frygten og troen i stedet for tvivlen.
Når jeg tør sårbarheden og ejer mine egne fejl og vildfarelser,
så jeg kan rumme og tilgive andres.
Når jeg slipper behovet for kontrol og sikkerhed, giver slip og opdager,
at jeg faktisk kan flyve.
Skrive.
Danse.
Elske.

Hvordan kan jeg glemme det?
Lene Frandsen, september 2015
fra min egen skriverejse
Skrivehuset

2 kommentarer:

  1. Svar
    1. Tak Margith, dejligt du kiggede forbi. Håber du har det godt <3

      Knus
      Lene

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.