tirsdag den 1. september 2015

Den anden side af sandheden




I et dybt suk af sårbar erkendelse giver hun slip. Hendes tid er forbi. Jeg ser hende forsvinde i aftenmørket, mens høstmånen langsomt sejler forbi. Danser ind og ud mellem skyerne og bader landskabet i magi.
Vinduet står på vid gab, jeg bliver stående lidt i den kølige natteluft og ser efter hende. Sommeren. Jeg så op til hende, jeg havde så store forventninger, jeg ville endda være som hende. Sorgløs, smidig og lys som sommernatten. Men nu indser jeg, at jeg havde skabt et ensidigt og romantisk billede, som hverken hun eller jeg ikke kunne leve op til. Det regnede, det blæste og hun var ikke så sorgløs, som jeg havde gjort hende til. Tværtimod. Mine forventninger væltede som et korthus i vinden. Hun var ikke fejlfri, sommeren, hun var ikke den perfekte årstid. Ingen er perfekt. Nu ser jeg hende forsvinde bag månen og jeg vinker vemodigt farvel. Hendes tid er forbi. Jeg giver slip. Næste år vil jeg se på hende med andre og mildere øjne.

Hun lærte mig om medfølelse og viste mig, at svaret altid er kærlighed.
Det gør godt at stå i det åbne vindue og smelte sammen med natten. Jeg lader blikket dvæle ved månen, så lukker jeg øjnene og trækker vejret dybt. Blidt fragtes jeg lidt tilbage i tiden, det sker uden at jeg bemærker det.

Jeg er tilbage ved fuldmåne i lørdags. Det var en smuk sensommeraften. En af den slags, hvor man nærmest kan skimte den fine streng af forbindelse til efteråret. En usynlig bro i horisonten. Da jeg kørte af sted, hang solen stadig på himlen og landskabet var svøbt i gyldne tråde. En tyk duft af høstet korn og bål lå i luften og blandede sig med den forventning, der strømmede igennem mig. Jeg skulle til fuldmånearrangement og lære mere om månens kraft og visdom.
Vi var i skoven, vi sad på nogle gamle stendysser og lyttede til skovens fortællinger. Vi stod i landet østen for sol og vesten for måne, vi indåndede magien og lod os opfylde. Vi gik hjem gennem tusmørket med månen hængende foran os som en himmellampe. Hun viste os vej. Skoven forvandlede sig og så helt anderledes ud nu, end da vi var gået ud. Træerne blev levende, fik ansigter og stemmer og sølvmusikken lagde et fortryllende skær over det landskab, vi ellers kun kendte i dagslys. Vi så den anden side.

Senere var vi på trommerejse for at rådspørge månen.
Jeg fløj med ørnen gennem natten, vores vinger var dyppede i sølv og trådene bandt os sammen. Vi fløj tæt på os selv og på månen. Der var helt stille, kun lyden af mit eget åndedrag og vingernes bevægelse lod sig høre.

Og ørnens stemme naturligvis. For det var ham jeg spurgte til råds. Hvad har hun mon til mig, fuldmånen? I al den tid jeg husker, har hun vækket mig, når det var hendes tid, hvisket, kaldet og rusket i mig, men jeg var ikke lydhør. Først de senere år er det gået op for mig, at hun måske har noget at sige mig? At det slet ikke er tilfældigt at hun rusker i mig og holder mig vågen. Nu fløj jeg med ørnen i lyset fra høstmånen, vægtløs og uden modstand. Hele mit væsen lyttede og ønsker bare at favne det, jeg i så mange år løb væk fra.
”Vi danser på månebroen” sagde ørnen og hendes kraft er i os. Stil dine spørgsmål og du skal få svar.”

Jeg ønskede at vide, hvordan jeg kan bruge månens kraft og visdom på min egen rejse. Det formulerede jeg, så godt jeg kunne.
”Månen har søgt dig hele dit liv”, sagde ørnen, mens vi fløj. ”Hun har vækket dig og forsøgt at få din opmærksomhed, men først nu er du klar. Du skal ikke gøre noget særligt, du skal blot tage imod. Når hun vækker dig på fuldmånenætter, skal du rejse dig og gå hende i møde. Gå ud i naturen, sid lidt ude og lad dig bade i månelys. Du kan indånde hendes lys, lade det fylde dig og flyde videre ud i jorden. Se, hvordan landskabet er forandret under hendes indflydelse. Lyt og du vil vide besked. Her vil du få den anden side af sandheden.

”Den anden side af sandheden?” spurgte jeg og selvom noget i mig forstod, var spørgsmålet alligevel uundgåeligt.
Ørnen svarede tålmodigt.

”Den anden side af sandheden. Skyggesiden, det du ikke ser i dagslys. Alt det, du mærker som subtile fornemmelser i dig og som du måske aner, kan være budskaber eller vished om din sjæls rejse, vil stå klart for dig i månelys. Hun skinner på det, du ellers kun fornemmer eller måske slet ikke ser. Samtidig skal du vide, at der gemmer sig nogle fortællinger ved fuldmåne, som gerne vil skrives og sættes fri gennem dig. Det er også derfor, hun vækker dig. Du opfordres til at dedikere en månebog til formålet. Læg bogen klar i dit skriverum ved fuldmåne og i dagene op til. Når månen vækker dig, står du op og du vil instinktivt vide, om du skal søge ud i fuldmånenatten eller om du skal sætte dig og skrive i månebogen. Det, du vil skrive på dette tidspunkt, er anderledes end det, du skriver ved dagslys.
”Den anden side af sandheden” gentog jeg og smagte på ordene.

Vi sluttede aftenen med gavmildt at dele vores måneindsigter og tog afsked i lyset fra høstmånen. Vi havde alle fået lyst til at lave os en månebog, som vi ville skrive i på vågne fuldmånenætter. En af kvinderne ville endda lave sin egen månekalender og skrive i den som en slags dagbog. Og så havde hun fået en fortælling ude i skoven, en hemmelighed, som stendysserne bærer på. Jeg håber, at hun vil skrive den fortælling en dag, så vi alle kan læse den og blive lidt klogere på naturens hemmeligheder og visdom.
Jeg er tilbage i det åbne vindue og mærker, at jeg fryser. Forsigtigt lukker jeg vinduet og kryber i seng. Jeg giver slip på sommeren og siger tak. Hun lærte mig om medfølelse og viste mig, at svaret altid er kærlighed.

”Men”, sagde hun også, og så på mig som en bedstemor på sit barnebarn. ”Det allervigtigste er, at du vender din medfølelse og kærlighed mod dig selv. Først når du virkelig kan være med dig selv i medfølelse og kærlighed og tilgive din egen fejlbarlighed, først da kan du oprigtig give medføleles og kærlighed til andre. Først når du favner din egen svaghed, ser den i øjnene og kysser den for hvad den er, først da kan du kysse og tilgive andre menneskers fejl og svaghed. Først da kan du virkelig se den anden side af sandheden.”
Jeg giver slip og falder i søvn. Da jeg igen vågner, er det efterår.

Lene Frandsen, september 2015
fra min egen skriverejse
Skrivehuset


Mere om fuldmånen

Doreen fra Mind4Nature holder jævnligt fuldmånearrangementer, hvis du skulle have fået lyst til at "prøve" det selv.

Besøg Vølve Tanjas side for indsigt og inspiration om fuldmånen og andre magiske og kraftfulde tidspunkter i naturen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.