tirsdag den 15. september 2015

Cirkeldans


 
Det er ikke altid, han siger noget. Vi taler ikke sammen, hver gang vi ser hinanden. Ofte ser jeg ham svæve rundt derude i lydløs dans. Over marken og i store cirkler sonderer han terrænet, mens jeg står i vinduet og betragter ham. Fra min plads bag ruderne beundrer jeg hans cirkeldans, de bløde bevægelser af lethed, ofte båret af vinden og flydende med det, der er. Det ser så uanstrengt ud, at jeg uvilkårligt mærker en snert af misundelse og en dyb sorg over at være så bundet, at jeg bare må stå dér og så til. Sollyset falder gennem vinduet og giver regndråberne liv, de glimter i små mosaikker. De rammer mit hår, strålerne, jeg mærker varmen forplante sig og en usynlig dør til et andet lag i mig selv åbner sig lige dér. Jeg træder ind, mine øjne er lukkede nu, jeg mærker roen nu og synker dybere ind i både lys og mørke. Fra det sted er han tydeligere, også selvom mine øjne er lukkede.
”Du er ikke bundet”. I dag siger han dog noget, han kommer nærmere og hans rolige stemme forplanter sig i min krop længe før han når frem og lander i vindueskarmen. ”Du er forbundet. Der er stor forskel.”

”Åh ørn”, hører jeg mig selv sige, ”det føles ikke altid sådan. ”For hvis jeg er forbundet, hvis vi er forbundet, hvorfor flyver du så rundt deroppe, svævende over markerne i morgenlyset, mens jeg må stå på jorden som en fastnaglet tilskuer og se til. I de øjeblikke fyldes jeg både af dyb glæde, der får tårerne til at springe frem i øjnene, men jeg fanges også af en tung følelse af … ja, jeg føler mig tung!” Min stemme ryster en smule.
Nu er han landet, han ser granskede på mig med en ørns overbærenhed og det blik, jeg efterhånden kender så godt. Jeg ser smilet glimte i øjenkrogen, latteren er aldrig langt væk, han skærer en grimasse og falder så tilbage i alvorlighed.

”Har du ikke lært det endnu, min ven?”

Jeg ryster på hovedet, det har jeg åbenbart ikke. For jeg ved godt, hvad han vil sige nu. Og ja, så kommer det.
”Du glemte det vigtigste. I stedet for at lade dig indfange af tunge tanker og dertilhørende følelser, skal du blot begynde at bevæge dig. Du skal huske din dans, men en dans huskes ikke i tanker og af sindet, den huskes af kroppen. Begynd at bevæge dig, lad være med at tænke, bare fold din arme ud og følg din krops impulser. Rundt og rundt, armene ud til siden, snart ved du igen, at du har vinger. Og nu er det fuldstændig ligegyldigt, hvad dine tanker bilder dig ind, for du danser jo. Du svæver, du flyver, du skaber din egen magiske cirkel af bevægelse og en følelse af frihed følger uvilkårligt efter. Den danser med dig, men snart danser du den og bliver din egen frihed. I bevægelsen.”

Han tripper lidt rundt i vindueskarmen, mens ordene flyder fra hans mund. Bag ham glider solen ind bag en sky og en krage lander på hegnspælen.
”Du siger altså, at jeg skal stole mere på kroppen end på sindet?”

Han trækker lidt på vingerne, smager på ordene og ser på mig.
”Du skal stole på selve dansen. Flyvningen. Din egen krops sprog og den bevægelse, du kun kan skabe ved at bevæge dig og lade dig bevæge. Det samme sker, når du ønsker at skrive og det ved du efterhånden alt om. Hvis du lader det forblive et mentalt anliggende, får du sjældent skrevet ret meget. Du tænker, du tager tilløb, du lader dig indfange af nogle følelser, som du er hurtig til at dømme, du mærker snart modstanden, noget er forkert, ikke helt ideelt, du vælger at tro på det og snart er du fuldstændig viklet ind i dine egne forklaringer om, hvorfor du ikke kan skrive. Så bilder du dig ind, at det bliver bedre i morgen, der skinner solen nok og du er i bedre humør. Men sådan er det sjældent, vel?”

Jeg ryster på hovedet, sådan er det bestemt ikke. Jeg har lært mig selv at skrive i al slags vejr og uanset, hvordan tanker og følelser rasler og rumsterer. Det er for længst gået op for mig, at det er selve fremmødet, der gør forskellen. Min dedikation og min intention om faktisk at hengive mig og sige ”ja”. Det er min tillid, der skaber forbindelse, men der sker ikke noget, før jeg sætter fingrene på tastaturet og forsigtigt trykker det første bogstav ud. Eller når jeg med min blå pen skriver det allerførste ord i notesbogen, mine morgensider. Her møder jeg Kilden, her kalder jeg uden at råbe, det er som en dyb følelse af tillid, der gør, at jeg får skabt forbindelse. Det er en kærlig hvisken, en stille brise.
”Det er på samme måde, når du ønsker at flyve. Dans din cirkeldans, mød op og tag det første trin.” Han ser på mig. ”Du kan ikke forestille dig det, vel? Det går ikke mentalt at udtænke den følelse, det flow, der opstår, når du hengiver dig og danser med livet og det, der er. Når du flyver med det, danser med det eller skriver det. Det opstår i gerningsøjeblikket, det er et møde mellem dig og Kilden og intet kan ødelægge den forbindelse, for det er din tillid og din tro, der skaber den. Ingen kan tage den fra dig.”

”Hvad med min indre censor?”
Nu ler han højt. Måske har ørne ingen indre censorer, der tuder dem ørene fulde? Måske har de ikke en insisterende stemme, der kan ødelægge glæden ved at skrive og skabe allerede inden man er kommet i gang og som hele tiden forsøger at forpurre at processen? Måske er der ingen indre ørnesabotører, der fortæller at man ikke kan flyve og lige så godt kan lade være? Og måske er der ingen jantelov i de højere luftlag?

”Og janteloven” tilføjer jeg triumferende.
”Der findes faktisk en lov” svarer han og lader sig ikke sådan hylle ud af den. ”Du skal tro, du er noget og du skal gå i tillid. Du skal vide, at du er en skinnende stjerne og at verden har brug for din storhed. Ingen kan være tjent med, at du gemmer dig og lader som om at du er ubetydelig og ingenting kan. Den gave, du har fået, det liv, du er blevet skænket, det er din dans. Du ved jo godt, at du kan flyve, men du bliver ved med at falde tilbage til det sted i dine tanker, hvor tvivlen danser cancan og slår dig i hovedet med sin rumsterstang.

”Og når jeg så falder?”
”Så rejser du dig og danser med tvivlen. Byd den op til dans. Fortæl den, at du elsker den, selvom den er bange. Dans med det hele. Eller flyv med det. For du ved jo godt, at du kan, du har din forvandlingssang, du kender ordene, du kender melodien, men intet kan erstatte det øjeblik, hvor du lader ordene flyde fra din mund og dit hjerte, det øjeblik, hvor du faktisk synger. Den sang, den dans, det er din gave. Det er dit liv.

Men kun du kan leve det, danse det og flyve det. Mød op. Hver morgen, hver dag, når daggryet flyder som en sprække af lys i horisonten. Dans med disen langs marken og flyv med den første krage, der møder op og sidder på din låge. Gå med katten, der spankulerer roligt ned af markvejen på vej hjem efter nattens jagt, lad lyset brede sig og følg det. Kom hjem. Søg bevidst det sted i dig selv, hvor alt ånder fred og hvor du hviler i vished om, at du er guddommelig vejledt og derfor kan slappe af og nærmest lade dig fragte.
Du er en del af det hele og alting er besjælet. Lyt til din sjæls sang, intuitionens stemme og følg de anvisninger, der hver eneste dag flyder fra dit hjerte. Vælg bevidst at lytte, sæt dig, søg stilheden i dig selv, den ø,hvortil du altid kan vende tilbage. Husk det, den evige tilbagevenden. Du tror, du farer vild, men dybt i dig selv ved du jo godt, hvornår du er kommet på afveje. Det sker for selv den bedste, det sker også for ørne, men tror du vi lader os falde ned fra himlen af den grund og sætter os i en vejgrøft og græder over vores egen fejlbarlighed? Nej da, vi fortsætter med at flyve. Vi lærer af de fejltrin, vi gjorde, vi ved, at de er vores læremestre. Men vi slår ikke os selv i hovedet med skyld og skam, vi forsætter med at flyve. Og er vi faldet ned, jamen så letter vi igen. Vi vender tilbage til luften, til os selv og det sted, hvorfra vi igen har overblik. Og I mennesker kan vælge at gøre det samme.”
Jeg nikker og bider mig selv i læben. Hvorfor er det så svært?

”Hør her” siger han og gør mine til, at vores samtale snart skal slutte. ”Det er simpelt. Det er såre let og det er derfor, det bliver så svært. I mennesker gør jer så store anstrengelser for at gøre tingene perfekt, på den rigtige måde, I gør jer umage og vender vrangen ud af jer selv for at få det til at fungere, I forestiller jer, at I blot skal blive bedre, forbedre jer, tage flere kurser, rejse væk, gøre mere af noget på en helt bestemt måde, men det fungerer ikke i længden, vel? Og hvorfor. Fordi I allerede er, som I skal være. Alt det, I søger, bor allerede dybt i jer. Det er den livsflod, vi talte om forleden dag og som du var så elskværdig at skrive og dele.”
”Jeg har jo lovet at skrive ørnens historie” siger jeg og smiler. ”Så gør jeg det naturligvis. Jeg holder hvad jeg lover.”

”Nemlig! Så gør det samme, når du lover dig selv noget. Lad være med at vakle, når du først har besluttet dig for at lytte til din sjæl og følge dit hjerte. Hold hvad du lover, vend tilbage til din livsflod, det sted i dig selv, hvor du får dine svar og anvisninger. Sæt dig ved floden og du vil vide præcist, hvad du skal gøre. Du skal blot sætte dig og lytte, tillade dig selv at falde til ro i accept af, at alting er som det skal være. Floden har det med sig, som du søger. Det er her, du finder din egen sjæls dybe visdom, det er her du hører de sange, som vækker genklang i dit hjerte og får de svar, der er nødvendige, for at du kan finde vej. Gå med hjertet åbent og i tillid til, at det hele folder sig ud, hvis du går af vejen og lader livet komme til. Det er alle dine unødige anstrengelser og forsøg på at påvirke processen, så den får et bestemt udfald, der skaber uro, smerte og forsinkelse. Lad livet leves.”
”Det har du sagt før, søde ørn. Skal jeg skrive det igen?”

”Det kan vist ikke siges for tit” nikker han og griner fjoget. Hans blik er kærligt og mens det hviler i mit, mærker jeg en dyb følelse af samhørighed. To floder flyder sammen og bliver til et hav. Jeg ved, at det er sandt at alting er besjælet og at den visdom, han beriger mig med, er den selvsamme visdom, jeg kan høre, når jeg sætter mig ved floden og lytter. Når jeg ikke anstrenger mig eller tror, at jeg skal gøre noget bestemt eller anderledes, men blot hengiver mig og lader sangen spille. Subtile toner, næsten lydløse toner af kærlige anvisninger, der ofte er så simple, at man slet ikke forestiller sig det. Man er nødt til at være dér, møde op og mærke det.”
”Det med at huske” siger han og vender sig i samme åndedrag mod haven og himlen. ”Det er også en evig tilbagevenden.” Han letter, han flyver og kort efter ser jeg ham svæve i bløde cirkler over marken. Frøgræsset danser i vinden under ham i et grønt hav af bevægelse. Uden at tøve folder jeg mine arme ud og begynder langsomt at danse.

Det med at huske det gode er også en evig tilbagevenden, sagde ørnen og jeg smiler, mens jeg danser. Det er også en cirkeldans.
Lene Frandsen
fra min egen skriverejse, september 2015
Skrivehuset

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.