onsdag den 19. august 2015

Svaret er kærlighed


 
Jeg fornemmer hans tilstedeværelse, inden jeg ser ham. Den stille stemme i mig forkynder blidt, at han er på vej og jeg løfter blikket mod horisonten. Vinden rusker i træerne, morgenen er kølig og et snert af efterår ligger i luften. En smule vemodigt træder jeg helt frem til vinduet og åbner det på vid gab. I samme sekund kommer han sejlende og lander foran mig på plænen.
”Kom ud og dans lidt” siger han med vind i vingerne.

”Jeg har ikke tid, jeg skal holde skriveworkshop i morgen, der er forberedelser og … ”
Han ser alvorligt på mig, lægger hovedet lidt på skrå, så letter han og flyver helt ind i vindueskarmen. Før ville jeg skræmt have trukket mig tilbage i rædsel, jeg led så forfærdeligt at fuglefobi, men nu fryder hans nærvær mig dybt i sjælen. Han er min fortrolige og min læremester. Selvom han nogle gange kommer med nogle overraskende forslag til, hvordan jeg skal gøre og agere i forskellige situationer.  Grænseoverskridende men befriende.

”Tiden er skænket dig for at leve. Du er kommet for at danse. Husker du ikke din forvandlingssang? Sangen blev givet til dig for at støtte dig på din indre rejse og i din proces. En rituel sang skænket til dig i kærlighed. Du ved vel, hvad den handler om?
Jeg nikker, det gør jeg.

”Jeg tænker på sangen hver eneste dag”, udbryder jeg.
Han ler højt. ”Sange skal man ikke tænke på. Sange skal synges. Og danses. Så længe det bliver oppe i hovedet, giver det ikke andet end kvaler og hovedpine. Det er det samme med ordene, når du forsøger at tænke dig til det, der skal skrives. Det duer ikke. Du skal danse med ordene. Lade dem opstå i det øjeblik, du møder op og dedikerer dig. Det forholder sig på samme måde med livet og i øvrigt også på din intuitive skriveworkshop. Så længe du møder op og dedikerer dig, vil det hele folde sig ud i skønneste orden. Eller kaos, tilføjer han med glimt i øjet og skriger af grin.

”Det er derfor, jeg lige skal forberede mig og sørge for …”
Han ryster bare på hovedet og gør tegn til, at jeg skal komme ud. Modvilligt forlader jeg huset gennem havedøren og snart danser jeg rundt i haven med ørnen cirklende over mit hoved. Vind i håret og bevægelse i kroppen, der løfter mig ind i et andet slags rum. Noget i mig bliver lettere. Og efter endnu et par omgange på græsplænen, kan jeg mærke latter sprudle i hele kroppen. Det kildrer i mellemgulvet, mit bækken udvider sig og hele min krop fyldes af en glæde, jeg ikke ville have troet mulig.

Da dansen slutter, lander han foran mig. Jeg er svimmel og sætter mig ned i græsset, mærker duggen trænge igennem mine jeans, en kølig fornemmelse af sensommer og overgang. Det er som at sidde på en bro dér i morgenlyset, vente lidt, tøve lidt, velvidende at når tid er, går jeg over. Hengiver mig til den cyklus, jeg er en del af, uden anstrengelse og modstand. Men lige nu gør det godt at sidde lidt her og bare være.
”Jeg har en fortælling med til dig” siger han pludselig og rækker mig et kort.

Jeg gisper, hele min krop trækker sig sammen. Jeg mærker et stik af smerte. Frygten giver mig kuldegysning.
”Nej”” råber jeg til jorden, vinden og de fugle, der er landet på marken bagved os. Råger, krager og ravne. ”Jeg tør ikke flere af den slags fortællinger. Bagsiden af det kort, der nu ligger foran mig giver mig kvalme. ”Det er slut med den slags fortællinger, slut med at tage imod noget, jeg ikke ved, hvad er. Du husker hvad der skete sidst. Det har sat dybe spor i mig og jeg … febrilsk slår jeg ud med armene og har lyst til at bare at flygte. ”Jeg vil ikke”.

”Hvad vil du så?” spørger han interesseret og de andre fugle rykker nærmere for at høre med. Det er et godt spørgsmål og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare.
”Vil du lade være med at skrive intuitivt og fra sjælen? Vil du helt lade være med at skrive. Vil du lade én fortælling og et trin i den forkerte retning slukke din indre ild og din glæde ved at skrive og tage imod? Har du ladet din indre censor taget roret? Giver du op?

Spørgsmålene hagler ned over mig og jeg sætter mig igen ned i græsset.
”Jeg mistede en ven” siger jeg med gråd i stemmen.

”Fortællingen var en påmindelse til dig. Budskabet var ikke det, du skrev, men essensen af indholdet. Fortællinger kan den slags. De er sandheden forklædt som en historie. Når du skriver fra sjælen får du altid ærlige svar også selvom de er ubehagelige. Men de har en kærlig hensigt. De leder dig på rette vej.”
Jeg sidder lidt med mig selv og mine tanker. Jeg ville så gerne spørge ham, hvad jeg dog kan gøre for at gøre det godt igen. Men så kommer jeg i tanke om, at jeg jo har fået svar på det. Jeg er blevet opfordret til medfølelse og til at holde mit hjerte åbent. Og det gør jeg, hver eneste dag checker jeg ind i mit hjerte og sikrer mig, at det er åbent og rummeligt. Jeg vander og gøder, sørger for at jorden er sårbar og smidig. Ser til den smukke blomst Håb, der nu vokser dér. Lukker mine øjne og siger en bøn for kærligheden.

”Svaret er kærlighed” nikker ørnen med mild stemme.
Jeg nikker og tager kortet op. Forsigtigt vender jeg det op og ser på det. Det forestiller et smukt og frodigt landskab med grønne bakker. Landskabet er klædt i lyng. Himlen er grå, men lyset over bakkerne indikerer at solen skinner. Jeg ser på landskabet gennem et gitter bestående af 9 stave.

”Vejen tilbage” udbryder jeg og ser på ørnen. Han nikker. ”Eller frem”.
”Fortæl mig lidt mere om , hvad du umiddelbart ser og fornemmer. Hvad fortæller kortet dig?

Jeg hæfter mig ved barrieren, hegnet, der er sat op. Det er som en låge, der forsøger at holde mig tilbage. Den er lavet af ni stave.
”Stavene symboliserer den menneskelige vilje og egoet, nikker ørnen.

Jeg ser på kortet og sukker dybt. Hegnet, barrieren, er ikke ukendt for mig. Det står mellem mig og livet og det placeres i relationer for beskyttelse mod sårbarhed. Men det forhindrer os i at elske helhjertet og det begrænser os i livet. Jeg mærker instinktivt, at kortet handler om rejsen fra ego til sjæl og om tilliden til at turde læne sig ind i livet og være med det, der er. Tillid skaber forbindelse, er jeg så ofte blevet mindet om. For et par uger siden, da jeg om aftenen sad ude og førte en samtale med min sjæl, fik jeg følgende sætning med mig: When you trust, you connect.
Jeg lærte også at forbindelsen konstant skal genskabes. Det samme gælder tilliden. Den vokser ikke altid ind i himlen, den får sår og ar og må genetableres igen og igen.

Det har været en barsk sommer og på mange måder længes jeg mod efteråret. Jeg ser frem til at krydse den brusende flod af oprør under mine fødder, gå over broen og favne det nye, der venter mig på den anden side. Men først må jeg vælge at fjerne den barriere, jeg betragter landskabet igennem. Den beskytter mig, men den adskiller mig samtidig fra essensen af det, der er.
Svaret er kærlighed. Jeg længes efter at hengive mig og danse med livet i det nu, der er alt, vi har. På bare fødder og med vind i håret, lyngen under mig og himlen over mig. Jeg længes efter at flyve med ørnen, men da jeg skriver det, indser jeg at det blot er endnu en mental barriere. Ørnen har jo lært mig det. Jeg kan allerede flyve, men jeg glemmer at jeg har vinger og endda hvorfor. Hvis jeg sætter barriere op mellem mig selv og den vej, jeg ønsker at gå, vil jeg aldrig kunne gå dér helhjertet og fuldkomment. Det går ikke at beskytte sig med skjold og sværd mod livet og alt det frygtelige, der kan ske. Det er ikke muligt at forsikre sig mod sorg og smerte. Det hører med. Det eneste, jeg kan er at gøre mit bedste og holde hjertet åbent.

Jeg lukker øjnene og visualiserer, at jeg står i det smukke lyngklædte landskab. Det er sensommer, luften er tung af fugt og i baggrunden høres lyden af høstmaskiner. Over mig flyver fuglene, jeg hører deres skrig og mærker fornemmelsen af frihed. Jeg lægger hånden på hjertet og formulerer en lille bøn, mens jeg med den anden hånd skubber hårdt til hegnet, så det vælter omkuld. Foran mig ligger bakkerne, lyngen og en vej, jeg endnu ikke kender, men som jeg ved er min. Det er dér, jeg skal gå. Med fødderne solidt plantet i jorden, vind i håret og håb i hjertet.
Jeg tager det første skridt og hører stemmen synge dybt i mig. Min livssang breder sig i hele kroppen, den healer mig langsomt. Snart bevæger jeg med lette skridt fremad. Tilliden er tilbage.

Svaret er kærlighed.
 
Lene Frandsen, august 2015
fra min egen skriverejse
Skrivehuset

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.