tirsdag den 25. august 2015

Mod efterår


 
”Du virker anderledes i dag” siger han til mig og flyver ind gennem det åbne vindue. I hans vinger hænger en duft af tidligt efterår, den driver ind i rummet og dens skarphed får mig til at nyse. Jeg er træt i dag, allerede nu påvirker den snarlige fuldmåne mig og jeg har sovet let i nat. Vågnet mellem nattens stationer, lyttet til regnen og til lyden af mit eget hjerte. Jeg har vandret mellem verdner, haft underlige drømme og vågnede inden vækkeuret, da en krage nærmest stak hovedet gennem vinduet og proklamerede, at toget var ankommet til perron. Det var morgen.
”Hvordan anderledes?” Jeg ser på ørnen og føler taknemmelighed over, at han er mit kraftdyr. Men det er ikke mig, som har valgt ham, han valgte mig. Kom til mig på en trommerejse sidste sommer og siden da har han gentagne gange vist sig både i drøm og virkelighed. Han dukker op i mine fortællinger, han har meget at lære mig og jeg lytter det bedste jeg har lært.

”Du virker afklaret” siger han og kommer nærmere. ”Er sørgeperioden slut?”
”Sommeren er ved at være slut” siger jeg bare og undlader at besvare hans spørgsmål. ”Og nu glæder jeg mig til efteråret. Det har på mange måder været en barsk sommer og jeg synes faktisk det er på tide at krydse broen mellem var og er og lande lidt midt i nuet. I dag. Vandre med vinden gennem den sidste bid af sommer, fejre høstfuldmånen på lørdag, byde september velkommen, æblerne, rodfrugterne og skumringen sidst på de dage, der nu bliver kortere. Tillade følelsen af forfald, give slip og hengive mig til det, der er. Efteråret. Broen. Vejen videre.”

”Hvad var det vigtigste, sommeren lærte dig?” Han giver aldrig op, min kære læremester.
”At svaret altid er kærlighed”, svarer jeg prompte. Det har både du, ulven og alle de andre sagt til mig utallige gange. ”Hold dit hjerte åbent. Gå i kærlighed. Både hvad gælder dig selv og andre. Jeg synes det er svært, egoet driller til tider, men jeg øver mig hver eneste dag.”

Jeg falder lidt i staver over alt det, der skete i sommer og mærker endnu engang sorgen og smerten. Jeg lader den passere som en flod, der løber dybt i mig. Vandet rinder, bobler i en tidslomme og flyder så videre mod havet. Stille sidder jeg lidt med de mange følelser, vandet har med sig, tillader dem at flyde igennem hvert eneste sår og ar og mærker så en slags lindring, der ikke handler om at noget er gået over. Det flyder gennem mig og gør mig til den, jeg er. Det er mig, som må vælge at gå over. Og i dag føler jeg mig klar.
”Du kunne jo også flyve over” siger ørnen og spreder sine vegne som om han har tænkt sig at lette. Så drejer han rundt om sig selv i en perfekt cirkel og viser mig dansetrinene. ”Flyve og se, hvordan broen ser ud fra oven. Lette, danse med himlen og lade det, der var så stort og fyldigt, blive lidt mindre. Når du vælger at flyve over både indre og ydre landskaber tillader du dig selv, at se det store billede. Smerten bliver mindre intens, det at leve bliver mindre ulideligt … ”

”Hov hov, ørn, det er da ikke ulideligt at leve. Jeg elsker mit liv, jeg synes bare det er pokkers svært at være menneske nogle gange. Jeg gør mit bedste, men …
”Så vær en ørn” synger han. ”Kom og flyv lidt med mig. Dans mens du sidder ned. ”

Til tonerne af min forvandlingssang smelter vi sammen. Først i ørnedans, siden i flyvning. Og mens vi svæver over landskabet, ser høstmarker og halmballer, små veje, der snor sig og mennesker, som skynder sig af sted, ser jeg samtidig min sommer og livet, som det er. Ikke som jeg ønsker det skal være. Jeg ser, hvad der skete, det er som om de højere luftlag giver mig en slags subtil forståelse af noget uundgåeligt. En læring der muligvis hører sjælens vej til og som jeg hverken kan eller skal ønske mig anderledes.
Jeg er tilbage ved Midsommer og ser mig selv hoppe over bålet. Vi drikker hyldeblomstsaft og skåler. Sommeren er på sit højeste, vi synger sange til solen og deler af det, vi har oplevet på trommerejsen. Jeg er på Gotland, men den ferie, der skulle have været sommerens højdepunkt, endte med at blive en temmelig smertefuld oplevelse, fordi min hund blev meget syg og måtte operereres straks, da vi kom hjem. Senere blev hun syg igen, fik livmoderbetændelse og måtte igen opereres. Jeg ser min bekymring, ser mig selv søge kysten og havet, gå i gaderne i Visby og fornemme de gamle historier trods alt. Jeg ser lyset gå ned og dagen forsvinde, mærker natten, mørket og ser stjernerne på himlen som små lys af håb. Jeg får øje på fuldmånen gennem træerne og forstår, hvorfor jeg er vågen. Ser kvinden i vinduet, hendes silhuet mod fløjsmørket og jeg opdager, at hun er mig.

Jeg ser mig selv lykkelig i mødet med en ny ven, vi kommer tæt på hinanden, støtter, løfter og giver hinanden så meget gennem foråret og sommeren, men vores venskab holder ikke sommeren ud. Det giver ingen mening, jeg ser, græder lidt, men jeg ønsker mig det ikke længere anderledes. Jeg ser sorgen, smerten og tristheden gå hånd i hånd langs landevejen. Men jeg bemærker også glæden, der danser over marken, det pludselig solglimt mellem skyerne. Jeg hører rytmen fra jorden under mig, ser visdommen dampe i disen på tidlige morgener og fryder mig over genskæret fra en ny dag.
Vi flyver gennem skumringen mod natten og gennem daggryet mod dagen. Vi færdes i overgange, tomrum og luftlommer af ingenting. Dybt os selv hører vi stilhedens sang og fornemmer, hvem vi er. Ikke adskilte, ikke alene, men en del af noget meget større. Den tanke giver mig trøst og styrke. Jeg griber den og knuger den tæt ind til brystet, mens vi svæver af sted.

Hvad lærte jeg, spørger ørnen og jeg flyver lidt, mens jeg tænker over spørgsmålet. At livet ikke altid arter sig, som vi måske håber, men at hver eneste dag er en gave og en mulighed for at begynde igen. At alt ikke nødvendigvis bliver godt, men at vi må leve med egne fejl og acceptere andres. Vælge at se på hinanden gennem kærlighedens øjne, åbne hjertet og turde vælge sårbarheden vel vidende, at vi dér danser på gyngende grund og med livet i hænderne. Men vil vi det anderledes? Vil vi gøre os umage i det uendelige og forsøge at være noget, vi ikke er. Vil vi beskytte os mod livet med skjold, sværd og slå det ned, der ikke lige arter sig, som vi havde tænkt os? Vil vi undlade at danse, fordi vi kan træde forkert og snuble? Vil vi lade være med at leve fordi vi kan dø?
”Jo ældre jeg bliver, desto mindre sikker er jeg” udbryder jeg. Det får ørnen til at klukke af fryd.

”Tillykke” udbryder han ”at være skråsikker slår håbet ihjel. Det er i uvisheden, at drømme bliver til og det er i håbet, at solen igen står op. Jo mere du tør læne dig ind i livets mysterium og lade dig fortrylle, desto mere magisk bliver livet. Men også den magi må du aktivt vælge. Vælge troen og tilliden til, at livet vil dig det godt trods alt. Forbind dig igen, når du føler dig adskilt og mærker, at du er gledet væk fra din sjæl. Lad sommerens hændelser være et minde, et smykke, du bærer om din hals, en rynke i øjenkrogen. Ønsk dig det ikke anderledes, men dans med livet, som det er. Bær både din smerte og din lykke og vis verden, hvem du egentlig er. Sig ja til livet. Vælg kærligheden, åbn dig hjerte og dit sind. Gå i nysgerrighed, åbenhed og fyld din rygsæk med medfølelse. De fleste er på samme færd som du. Samme men anderledes, naturligvis. I opfordres til at hjælpe hinanden, bære, løfte og se det større billede.
”Måske er det bare lettere at være ørn end at være menneske? Du får det til at lyde som en slentretur i parken”.

Han ler højt. ”Du skulle bare vide”.

”Hvad skulle jeg bare vide?” Nysgerrigheden er i behold, det ser jeg som et godt tegn.
Han smiler bare og vi flyver videre. Mod efterår og nye tider. Med det, der er og mod det, der skal komme. Det er så befriende, når man hengiver sig til livet som det folder sig og ikke ønsker sig det anderledes. Det er næsten som at flyve.

 Lene Frandsen, august 2015
fra min egen skriverejse
Skrivehuset

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.