lørdag den 29. august 2015

I lyset fra månen


Det var stadig mørkt, da jeg vågnede. I samme sekund vidste jeg hvorfor. Optakt til fuldmåne. De sidste nætter har søvnen været let og afbrudt, jeg vågner brat og strander på øer af søvnløshed. Månelyset finder vej gennem sprækker i persiennen. Jeg ser de fine mønstre, lysdansen i det ellers mørke vindue og ved, at jeg intet kan gøre. Vågen ligger jeg og betragter mørket, der brydes af lyset fra månen. De små sprækker, hvor lyset trænger ind og skaber kontraster. Det er som om månen vil sige mig noget, men tidligere har jeg ikke været så god til at lytte. Jeg har mest hæftet mig ved irritation over den dårlige nattesøvn, søvnløshed og træthed dagen derpå.

Men i nat var noget anderledes. Ørnen kom på besøg. Det skete dog først, da jeg i afmagt søgte ind i gæsteværelset for at se, om jeg kunne finde ro og lidt søvn dér. Dér sad han i det åbne vindue badet i månelys. Han lignede et væsen fra en anden verden, en statue eller et monument på Akropolis. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lige dér blev fragtet tilbage til Athen og nætter i Grækenland, men det var som om jeg røg ind i slags tidslomme. Pludselig vandrede jeg i ruinerne af det, der var. Gik forbi Zeus tempel og så Athene danse i månelyset. Det var varmt i sommernatten og den eneste lyd, jeg hørte, var cikaderne og mine egne skridt i stenene. Jeg tabte min dyne på gulvet og vågnede endnu engang brat.
”Athene?” udbrød jeg og kendte knap lyden af min egen stemme.

Han lo højt, det rungede gennem månenatten. Det var det stadig ham. Ørnen. Forvirret samlede jeg dynen op og lagde mig under den i gæstesengen. Det måtte være en drøm.
”Du er vågen” proklarede han med latter i stemmen. ”Og det er også meningen.”

”Meningen” udbrød jeg irriteret, ”jeg er simpelthen så træt. Og du plejer da ikke at komme midt om natten”. Jeg satte mig igen op med puden i ryggen og blikket rettet mod ørnen. ”Kan du heller ikke sove omkring fuldmåne?”
Det svarede han ikke på. Han sad længe i det åbne vindue uden at sige noget, klædt i fjer og sølvlys, smuk og majestætisk som sad han midt i stilhedens dyb. Jeg kunne se hans brystkasse bevæge sig, rolige, dybe åndedrag og jeg faldt selv til ro blot ved at betragte hans væsen. Men snart begyndte tanker og irritation igen at røre på sig. Jeg kunne ikke længere udholde tavsheden og de manglede svar.

”Sover du, ørn?”
”Ville du da gerne have mødt visdommens gudinde? Athene?” Hans stemme var dybere end ellers, som om han talte fra et andet sted. ”Hvad ville du da have spurgt hende om?”

Jeg trak på skuldrene.
”Det aner jeg ikke. Det var bare hende, der dukkede op, hende jeg så. Et kort øjeblik troede jeg …”

”At du var tilbage i Athen og at du dér midt i Akropolis natten ville få nogle svar, som du har søgt på din rejse?”
”Måske. Men ørn, kom nu til sagen. Der er så mange spørgsmål, de gør mig endnu mere vågen. Og forvirret. Jeg befinder mig i et slags tomrum og du sidder bare dér og smiler underfundigt, som om du kender alle livets hemmeligheder, men ikke har tænkt dig at afsløre dem for mig. Er du ikke mit kraftdyr? Er du ikke kommet for at hjælpe mig?”

Han løfter sine vinger og et øjeblik tror jeg, at han vil lette og forsvinde ud i natten. Bag ham kan jeg se himlen åbne sig, en lille sprække af næsten usynligt lys kommer til syne. Daggryet kigger forsigtigt ud og strækker sig bag skyerne. Det er snart tid. En flagermus flyver forbi, tiden står stille, jeg kigger stilheden dybt i øjnene og ser min egen sjæls rejse i lyset fra månen og det nu spæde daggry. Stilheden er som et tæppe af trøst, et dybt suk af genklang og en forbundenhed, jeg aldrig før har mærket så intenst. Det er fristende at lukke øjnene lige nu, søvnen er tæt på og kalder med forførende stemme. Men jeg er fast besluttet på at holde mig vågen. Hvorfor har jeg ikke set det før?
”Fordi du ikke var vågen”. Ørnen rører på sig, han er dér endnu.

”Vågen? Du kan tro, at jeg var vågen. Jeg har ligget søvnløs på næsten alle fuldmånenætter og sovet dårligt og lidt, når fuldmånen var tiltagende og tæt på.” Min stemme er skarp og skærer som en kniv gennem det papirstynde filter af magi og månelys.
”Du var ikke vågen”, siger han bare og ryster på hovedet. ”Ikke rigtig vågen. Men det er du nu og det er godt. Dette tidspunkt er givet til dig for at du skal se det, du ikke ellers har øjne for. Forstå det, der ikke kan forstås i dagslys og ved brug af rationel tankegang. Det er ikke sindets land, det er sjælens.”

”Men hvorfor så jeg Athene?”
”Fordi du søger hendes visdom. Men du behøver ikke søge Athene eller læse om det i en bog, du kan bare lytte til månen og din egen sjæls sang. Dybt i dig er der toner, du kun kan høre, når du er helt stille. Det er derfor, hun altid har kaldt på dig, månen. Vækket dig og inviteret dig til en helt særlig stilhed, der allerede findes i dig selv, men som du ikke er lydhør overfor, når tankerne kører på højtryk og du er opsat på gøren og handling. Du er sikkert stødt på det sted, når du mediterer, en lille pause mellem tankerne, en pludselig sprække af stilhedslys, der egentlig er mere som det blødeste mørke. Du vil det gerne, du ved godt, at det findes, men jo mere du anstrenger dig for at komme derhen, desto længere glider du væk.”

”Du ved meget om mig, ørn”. Det er en kærlig konstatering. Jeg mærker en lille berøring af taknemmelighed, som om en finger forsigtigt tegner et hjerte på min skulder, en tatovering af kærlighed og indsigt, som jeg ville ønske var synlig i dagslys. Men hvad skal jeg så gøre?”
”Dér har vi den igen. Du skal ikke gøre noget, ikke anstrenge dig og være så forhippet på et bestemt udfald. Du skal hengive dig. Sige ja, når månen kalder eller når din egen sjæl hvisker. Det handler om at lytte, om at gøre dig åben og modtagelig. Det du søger, kan ikke findes ved aktiv handling. Det, du længes efter, kan ikke købes eller læses om i en bog. Det skal opleves. Og det sker kun i det direkte møde, i berøringen. Det er som elskov, den finger, der blidt glider hen over din arm og tegner et hjerte. ”

”Elskov? Det er dér jo en vis aktivitet i.” Jeg ler kort og kan mærke min egen utålmodighed. Jeg har lyst til at skrige, at han skal komme til sagen, men jeg ved godt, at det kun vil ødelægge det magiske øjeblik. Jeg tvinger mig selv til fokus, forsøger at lytte og skubber irritationen i baggrunden.
”På samme måde som når du skriver. Her møder du jo også op og sætter pennen på papiret. Men du ved godt, at du sjældent kommer særlig langt med vilje alene. Du har for længst indset, at det allermest er en lyttehandling og at den kreative proces er en tillidssag mellem dig og Kilden. Det er en subtil udveksling som allermest kræver, at du er stille nok. Tankerne forstyrrer, de vil gerne vide, hvad, hvorfor, hvornår. De gør alt for at forpurre processen, ivrige efter at kende produktet og udfaldet. Hvad får jeg ud af det? Vil det være noget smukt, vil andre kunne lide det, vil det gøre mig større, bedre, bliver jeg berømt? Men det handler om noget helt andet.”

Jeg nikker. Det ved jeg godt. Det er også noget af det, jeg underviser andre i, men som en klog sjæl engang har sagt det:
You best teach what you most want to learn.

Der bliver igen stille. Udenfor er daggryet stået op, sprækken er nu en åbning af rødmende lys. Ørnens fjer skifter fra sølv til guld. Men mærkværdigvis er han mere utydelig nu. Jeg gnider mine øjne, mærker trætheden og efterdønningerne af de sidste nætters søvnløshed og et kort øjeblik glider jeg hen. Søvnen lægger sin arm om mig og vugger mig blidt. Jeg ved ikke, hvor længe jeg har slumret, men da jeg igen slår øjnene op, er han væk. Den kølige morgenluft finder vej ind i rummet, jeg fornemmer duggen og efterårets tunge fugt.
Jeg prøver at genkalde mig det, som ørnen sagde, men det er som når man har drømt. Nogle gange fordamper drømmen ligeså stille, når man vågner og langsomt forsvinder det, man troede, man kunne huske. Billeder udviskes, det, der var så tydeligt, er nu blot en tågedis af uhåndgribelighed. Men betyder det, at det ikke længere findes? Eller er det blot fordi man er trådt ind i en anden tilstand, hvor man ikke længere er modtagelig? Og var det egentlig ikke det, ørnen prøvede at sige?
Jeg står op og går hen til vinduet, stiller mig i morgenlyset og lader den kølige brise kærtegne min hud. Snart fryser jeg, men jeg bliver stående lidt og stirrer ud det flimrende morgengry. På hegnspælene sidder kragerne nu og udveksler historier om det, der var og det, der skal komme. Jeg får øje på Harald nede på den store låge, jeg vinker til ham, men han ser mig ikke. Hans blik er rettet mod horisonten og dagen, der baner sig vej gennem skydækket. Roligt sidder han og tager imod. Dagen kommer, det ved han, så han venter tålmodigt uden at gøre sig særlige anstrengelser. Se mig, tag mig, vælg mig. Sådan er det ikke i krage og fugleverdenen. Der ved man, at tiden kommer og at hver eneste fugl har sin plads, sit værd og sine fortællinger.

Jeg længes efter at tale med ham igen, det er et stykke tid siden, men instinktivt ved jeg, at det er ham, som opsøger mig og ikke omvendt. Hvis jeg råber ud i morgenen eller vælter frem i haven, letter råger, krager og ravne og forsvinder som dug for solen. Jo mere, jeg jager dem, desto længere væk flyver de. Men jeg kan stå her og betragte, jeg kan fylde mig selv med ro og taknemmelighed over, at jeg har været vidne til både månelys og morgengry. At jeg ikke sov, da ørnen sad i mit vindue, men at jeg faktisk lyttede, selvom det var svært. Der er ikke så meget at forstå. Jeg skal bare lytte og tage imod.
I kølvandet på den erkendelse får jeg lyst til kaffe. Jeg takker månen og ørnen for nattelys, indsigt og udsigt og tager tøj på. I spejlet får jeg øje på mig selv og stivner et kort sekund. På min venstre skulder ser jeg aftegninger af et smukt formet hjerte. Instinktivt rører jeg ved stedet med min finger og mærker, at den bliver våd. Hjertet opløses og små bitte vanddråber løber ned af min arm.

Udenfor forsvinder månen bag en sky og lyset trækker tæppet for. Som efter en bevægende teaterforestilling forlader jeg værelset og går eftertænksomt ned af trappen.
Næste gang, tænker jeg og kommer i tanke om, at det jo faktisk først er rigtig fuldmåne i aften.
Lene Frandsen
fra min egen skriverejse, august 2015
Skrivehuset
* * *
I aften skal jeg deltage i et fuldmånearrangement hos Doreen fra Mind4Nature. Vi skal høre mere om månens særlige energi og visdom fra et shamanistisk synspunkt og vi skal fejre høstfuldmånen og sige tak til naturen for de undere, den bringer os hver eneste dag. Hvis vi altså lytter og tør tage imod. Hvis du ikke skal noget andet, så kom og vær med! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.