mandag den 17. august 2015

Håb i hjertet


 
Det skete i de dage, at hun mistede sin ven. Og ørnen cirklede over hovedet på hende, svævede som en konge over sit rige og bad hende om at følge med.
”Kom lidt højere op, kom flyv med mig, så du bedre kan se”.

Hun rystede sørgmodigt på hovedet, ak, hun kunne ikke flyve. Og sorgen over tabet af sin ven føltes så tung, som havde hun bly i kroppen. Hun stod dér på jorden, i haven, i vinden og lod tårerne få frit løb. De fløj som regndråber fra hendes øjne og blev grebet af luften. Hun smagte på dem med tungen, opdagede hvor salte de var og hun slikkede dem i sig, som drak hun af sin egen flod og smerte.
Ørnen blev ved med at cirkle rundt over hende, kaldende og insisterende.

”Kom nu. Du har bare glemt, at du kan flyve. Husker du ikke vores sidste rejse, hvor der ingen adskillelse var? Du fløj, du var mig. Ørnen. Du lettede og så jorden oppefra, fandt et nyt perspektiv og en anden måde at se din situation på. Verden blev både mindre og større på samme tid. Det er i situationer som denne, hvor onde og smertefulde de end er, at du opfordres til at sprede dine vinger og lette. Ørnen cirklede rundt som i en slags vinddans for at vise hende hvordan. Hun græd, mens hun betragtede den smukke fugl, sit kraftdyr, på afstand. Der synes uendeligt langt mellem hende, tungheden, sorgen og den lethed, ørnen lagde for dagen. Igen rystede hun bare på hovedet. Hun kunne ikke flyve og intet kunne lette hendes sorg eller smerte.
”Jeg beder dig ikke flyve for at det skal lette smerte eller sorg” sagde ørnen og landede pludselig foran hende. Hun betragtede ham og så hvor smuk og yndefuld han var. Hans blik borede sig ind i hendes og hun så sin egen sårbarhed spejlet i hans øjne. Hun så hvordan hele hendes væsen var sunket sammen i sorgen over tabet af ven, den ven, der havde vist hende, hvordan man virkelig danser som kvinde. De havde løftet og støttet hinanden gennem tykt og tyndt og bruddet mellem dem var en kæmpe sorg i hendes hjerte. Det så hun i ørnens øjne. Så hvordan sorgen havde lagt et klæde over hende. Det var som om hun befandt sig bag en tyk sort sky af smerte. Den klædt hende ikke, sorgen, for sorg klæder ingen. Alligevel er vi nødt til at bære den for at kunne blive hele og smukke igen.

”Jeg beder dig om at flyve med sorgen og smerten”, fortsatte ørnen og blev ved med at kigge dybt i hendes øjne. Det føltes som et favntag, hans blik var blidt og gennemtrængende, som om han med synet alene kunne lindre det, der gjorde så ondt. ”Jeg inviterer dig til at give det en chance. Kom nu, spred dine vinger og flyv”.
Modvilligt lod hun sig overtale. Der kunne jo ikke ske noget ved at forsøge. Det værste der kunne ske, var at hun faldt ned og døde, men på en måde var det jo allerede sket. Hun havde intet at miste. Hun lod sig glide ned på græsset, lagde øret mod jorden og hørte trommelyden i det fjerne. Det var som om jorden omsluttede hende og tog hende til sig. Med lukkede øjne lå hun og lyttede til trommen og den monotome rytme, der tog hende med. På rejse, gennem hullet, tunnelen og ud på den anden side. En grøn eng lå langstrakt foran hende. Der var frodigt og engen var omgivet af vældige træer, der strakte sig mod himlen. Uden tøven gik hun hen til den træstub, hvor hun altid satte sig, når hun skulle ud og flyve. Det var dansestubben. Stedet hvor hun viste ørnen, at hun var mødt op og var klar til sin rejse. Og hvor hun lærte, at man sagtens kan sidde ned og danse.

Der sad hun længe og ventede uden egentlig at gøre det. Hun faldt til ro, mærkede hvordan åndedrættet lagde sig til rette og fandt sin helt egen rytme. I det fjerne lød trommer og torden. Luften var tung og fugtig og hun døsede. Pludselig var han dér. Svævende over hende, hun kendte lyden af hans vingeslag og mærkede vinden i håret. Hun rejste sig, strakte armene og begyndte at danse. Rundt og rundt dansede hun, mens ørnen svævede over hende i samme cirkel. På et tidspunkt blev hun så rundtosset, at hun troede hun ville dejse, men i stedet lettede hun lige dér. Mærkede vinden omslutte kroppen, fornemmede suset og snart var hun i luften. I et kort øjeblik sammen med ørnen, men snart var hun selv ørn. De var ikke længere adskilte.
Hun fløj med sorgen og smerten. Og mens hun fløj, havde hun en samtale med ørnen, der fortalte hende om venskaber, kærlighed og sorgen ved at måtte sige farvel.

”Det er, når vi er allermest sårbare, at faren for at blive såret er størst. Det giver sig selv. Vi åbner os og gør os modtagelige for ikke alene kærlighed men også for smerte og svig. Når vi er åbne og sårbare i venskaber kræver det, at vi kender hinanden godt nok til at vide, at selvom vi begår fejl og gør dumme ting, så mener vi det godt. Sårbarheden skal være så rummelig at den kan tåle det. Også selvom det gør ondt.”
”Men hvad når sårbarheden ikke kan tåle det? Hun fløj, men hun følte sig stadig tung og trist. Hvad betyder det så? Og hvad hvis vi kommer til at træde forkert, gør noget, som sårer den anden part?”

”Tilgivelse kræver, at hjertet er åbent”, sagde ørnen. ”Og det er mit vigtigste budskab til dig i dag. Hold dit hjerte åbent og bliv ved med at elsk fra det sårbare sted. Favn dig selv og den anden, bad i kærlighed og bed om nåde. Det er en del af det at være menneske. I træder forkert og må lære at rumme ikke alene jeres egne fejltagelser men også andres. ”
”Jeg gjorde noget utilgiveligt”, fremstammede hun og så, hvor lille jorden var under hende. Måske, hvis hun fløj højere og højere, ville jorden forsvinde helt og med den hendes menneskelighed. Fejl, mangler, sorg og smerte. Hun lagde uvilkårligt kurs mod højere luftlag, men ørnen fik hende på bedre tanker.

”Du begik en fejl, men kærlighed er tilgivelse. Jeg ved, hvad der skete, jeg så det jo. Jeg ser alt, hvad du laver, gør og jeg ved, hvad du tænker og føler. Du blev grebet af en stemning og forført af nogle ord, som ikke var dine. Du kom for tæt på et minefelt, du trådte forkert og minen blev udløst. Naturligvis har eksplosionen såret dig dybt. Du troede at du og din ven var uadskillelige, men pludselig var du igen alene.”
”Det skræmmer mig ikke at være alene”, svarede hun. ”Jeg kan leve med mine fejl og mangler, jeg kan se dem i øjnene på samme måde, som jeg ser og accepterer min svaghed. Men det er tabet af en kær ven, der smerter mig. At det at træde forkert skulle koste et venskab og et menneske, der stod mit hjerte så nært.”

”Hvordan føles det så nu? Har du givet slip og lukket din ven ude af dit liv?”
Hun rystede sørgmodigt på hovedet.

”På ingen måde. Jeg elsker stadig min ven og vil altid gøre det. Hver eneste aften siger jeg en bøn og sender hende kærlighed.”
”Det er også det eneste, du kan gøre. Blive i kærligheden og holde dit hjerte åbent. Det er, når vi lukker hjertet at bitterhed opstår. Det er, når vi lukker hjertet at tilgivelse og forsoning bliver umulig. Men det er ikke alle, der kan eller tør holde hjertet åbent. De er nødt til at beskytte sig selv og lukke helt af, når der udløses en bombe af et fejltrin. Det er som en lavine og ja, det føles som en indre eksplosion. At lukke hjertet er nærliggende. Trygt. Men det eneste, du oprigtigt kan gøre nu, er at holde hjertet åben både for dig selv og din ven. Leve med dine egne fejl uden at tænke ondt om hverken dig selv, din ven eller situationen, som udløste eksplosionen.  Du opfordres til medfølelse.”

Hun fløj lidt uden at sige noget, mens hun smagte på ørnens ord. Selv heroppe i de højere luftlag føltes både smerte og sorgen tung om hjertet. Som en knytnæve, der holdt for hårdt. Hendes tårer løb igen, fik frit fald og vandede jorden under hende.
”Selv i sorgen trænger blomster og planter til vand” nikkede ørnen og kyssede hende blidt på kinden. Især i sorgen.”
Lidt efter landede de igen på jorden ved træstubben. Trommen kaldte hende hjem, hun skyndte sig at sige tak til ørnen og snart sad hun alene tilbage i sin egen stue. På bordet stod kruset med kaffen, der nu var blevet kold. Rastløst rejste hun sig fra stolen og gik hen til vinduet. Stod lidt og stirrede ud i horisonten, hvor vinden ruskede i træerne. Efteråret nærmede sig. Det bliver et trist efterår, tænkte hun og endnu en tåre faldt. Jeg savner min ven.

Mens hun stod i vinduet fik hun øje på noget. Midt på græsplænen var en lille blomst skudt op. Hun var ganske sikker på, at den ikke havde været dér før. Nysgerrig gik hun ud af døren til havestuen og stod snart foran den lille blomst. Den dansede i vinden, sejlede fra side til side og så næsten ud som om den smilede. Dens kronblade var blodrøde og den var af en art, hun aldrig før havde set.
”Hvor er du kommet fra, lille blomst?” spurgte hun og bukkede sig ned, så hun bedre kunne se den. Det var den smukkeste blomst, hun nogensinde havde set. Farven, intensiteten og den slanke stilk. De grønne blade lignede små hjerter.

”Jeg kom af dine tårer” svarede blomsten med spæd stemme. ”Du øste af dit inderste, lukkede op for både sorg og smerte og tårerne faldt på jorden og gav nyt liv. Jeg er et budskab til dig om, at der findes et liv på den anden side af sorgen og smerten. Men det går ikke over. Du skal gå over, når du er klar.”
Hun nikkede. Det er ikke altid det går som ønsket. Det er ikke alt, man kan rette op på, selvom man gerne ville. Ikke alle fejltrin fører tilbage i den retning, man ønsker. Man må gå videre og være med sorgen, egne fejl og den smerte, der er i et farvel. Jeg kan ikke flygte, tænkte hun og ønskede det heller ikke. Hun havde lært, at man hverken eller skal flygte fra mørket, smerten eller sorgen. Man må blive og være med de svære følelser.

”Hvad hedder du” spurgte hun blomsten.
”Håb” svarede blomsten og dansede videre i vinden. ”Bær mig i dit hjerte. Og jeg kan kun vokse dér, hvor hjertet er åbent og jorden er sårbar. Luk aldrig dit hjerte, men gå i kærlighed.”

Den aften gik hun tidligt i seng. Det havde været en lang dag og hun var udmattet. Hun lagde sig på sengen og faldt i søvn. Dybt ulykkelig over tabet af sin ven men med håb i hjertet.
 
Lene Frandsen, august 2015
Fra min egen skriverejse

1 kommentar:

  1. Kjære Lene
    Er bare innom for å hilse på. Travle dager.........
    Regner med at du har fullt opp selv. Nyter dine skjønne instagram bilder til høyre her.
    Snart går tiden til min fødselsdag, som skal feires i KBH. Det blir kun noen få dager, og min mann skal være med, og vi har fullt program. Men vi sees en annen gang, gjør vi ikke?
    Ja, jeg leser. Jeg elsker STILLITSEN, som snart er ved veis ende. Jeg hadde håpet den aldri tok slutt, det er en fin bok. Jeg skal fortsette med å lese.
    Må du ha travle, men fine dager. Og hundene, jeg håper de også har det bra.
    Klem

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.