lørdag den 8. august 2015

Barnet i lyset


 
Jeg har en historie til dig. En fortælling er undervejs, født ved daggry som et lysglimt i horisonten. Den slags fortællinger finder altid en fortæller til at give ord og sætte fri. Ser du kragerne på hegnet derude? De ved det. De sidder dér for at minde dig om at forholde dig åben og modtagelig. Du behøver ikke at vente eller anstrenge dig unødigt, men du vil vide, når det er tid. En budbringer vil dukke op og overrække dig kortet, som indeholder fortællingen, men det er din opgave at folde den ud. Akkurat som tidligere. Det er din opgave at lade din intuition og din fornemmelse for det usagte finde ord. Ser du kragen på plænen som kommer nærmere det åbne vindue? Mærker du regnen derude, den fugtige luft og duften af vådt korn og græs? Fornemmer du tungheden, døsigheden, den afventende stemning af sensommer? Alting ånder fred, en slags venteposition, der egentlig ikke er det. Men alle ved. Noget er snart klart til at blive fortalt og du er dets fortæller.
* * *

Det er vinter, tror jeg. Bag mig hyler en ugle. De nøgne træer står som tomme silhuetter mod den iskolde himmel, der pludselig får et andet skær. Det, der før var gråt, nærmest sort, forvandler sig til lilla. Violet. Mellem træerne kommer et lys til syne. Jeg tænker først, at det må være solen og mit hjerte glædes i små stik af forventning. Det har været koldt og mørkt. Vinteren slukker for lyset, dæmper det hele, livet trækker følehornene til sig og alting går i dvale. Korte dage og lange nætter. Mørke nætter med drømme som tråde af spindelvæv, der hele tiden vokser. Kræver. Mere. Så når man ser et glimt af solen vågner man brat og hjertet håber.


”Fortællingen handler om sjælens vinter”. Stemmen er lys som et barns. Pludselig ser jeg strålerne brede sig på himlen mellem træerne og et ansigt kommer til syne. En rund kugle af lys svæver foran mig og i midten ser jeg et barns ansigt. Jeg går forsigtigt et par skridt nærmere, bange for at skræmme lyset og det fine barneansigt væk.
”Kom bare nærmere og varm dig ved mine stråler”. Den lyse stemme fniser fornøjet og uhøjtideligt. Jeg kommer uvilkårligt til at smile selv.

”Hvem er du?” drister jeg mig til at spørge.
”Barn af vintersolhverv” fniser stemmen og et smil kommer til syne midt i de gule stråler. Jeg hører subtile toner af harpemusik mellem træerne, så en trommelyd og pludselig ser det ud som om træerne danser. De bevæger sig i glidende, harmoniske cirkler og deres dans er så intens og smittende, at jeg uvilkårligt må svaje med. Sådan står vi lidt og svajer, danser, træerne og jeg, mens musikken bliver højere og endnu mere dragende. Hele jorden danser.

”Vinterdans” udbryder barnet og latteren bølger gennem den iskolde vinterluft. Jeg mærker varmen fra lysets ånde, den sødlige duft af barn og får pludselig et indre billede af et blommetræ i blomst. Som om jeg gennem lyset og latteren fragtes ind i sommeren. Vinterdansen går mig kåd og snart ler jeg sammen med barnet i lyset.
”Er det virkelig allerede vintersolhverv” udbryder jeg pludselig og musikken stopper brat. ”Hør nu her, det var jo sommer lige før. Hvad skete dér, var jeg uopmærksom et kort øjeblik?

”Du blev bedt om at tage imod en fortælling” minder barnestemmen mig om og træerne nikker samtyggende. En fortælling som foregår ved vintersolhverv og som handler om din egen genfødsel. Kan du ikke se det? Nej, det kan du vel ikke, for din egen modstand har rejst sig som en mur i dit indre. Du tror ikke helt på den slags, på magien i fortællingen, der som en tidsmaskine kan fragte dig lige derhen, hvor du har brug for at være. Men du er kommet for at lære det og erkende det. Acceptere det i sådan en grad, at du ikke længere stiller spørgsmålstegn. Fortællinger er magiske og vækker den indsigt og visdom, der allerede findes i dig selv. Men du er nødt til at turde lade det vågne.
”Jeg troede, at fortællingen her blev født ved daggry og overbragt til mig for at få ord?”

”Det er sandt. Men du ville ikke kunne skrive fortællingen, hvis du ikke allerede selv havde høstet de fornødne ord. Ord gjort af levet liv og erfaring, men også af visdom og indsigter fra tidligere liv. Det er alkymi og som fortæller er du alkymisten. Det er ikke dit job at skabe tvivl og spild, tværtimod, du er budbringer af magi og visdom. Og skal vi så komme videre med selve fortællingen?”
Jeg nikker bare.

”Så hvad er det, jeg skal lære her midt i fortællingens vinter? Sjælens vinter, som du kaldte den?”
”Du er kommet til sjælens vinter for at gå mod lyset. Opfordringen til dig er at bevæge dig fremad med ny energi i forståelse af, at du er genfødt. Den kvinde, du er nu, er et resultat af de valg, du tidligere har truffet og den vej, du har sagt ja til. Du er kommet til et tidspunkt, hvor du er klar til at efterlade dit gamle gods, alle de tanker og overbevisninger, der tyngede dig og gjorde dig usmidig. Læg dem her hos mig og træerne i vintersolhverv. Læg alt det fra dig, som ikke længere tjener dig og som fornærmer din sjæl. Giv slip på mere, end du umiddelbart tror, at du kan undvære, for du vil snart opdage, at det gør dig både lettere og gladere. Fri.”

Jeg sukker og kan mærke, at det er et svært øjeblik. Men så begynder jeg langsomt at tømme min bagage. Der ender med at ligge en kæmpe dynge af tunge følelser, usande historier, giftige forbindelser og bekendtskaber og gamle, ubrugelige overbevisninger på jorden. Det ligner uvilkårligt forberedelserne til et bål og idet jeg tænker den tanke, ler barnet i lyset højt og hjertelig.
”Nemlig. Det er nu din opgave. At sætte ild til bålet dér og brænde det hele. Jeg er godt nok imponeret, tænk at du kunne bære rundt på alt det. Du må have følt dig forfærdelig tynget.

Jeg nikker sørgmodigt, chokeret over, hvor meget der ligger dér på jorden oplyst af strålerne fra barnet.
Jeg stryger en tændstik fra den æske, jeg på forunderlig vis finder i lommen, og sætter ild til nogle følelser, der til forveksling ligner en lunte. De antændes med det samme. Gammel vrede og frustration får bålet til at blusse og snart brænder det hele. Landskabet lyses op og varmen stiger til himmels. Musikken begynder at spille, snart danser træerne igen, men denne gang er dansen mere voldsom. Jeg stirrer ind i flammerne og ser alt det gamle brænde og dø. En sitrende vellyst går gennem min krop og en snert af frihed bølger i mig.

”Jeg var ikke sand mod mig selv” hører jeg pludselig mig selv sige. Jeg står foran bålet og ser på barnet i lyset gennem flammerne.
”Og derfor var du bange”. Barnet nikker anerkendende. Frygten tog bolig i dig, fordi du havde så travlt med at gemme dig bag det usande. Men du vidste ikke bedre, så bebrejd ikke dig selv noget. Det er en del af livet, af rejsen. Men tiden er nu kommet til at slippe det usande. Til at stå frem, som den du er, nøgen, sårbar og så fuld af styrke, at kraften danser fra dit indre og snurrer i dit bækken. Sæt det fri. Lyt til rytmen og følg den. En ny begyndelse har set dagens lys her ved vintersolhverv.

”Men egentlig er det jo ikke …” en slags indre protest løber over, som en flod der går over sine bredder. Ordene flyder ud af min mund.
”Du har fået fortællingen og skrevet dens budskab, så du husker det. Du befinder dig tilsyneladende stadig i sensommerens fugtige regnvejrsduft, du ser sommerfugle og svaler og mærker længslen efter mere varme. Mere sommer. En vis vemodighed sænker sig over dig, når du tænker på, at det snart er slut. Men hvad er det egentlig, der slutter? Der er ikke noget, som slutter, uden at en ny begyndelse finder sted. Og du er selv en del af den nye begyndelse. Se, hvordan bålet brænder. Grådigt slikker det dine gamle tanker, følelser og usande overbevisninger i dig, renser dig, så du kan blive mere fri. Mere dig. Du er nu fri til at lytte til sandheden og tage imod dens fortællinger. Du kan danse frit."

”Det lyder … stort.”
”Det er stort. Og det er dig. Alt det, der føles sandt og rigtigt, fortæl det, skriv det og sig det højt, ligegyldigt hvad andre mener og tænker. Du er valgt til at fortælle naturens historier, de fortællinger, der bor i morgengryet og i skumringen. Tror du måske, at det er tilfældigt, at du altid har følt dig bedst tilpas, når du færdes i naturen, i skoven eller havet, at det var dér, du følte dig forbundet? Eller sammen med dyrene? Nej vel. Du følte dig hjemme, fordi du var hjemme.

Barnet bliver en smule mere utydelig i røgen fra flammerne. Jeg træder nærmere, men røgen svier i øjnene. De løber i vand og jeg opdager, at jeg græder. Sorgen vælter op i mig og jeg synker i knæ foran det, der engang var mit liv. Skabt af noget, der slet ikke var mit og som på mange måder var usandt. Da jeg igen rejser mig med snot og tårer i hele ansigtet, er lyset mellem træerne væk. Barneansigtet er forsvundet. Jeg prøver at kalde, men mødes kun mit eget hjertes tavse skrig. Afskeden er hård og alt for brat. Der var meget, jeg gerne ville have spurgt det kloge barn om, som til forveksling ligner et babybillede, der sidder i min mors gamle fotoalbum. Mine første år.
Bålet brænder stadig, men flammerne er ved at dø hen. Alt det, der engang var mit liv, ligger nu som aske på jorden, aske der snart vil tages af enten regn eller vind. Træerne står vinterstille, men deres blotte tilstedeværelse er en stor trøst. Jeg er ikke alene. Og jeg ser pludselig fordelen i at lade mig rense ved vintersolhverv. At det netop er et helligt og vigtigt tidspunkt i årets cyklus og markerer det tidspunkt, hvor dagene igen bliver længere. Lyset vokser og på samme måde opfordres jeg til at vokse med det. Fra et nyt udgangspunkt, et nyt ståsted dybt i mig selv.

* * *
Kortet ligger på bordet foran mig. En svag duft af røg bølger stadig gennem stuen. Jeg kan dufte den i mit hår og i mit tøj. Underligt, for jeg har da ikke været i nærheden hverken af bål og ild. 



Lene Frandsen, august 2015
fra min egen skriverejse
Skrivehuset


2 kommentarer:

  1. Du skriver så smukt, det griber mig om hjertet og minder mig om hvor vigtigt det er at få renset ud og smidt de gamle ting/følelser ud. Tak fordi at du vil dele, jeg venter med længsel på dit næste skriv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Hanne, det glæder mig at du kunne bruge fortællingen og ordene i din egen proces. Smuk aften til dig <3

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.