torsdag den 30. juli 2015

Vær som vand


 
Det er snart ved at blive en vane. Et ritual. Og måske er det i grunden den slags ritualer, vi kan skabe i vores liv og som gør os opmærksomme og lydhøre over det, vi egentlig ønsker os af livet. I dag er det Harald, der dukker op i lav flyvning over de endnu dugvåde marker fulgt af et par af sine kragevenner. De skal tilsyneladende videre, har grebet dagen og det øjeblik, hvor man vælger om man skal gå i den ene eller anden retning. Eller flyve.
”Vi er på vej videre” siger han idet han lander i det åbne vindue og lader mig vide, at han ikke er til rådighed for yderlige samtale. Jeg nikker bare og mærker en stille lyst til at tage med. Flyve med de fugle, der nu venter på ham på plænen foran huset, nysgerrig efter at vide, hvor de skal hen og hvordan det vil være at lette og flyve. Skal de mon til havet? Jeg kan egentlig ikke huske, at jeg er stødt på krager ved vandet, men måske tager jeg fejl. Han slipper kortet og det falder ned på gulvet med bagsiden opad.

”En ny fortælling til dig”. Han smiler kort og vender sig. Letter og flyver tilbage i østlig retning fulgt af sine venner. Et smukt synes, synes jeg, de sorte silhuetter mod himlen, der nu er fuld af skyer. Jeg mærker et stik af misundelse, men hører så stemmen synge dybt i mig:

Dance when you’re sitting down
Dance like an eagle
Fly when you touch the ground
Fly like an eagle
Jeg rejser mig, samler kortet op og går tilbage til min plads foran tastaturet for at tage imod den fortælling, som budbringer Harald netop har afleveret.

* * *
Det kom til mig i en drøm. Budskabet. Det var tidligt om morgenen og jeg vågnede uden helt at gøre det, bevægede mig i landet mellem nat og dag, drøm og virkelighed. Et sted, hvor rummet er mælkehvidt og landskabet er uklart, men hvor man alligevel ser tydeligere end nogensinde før. Der så jeg ham. Han sad i en stor sølvstol, som allermest lignede en trone. Klædt i en blå dragt og med en medaljon om halsen. En stor hund vogtede foran ham, en irsk ulvehund, hvis jeg ikke tager meget fejl. Han sad ved kysten helt oppe på en grøn skrænt. Bagved lå havet udstrakt i gråt og blåt, det var en tåget dag og horisonten flød ud. Jeg skimtede en slags ø et sted derude, men var ikke helt sikker. Faktisk anede jeg ikke, hvor jeg var og på det tidspunkt var der ingen forskel på drøm og virkelighed.

”Velkommen til den anden virkelighed” sagde han og nikkede til mig, bad mig om at træde nærmere. Nu så jeg at han holdt et bæger i sin hånd, et slags vinglas i sølv. Hunden så på mig og knurrede stille, lod mig vide, at jeg burde holde mig i behørig afstand, men Kongen, for han lignede uvilkårligt en konge, klappede den blidt og hviskede noget til den. Så lagde den sig ved hans fødder og lukkede øjnene. Alt åndede fred.
Jeg trådte et skridt nærmere og betragtede manden foran mig. Hans lysebrune fuldskæg og læderremmen, der var bundet rundt om hovedet. Den cirkelformede sølvoblat skinnede midt i panden.

”Drømmer jeg eller er jeg vågen?” Ordene forlod mine læber uden at jeg kunne standse dem. I det hele taget følte jeg mig underlig til mode, min krop var nærmest vægtløs og alligevel sitrende den af spænding og forventning. Det var en erotisk undertone i det, jeg mærkede, en subtil vellyst, men jeg forsøgte at ryste det af mig. Trak vejret dybt og stirrede på manden i blåt, der sad rank på tronen foran mig.
”Ingen af delene.” Han lo kort og betragtede mig gennem dybe blå øjne. ”Der findes et andet sted.”

Jeg rystede forvirret på hovedet. ”Jeg forstår ikke helt”.
”Der er ikke så meget at forstå. At du står her og taler med mig er ikke noget, du mentalt kan forlige dig med. Din sunde fornuft vil aldrig acceptere mit land og det er derfor, de fleste aldrig får lejlighed til at se og opleve det. Det, du tror på, skaber din verden og din virkelighed. Hvis du forkaster magien og eventyret vil du aldrig komme til at opleve det, endsige komme i nærheden. Men du er anderledes, det har du altid vidst og mærket. Du er nu klar til at rumme og favne din styrke og din sjæls dybe indsigt. Velkommen til mit land.”

Han rakte mig sit sølvbæger og lod mig forstå, at jeg skulle drikke af det. Han betragtede mig nøje, da jeg førte det op til læberne og drak. Det var rødvin, den bedste og mest fyldige vin, jeg nogensinde har smagt. Toner af solmodne bær og noter af noget helt vidunderligt saliggørende fyldte min krop og jeg fik øjeblikkeligt lyst til mere.
”Drik bare”, smilede han. ”Tag en tår mere. Vinen er dyrket på mine egne marker og årets høst er vel overstået. Det er tid til at fejre. Du er kommet i rette tid. ”

Vinen gjorde mig øjeblikkelig mere modig og livet sitrede i min krop. Jeg følte mig åben og nysgerrighed, havde lyst til at lære den blå konge nærmere at kende. Skulle jeg byde ham op til dans?
”Hvem er du egentlig” røg det ud af mig og jeg hørte mig selv fnise, mens jeg drak endnu en slurk af den gode vin.

”Jeg er Vandets Konge. Mit rige er opstået af havet og rummer vandets visdom. Styrken i følelser, intuition og psykiske evner. Vand repræsenterer livet i flydende form og er på mange måder det mest fleksible af alle elementer. Ofte undervurderet – også af dem, som besidder dens kraft. I følelsernes rige er sårbarheden stor, men som du efterhånden har lært, er sårbarheden i virkeligheden den bedste grobund for egentlig styrke. Og vandet er også dit element.
Jeg nikkede, udmærket klar over at det forholdt sig sådan.

”Du er kommet i dag, fordi du opfordres til at udvikle den del af dig, som repræsenterer vandet. Udforske dine følelsers dybde og lytte til det sprog, din sjæl taler i så tydelig grad. Som du ved, har verden brug for balance og vandets styrke er den feminine kraft. Du opfordres til at lære følelsernes og intuitionens sprog endnu bedre at kende og bevidst at dyrke det, du før anså som svaghed og derfor gemte bort. Vandets vej er også din vej og din sjæl taler vandets sprog”.
Endnu engang var jeg kommet til kort. Jeg stod foran Vandets Konge i et smukt og frodigt landskab, hvor efteråret netop havde trådt sine første skridt. Vinhøsten var overstået, farverne skiftede og blev mere markante, orange og rødlige toner dukkede op som små malerklatter i det grønne. Jeg hørte havets musik og fornemmede bølgernes skvulp mod land. Skyerne trak sig til side og i et kort øjeblik kom solen til syne. Jeg blev blændet og da jeg igen kunne se, var Kongen og hans hund forsvundet. Skuffelsen var øjeblikkelig. Hans ord bølgede stadig i mig og jeg havde glædet mig til at få mere at vide. Forsigtigt gik jeg ud til kanten og stirrede ud over skrænten, så hvordan havet strakte sig langs kysten og fornemmede dets styrke, kraft og duft. Lysten til at gå helt ned var stor, men jeg kunne umuligt klatre ud over skrænten. Det ville være den visse død. I øvrigt havde jeg lyst til mere af den liflige vin og hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg også lyst til Vandets Konge. Jeg havde følt mig sælsomt tiltrukket af ham og hans væsen.

I det samme vågnede jeg og mærkede, at jeg lå badet i sved. En drøm. Det havde bare været en drøm. Kongen i blåt, hans hund og det vældige hav nedenfor skrænten. Den flydende horisont, vinen og de varme toner af høst. Følelsen, fornemmelsen, tilbage var kun en dyb og umiddelbar skuffelse som en kniv i mit mellemgulv. Bare en drøm.
Jeg lukkede igen øjnene og blundede lidt. Tænkte på, hvad jeg havde fået at vide og det gik så op for mig, hvad jeg var i færd med at bilde mig selv ind. Bare en drøm. Er vores drømme måske ikke et tydeligt sprog og beskeder fra det ubevidste, er vores drømme ikke … Så kom jeg i tanke om gårsdagen møde og fuldmånegaven. Hvad var det Altings Moder havde sagt til mig? ”Resten vil du få at vide i dine drømme og lære at genkende efterhånden.” Det gibbede i mig, da det gik op for mig, at jeg netop havde haft en af de drømme, hun havde talt om. Og så var jeg allerede i færd med at forkaste den og kalde den ”bare”.

Jeg lå længe og tænkte på det, som Vandets Konge havde fortalt mig. Om vandets styrke, fleksibilitet og den feminine energi.  Det du tror på, skaber din virkelighed. Han havde også sagt til mig, at jeg opfordres til at udvikle den del af mig, som repræsenterer vandet. Udforske mine følelser og lytte til sjælens sprog. Din sjæl taler vandets sprog, havde han sagt. Hans budskab var tydeligt og klart.
Verden har brug for balance, for den feminine energi til at udligne og skabe fred. Så måske skulle alle vi med store følelser og en veludviklet intuition vende blikket lidt indad og begynde at lytte? Blive bedre til at tyde både følelser og intuition og gå med det, der føles sandt og berigende for sjælen. Hylde det, danse det og leve det? Blive det?

Vær som vand.
Jeg kom i tanke om fuldmånen og hvor mange gange, den havde vækket mig gennem hele mit liv. Men hvordan jeg havde forbandet den og dens kraft og evne til at ødelægge min søvn. Jeg havde undladt at lytte og tage imod den invitation, der lå i fuldmånens lys.  Og alle de mange drømme og subtile budskaber. Det var pludselig som om jeg var vågnet fra en dyb søvn, som havde varet det meste af mit liv. Jeg var i færd med at udtænke en slags plan, da jeg kom i tanke om nogle ord, jeg også havde fået med mig fra Altings Moder i fortællingen i går.

”Den feminine energi er modtagende. Den er ikke udfarende og reaktionær. Du skal blot dyrke det, du allerede har i dig og som buldrer som en ild i dit bækken. Lytte, favne og gøre det, der føles helt naturligt for dig. Gå med månen, faserne, være i naturen og trække på de kræfter, der er til rådighed for dig.”
Pludselig indså jeg det og følte mig nærmest ør af lykke. Der var intet at stræbe efter. Intet at nå. Det var dér allerede som en dyb og kærlig del af mig selv, jeg skulle bare række ud efter nøglen og låse den dør op, der alt for længe havde været låst. Lade bølgerne bruse gennem min krop og danse med det liv, jeg havde fået, men som jeg ofte gemte bort, fordi jeg følte mig forkert.

Jeg faldt i søvn med billedet af Vandets Konge for mit indre øje. Jeg kunne endnu smage vinen og fornemme havets sang i mit blod, mens jeg gled ud og ind mellem virkelighederne og vidste, at jeg ikke længere havde brug for en nøgle. Der var åbent. Jeg var åben.
Lene Frandsen, juli 2015
fra min egen skriverejse
Skrivehuset

 

4 kommentarer:

  1. Hej Megan

    Jeg genkender meget af det, vi har skrevet sammen om i den her Fortælling.
    Det var godt, du kunne bruge det, trods måske modstand.

    Mit horoskop er fyldt med vand, så jeg genkender kraften og styrken i det, du fortæller om. Og mange af mine drømme handler om vand, og hvis jeg skriver digte, er de altid erotiske.
    Så her er altså en genkendelighed. Og jeg er glad for at læse din fortælling. Du skriver så supergodt.

    Omkring det kollektive. Og hvad verden har brug for. Jeg synes, det er interessant, fordi vi i vores tid taler om, at vi er i kvindens århundrede. At vi skal finde de feminine sider af os selv og bruge dem, som du også skriver om. At det vil være en måde at redde jorden på. Og vokse på. Fordi vi i hvert fald i vesten i flere århundreder måske har overbrugt vores maskuline sider. Eller fokuseret ensidigt på dem.

    Men når det kommer til det astrologiske ser jeg ikke en samstemning, umiddelbart. Men verden ligger jo også udenom Vesten. Og et århundrede fra eller til, kunne man sige. Fordi vi nu står på tærsklen til at gå ind i Vandmandens Tidsalder (men hvornår?), fra Fiskens Tidsalder. Men fisken ER jo et feminint tegn med feminine værdier, modsat Vandmanden. Men Tidsaldrene må gælde for hele menneskeheden. Og dér fylder vores verden så lidt. Ét sted hvor jeg kan finde en samstemning omkring Vandmandens Tidsalder, er at Vandmanden er jo et kollektivt tegn. Og hvis vi skal redde verden fra at gå under, miljømæssigt, og vores art - og ikke mindst de andre arter, som har overlevet vores dominans - skal overleve, så må vi handle - kollektivt. Og helst allerede nu.

    Noget andet jeg også kommer til at tænke på, nu hvor jeg skriver til dig, det er en bog af Ebbe Kløvedal Reich: ´De første´. Som er en fantastisk bog. Og Ebbe var en helt fantastisk mand. Født i fiskens tegn.
    Jeg husker så dårligt og er god til at blande en hel masse fantasi ind i min hukommelse, men jeg mener, at han skriver om dengang Danmark (og Norden) var ´kvindeligt´, fordi man bl.a. dyrkede gudinder, og dér voksede der egetræer i vores skove. Og egetræer er forbundet med det feminine. De skal have masser af plads, hvis de skal vokse med deres fulde styrke. Og blive dem, de er. Ebbe skriver, at de ´mumler´ ligesom kvinder - det er meget hyggeligt, at han skriver det! - de er krogede og kringlede, ligesom kvinder, mystiske, dybe, og man kan ikke helt forstå deres vækst.
    Da så gude - tiden vandt frem her i Norden (og Danmark) og gudindetiden fortrængtes, ja, så funderer Ebbe over, at der i flg hans viden på samme tid, spredte sig væksten af bøgetræer. Vi valgte at lade dem vokse frem - og overtage pladsen efter egetræerne. Og bøgetræer forbindes med det maskuline: Høj, lige vækst, som bedre kan fastsættes. De behøver ikke så meget plads, kun i begyndelsen, og de har en lysere farve, som ånden, ingen kringelkroge, men mild, frisk glæde.

    Jeg synes, dét er en fin historie og vinkel, Ebbe havde omkring det.

    Det var mine tanker over din historie for denne gang.
    Nu virker min hjerne ikke mere, men du ved, hvorfor.

    Kærligst - og forsat god vind på din rejse, Megan! - fra Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Laila

      Tusind tak for dine ord og funderinger. Jeg har faktisk aldrig læst Ebbe Kløvedal Reichs historie, men det vil jeg gøre nu. Og tænk at hans fortælling starter med en dansk konge, der sidder i en stol ved havet. Forunderligt. Jeg trak jo "bare" et keltisk tarotkort og lod mig fragte fra den inspiration, der lå i kortet. Øver mig i fortællinger, der opstår helt intuitivt og følger bare den tråd og den kilde, der flyder :) Men nu vil jeg bestille bogen på biblioteket og læse den.

      Ha' smukke dage til vi skrives igen.

      Knus
      Lene

      Slet
  2. Ps: Googlede lige bogen ´De første´, selvom jeg har den i min bogreol. Det er mange, mange år siden jeg har læst den. Men den starter faktisk med en dansk konge, der sidder i en stol ved havet. Det er da et sammentræf! I forhold til din fortælling. Jeg kunne slet ikke huske den detalje, men måske har min underbevidsthed ledt mig på vej.

    SvarSlet
  3. Kære Megan

    Tak for dine ord. Jeg synes, det lyder som en rigtig god opgave, du stiller dig selv. Og du er god til det!:)
    Ja, jeg har mange bog henvisninger og sammentræf, jeg har svært ved at lade være, for jeg er så fuld af dem. Men jeg håber, du mærker efter indeni dig . Og følger din vej. Det er det allervigtigste!
    Jeg ønsker dig, som altid - rigtig meget held og lykke og god vind fremover:)

    Fra Laila:)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.