lørdag den 18. juli 2015

Spørgsmålet


 
Er det muligt at kalde på de budbringere, der er til os? Findes der en måde, hvorpå jeg aktivt kan opsøge det, jeg ønsker at konsultere, et sted, hvor jeg kan gå hen? Møde op, sætte mig og vente med hjertet helt åbent og ørerne indstillet på ren lytning. Et sted, hvor jeg kan søge hen på de dage, hvor håbet er skjult bag skydækket og modet er som sunket i jorden? Kan jeg kalde på fuglene, findes der et specielt kald eller en lyd, som kan påkalde de kræfter, jeg ønsker at tiltrække og suge næring af?
Spørgsmålet har fulgt mig, siden jeg stod op i morges. Det var med, da jeg gik ned af trappen og skænkede kaffe i mit krus. Sad med mig ved morgenbordet, mens blikket gled ud og hvilede ved træerne i skellet. Og det fulgte med på morgenturen med hundene, ud af markvejen og tilbage igen. Svævede i luften som en fugl, der endnu ikke havde taget skikkelse, dansede en stille vals med valmuerne i grøften.

Findes der et sted? En måde?
Jeg søger min helt egen forbindelse. Mit helt eget sted. En måde, hvorpå jeg kan forbinde mig, igen og igen, når jeg ikke længere hviler i sjælen, dybt i mig selv, men er faret vild et sted i tankerne eller i historier udenfor mig selv. Når jeg tror, at alt håb er ude.

Hvis jeg var vølve, ville jeg måske stå i daggryet med min stav og min rasle, synge til det, jeg ønskede at møde. Synge, rasle, opfyldt af min egen sjæl og den kraft, der bor dybt i mig. Forbundet med jorden under mig og med himlen over mit hoved. Jeg ville vide, hvilke ord og lyde, der kunne skabe kontakt og jeg ville ikke tvivle på min egen visdom eller formåen. Forbundet med jordens magi og kraft var der ikke længere nogen tøven i mit bryst, jeg ville bare stille mig dér med min stav, lukke mine øjne og synge den sang, der har boret sig ind i mit hjerte og min sjæl som en længsel af dyb fortvivlelse. Men jeg er ingen vølve. Faktisk ved jeg endnu ikke længere helt, hvem jeg er.
Spørgsmålet dansede i mit bryst, da jeg gik gennem havelågen. Den knirkende lyd vækkede ligesom noget i mig og jeg kunne mærke nogle ord bane sig vej. En fortælling måske, en historie, jeg har efterhånden lært at det, der vil skrives og fortælles kan være forklædt som næsten hvad som helst. En trykkende fornemmelse, en irritation, en sorg eller en dyb og uforklarlig længsel. Hovedpine, mavepine, alt det, vi undertrykker, bevidst eller ubevidst, sætter sig i kroppen og gør hvad det kan for at påkalde sig vores opmærksomhed. Kvalme. Og vi kan lære at lytte, mærke efter og vide, at vi faktisk kan gøre noget. Selvom den gøren ofte er langt mere passiv, end vi tror.

Eftersom jeg nu har gjort det, der som regel virker for mig, ser jeg pludselig at spørgsmålet har ændret karakter. Jeg har skrevet det frem. Langsom forvandler det sig og bliver gennem ordene, der flyder fra mit indre som en kilde og ud gennem fingrene, til et slags svar. Noget jeg ikke kunne tænke mig til, men som måtte skrives.

Han ser tilfreds ud. Jeg kender ikke navnet på den fugl, der er kommet for at hjælpe mig og lede mig på vej, ved ikke, om fuglen er han eller hun i dag, men ikke desto mindre sidder den nu dér i landet mellem virkeligheder.

Jeg ser på ham og smiler lidt genert.
”Denne gang huskede jeg det, kære Ørn”.

Han nikker.
”Du huskede det. Du foldede det ud. Din sjæl kender alle svarene, men du er nødt til at møde op og stille de spørgsmål, som udløser visdommen. Erkendelserne. Det er ikke noget, du kan hente i det ydre. Du kan få ledetråde, du kan lytte til andre og få indsigt i, hvad andre har gjort før dig, men du er nødt til at finde din egen vej. Din egen måde. Og hold nu op med at gøre det sværere, end det rent faktisk er. Du har fået ordet. Fortællinger søger dig for at blive fortalt. Du skal blot måde op og skrive dem.

”Sig mig engang, er det ikke lidt prætentiøst sådan at sige, at man er kommet for noget? At man har en livsopgave?”. Jeg kan igen mærke tvivlen bane sig vej, egoet prikker til mig med sin stemmegaffel og forsøger at sætte en anden slags tone. Jeg kender den følelse, fornemmelsen af at blive skubbet tilbage til håbløshedens holdeplads, hvor man lader sig forføre af det, man kender og før har fundet tryghed i. Skepsis. Hånlig latter. Alt det, der kan prikke hul i magiens boble som en syl. Det er så nemt.
Han ler højt. Hjertelig ørnelatter, der får lyset til dele sig i to. Som om det vil billedliggøre de to muligheder. Tvivl eller tro.

”Hvad synes du selv? Eller rettere sagt, hvad vælger du? At tro på livets magi, at læne dig ind i det mysterium, der alle dage har været menneskets mulighed eller vil du forsøge at regne den ud, veje, måle og finde det hele en tand for let, fordi det er umuligt at indfange og sætte i bur? Vil du igen gemme dig bort og skjule alt det, du har vidst hele tiden, vil du flygte ind under bordet, når fuglene søger dig for at give dig det, du frygtede allermest, men som du har længtes efter dit hele dit liv? Det savn. Den længsel. Vil du vælge at folde det ud, folde dig selv ud? Stå i din egen kraft, finde dine egne ritualer? Vil du fortælle de historier, der svæver i vinden og som søger dig, fordi du er den rette til at fortælle dem og give dem liv? Eller vil du sætte dig fortabt i skyggen og påstå, at du ikke er den, du er?
”Vil du bruge dine vinger, flyve og erkende, at du kan se? Eller vil du forputte dig som en skygge af dig selv, en skygge af den kvinde, du kunne være, usikker og uvidende om sin egen styrke og kraft?

Jeg ser forundret på ham. En del af mig er fornærmet, ja nærmest vred. Hvad bilder han sig ind? Nu gik det lige så godt med at forvandle morgens spørgsmål til et blødt og godgørende svar og så serverer han den såkaldte sandhed råt for usødet. Kaster tusinde af spørgsmål i hovedet på mig, der lander som bomber og gør mig usikker.
”Er det svært at vælge?” Hans stemme ændrer pludselig karakter og får et anstrøg af sødme. Kærlig og alligevel kraftfuld.

Jeg ryster uvilkårligt på hovedet.
”Det er overhovedet ikke svært at vælge. Jeg har jo sagt ja.”

”Men mener du det?”
”Ja, selvfølgelig mener jeg det.” Min stemme skælver, for jeg aner egentlig ikke helt, hvad jeg mener eller hvad jeg går ind til.

”Udmærket”. Han nikker opmuntrende til mig og pludselig ser jeg, at han ikke længere er ham. Han er hende. Hende, der ser. Og hun har set mig, mærket mig og fundet vej til det sted, hvor min åbning findes. Fundet vej gennem alle de spørgsmål, som altid har rumsteret i mig så længe jeg kan huske.
Hvem er jeg? Hvorfor er jeg her? Er det virkelig alt, livet eller findes der noget mere? En anden vej, en anden slags sandhed?

Jeg søgte min helt egen forbindelse. Mit helt eget sted. En måde, hvorpå jeg kan forbinde mig, igen og igen, når jeg ikke længere hviler i sjælen, dybt i mig selv, men er faret vild et sted i tankerne eller i historier udenfor mig selv. Når jeg tror, at alt håb er ude, men den stille stemme alligevel formår at stige op fra dybet som en boble fra havets bund.
Og jeg har fundet den. Forbindelsen. Min vej går gennem ordene. Gennem fortællingerne. Min vej findes i stilhedens morgendis, i det allerførste daggry, i landet hvor dag og nat er hverken eller.

Hun smiler blidt og siger:
”Du får dine svar, når du vover at stille spørgsmål uden at forvente et svar. Når du tør læne dig helt ind i usikkerheden, sorgen, tvivlen eller den utålmodige rastløshed, der synes at være en folkesygdom. Når du ikke flygter, men vælger at blive og finde ud af, hvad der findes bag det tilsyneladende. Når du lærer t dine følelser har et vidunderligt sprog, du kan lære at kende.  Når du møder op, bliver stille nok, lyttende og modtagelig og vælger at skrive, fordi det er sådan, din sjæl bedst kommer til orde. Når du husker, hvad der gør dig godt og opsøger det.

Dit svar er ja.  Der findes en måde at kalde på. Der findes et sted, hvor du kan søge hen og sidde med hjertet helt åbent. Indstillet på at lytte, indstillet på at turde høre det, der kommer til dig.
Og om du kan kalde på fuglene? Tja.

Lene Frandsen, juli 2015
fra min egen skriverejse
Skrivehuset

2 kommentarer:

  1. Livet skal ikke være enkelt. Man må kjempe for å finne seg selv i alt det andre.
    Når man tør å slippe seg løs, stole på seg selv, selv om det virker litt håpløst, så finner man plutselig veien til sitt selv. Vi mister tråden mange ganger, men noen ganger leder den oss dit......
    Jeg har vært kreativ i hele mitt liv, og det må jeg være for å trives i mitt liv. Det er noe som må formidles, noe som må ut, skapes og leves.
    Det er oss selv som stopper oss selv mange ganger. Vi må bare stole på vår følelse, selv om det virker håpløst fra tid til annen.
    Håper du nyter sommeren, Lene. Jeg prøver hver dag å finne glede i hverdagen. I dag skal jeg steke pannekaker, strikke og lese. Jeg har funnet frem leselysten igjen, og det er så fantastisk deilig, å la seg rive med i en god bok.
    Ha en deilig søndag.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sylvia. Tusind tak for dine vise ord. Dejligt at du nyder sommeren, det gør jeg bestemt også, selvom jeg har været forkølet i 2 uger nu! Ikke til at slippe af med. Men det går bedre og om lidt kommer en kær veninde på besøg og skal være her et par dage. Glæder mig meget! OG skønt at du har fundet læselysten frem igen, findes der noget bedre end gode bøger? :)

      Knus og fortsat god sommer
      Lene

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.