søndag den 26. juli 2015

Noget om dedikation


 
”Du er nødt til at dedikere dig og gøre det af hele dit hjerte”. Hun står i døråbningen og ser på mig med milde øjne. Hun ser min pludselig rastløshed og mærker, at jeg er tæt på at rejse mig og lukke dokumentet ned.
Jeg ryster på hovedet og drikker af det vandglas, jeg har stående ved siden af computeren. Udenfor er eftermiddagen fremskreden. Lyset svæver over marken og det gule korn ligner små bølger på havet. En duft af rav når min næse. Jeg lader blikket glide videre, betragter fuglene, der letter og lander, ser en hare boltre sig i den ravgule havmark. Ud af øjenkrogen fornemmer jeg, at hun stadig står i døråbningen, men jeg kan ikke få mig selv til at møde hendes blik. Et kort øjeblik håber jeg at ørnen eller en af mine kragevenner vil dukke op og forstyrre dette øjeblik, mødet med min muse, men det sker ikke. De fugle, der flyver forbi, er endnu ukendte og har intet med mig at gøre.

”Jeg er strandet” udbryder jeg og sukker dybt. ”Jeg aner ikke hvorfor jeg sidder her og forsøger at skrive noget, jeg ikke ved, hvad er. ”
Hun smiler bare og kommer et par skridt nærmere, lader fingrene glide hen over bordet som om hun blidt fjerner støv. Så ser jeg, at hun har tegnet et hjerte. Og får straks dårlig samvittighed over, at mit bord er støvet nok til at det kan lade sig gøre. Jeg skal til at undskylde, men hun afværger det ved at ryste på hovedet. De gyldne lokker danser om hendes fine ansigt, den gennemsigtige hud og de bundløse blå øjne. Hun er som en skovsø af visdom og jeg føler næsten, at jeg visner i hendes nærvær. Det får hende til at le højt.

”Visne? Visse vasse, du er først ved at blomstre nu. Og du er klar!”
Jeg protesterer højlydt, det er nemlig det, jeg kan slet ikke få det til at stemme. Hvordan kan jeg være klar, når jeg for første gang er fuldstændig blank og uforstående overfor det skriveprojekt, jeg bliver bedt om at dedikere mig til?

”Det er det ultimative udgangspunkt”. Hun smiler gennem stemmen, ordene falder som stille dråber af solregn. Du er nået til et punkt, hvor du ikke længere har ambition om mentalt at udtænke en plan for historien. Bogen, tilføjer hun så og prikker forsigtigt til for at signalere projektets tyngde. Du har indset, at du ingenting ved, men ikke desto mindre er du mødt op. Nu kan fortællingen begynde.”
”Fortællingen? Så det er en fortælling, jeg er sat til at skrive?”

”Det formoder jeg. Men lad os ikke drage forhastede konklusioner. Det er egoet, der har behov for kontrol og du har tydeligvis slået dit telt op i egoets lejr lige nu. Men stop her, fold ikke soveposen ud, læg dig ikke til at sove. Du er landet på det forkerte sted, du er strandet i dine tanker. Som en båd på land. Et forlis.”
Modstanden rammer mig som en hegnspæl og jeg kan pludselig komme i tanke om hundredevis af andre ting, jeg hellere ville gøre end at sidde her. Hun mærker det og lægger forsigtigt armene om min hals, står bag mig og ser på det, jeg indtil videre har skrevet.

”Jamen det er jo fremragende. Bliv ved. Lad ordene være dit transportmiddel, lad dig fragte. Lyt, mens du skriver og lad være med at tage på camping med egoet. Det kommer dér aldrig noget sundt ud af. En skriverejse er som livet. Fuld af eventyr og forhindringer, som alle har til hensigt at lære dig noget. Hver eneste forhindring, du støder på undervejs, skriver du dig igennem. For ser du, det er akkurat de samme forhindringer, som andre vil støde på, når de begynder at skrive. Det findes ikke uden, men det vil vi gerne bilde os selv ind. Og så snart vi mærker modstandens klamme hånd på vores hud og lysten til flugt bølger som en orgasme gennem kroppen, er det spørgsmål om at stoppe op, trække vejret dybt og sige højt til sig selv: Jeg dedikerer mig. Igen.
”Så jeg skal altså dedikere mig flere gange?”

”Hele tiden.” Hun ler højt. ”Du kan ligeså godt lære det først som sidst, hver eneste gang du sætter dig til tastaturet er en ny begyndelse. Start med at dedikere dig. Og begynd så igen.”
”Ærlig talt, det er fint nok, men kunne jeg ikke bare få en ledetråd? Hvad er det egentlig, jeg skal skrive om? Hvad forventes fortællingen at handle om?”

”Hvis du vidste det på forhånd, ville det begrænse dig unødigt. Du ville udtænke en plan, du ville formode, gøre dig antagelser og du ville bevæge dig på mental jord. Det eneste, du behøver at gøre at dedikere dig, møde op, gå i tillid og huske de ord, som blev givet til dig under din udesidning forleden aften.
When you trust, you connect.

“Så at skrive en fortælling er altså en tillidssag?” Min stemme skælver lidt.
”Absolut. Prøv at forestille dig, at fortællingen allerede findes. Den bog, du nu er i færd med at skrive, findes allerede. Det er din opgave at møde den og fortælle den. Og det kan du kun gøre ved at rejse ud i åbenhed, nysgerrighed og med en hjertelig intention om at skrive det, der kommer til dig. Du vil bevæge dig gennem ordene, færdes gennem landskaber, nogle er åbne og nøgne som marken på en vinterdag, andre vil fragte dig igennem ufremkommelige stier, tilgroede skovstrækninger og på tidspunkter vil du stå ansigt til ansigt med havet. Horisonten. Lyt. Lyt til de historier, der dukker op og tag imod de ord, der gives dig. Gå i tillid”.

Hun fjerner hænderne fra mine skuldre og træder et skridt tilbage. Lader mig vide, at hun ikke har mere at sige for denne gang. Resten er nu op til mig. Hun sender mig et fingerkys og forsvinder, fordamper i resterne af det sollys, der før gjorde hjertet i bordoverfladen tydeligt. Nu kan jeg ikke se det længere, men jeg ved, det er der.
Og lige netop den erkendelse giver mig modet tilbage. Jeg kan ikke se historien på forhånd, men jeg ved, at den er der.

Endnu engang siger jeg ”ja” og dedikerer mig. Så skriver jeg videre i tillid til, at fortsættelse følger.
 
Lene Frandsen, juli 2015
fra min egen skriverejse
Skrivehuset

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.