mandag den 6. juli 2015

Hvis du tør tage imod


 
Jeg stod i vinduet fordybet i en telefonsamtale, men så egentlig ikke ud. Helt inde i det rum, vi i vores samtale havde skabt, grebet af billeder og viklet ind i subtile tråde af samhørighed, var jeg endt foran vinduet uden helt at vide, hvordan jeg var kommet derhen. Jeg måtte have rejst mig fra lænestolen, hvor jeg ellers sad. Som at gå i søvne måske? Jeg lyttede til stemmen, var en del af samtalen og grebet af det emne, vi talte om, blev jeg pludselig seende som i et andet slags rum. Som om noget derude ville bidrage og blidt puste til det, vi talte om. Lige dér.
Så så jeg. Den sorte krage. Og jeg kunne selvfølgelig, for at gøre historien mere forudsigelig og fortælle dig noget, du kender, kalde kragen for Harald, men det var ikke ham. Den sorte skikkelse, der langsomt nærmede sig vinduet, var langt mere yndefuld og feminin end min haraldske ven. Ikke et ondt ord ham, klogskaben med fjer, men den nye fugl i min have var helt sikkert af hunkøn. Den måde, hun forsigtigt dansede frem på plænen på, yndefuld, graciøs, stærk i det, der måske ved første blik kunne virke som usikkerhed. De tøvende skridt, som alligevel bragte hende fremad, hendes evne til at multitaske samtidig, et blad, en orm, uden at gøre særligt væsen af sig tog hun det, hun kunne bruge på sin vej frem mod mig og essensen af den samtale, hun var kommet for at bidrage til.

Nu var jeg både i telefonsamtalen og med kragen på plænen. Betragtede hende, mens hun nærmede sig, så hvordan hun holdt sit hoved lidt på skrå, når hun, tilsyneladende lidt genert, så op på mig. Ikke helt sikker på, hvorfor hun er landet i min have og fortællingen, tænkte jeg og følte umiddelbart stor ømhed overfor hende.
Hun lettede og fløj op over taget, mens jeg stadig talte i telefon. Jeg nåede lige at mærke et stik af smerte og genkendte et kort øjeblik den lammende fornemmelse af forladthed. Så gav jeg slip på følelsen og lod den flyve, glemte alt om frøken Krage og gik ud i køkkenet for at lave en kop kaffe.

Eftermiddagen var fremskreden, dagen havde grebet sig selv og fragtede mig uden særlig anstrengelser. Jeg sætter mig bare lidt med kaffen, fortalte jeg mig selv og gik tilbage til lænestolen. Solen var forsvundet, mørke skyer drev over himlen og rottede sig sammen. Under dem blæste landskabet op, der var en knugende urolighed i luften og på trods af blæsten var varmen intens. Fugtig. Jeg mærkede det på huden, under huden og det var ikke kun min forkølelse, der gav mig en fornemmelse af at være lukket inde i en trykkoger. Sveden piplede frem på panden, da jeg forsigtigt nippede til kaffen. Et glas koldt vand ville have været bedre, kaffen bidrog kun til endnu flere svedperler på huden og tøjet klæbede til kroppen.
Det bliver tordenvejr igen, tænke jeg og så var hun dér pludselig. Men denne gang sad hun så tæt på mig, at der næsten ingen afstand var. På skamlen, der hører til min lænestol. Dér, hvor jeg normalt lægger benene, når jeg skal slappe af og fordyber mig i en bog eller bare lukker øjnene og hviler, sad nu den smukkeste kragepige, jeg nogensinde har set. Men det var ikke hendes udseende, der gjorde hende smuk, ikke de blanke fjer og måden, hun holdt hovedet let på skrå på. Det var ikke de sorte intense øjne og den formfulde krop.

Det var skønheden, der strømmede fra hendes blotte tilstedeværelse. Det faktum, at hun havde søgt mig og med hele sit væsen skænkede mig sit nærvær og sin opmærksomhed. Glemt var orme og nedfaldne blade, borte var usikkerheden og det, jeg havde tolket som generthed. Et blidt lys strømmede fra hendes sjæl og ind i min, så blødt og subtilt, at det næsten var umærkeligt. Alligevel holdt det mig i en omfavnelse, der ikke kan beskrives med ord. Jeg følte mig set, hørt og elsket.
Glemt var det, jeg ville spørge hende om. Jo, for jeg havde skam gjort mig tanker, da jeg stod ude i køkkenet og kogte vand til kaffen. Hvis hun dukker op igen, kragefuglen, så vil jeg være forberedt, tænkte jeg og var tæt på endda at hente en notesbog, så jeg kunne nedfælde de spørgsmål, der rumsterede i mig. Jeg så hende for mig dér på planen og forestillede mig, at hun var Haralds feminine pendant og at hun i bedste yin-yang stil kunne formgive det, der måske manglede i hans lidt maskuline version af budskabet, og bidrage til rundheden, fuldendtheden. Jeg udnævnte mig selv til heldig, udset, udvalgt – to fugle, én helhed og titlen til min kommende roman, som ville ende på bestsellerlisten, simpelthen fordi alle bare måtte læse sådan en bog, stod og blinkede i bøjet neon. Lige dér i køkkenet, mens kedlen arbejdede sig frem til kogepunktet.

Helt forsigtigt, som når man holder om skrøbeligt glas, tog jeg mod til mig og lod tre ord glide over læbernes kant og ind i vores fælles rum.
”Hvad hedder du?”

”Er det væsentligt?” svarede hun, stadig med hovedet let på skrå. Der var intet spydigt over spørgsmålet. Hendes stemme var blid og stærk på samme tid, som om alverdens feminine visdom var indeholdt i de tre ord og forbandt os med usynlige bånd.
Jeg rystede forsigtigt på hovedet.

”Næh, egentlig ikke. ”
Hun smilede og drejede samtidig hovedet til den anden side. Rettede på en fjer, stadig med blikket fæstnet på mig.

”For du ved godt, hvem jeg er og hvorfor jeg er kommet, ikke?”
Jeg nikkede bare.

”Verden har brug for feminin visdom og en gavmild dosis kvindekraft. Så dine tanker om helheden, om et andet slags bidrag til historien er ikke helt tosset.” Hun smilede og brød pludselig ud i en lys og mild latter, der mindede om en irsk jig.
”Er du med på, hvad jeg mener?” Hendes blik borede sig gennem mig og nåede steder, som jeg dårligt selv kunne huske, men nu mærkede jeg dem røre på sig. Dybt i min sjæl vågnede de og sendte små stød af vished som elektricitet gennem min krop. Så skete det. Pludselig, mens jeg sad dér og konverserede med kvindekragen, vidste jeg, hvem jeg var. Kun et glimt, men var ikke svært at svare:

”Ja!”
”Så ses vi snart igen”, sagde hun og forsvandt ligeså pludseligt, som hun var kommet.

”Er det OK at skrive ”fortsættelse følger”, råbte jeg og blev helt forskrækket over intensiteten i min egen stemme. Tanken om at miste det glimt, den tråd, jeg havde mærket lige dér, var grusom.
Fortsættelse følger, følger, følger …

Som et ekko nåede ordene mig gennem det åbne vindue. Jeg mærkede igen svedperlerne på huden, de løb mellem brysterne og endte som små skovsøer i bunden af min BH. Min pande var fugtig og følelsen af feber og sløjhed tog til. Så hørte jeg det igen. Det rungende ekko og lyden af torden.
Og en stille stemme dybt i mig spurgte blidt og helt uden drama:

”Hvis du tør tage imod”.

Lene Frandsen, juli 2015
Fra min egen skriverejse

 

2 kommentarer:

  1. Kjøre Lene
    Har du litt forkjølet nå? Jeg håper du ikke har fått det jeg hadde, for det varte i fire uker, og var ganske heftig i to. Nesten ikke til å holde ut. Det er mange år siden jeg var så syk.
    Håper du jobber og har det kreativt rundt deg for tiden. Jeg har gått på en ukes ferie, og skal bare være hjemme å nyte det å ha fri. Jeg har kjøpt en tykk bok jeg vil lese, og kanskje får jeg anledning til å male også? Strikketøyet er lagt på hyllen for tiden. Jeg mistet lysten da min venninne gikk bort. Et stort tap...hun var en kjær venn.
    Hvordan går det med Keeva?
    Ønsker deg en riktig fin sommer.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Sylvia
      Dejligt at høre fra dig. Håber du nyder din ferie. Jeg har også ferie, ja, men er blevet noget så forkølet. Så planer om sommerhus er udskudt til i morgen. I dag skal jeg bare læse og være - og det skal jeg for øvrigt i resten af juli, hvor jeg holder ferie. Det er tiltrængt, det har været en spændende, kreativ og travl tid.

      Jeg er sikker på, at du vil møde kreativiteten på andre felter, som du også skriver om. Og med tiden finder du strikketøjet frem igen, men jeg forstår godt, at du har mistet lysten, da din veninde døde. Så uendeligt trist.

      Det går fremad med Keeva, hun har været i genoptræning og nu er hun frisk, selvom vi naturligvis skal tage hensyn. Hun skal med i sommerhus i morgen og i vandet og så videre.

      Ha' en dejlig sommer!

      Klem fra mig

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.