onsdag den 29. juli 2015

Fuldmånegaven



Det er et helligt øjeblik. Jeg tænder lysene i hjertestagerne og sætter kaffekoppen på bordet. I det øjeblik åbnes den hemmelig dør til skriverummet og jeg træder ind, trækker vejret dybt og fylder hele min krop og hver en celle med kreativitet og skriveglæde. Solen glider frem bag en sky og kaster lys ind i spisestuen, det rammer spisebordet, hvor jeg nu sidder og tager imod. Den sidste duft af svovl fra tændstikken siver forbi. Udenfor letter en flok krager fra æbletræet, som sorte silhuetter tegner de mønstre gennem de tunge regnskyer. En flok gæs slår følge og former et V, idet de flyver forbi. Jeg ser det som et godt tegn. Alt er klar. Lysene blafrer og stilheden lægger sig om mig som et tæppe. Det er tid til at lytte. Dybt og inderligt uden anstrengelse, bare sidde lidt og lade komme. Alt ånder fred i mit magiske skriverum.
Så ser jeg det, mit blik bliver fanget af noget i vindueskarmen, som ikke var der tidligere. Kortet ligger sirligt placeret med bagsiden opad. Ovenpå igen ligger en lille seddel, der ved nærmere undersøgelse viser sig at være et lille grønt blad. Ordene er snittet ind i overfladen: Dagens fortælling. Hilsen Ravn. Jeg smiler og trækker på skuldrene, egentlig havde jeg håbet på et personligt møde, det gør altid godt at snakke med en af mine fugle. De budbringere, der hver eneste dag kredser om huset og finder landingsplads i de store træer. Som letter og lander på marken, sidder på den store låge mod nord i daggryet og altid er lige i nærheden. Men i dag skal det åbenbart ikke være sådan. Jeg tager kortet og går tilbage til min plads foran tastaturet. Fortællingen er klar til at blive skrevet.

* * *
Det var en af de nætter, hvor fuldmånen stod lysende på nattehimlen og sommeren var på sit højeste. Luften stod stille bag gardinerne og jeg lå søvnløs under det lagen, jeg havde taget over mig. Alligevel var det for varmt. Efter et par timer stod jeg op og trak gardinet til side. Jeg opgav at sove og stillede mig højtideligt i det åbne vinduet og blev badet i sølvlys. En lun brise kærtegnede min nøgne hud, der var våd af sveddråber. Langsomt lod jeg mig køle ned og mærkede så en snert af søvnighed, der fik mig til at længes tilbage til sengen. Men så hørte jeg den. Musikken. Dragende og kaldende nåede den mine ører, flød gennem vinduet og lagde sig blidt ind til min krop. Sank dybt ind i sjælen og lod mig forstå, at min tilstedeværelse var ønsket.

Den var en invitation. En indbydelse til at forlade huset og gå ud i fuldmånenatten.
Jeg fandt hurtigt en kjole i skabet, trak den over hovedet og huskede også en cardigan i farten. Det var sikkert køligt derude. Men dér tog jeg fejl, da jeg trådte ud i natten blev jeg omfavnet af det luneste mørke, der slet ikke var så mørkt endda. Månen badede landskabet i et magisk lys af sølv, som gav alt det, jeg kendte fra dagen et helt andet skær. Det var som om hvert eneste træ var blevet levende og da jeg gik over græsplænen, kunne jeg mærke deres tunge åndedrag som pust mod min hud. Jorden under mig bevægede sig og det var næsten som om jeg ikke selv behøvede at gå. Jeg blev fragtet. Instinktivt smed jeg skoene og gik videre på bare fødder. Den kølige dug var blød og lindrende under fodsålerne. Jeg følte mig levende og klar til det natlige eventyr, jeg var inviteret til at deltage i. Uden at vide, hvad det gik ud på eller hvor musikken egentlig kom fra, gik jeg på bare fødder ud af havelågen og ud på marken på den anden side af hegnet.

Snart så jeg hende. Hun stod midt på marken i en cirkel af lys. Bag hende lyste månen og landskabet dannede en sælsom kulisse til den scene, der udspillede sig. Musikken blev højere, jo nærmere jeg kom. Og snart stod hun tydligt foran mig i ført en orangerød kjole med stropper. Hendes kvindelige former bølgede bag kjolens tynde stof. Over hendes hoved dansede en ring af stjerner som et slags diadem. Og under den ene arm bar hun noget, der kunne minde om en bikube fuld af korn og sommerblomster.
”Velkommen kæreste”. Hendes stemme var blid som månelyset. Hun stille forsigtigt den guldfarvede bikube på jorden, rakte hånden ud mod mig og bød mig ind i cirklen. ”Det var godt du kom. Du har længe været ventet, men endelig blev det tid. Jeg har noget at sige dig.”

Jeg smilede lidt genert, mærkede højtideligheden i hendes stemme og vidste instinktivt, at det var et vigtigt øjeblik. Fuldmånen har altid påvirket min nattesøvn, jeg har ligget vågen, vendt og drejet mig, men jeg havde aldrig før set det som et tegn eller en invitation.
”Du var ikke klar.” Hun smilede og strøg mig blidt over kinden med den ene finger. ”Men det er du nu. Og du er kommet for at modtage en gave fra Moder Jord, som skal minde dig om, hvem du er. En gave, som vil give dig styrke og mod til at gå den vej, der har valgt dig. ”

Jeg nikkede bare. Der var ikke ord, som kunne udtrykke den følelse, der havde fyldt min krop. Det buldrede i mit bækken og varmen fyldte min krop. Den lune sommernat lagde sig som en kåbe om mig og så stod vi bare der, kvinden og jeg, og på hinanden. Det var som et se ind i spejl. Bag os lyste månen og en ugle fløj lydløst forbi.
”Jeg er Altings Moder, sagde hun så og det lød nærmest som om hun sang. Musikken akkompagnerede hende og ordene flød. ”Jeg er kommet for at minde dig om, at du er barn af jorden og at din sjæls opgave er at synge naturens sang og skrive dens fortællinger. Det er på tide at du bevidst anvender dine medfødte gaver og det, du har fået som kvinde. Det, du troede var svaghed, er i virkeligheden din styrke. Din sårbarhed er den smukkeste have med frodig og god jord. Her skal du plante de frø, de små spirer af lyst og kreativitet, som du ofte mærker, men sjældent handler på. Vand dem med dine tårer og gød dem med din glæde. Se dem spire og gro og pas på dem, som du værner om et lille barn. Din styrke bor i de spirer. Men at vande og gøde er ikke helt nok, der skal mere til. Dans og musik. Fejring. Hver eneste dag bærer sin egen grund til fejring og for hver gang du danser og mærker din indre styrke, vokser spirerne. ”

”Jamen min sårbarhed … fremstammede jeg, ”er så overvældende”.
”Det er fordi du tror den er en svaghed. Når du rammes af store følelser, bliver grebet af sorg eller tristhed, er det ikke fordi du er svag. Det er fordi du er stærk. Dit hjerte rummer stor medfølelse og indlevelse. Du er i stand til at blive bevæget og det er udgangspunktet for sand kreativitet. Den kærlige forbundethed. Hvis du bevidst bruger din sårbarhed som have for altings vækst, vil du opleve stor glæde og udbytte. Det er her kærligheden bor.”

”Men jeg bliver tit overvældet”.
”Det er fordi du tror, at du er alene. Du sætter dig fortabt og gemmer dig i din hule, mens vi forgæves kalder på dig herude fra. Kom, kom, del din sorg med os, fortæl os om det, der smerter dit hjerte. Men du er døv og blind, begravet i din egen elendighed. Næste gang du mærker smerter, tristheden eller sorgen over noget i livet, forklarligt eller uforklarligt, som kom ud og del det med os. Med mig. Jeg er Gudinden af alting, Moder Jord og min favn kan rumme både dig og dine store følelser. Sæt dig, tal med os, syng og del dine fortællinger. Du skal se, det, der bevæger og smerter dig, er ikke så anderledes end det, der rammer andre kvinder og mænd. Og det er ikke kun ved fuldmåne at du kan komme. Du er velkommen i alle månens faser. Hvert eneste tidspunkt har helt sin egen kraft, som du kan trække på og finde hjælp i. Faktisk giver det stor styrke at følge naturens cyklus og bruge kræfterne og energien på din egen vej. Du er ikke alene, det er bare noget, du tror.”

Mens hun talte, spillede musikken sagte i baggrunden. En hare dukkede op og satte sig med spidsede ører og lyttede med. Også den havde brug for fortællingen om Moder Jord og den feminine kraft og styrke.
”Det er også kimen til din kreativitet.” Hun så igen på mig og jeg forsvandt næsten i hendes brune øjne. Det var som om hvert eneste af hendes ord langsomt healede mig og vækkede mig til live. Hun talte til en del af mig, som havde været gemt bort. Noget, jeg havde skammet mig over og som jeg ikke turde vedkende mig. Og jeg tænkte på alle de gange, hvor jeg ved fuldmåne havde ligget vågen i sengen og ikke foretaget mig andet end at ærgre mig over min egen sensitivitet. Forbandet min spolerede nattesøvn og udsigten til en dag med stor træthed. Altid det negative, svagheden, alt det, der skulle skjules og gemmes bort. Men det var slut nu. Det vidste jeg og glæden voksede i brystet på mig.

”Din kreativitet. Din seksualitet. Din spiritualitet. De tre hænger sammen. Som Døden fortalte dig i går og som du vil erfare efterhånden som din stolthed over dine medfødte gaver vokser. Intuitionen, sjælens stemme, hvor ofte taler den ikke forgæves og for døve ører? I bliver kaldt på, ledt på vej, I tilbydes hjælp og guddommelig vejledning, men I hører det ikke. ”
Jeg rystede på hovedet.

”Jeg har forstået det. Men hvordan skal jeg gøre? Hvad skal jeg foretage mig?”
Hun smilede bare og trak på skuldrene, så den hvide hud glimtede i månelyset.

”Du skal blot dyrke det, du allerede har i dig og som nu buldrer som en ild i dit indre. Lytte, favne og gøre det, der føles helt naturligt for dig. Gå med månen, faserne og vær i naturen og træk på de kræfter, der er til rådighed for dig. Pas på dig selv og din krop. Din krop er en kostbar gave skænket til dig, en som giver dig mulighed for at opleve jordens skønhed og som bringer dig nydelse og lyst. Dyrk den og styrk den. Lad den være et helligt tempel for din sjæl. Og dans så. Lev dit liv med stolthed og øs af det, der strømmer fra dit skød. Lad din sårbarhed være din styrke. Gør det du er kommet for, tag imod naturens fortællinger og dans.
Hun så spørgende på mig og jeg nikkede. Følte mig pludselig skamfuld over ikke at have set det før. Men det havde været skjult for mig som det er for de fleste. Gemt bag burde og skulle og trampet på af præstationsprinsesen, der ville gøre alt for at gøre andre glade. Men hun glemte sig selv. Og gemte sig selv. Sin indre heks, sin kraft og sin særlige feminine visdom, der nu er den, som skal heale jorden og bringe balancen tilbage.

”Du ved det nu. Det er nok.” Hun omfavnede mig blidt og gjorde tegn til mig om, at det var tid at vende tilbage. Men noget i mig tøvede, jeg havde ikke lyst til at forlade hende og den helt særlige følelse af kvindelig værdighed, hun gav mig.
”Ses vi igen?” spurgte jeg med spæd stemme.

”Gå nu bare tilbage og læg dig til at sove. Resten vil du få at vide i dine drømme og lære at genkende efterhånden. Du vil huske. Men hvis du kommer ved næste fuldmåne er der en god chance for, at du igen får mig at se. Så vil vi danse og fejre, at du endelig er vågnet og nu lever dit liv fuldt og helt. For den dans. Den fejring. Den glæde. Den er kilden til din visdom og din indre styrke. Den er kilden til en ny balance, som jorden har hårdt brug for at overleve. Og gå så”.
”Min gave? Jeg kom pludselig i tanke om det, hun tidligere havde lovet. ”Du sagde, at jeg ville få en gave.”

”Kæreste, det har du jo allerede fået. Du har bare glemt at åbne den. Dit liv. Dit liv er din gave. Fold det ud og fejr det. Brug det og øs af din styrke og din visdom. Det er din gave og din gave til verden.”
Jeg vendte mig om og gik tilbage gennem det dugvåde græs. Bag mig lyste fuldmånen.



Lene Frandsen, juli 2015
fra min egen skriverejse

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.