fredag den 17. juli 2015

Forvandlingssangen



Verden har brug for feminin visdom og en gavmild dosis kvindekraft.
Ordene kom til mig i form af en feminin krage, der ikke ville afsløre sit navn. Og ligeså pludseligt, som hun var dukket op i min have, forsvandt hun igen. Jeg trøstede mig med ord om fortsættelse følger, men sandheden er, at jeg ikke har set hende siden. Det kan måske skyldes, at jeg har været bortrejst på ferie, at jeg har tilbragt en uges tid i et sommerhus ude ved kysten. Det vides ikke. Hun kan have været her, mens jeg var væk, forgæves er hun måske landet i haven herude og har spejdet efter mig. Tanken om at være gået glip af hendes besøg giver mig næsten åndenød. Tænk nu hvis hun har stået derude for at servere fortsættelsen til mig, næste del, min ledetråd og så var jeg ikke hjemme.

Hvad er der dog også med de fugle? En pludselig irritation trænger sig på, som en gnist antænder den bålet af ærgrelse i mig. Før var jeg bange for fugle. Havde fuglefobi. Betragtede helst fugle på behørig afstand, glad for at de fløj i en lang bue udenom mig. Jeg kunne ikke udholde lyden af vingeslag mod mine ører eller tåle at mærke vingerne mod min hud. Min fætter havde en hvid due, han var amatørtryllekunster, og når han lukkede duen ud i stuen, lå jeg under bordet indtil faren var drevet over. Det var noget instinktivt. Flugten. At gemme mig.
”Du kunne ikke udholde lyden af frihed. Tanken om at flyve. Men hvad du ikke vidste, var, at du faktisk var bange for dig selv. For den, du egentlig er. Og det var derfor på ingen måde en tilfældighed, at det var netop mig, der kom til dig på din første trommerejse og som stadig er her. Du har endnu meget at lære.”

”Men hvad har du egentlig med feminin visdom og kvindekraft at gøre?” Denne gang bliver jeg ikke spor forbavset over ørnen, der sejler ind fra øst og lander i vindueskarmen. Hjemmevant sidder han i det åbne vindue og konverserer med mig, som om vi ikke havde bestilt andet.  Og så kan jeg jo ligeså godt spørge ham. Få et ærligt svar.
”Alt.” Han ser granskende på mig, eftersom du jo er den, du er.”

”Eftersom jeg er den, jeg er. Javel ja.” Irritationen er ikke blevet mindre af de ord, måske er det varmen. Solen bager ind gennem vinduerne. Jeg misser med øjnene mod lyset, pludselig i tvivl om han egentlig er det. Ørnen.
”Det undrer mig bare, kære Ørn, at du dukker op, når jeg har behov for at skrive om feminin visdom, intuition og kvindekraft. Hvorfor er det så ikke den kvindelige krage fra forleden, der er dagens budbringer?”

Han ler højt. Først et spontant udbrud af latter, så bliver lyden mere klukkende og runger fra et sted dybt i ham. Lyden forplanter sig i huset og blander sig med tonerne af håndværkernes flisemaskine. De arbejder herude med at lave terrasse, lægge fliser, det er derfor jeg sidder indenfor. Jeg er blevet så glad for stilhedens sang, at det føles som om jeg sidder midt i et vejarbejde på Manhattan. I myldretiden. Ørnen ler bare videre og det går op for mig, at jeg endnu ikke kender hans navn. For jeg går da stærkt ud fra, at han vil fortælle mig hvad han hedder, når nu han har udnævnt mig til sit kraftdyr. Jeg mener, udnævnt sig til mit kraftdyr.
Jeg havde glemt, at han er tankelæser. Min lille sproglige tankefadæse får ham til at sprudle som et springvand af latter. Strålerne vælter ud i alle retning og jeg mærker dråberne på min hud. Smittende dråber, for noget i mig begynder at le med. Helt forsigtigt, som om det først skal bane sig vej gennem tusindvis af små forskansninger af modstand. Modstand mod at tage imod det, som er godt. Men så bliver latteren kraftigere, mellemgulvet hopper og danser og jeg har svært ved at sidde stille. Det er som om min krop kender den sang. Sangen af latter. Og selvom jeg prøver at gemme mig, holder hænderne for munden, genert, forlegen og pludselig blottet og nøgen i mit eget udbrud af morskab, så lykkedes det ikke. Jeg griner. Jeg ler, så tårerne triller.

Dance while you’re sitting down
Dance like an eagle
Han nynner pludselig den sang, jeg fik på min sidste trommerejse. Bare fire linjer, men det er kraftfulde strofer. Og jeg kan dem udenad nu, de er ikke svære at huske.

”Det er din forvandlingssang”. Han nikker bare og nynner lidt videre. ”Sangen er givet til dig for at støtte dig på din rejse og proces. En rituel sang  skænket til dig i kærlighed.”
Min latter forstummer, jeg mærker pludselig en følelse af højtidlighed. Min forvandlingssang. Noget dæmrer, for har jeg i grunden ikke læst om forvandlingssange et sted, om hvordan urbefolkninger bruger sangene til at støtte dem, styrke og forme retningen? Den indre retning. Og om hvordan kan man kan bede naturen om sin helt egen sang. Hvis man lytter og er stille nok.

Glæden over min sang vokser. Jeg retter blikket mod ørnen, der stille sidder i vinduet og venter. Han har ikke travlt. Og lyden af flisemaskiner og mejetærsker ser heller ikke ud til at irritere eller forstyrre ham. Han er indbegrebet af nærvær og fokus. Lige nu er der kun ham og mig. Og ordene i forvandlingssangen, der pludselig rører ved et dybere sted i mig. Som om en ny slags forståelse ser dagens lys.

Dance while you’re sitting down …
”Men jeg er nødt til at fortælle dig noget”, siger han pludseligt og flyver helt hen på spisebordet, hvor jeg sidder og skriver. Vælter næsten kaffekoppen, den klirrer faretruende.Han ænser det ikke, ser bare på mig og jeg nikker, stadig grebet af den sælsomme højtidelighed, der slog sig ned i mig lige før.

”Du er alt for fokuseret på navne og han og hun. Når jeg kommer, så kommer jeg i netop den skikkelse, du har brug for. Jeg forvandler mig, glider ind og ud mellem maskuline og feminine energier alt efter, hvor du befinder dig og hvad du trænger mest til. Nogle gange er jeg ”ham” og andre gange er jeg ”hende”.
”Hende?”

”Ja, hende, der ser. For jeg går ud fra, at du er helt klar over, at du nu har kontakt til det sted i dig selv, hvor forvandlingen virkelig kan ske? At du er klar. Du har rejst længe, den indre rejse, skriverejsen og du har skabt grobund for det, der nu vil spire og se dagens lys. Og du vil opdage, at hende, der ser, ikke længere er nogen udenfor dig selv. Alt det, du har drømt om. Længtes efter. Beundret hos andre og søgt i ydre relationer eller hos lærere og underviser. Det har du selv. Det var det, du så. Det, du ser. Du er det selv. Du er blevet din vej og nu bliver vejen dig.
”Jeg forstår ingenting” udbryder jeg og er lige ved at græde. ”Men … hvad skal jeg så gøre nu?”

”Gøre?” Han ler hjerteligt og prikker forsigtigt med næbbet mod min kind. Du skal ingenting gøre. Du skal fortsætte med at nyde din rejse og lade forvandlingen ske. Heksen er vågnet, sjælen har taget over. Lad dig fragte. Så længe du siger ”ja” dybt i hjertet og lader dig lede af de impulser, der bølger i dig og som føles både naturlige og lindrende, så er du lige dér, hvor du skal være. Du vil ikke gå glip af noget, du kan ikke gøre det forkert. Bare vær, lyt og tag imod alt det gode, der er til dig. Om det kommer som fugl, fisk eller forklædt som ham eller hende. Lad din forvandlingssang gøre arbejdet. Alt du skal gøre, er at synge den og huske at danse.
Dance while you’re sitting down
Dance like an eagle
Fly when you touch the ground
Fly like an eagle


Jeg lukker øjnene et kort øjeblik og da jeg igen ser op, er han væk. Et stik af sorg bølger i mit hjerte, men så hører jeg stemmen dybt i mig.
”Vi er ikke længere adskilt. Ørnens vej er din vej. Din fortælling at skrive.”

Lene Frandsen, juli 2015
fra min egen skriverejse
Skrivehuset
 

Og tak, kære Tanja, for visdomsordene i går. Tak fordi du kiggede forbi på Skriverejse og underviser mig i lige så høj grad, som jeg underviser dig <3

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.