fredag den 31. juli 2015

Fortælling ved fuldmåne



Jeg havde forladt sommerhuset og var trådt ud i sølvnatten. På bare fødder gik jeg gennem det dugvåde græs og snart stod jeg på stranden. Over mig hang hun som en himmellampe og oplyste landskabet. Jeg kunne tydeligt se kysten og de store stenformationer længere henne af stranden. Jungfrun lå badet i månelys, stoltere og mere markant end ved dagslys.

Det var lyden af hendes stemme, der havde vækket mig. Roligt men insisterende trak hun søvntæppet væk under mig og jeg vågnede brat. Lyset væltede ind af det åbne vindue og ramte min dyne. Jeg satte mig op med et sæt. Fuldmåne. Tidligere ville jeg have forsøgt at generobre søvnen, men i nat var noget anderledes.

Jeg stod op og trak en sweater over natkjolen. På bare fødder forlod jeg sommerhuset og fulgte hendes lys. Som tråde af sølv dannede det en lille sti ned mod havet, som jeg bare skulle følge. Der hang hun, dybt forankret på himlen og badede havet i månelys. Striber af genskær gled ind med bølgerne og i korte øjeblikke lyste muslinger, tang og småsten op. Det var et magisk syn. Den kyst, jeg kendte fra dagslyset, så meget anderledes ud her midt i fuldmånenatten. Landskabet var som forvandlet.  De store stenformationer var levende, det så ud som om de lænede sig ud over vandet for at komme tættere på månen. Afventende, lyttende. Det puslede i krattet og over mig fløj en flok flagermus med kurs mod træerne i sommerhusområdet.
”Det var godt du kom.” Hendes stemme var som en brise i sommernatten. ”Min fortælling er også din fortælling. Kom og sæt dig lidt ned og lyt til den sang, din sjæl allerede kender.”

Jeg fandt en stor sten og slog mig ned. Den føltes kold gennem natkjolen, men mærkelig nok var det ikke ubehageligt. Hele min krop dirrede af længsel efter at høre fuldmånens fortælling. Det var jo derfor, hun havde kaldt på mig. Gennem de mange år ved hver eneste fuldmåne, det slog det aldrig fejl. Men jeg havde ikke lyttet. Først nu sad jeg på stranden ved Gotlands kyst og var klar. Bedre sent end aldrig. Tålmodigt havde hun ventet på mig.  
”Tak fordi du ikke har opgivet mig” sagde jeg med spæd stemme og vendte mit ansigt mod den oplyste nattehimmel.

”Jeg vidste, at du ville komme. ”Hun smilede varmt. ”De som skal komme, kommer når det er tid. En kvinde som er dybt forbundet med sin egen sjæl, vil altid søge fuldmånens fortælling og leve i pagt med dens visdom. Hun ved, at hun er gjort af det samme stof og at månes faser påvirker hende på samme måde som tidevandet påvirkes. Hun er vand  og vandet har en vældig kraft. At følge den naturlige cyklus og at leve i overensstemmelse med naturens kræfter er en gave men også en forpligtelse. Det kræver at du tør udleve din længsel og at du tør danse til de toner, der bølger dybt i dig og at du står ved den, du er. Blod, sved, tårer. Og sjæl.”
”Det lyder … øh drastisk”, mumlede jeg og følte mig lidt utilpas i min natkjole dér på stenen. Men noget i mig rumsterede, mens jeg lyttede til fuldmånens ord. Jeg fik uvilkårligt kuldegysning.

”Sjælen går ikke på kompromis”, lo hun. ”Og hvis du vælger at lade naturens kræfter støtte dig på din rejse, hvis du læner dig ind i det, som din sjæl allerede kender og trækker på den viden, der som havet bølger i din krop, så bliver du ikke alene gladere, du bliver også stærkere og mere hel. Mere dig. Du vil finde indre balance, ro og mærke, hvad du er gjort af. Danse det, søge det og leve det.”
Jeg nikkede bare. Der var ingen tvivl om, at der var mægtige kræfter på spil, det havde jeg jo mærket gennem alle de mange år, hvor fuldmånen havde spist min nattesøvn og påvirket min cyklus.

Og hvor ofte havde jeg ikke vandret langs havet og følt mig forbundet? Faktisk er det ofte ved vandet, at jeg igen forbinder mig til min sjæl og mærker roen vende tilbage. Der er tidspunkter, hvor jeg bare må ud til vandet. Lyden af hav, af bølger og fornemmelsen af vand gør mig rolig og fredfyldt. Det var også derfor jeg havde lejet det lille hus på Gotlands kyst. Jeg var kommet for at finde ro og skrive min bog færdig, men tilsyneladende var den vigtigste fortælling af dem alle allerede var skrevet.
Det bekræftede hun prompte.

”Selvfølgelig. Din sjæls fortælling findes allerede, men det er din opgave at huske den. Og det kan sagtens gøres ved at skrive, som du så ofte gør, det er en smuk og brugbar måde, men du kan også bare vælge at gå ud. Sidde ude.  Eller vælge en kombination af begge dele, som jeg kan se falder dig naturligt”, tilføjede hun.
”Men hvorfor vækker du os altid?”

”Fordi I tilsyneladende nægter at vågne af jer selv. De fleste af jer går sovende gennem livet og ser kun det tilsyneladende. Fuldmånen er en invitation til at afdække det, der findes bag de pæne masker. Det er en invitation til at danse med livet og lade jeres lys skinne, men det kræver altså at I vælger at vågne, åbner øjnene og ser. ”
”Jeg er glad for at du vækkede mig. Fra nu af vil jeg altid søge ud på fuldmånenætterne og lytte for at huske, hvad min sjæl allerede ved. Følge længslen i mit bryst og lade den komme til udtryk gennem ordene eller anden form for kreativitet. Lade den opstå indefra, når jeg bliver stille eller færdes alene i naturen."

”Alene er en god ide” nikkede hun. ”Det er sjældent at man kan høre sin egen sjæl, når man færdes i flok. Man skal turde møde sig selv, turde åbne øjnene og se det, der før var skjult. Afdække det, der skjuler sig bag det tilsyneladende. Så giv dig selv lov til at gå alene, når du virkelig vil forbinde dig og lytte dybt til de budskaber, der er til dig."
Jeg rejste mig og mærkede nu, at jeg frøs. Takkede stenen for dens gæstfrihed og månen for dens fortælling og gik langsomt tilbage til sommerhuset.




Fra min egen skriverejse
Lene Frandsen, juli 2015
Skrivehuset
 

1 kommentar:

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.