mandag den 27. juli 2015

Druiden og daggryet


 
Det er først på formiddagen. Jeg har været tidligt oppe og har haft et ærinde ude af huset, men nu er jeg tilbage i min skrivestue. Lyset er dæmpet udenfor og minder mere om en efterårsdag. Jeg har fundet en varm cardigan frem, lavet kaffe og tændt to stearinlys, som jeg altid gør om vinteren, når jeg skriver. At tænde mit skrivelys signalerer, at jeg er klar. Mødt op og dedikeret. Klar til at modtage og skrive det, der ønsker at finde sin vej gennem mig.
”En fortælling måske?”  En sort fugl, som jeg ikke har set før, lander behændigt i vindueskarmen og banker på ruden med sit næb. Den er hverken ørn eller krage, men virker alligevel bekendt. Forsigtigt åbner jeg vinduet, så den kan komme og uden tøven hopper den helt af vinduet og flyver den korte strækning fra karm til spisebord.

”En fortælling”, gentager den og et kort falder fra dens næb og ned på bordet. Det lander med bagsiden opad. ”Jeg har en fortælling med til dig. En helt særlig fortælling.”
”Hov, skulle du ikke lige præsentere dig selv, jeg har vist ikke set dig før” protesterer jeg, mens jeg nysgerrigt glor fra fugl til kort. Denne formiddag er ved at tage en helt anden drejning, end jeg havde forestillet mig.

Så ler den højt, fuglen. Skræpper, basker med vingerne, latteren runger gennem stuen og får stearinlysene til at blafre. Den pirker fornøjet til kortet på bordet.
”Skal du ikke vende det om og se at komme i gang. Som sagt, det er en fortælling til dig. Et budskab. Og vi kender da udmærket hinanden, har du efterhånden ikke forstået det? Jeg kommer i mange forklædninger. Jeg er mange fugle i en. I dag er jeg ravn og …”

”Mener du, at det er dig, der er både krage, ørn og ravn?” Jeg ryster vantro på hovedet. ”Forvandler du dig bare efter forgodtbefindende og hvorfor er du så ravn i dag?”
”Lidt fornyelse skader vel ikke?” Fuglen ler højt og ser insisterende på mig. ”Tag nu dit kort, vend det om og se, hvad det indeholder. Lyt. Jeg har ikke hele dagen, men opgaven er klar. Kortet blev mig overrakt ved daggry med udtrykkelig besked om at bringe det frem til dig. En fortælling har set dagens lys, født i sprækken mellem nat og dag og er nu landet i din stue med et helt bestemt formål. Du skal give fortællingen ord og bringe den videre ud i verden.”
”Hvem siger det?” Faktisk havde jeg helt andre skriveplaner i dag. ”Og hvorfor er du nu ravn?”

Uden at sige et ord mere vender fuglen sig om og forlader stuen gennem det åbne vindue. Letter fra kanten af karmen og svæver ud i den regnvåde formiddag, der minder mig om efterår. Træerne bevæger sig sagte i vinden, skyerne driver dovent over himlen og et pludseligt strejf af sol trænger igennem.  Jeg sukker dybt, drikker en slurk af den nu halvkolde kaffe og ser så på kortet, som ravnen har efterladt. Det ligger indenfor rækkevidde, jeg skal blot tage det og vende det om. Men noget i mig tøver. Jeg mærker et snert af modstand, en lille vrede over forstyrrelsen, men så overgiver jeg mig velvidende, at når fortællinger banker på, luftbåret eller i det hele taget, så er der en mening med det. Og selvfølgelig er jeg også nysgerrig, så jeg vender forsigtigt kortet og betragter det.

* * *
Gennem det første dagslys og fra min soveplads under det store egetræ, ser jeg ham komme gennem porten, der skiller nat og dag. Med sig bærer han daggryet som en rødkælk i sine hænder. I samme sekund porten lukkes bag ham, bryder lyset igennem og dagen er født. Rødkælken letter og fordamper som dråber af dug. Små perler af daggry lander blidt på græsset. Nysgerrigt rejser jeg mig og gnider søvnigt mine øjne. Mærker at jeg fryser lidt, natten har været kold og jeg glemte at give næring nok til bålet, så det er gået ud i nattens løb.

”Velkommen til morgenen” siger stemmen og jeg træder helt ud fra træerne. Føler mig nøgen ude i lyset, ubevæbnet og helt uforberedt på det uventede møde.
Han er klædt i hvidt, en slags kåbe er svøbt om hans krop og på hovedet bærer han en krans af noget, der minder om laurbær. Jeg kan se et par røde bær glimte i lyset. Nu opdager jeg, at han står foran en stor sten med cirkelformede inskriptioner og på stenen ligger fire objekter. Jeg træder nysgerrigt et par skridt nærmer og betragter dem. Et sværd. Et skjold. En pil. Et bæger. De er alle gjort af guld.

”Vær hilset” siger han og smiler. Hans øjne er næsten sorte og hviler som to perler under mørke buskede øjenbryn. Mens fuldskægget er gråt, kraftigt og velplejet.
”Er du min fortælling?” Jeg kommer pludselig i tanke om den fortælling, som ravnen kom med og leder febrilsk efter noget at skrive med. Forvirret går det op for mig, at der ikke findes en eneste lomme i den kåbe, jeg har på. Men den føles behagelig og er tydeligvis syet efter mine mål. Den smyger sig om kroppen og giver mig en følelse af nøgen frihed. Der er ingen snærende bånd eller syninger, den er som en del af mig. Farven er dybrød og jeg forføres i et kort øjeblik af dets blødhed. Sådan et smukt stykke stof har jeg aldrig før set eller båret før.

”Nej, du er min fortæller.” Han smiler og slår ud med hænderne.
”Hvad er forskellen?”

”Der er stor forskel. Du ejer ikke de ord, der ønsker at blive skrevet og fortalt af dig. Alle fortællinger har helt deres egen puls og åndedrag. Men de har brug for en fortæller, en, som uden at få ejerfornemmelser og lyst til ros og berømmelse, kan skrive det, der ønsker at blive fortalt på en så sandfærdig og autentisk måde som mulig. Og det mener vi, at du kan.”
”Vi”?

”Du skal ikke spørge så meget. Du skal lytte. Lytte og tage imod. Er du klar til det?”
Jeg nikker forsigtigt og synes pludselig, at seancen minder om en slags ceremoni. For kort tid siden sad jeg ved mit skrivebord, men så kom en ravn forbi med et kort og da jeg vendte det … Jeg lader blikket hvile på manden i den hvide kjortel og ser nu, at rødkælken er landet på kanten af bægeret.

”Jeg er druide”. Han ser på mig med sine dybe mørke øjne. ”Og du er tilbage hvor du kom fra, fordi du glemte noget. Du havde så travlt med at komme af sted, at du fuldstændig overhørte de stemmer, der fortalte dig at du havde en ganske særlig mission. Men du var yngre den gang og din sjæl havde udelængsel. Ikke spor unormalt, så vi lod dig flyve. For vi vidste jo, at du en dag ville mærke en dyb og sælsom længsel i dit bryst, som ingen ydre stimulanser ville kunne dulme. Penge, sex, ægteskab, tøj, materielle goder. Rejser til fjerne lande, vandringer, retreats og … hvad er det nu, det kaldes. Bungy jump?”
Jeg ler højt og han ler med mig. Hans latter er som tusindfryd, den dulmer og gør godt. Jeg mærker, hvordan hele min krop falder til ro og uden yderligere modstand hengiver jeg mig til det, han fortæller og ved instinktivt, at det er sandt. Jeg er kommet hjem.

Måske ved du det allerede, men druiden er en keltisk præst. Og så vidt jeg ved, har druider magiske kræfter, de kan sige, hvad dagen vil bringe og se ud i fremtiden.
”Blandt andet.” Han nikker godmodigt og ser indtrængende på mig. ”Men hør nu her. Du har længe mærket længslen og du har forsøgt at blotlægge det, som er essensen af den længsel. Du er kommet tæt på gennem dine skriverier og den indre rejse, du har foretaget. Det meste har du gjort på egen hånd, men du er nu klar til at få hjælp af den slags, der for alvor sætter dig på sporet af din livsopgave.”

”Min livsopgave?”
Han ler højt. ”Det ved du udmærket. Alle har en livsopgave og du er fortæller, men det er en særlig slags fortællinger, der søger dig. Se bare, hvad du har skrevet om, og hvad som har inspireret dig de senere år. Naturen. Årstiderne. Livets magi. Og på det seneste har du fået ørnen som kraftdyr og du har haft gode samtaler med både ravne og krager og fortalt lidt af deres historier. Det er tid til din indvielse.”

”Men hvorfor en druide?”
”Jeg har viet mit liv og min sjæl til at beskytte naturen og jeg trækker på de kræfter, som er gemt i enhver plante og i ethvert dyr. Jeg kommunikerer med naturen og kan endda låne af naturens kræfter, når jeg har brug for det. Og du er faktisk en undtagelse, for det er sjældent at jeg kommunikerer med andre end netop planter og dyrene. Jeg holder mig normalt for mig selv, men i dag står jeg her for at overrække dig en gave og en gerning. En helt særlig fortælling, som er din at folde ud.”

Han bøjer sig frem og tager det smukke guldbæger op. Rødkælken letter og forsvinder ind mellem træerne. Højtidelig rækker han bæger frem mod mig og jeg tager det forsigtigt i mine hænder. Det er både koldt og varmt på samme tid. Hele min krop skælver, mine ben føles som gele. Jeg kigger ned i bægeret og ser, at det er tomt.
Han ryster på hovedet. ”Det er kun tilsyneladende. Som det meste, der er værd at give sig i kast med. Bægeret indeholder essensen af din sjæl. Din sjæls fortælling. Og i den fortælling er gemt alt det, som du længes efter og som du nu har viet resten af dit liv til at finde. Du behøver ikke søge i det ydre, din opfordring er at træde helt ind i det felt, hvorfra din sjæls fortælling udgår. Træde helt ind i feltet og blive det.

Jeg mærker en bølge af lyst og velvære gennem kroppen. Som om noget vågner af dvale og pludselig får nyt liv. Blodet strømmer gennem min krop, mens druiden taler og jeg holder bægeret i min hånd. Nikker uden at sige spor. Ser dybt i bægeret, lukker øjnene for en stund og da jeg igen åbner dem, er han væk. Druiden. Jeg står i en lysning, en slags grøn eng, det er stadig sommer, men jeg fryser og ryster som et espeløv. Stoffet i den røde kåbe er tyndt, men så går det op for mig, at jeg ikke længere har den på. Også den er væk. Nøgen står jeg tilbage i daggryets dæmpede lys kun med et guldbæger i min hånd. Et bæger som indeholder, hvordan var det nu, min sjæls fortælling?
* * *
Jeg misser med øjnene, bliver pludselig overmandet af træthed og da jeg igen kommer til mig selv, er jeg tilbage i min stue. Kaffen er kold, men stearinlysene blafrer stadigvæk og ser ikke ud til at have brændt særligt længe. Foran mig på bordet ligger det kort, som ravnen bragte. Men hvor er bægeret? Guldbægeret, som druiden overrakte mig. Min sjæls fortælling? Tårerne springer frem i øjnene, da det går op for mig, at jeg ikke har fået det med tilbage. Mon bægeret var nøglen til fortællingen? Og hvad skal så nu, hvor det ikke længere er i min besiddelse?

Så er han tilbage. Ravnen. Jeg aner ikke, hvor han kom frem, men han prikker som en rasende med sit næb mod ruden og gør tegn til mig om, at jeg skal lukke op. Jeg skynder mig at åbne vinduet for at byde ham indenfor, igen, men han ryster bare på irriteret på hovedet.
”Bægeret? Nej, du er nøglen til fortællingen.” Så letter han igen og tager både daggry, druide og bægeret med sig tilbage, hvor han kom fra. Jeg sidder tilbage og det går endnu engang op for mig, at resten er op til mig.

Fortællingen opstod i morges og jeg aner ikke hvor den kom fra. Men også det er tilsyneladende.


Lene Frandsen, juli 2015
fra min egen skriverejse

2 kommentarer:

  1. Har med stor glæde læst dine ord. Hver gang jeg læser et af dine indlæg, bliver jeg overrasket. Aldrig er det til at vide, hvad du skriver om denne gang, men smukt og lærerigt er det hver gang <3

    Hjertelig tak, fordi du med dit dejlige væsen er en af mit livs smukke hekse <3 Jeg er så heldig, at jeg har nogle dejlige kvinder som dig i mit liv, og I kan alle noget særligt - frembringe magi på den ene eller anden måde <3

    Kærlige tanker og kram fra Louise, der håber, du har samme positive opfattelse af ordet heks, som jeg har - en heks er i min verden noget af det smukkeste en kvinde kan være <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine ord, Louise og jeg har det fuldstændig på samme måde som dig, hvad hekse angår. Mange af mine fortællinger, lige nu, handler på flere måder om at vække den indre heks - og jeg tror, at det vil gøre os kvinder godt at lade hende komme til live, at lade hende danse, vores indre heks!

      Så tak for titlen, den glæder mig ;)

      Knus
      Lene

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.