tirsdag den 28. juli 2015

Dans med Døden


 
De kommer, når man mindst af alt venter dem. Fortællingerne. Og det behøver skam ikke at være, mens man sidder ved sit skrivebord og er klar til at skrive. Får når man først er taget i ed og har sagt ja, så ved man at hver eneste morgen er ny og således en ny lejlighed til at møde op og dedikere sig. Sige ja til livet, dansen og den længsel, der rumler som torden indeni eller danser til mere subtile toner. Det kan være fuldmånen eller en tur langs havet. Fuglene en tidlig morgen eller skumringen, der trækker tråde og vækker minder. Længslen bor alle steder og det samme gør de fortællinger, som dukker op for at hjælpe os på vores færd. Vi føler os måske lidt ensomme på den indre rejse, men det behøver ikke at være sådan. Selvom vi er nødt til at gå vejen alene, er der hjælp at hente.
For mit eget vedkommende har jeg valgt fortællingerne til at assistere mig på min vej og kaste lys, der hvor der er mørke. Men jeg har efterhånden en lumsk anelse om, at det er fortællingerne, der har valgt mig. De dukker op i alle afskygninger og med forskellige budbringere. Tidligere var det månederne, der flyttede ind på min pensionat og uden at jeg havde bedt om det, fortalte mig om årstiderne og den naturlige cyklus. Nu er det fuglene.  

I morges mødte jeg igen ravnen. Det skete på min morgentur ud i regnen. Det var ikke lysten, der fik mig ud, det var fornemmelsen af at jeg skulle. At det ville være uklogt ikke at lytte til den impuls, der trak mig i ærmet. Intuitionen har en vældig kraft og styrke, når man først lærer at bruge den og lytte og når det sker, er der ikke længere nogen tvivl. Den indre stemme taler af en grund og det er ikke kun advarsler, den ytrer sig om. Tværtimod, den kommer med subtile og underfundige anbefalinger, der først kan synes tvivlsomme, men som ofte viser sig at være sendt fra himlen. Nu handler jeg på det, jeg hører og fornemmer. Jeg tør ikke andet. Det er jo min sjæl, som taler til mig.
Så jeg gik ud. Trak de store gummistøvler på og hætten op om ørerne. Det var sileregn, den slags der hænger som reb fra himlen og næsten lydløst  lukker vand ud. Jeg gik gennem pytter på markvejen op mod landsbyen. Vidste ikke helt, hvorfor jeg gik dér, bortset fra impulsen til at gøre det og gå uden at stille yderligere spørgsmål. Jeg huskede min sjæls stemme, da den fortalte mig at tillid forbinder. Så jeg gik gennem regnen i tillid og tænkte på den morgenkaffe, jeg endnu ikke havde drukket.

Så landede han. Midt på vejen foran mig, sort som natten med skinnende fjer blanke af regn. Dråberne lå som små perler over hans fuglekrop og han lignede mest af alt et sjældent og kostbart smykke.
”God morgen Ravn”, udbrød jeg og lavede en grimasse gennem dråberne, der faldt fra min hætte. Regnen tog til og over os lettede en stor flok sorte fugle, ravne, krager og råger og fløj i samlet flok mod de store træer, hvor de søgte ly. Men ravnen så ikke ud til at have travlt. Roligt sad han på vejen og betragtede mig.

”Det var godt du kom. Fulgte din impuls, lyttede til din intuition. Det skulle I virkelig øve jer noget mere på, I mennesker. Og især jer kvinder, er I klar over hvilket kraftfuldt instrument I selv bærer rundt på? Næh, det kan I ikke være, når I vælger at overhøre jeres egen sjæls kalden og de kræfter, der rumler i jer. Men du har valgt at lytte, det er da altid en start. For tiden er kommet”, tilføjede han højtideligt og smilede underfundigt. Den kvindelige visdoms æra er begyndt.”
Jeg nikkede bare. ”Du har noget med til mig, ser jeg”.

”Naturligvis. Endnu en fortælling, som du sikkert har gættet. Født ved daggry som et lille lys af morgendug. Smukt pakket ind i endnu et kort, som jeg her bringer dig. Fortællingen er klar til at få ord. Tag kortet og skynd dig hjem. Drik din kaffe, spis din morgenmad, tør dit hår og varm dig ved lysene. Denne regnvejrsdag er som skabt til at skrive. Vi holder øje med dig inde fra træerne og glæder os til at høre fortællingen.”
Han overrakte mig højtideligt det kort, han bar i næbbet og fløj så i retningen af de store træer, hvor de andre fugle også var forsvundet. Luften var tung af regn og lyset gråt og uigennemsigtigt. Jeg skyndte mig at putte kortet i lommen uden at kigge på det og vendte så om. Med hastige skridt gik jeg hjem og først nu, flere timer senere, er jeg klar til at vende kortet og tage imod den fortælling, som ravnen bragte mig i regnen.

* * *
Jeg troede, at det var ude med mig, da jeg mødte hende sidst på aftenen. Fast besluttet på at sidde ud og betragte fuldmånen, der langsomt sejlede af sted på nattehimlen, var jeg gået ud og havde fundet et roligt sted i skellet tæt på buskads og træer. Det var høst og der var et lilla skær i luften. Månens lys badede marken i sølv. Jeg pakkede mig godt ind i tæppet, jeg havde med og faldt langsomt til ro. Mine øjenlåg gled i og jeg sad længe i en slags meditation, der blev dybere og dybere. Over mig hørte jeg flagermusene kalde, fornemmede deres vingeslag og registrede blot, at det ikke længere skræmte mig. Jeg trak vejret dybt og åbnede så igen øjnene, lod månens sølvlys bade mig i dyb tillid til, at alting var, som det skulle være.

Jeg hvilede i den tro indtil det øjeblik, hvor jeg så hende komme gående fra træerne over marken med kurs direkte mod det sted, hvor jeg sad. Svøbt i en lyslilla kåbe med hætte, der dækkede det meste af hendes ansigt. I hånden havde hun et instrument, der skinnede i månelyset. Da hun kom nærmere, var jeg ikke et sekund i tvivl og mit blod frøs til is. Døden var på vej mod mig. Forklædt som kvinde og med den mest feminine le, jeg nogensinde har set. Hun gik langsomt men tøvede ikke. Det var mig, hun var kommet for at møde.
”Der sidder du jo”.  Hun smilede og trak forsigtigt sit lilla slør lidt til side, så hendes ansigt kom til syne. Hun var forbavsende smuk med sin kridhvide hud. Læberne var velformede og malet i samme lilla farve som hendes kåbe. Hendes ansigtstræk var markerede, huden stram og ungdommelig, mens hendes øjne fortalte om dyb livsvisdom og levet liv. En kvinde fuld af kontraster.

Jeg kunne ikke få et ord over mine læber. Stiv af skræk betragtede jeg hende og ønskede mig inderligt, at det var en drøm. En drøm, jeg kunne vælge at vågne af, et syn jeg kunne ryste af mig og glemme igen. Men det forholdt sig ikke sådan. Hun var levende og virkelig som dig og mig og jeg kunne intet gøre. At flygte fra døden har aldrig kunnet betale sig. Noget i mig gav op og jeg følte mig både slap og forkommen. Det kommer der ud af at forlade sin varme stue og begive sig ud i natten for at sidde under fuldmånen og meditere.
’Er det ude med mig?” hørte jeg min stemme spørge, rystende og skælvende. Jeg frøs og mine tænder hakkede, det var som om jeg havde mistet kontrollen med min egen krop.

Hun lo højt. ”Om det er ude med dig? Det kan man på en måde godt sige, men ikke sådan som du tror. Når jeg tropper op ved fuldmånen så handler det om noget helt andet, men du har ret, når du tænker at det involverer døden. Det gør det også. 
Noget i hendes stemme fik mig til at slappe af. Min krop holdt op med at ryste og en bølge af nysgerrighed gled gennem mig. Måske forholdt det sig helt anderledes, end jeg havde frygtet? Det gør det som regel, har jeg efterhånden erfaret og huskede så på min muses ord. Tillid. Forbind dig via tillid. Jeg mønstrede alt den tillid, jeg kunne, rettede mig op og mødte hendes blik. Hun smilede stadig. Den lille le glimtede i månelyset og pludselig synes jeg, at det var et smukt syn.

”Du bliver nu bedt om at tage afsked med alt det gamle, du ikke længere kan bruge i dit liv. Det er døden. En renselse. Du er trådt over en usynlig tærskel og er kommet ud på den anden side. Du har en dyb og klar fornemmelse af, hvem du egentlig er og du har sagt ja til det, du er kommet for. I går var du hjemme for at hente din sjæls fortælling hos Druiden og i dag møder du Døden. Ceridwen. ”
”Jeg har altid troet at døden var en mand? udbrød jeg og nød pludselig vores samtale. Det var som om noget i mig blev vakt til live og det føltes på ingen måde som død. Det føltes som liv.

”Netop, sagde hun og trådte et skridt nærmere, det gamle må dø så det nye kan få liv. Du har længe båret rundt på en masse gamle overbevisninger og kollektiv sladder, som på ingen måde rummer den egentlige sandhed. Lad det dø. Giv slip på det, begrav det og skab rum til alt det nye, der bobler i dig. Din indre heks, den glødende fornemmelse af et bål, der brænder dybt i dig og som har gjort det gennem tiden. Brug din kreativitet, din seksualitet og din spiritualitet til at forme det, der er dit nye liv. Lad det gamle dø. Det er derfor jeg er kommet. For at give alt det, du tøver med at forlade, det sidste dødsstød, så du kan bevæge dig fri ind i resten af dit liv.

Jeg nikkede højtideligt og mærkede, at jeg var klar.
Uden et ord rakte hun mig sin hånd og jeg tog den. Rejste mig og mærkede pludselig, hvordan jeg svajede i den kølige nattebrise. Over os lyste månen og en cirkel af sølv kom til syne midt på marken foran os. Hånd i hånd bevægede vi os ind i cirklen og da vi begge stod i dens midte bølgede musikken op fra undergrunden. De smukkeste toner, der lød som en harpe, men alligevel ikke var det. Døden begyndte at danse og eftersom hun stadig holdt mig hånden, dansede jeg med. Min krop føltes let og fri og mens vi dansede, udførte hun nogle cirkelformede bevægelser med sin le. For hver eneste bevægelse blev jeg frigjort af det gamle. Musikken blev højere og vi dansede rundt og rundt. Jeg mærkede varmen, ilden og følte mig mere levende end nogensinde før. Paradokssalt nok eftersom jeg dansede med Døden.

Da musikken stoppede, var jeg både svimmel og lykkelig. Fuldstændig rundtosset faldt jeg om i det høstede korn og lo, så mit mellemgulv klukkede. En brønd af visdom vågnede i mit skød og jeg mærkede at livet begyndte lige dér.
Hun smilede en sidste gang til mig, ordnede sin kåbe og sin hætte og forlod cirklen. Siddende midt på marken under fuldmånen så jeg hende forsvinde i et lilla skær og fordampe mellem træerne. Ør af lykke gik jeg tilbage til min plads i skellet, sendte et kys til høstmånen og gik så tilbage til huset og min varme seng. Klar til en helt ny begyndelse.

* * *

Lene Frandsen, juli 2015
fra min egen skriverejse
Skrivehuset

 

2 kommentarer:

  1. For en nydelig historie, Lene. Selv om den handler om døden. Men døden er ikke alltid en fordervelse, for mange er det også en befrielse, en løsrivelse.
    Vi passer hund igjen, for tiden. Og det er meldt regn hele uken......ikke akurat ønskevær når man er hundepasser til en ulldott med masse pels. Heldigvis er han ikke stor , som dine hunder. Men alikevel......den pelsen kan samle med seg litt av hvert.
    Jeg er heldig, som har skapene mine full med håndstrikkede plagg, som har varmet godt denne sommeren. Ønsker deg fortsatt fin sommer.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak kære Sylvia, her har Døden jo et budskab om en ny begyndelse. Noget må dø, for at noget nyt kan opstå :)
      Hvor hyggeligt at I passer hund. Men surt med vejret, det er virkelig ikke meget sommer, vi har i år. I morgen drager jeg igen et par dage i sommerhus og håber virkelig på opklaring, så vi kan være lidt ude og nyde det ved vandet. Ja, det er godt med varme trøjer og plagg.

      Nyd din weekend.

      Knus
      Lene

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.