tirsdag den 9. juni 2015

Spørg bare månen




”Kender du det, Harald? Kender du overhovedet noget til det at være menneske? En sjæl fanget i en kvindekrop?” Jeg ser på den sorte fugl, der er landet i det åbne vindue, han balancerer kunstfærdigt på kanten af vindueskarmen og er næsten flyvende i sin grounding. Et paradoks på vinger.
”En sjæl fanget i en kvindekrop?” Han ler højt og ser lige igennem mig. Ser sårbarheden i mine øjne, hører den lille antydning af gråd i min stemme, den måde vibrationerne afslører mig på. ”Det kender jeg muligvis en hel del til. Men søde skat, hans stemme smyger sig om mig med et anstrøg af kærtegn, det er vist ikke det, vi skal tale om i dag. Er det? ”

Det kan være den største gave, når nogen ser lige igennem en. Når en kærlig sjæl formår at træde helt derind, hvor der ingen filtre er og hvor sandheden danser nøgen i regnen. Dér, hvor man ikke længere kan skjule sig, heller ikke selvom man plejer at gøre det. For lige dér …
”Er der brug for kærlighed”. Harald nikker.

”Sys Harald, jeg skal lige have gjort plads til resten af min ordstrøm. Det er så vigtigt for mig at formulere det lige nu. I dette øjeblik. Det bruser i mit hjerte og bobler i hele min krop. Og selv da jeg for kort tid siden sad i min bil og gjorde andre ting, hørte en sang på anlægget, koncentrerede mig om trafikken, spøgte det. Det fyldte og jeg vidste bare, at så snart jeg var hjemme igen, skulle jeg sætte mig og tage imod.”
Han nikker og træder et skridt tilbage, jeg når lige at rejse mig for at gribe ham, helt instinktivt, så husker jeg at han har vinger. Han griber sig selv og folder vingerne ud, letter inden han lander og i et split sekund er han helt inde af vinduet og lander på mit skrivebord, helt tæt på.

”Sådan. Nu er afstanden mellem os helt passende”.
Jeg nikker og forsøger at fange den tråd, jeg havde fat i lige før. Det er så let at blive distraheret. At tro at man mister den vigtigste tråd af alle, kun for at opdage, at man faktisk skulle tabe den for at få fat i noget andet. Noget langt mere betydningsfuldt. Og tabte tråde kan danne det smukkeste mønster, har jeg ladet mig fortælle.

”Lige der har man brug for kærlighed, ja. For at blive elsket. Men det er stedet, hvor man plejer at gemme sig bort. Det er den eneste vej, man kender, det eneste sted, og det sted er så sårbart, at engle end ikke tør træde derind. Der er en usynlig grænse. Og det paradoksale er, at det faktisk også er stedet, hvor man restituerer og samler sig selv. Hvilket vil sige, at ingen hverken kan eller skal vove at træde over den grænse.”
Harald nikker bare, selvom han vist ikke er helt enig, men han er indbegrebet af fokuseret lytning. Empatien strømmer fra ham, jeg mærker at han holder mig i den smerte, det er at give udtryk for det mest sårbare sted i hele verden. Stedet, hvor man ikke lukker andre ind. Hvor man går i sig selv, med sig selv og ... jeg mangler ord. Så svært er det!

”Harald, det er jo helt OK. End ikke engle går ikke derind. De respekterer og trækker sig ligeså stille.”
”Hvor ved du egentlig det fra”, spørger han men forventer ikke et svar.

”Er det kærlighedens paradoks, søde Harald, svar mig nu? At det sted, hvor vi har allermest brug for kærlighed, for at blive elsket og holdt om, dér gemmer vi os bort. Det er sådan, vi plejer at gøre, det er skildpadden, der skjuler sig i sit skjold eller pindsvinet, der mobiliserer sig bag sine pigge. Og alligevel er det også noget andet. Det er kærlighedens skyggeside. Er det ikke?”
* * *
Jeg forestillede mig en stor dør. Ja, det var nærmest en slags port med to fløje. En kæmpemæssig hængelås hang og glimtede i solskinnet, langtfra kunne den næsten minde om guld, men da jeg kom tættere på, så jeg at det var en gammel og rusten hængelås. Alligevel virkede den forbavsede stærk. Og nøglehullet stod tydeligt frem i sit eget mønster. Et sådant nøglehul havde jeg aldrig set før. Selvom jeg udmærket godt vidste, at jeg stod foran en lukket port, fiskede jeg alligevel i min taske efter nøglebundet. Granskede alle nøglerne og holdt dem op mod lyset for at se, om en af dem alligevel skulle passe. Eftersom jeg jo tror på magi og andre slags tryllerier, kunne det jo have forholdt sig sådan at der sad en ny nøgle i mit bundt. En nøgle, som på forbløffende vis passede lige netop til nøglehullet i hængelåsen på den store lukkede port. Suk. Sådan var det bare ikke. 

Så skete der noget. Og det kom bag på mig, for jeg mærkede mig selv handle fra et nyt sted. Et nyt sted, som i virkeligheden er meget gammelt. Jeg gjorde noget, som jeg har lært mig selv at kunne, men af alle de forkerte grunde. I trods eller af nødvendighed. 
”Du forvandlede dig”.

Det var sælsomt at mærke, hvordan vandets krafts mobiliserede sig i mig. Dér stod jeg midt på fortovet i formiddagssolen og mærkede, hvordan jeg langsomt smeltede. I et splitsekund. Jeg forvandlede mig! Og før jeg vidste af det, flød jeg som en kilde af kærlighed ind under porten. Der var ikke længere brug for hængelåse eller nøgler. Vandet brusede igennem den lille sprække, hvor det normalt kun er lyset, der forsigtigt kigger ind. Eller ud.
Jeg gjorde noget, jeg aldrig havde gjort før og selvom det var både sårbart og grænseoverskridende, kunne jeg ikke længere stoppe det.  Mærkede bare, hvordan jeg flød gennem porten og som vand banede mig vej til det sted, der ikke er mit og aldrig nogensinde ville blive det. Men kærligheden var ligeglad. Vandet vovede og jeg kunne intet gøre. Det eneste jeg brugte min modstand til, var at stoppe kilden, før den blev til flod og flød over.

”Du stoppede selvom du var blevet vand?”.
”Det gjorde jeg Harald. For jeg var også blevet min egen sluse og instinktivt viste jeg, at selvom vand nærmest kan komme ind allevegne, fleksibelt, flydende og forunderligt blødgørende, så er der en menneskelig grænse. Og det var den, jeg lod min sluse fange. I det sekund blev jeg bevidst om, hvad det er kærligheden kan og samtidig ved jeg, at kærlighed kun flyde hele vejen, hvis man tør åbne op for den og tage imod. På den anden side. Og at det sværeste sted at kunne modtage, er det sted, hvor man har gemt sig bort for at slikke sine sår eller samle sig selv op. Det sted, hvor man altid har fået at vide, at man er alene. Og tilsyneladende også er det.

”Hvad gjorde du så?” Han ser på mig gennem tusinde lag af kærlig forståelse. Og selvom jeg ofte har ønsket, at jeg bare kunne holde mund og tie stille, ikke give udtryk for mine store følelser og brusende elve udtryk i overflod, så lader jeg det alligevel flyde. Det var for sent. Jeg er vand i dag.
”Jeg sendte en flaskepost. En af den slags, som er så porøst at den næsten går i stykker, men fordi den næsten gør det, er den samtidig umådelig stærk. Den gjorde resten. I det sekund indså, at jeg havde gjort mit. At vandets kærlighed var nødt til at stoppe lige dér. Forvandlet til et brev i en irgrøn flaske af noget meget gammel, som er meget nyt for mig. I lige netop den form. På den måde.”

Jeg tier stille, jeg har næsten ikke flere ord. Jeg er ikke længere hverken vand eller flaske, jeg er en kvinde, som for nylig traf en beslutning i sit hjerte og som i dag mærkede, hvordan beslutningen manifesterede sig i handling. Som brugte sit gamle forvandlingstrick på en ny måde. Og forskrækkede sig selv i den grad, at vandet nu drypper som tårer.  Der, mens hun skriver dette og trætheden vasker sine vinger, er lettere forbavset over at den kunne mobilisere en sådan …
”Styrke i det, der ellers altid har været en svaghed?” Harald nikker.

”Ja. Men nu er jeg ikke længere sikker på, at det er en styrke”.
”Du var sårbar som vand. Men du var også stærk. Du var flydende, men du var også i stand til at stoppe dig selv. Lige dér, hvor grænsen tilsyneladende gik. Og det er i øvrigt også det, engle gør. Selvom de slet ikke gør det. Det er bare noget, du tror. For kærligheden har ingen grænser. Og vand kan være den smukkeste, stærkeste kraft i hele verden. Spørg bare månen.”

Til en ven - fra min egen skriverejse
Lene Frandsen, juni 2015
Skrivehuset

2 kommentarer:

  1. Så nydelige ord....om kjærlighet?
    Jeg ser det er skrevet til en venn. Som en slags hemmelig gåte, som bare denne vennen kan forstå.
    Sender også god bedring hilsener til Keeva.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. En hemmelig gåde og alligevel ikke - jeg tror egentlig (håber) at den er "universel". :) Men ja, om venskab og kærlighed, og de steder, hvor vi er ekstra sårbare og trænger til at elskes allermest. Og om vand! :)

      Og tak, det går langsomt fremad med Keeva.

      Klem

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.