tirsdag den 23. juni 2015

Midsommerdans



Han svæver gennem det lukkede vindue velvidende, at alting er tilsyneladende. Lander med lethed foran mig. Ordene rammer mig på samme tid, som hans kløer fanger bordet i en sælsom landingsdans. Jeg når lige at tænke på ridser, men så glemmer jeg alt om den slags petitesser. For foran mig sidder den prægtigste fugl, jeg nogensinde har set. Og han er vokset siden sidst, han har skiftet fjer, facon og karakter. Han er blevet ørn.
’Men kan en ørn hedde Harald?” Jeg ser på ham gennem halvlukkede øjne. Selvom det er midsommer og solen står højt på himlen, kan jeg ikke se den og i øvrigt er jeg træt. Egentlig var jeg på vej ind og sanke søvn i min lænestol eller i det mindste lidt stilhed i en slags meditation, men netop som jeg skulle til at klappe låget på min PC ned, skød han gennem vinduet som en pil fra en flitsbue. Lyden kan jeg ikke helt beskrive, men prøv at forestille dig et kæmpemæssigt, koncentreret sus. Lyden af glas, der perforeres uden at gå i stykker. Jeg kan stadig mærke det søde chok i hele kroppen, et gys, en rislen, der minder om et lille vandfald af både forbavselses og glæde.

”En ørn kan hedde hvad som helst”. Han ser på mig og træder et skridt nærmere. ”Dejligt at møde dig i denne virkelighed også.”
”I lige måde.” Min stemme knækker over, jeg føler mig berørt, beæret. Synes næsten at det er for meget, at ørnen nu er landet … lige her på mit skrivebord. Eller spisebord, for som du måske efterhånden har gættet, hvis du følger med i de små historier, der dukker op fra tid til anden, så ved du, at jeg ynder at sidde lige her og sanke skriverier. I spisestuen med udsigt over have, marker og træer i horisonten. Se fuglene lave deres kunstfærdige indflyvninger fra øst og lytte til vindens dans. Være tæt på dagen, øjeblikket, følge med døgnet, rytmen og det liv, der som en magisk refleksion af mit indre udspiller sig på det ydre plan. Eller er det omvendt? Jeg har efterhånden lært, at det skaber en vis magi, når man ikke er helt sikker og tør læne sig ind i livets mysterium.

Jeg hengiver mig til øjeblikket. En ørn på mit skrivebord, en pil gennem vinduet. Sus af vingeslag og en lyd, der før ville have gjort mig rædselsslagen, men som nu fylder mig med et frydefuldt fnis.
”Det du frygtede, var det, du længtes allermest efter. Dig selv, dit eget lys. Og hvem skulle have troet, at det ville nå dig i skikkelse af en fugl? Nej vel. En fugl af alle dyr, dig som elsker dyr, men som altid har haft en naturlig distance til fugle af alle slags, skal vi sige det sådan? Nok se, ikke røre. Og da slet ikke flyve hen over dit hoved med vinger og fjer, ikke lade lyden af luft og frihed forplante sig til din forstenede krop.

”Hov hov, Harald eller Hr. Ørn, må jeg lige bede om kammertonen. Helt forstenet var jeg altså ikke!”

”Nej, men du var bange for fugle. Indtil den dag, hvor du på en trommerejse fik tildelt mig som dit kraftdyr og det gik op for dig, at jeg rummer meget af alt det, du i al hemmelighed drømmer om. Så hemmeligt, at du næsten selv havde glemt det. Men da jeg kom og da vi fløj sammen, da du lærte at give slip og fandt ud af, at du kunne flyve, dér skete det. Lige dér. Du opdagede, at det du havde frygtet og gemt dig for, i virkeligheden var dit eget lys. Din egen storhed. Det faktum, at også du kan flyve!”
Ordene bliver større og større, det er som bogstaverne vokser, mens jeg skriver dem. Og jeg kan mærke, hvordan jeg trækker mig længere tilbage i stolen og gør mig mindre. Jeg bliver forlegen, får lyst til at gå tilbage og rette, men samtidig synes jeg egentlig ikke, at jeg kan tillade mig at rette i ørnens ord. Og der er jo en pointe. Det må dér være.

”Lad lyset finde dig”. Han smiler, javist, for det kan ørne også. Og de kan grine, pjatte og le så højt, at man øjeblikkelig bliver smittet og bare må grine med. Inden jeg lukkede dig ind i historien her, spurgte jeg ham faktisk om det nu også er nødvendigt at pjatte sådan. Være så fjollet. Det sagde han JA til. Absolut, ingen tøven, det er hele ideen med lyset. Letheden. Latteren. Dansen.
”Det handler om at danse” udbrød han og skreg af grin. Ørneskrig, kan du forestille dig det? Det skar igennem mig som en kæmpemæssig latter gjort af fjer og fornøjelighed. Og så lo vi sammen og jeg kunne godt mærke det. Det gælder om at huske at danse. Også når man sidder ned. Ikke mindst når man sidder ned.

”Men jeg hedder altså ikke Harald i denne skikkelse” siger han pludselig og ser helt alvorlig ud. I få sekunder tror jeg at han har mistet sin humor, men så ser jeg glæden spille musik i hans øjne.
”Hvad hedder du så?”

”Det ved jeg faktisk ikke helt endnu.” Han ryster sine fjer og ser pludselig ud som om han keder sig. Eller måske har han bare tabt tråden. Ligesom jeg har det. Men pyt, vi ser på hinanden, der kommer flere dage, andre gode øjeblikke, hvor inspirationen forplanter sig til noget håndgribeligt og et møde mellem fugl og kvinde opstår. Og lige dér vil jeg få hans navn at vide. Ikke før, ikke siden.
”Jeg må videre”, siger han, ”det er Midsommer og jeg har ting at gøre. ”Men skriv til dine læsere”, hvis du altså har nogen, han ler og ser skælmsk på mig, ”at de skal søge efter deres eget lys. Gå efter det, der fornøjer deres sjæl og gør glad. Ikke lade noget eller nogen stå i vejen for det, der er deres sjæls dybeste ønske, for lige dér bor en fred, der er blødere, dybere og mere fyldestgørende end noget andet ønske, der kan opfyldes i dette liv. Når først man har besøgt det sted, dybt i sig selv, igen og igen, begynder man at vide. Forstå. Man sanker vished. Og det bliver lettere at navigere, selvom sjælens vej bestemt ikke altid er den lettest farbare. Ikke hvis man spørger egoet, i hvert fald. Men det skal man ikke lade sig narre af. Egoet! ”

Han forlader spisestuen af samme vej, som han kom. Gennem vinduet.
Tilbage sidder jeg i min egen stilhed. Kragen er forvandlet til ørn. Selv er jeg også som forvandlet. Sådan da. For selvom jeg tilsyneladende bare sidder her og skriver ord, så er der sket noget med min krop. I min krop. Jeg sidder ikke længere helt stille ... jeg sidder og danser.

Dance when you’re sitting down.
Dance like an eagle.
Fly when you touch the ground.
Fly like an eagle.


* * *

Kære ven, glædelig Midsommer. Brænd ikke hekse (eller andre levende væsener) dem har vi brug for. Brænd i stedet for alt det, der fornærmer din sjæl og gør dig ked. Skriv det på en seddel og kast det på bålet i aften og se det gå op i flammer. Spring over bålet, ja flyv, hvis det er muligt. Spring ind i det, du ønsker dig i livet. Og dans så!

Kærlig hilsen
Lene

Tekst og billede
Lene Frandsen, juni 2015
Skrivehuset

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.