tirsdag den 2. juni 2015

Kragen i Visby


 
"I nat er det sommerens første fuldmåne."
Han lander i min håndflade, det har han aldrig gjort før. Der findes ikke længere vinduer eller glas mellem os, helt synlig og nærværende sidder han nu og fylder det meste af min hånd. Så tæt på, at vi nærmest er som siamesiske tvillinger. Jeg betragter hans kragekrop, følger linjerne, betragter fjerene, hver eneste detalje finder vej til min sanser og da jeg når til høresansen, går det op for mig, at han faktisk sagde noget.

”Fuldmåne?”
Jeg lyder forbavset, men er det egentlig ikke. Jeg så hende godt i går aftes, da lyset dalede fra himlen som en duefjer og lagde det blødeste lys over landskabet. Markene lå som tæpper af guldtråde med en snert af rødt. Og der stod hun, højt over mit marktræ. Et træ, som på ingen måde er mit, for træer ejer ingen, men vi har alligevel en ganske særlig relation, træet og jeg, og jeg spejder tit mod det for at finde fokus og perspektiv. Jeg bliver sjældent skuffet, der er altid et nyt billede med et slags budskab, en stille rungen af accept og vished. En hjertelig trøst. Der findes noget større derude, som også er herinde. Noget, som er større end mig.

”Fuldmånen?”
”Også fuldmånen, ja”. Jeg smiler til Harald, der nu er hoppet ned på bordet og spankulerer lidt omkring på spisebordet. Regnen pisker mod ruden, det er en eftermiddag med vejrmæssigt oprør og jeg mærker uroen i mig selv. Måske er det regnen, måske den flakkende vind eller også er det fuldmånen, der rumsterer. Hvem ved?

Så kommer jeg i tanke om noget, som har ligget mig på sinde, lige siden jeg i lørdags vendte hjem fra en uges ferie på Gotland. For der skete nemlig noget lige midt i Visby. Det var eftermiddag og jeg sad på Stora Torget og kiggede på mennesker. Udstyret med god svensk kaffe og guddommelig gulerodskage lod jeg mig fortrylle af væsenerne i Visby og alle de andre sjæle, der forklædt som mennesker og turister gik forbi. Jeg betragtede ruinen af den gamle gotiske kirke, lyttede til stemmer og lyde, sansede dufte og jeg mærkede historier komme sejlende som usynlige tåger af inspiration. Gulerodskagen var forbavsende god, jeg sad forsigtigt og pillede den fra hinanden, skilte krummer fra dej som for at forlænge oplevelsen og måske også for at have en undskyldning for at blive siddende lidt længere.
Så skete det. Han ladede på mit bord. Ja, cafébordet midt på torvet i Visby. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, så var det den selvsamme krage, der nu sidder på mit spisebord og taler om fuldmånen. Men krager ligner hinanden, gør de ikke? Der er ikke så meget forskel. Og netop som jeg tænkeskriver de ord, gør han væsen af sig og hopper nærmere på sin skæve facon. Et hop til højre, et til venstre og så den velkendte lyd af kragenæb, der fornærmet smasker et hæst ”kra”.

”Krager ligner ikke hinanden mere end mennesker gør!” Indigneret stirrer han på mig, men så smiler han drilsk. "Du tager ikke fejl. Det var skam mig. Tror du, at jeg vil lade dig i stikken, bare fordi du forlader landet og vælger at tage færgen ud til en ø? Jeg fulgte da efter dig. Det var mig, der landede på dit bord i Visby og som smed et stænk inspirationsmagi. Det er mig, som du senere skrev om i din lysegrønne notesbog og som du så …"
”Jeg vidste det jo godt!”

Min hund Keeva var syg af nakkesmerter og blev dårlig, mens vi var på Gotland og hendes tilstand lagde en dæmper på vores ferie. Hvad flere dyrlægebesøg formodede, har det nu vist sig, at hun har smertefulde forstadier til diskusprolaps i nakken og på torsdag skal hun gennemgå en større operation. Men det vidste jeg ikke den gang i Visby. Jeg var bare utrolig trist over situationen og bekymringen gnavede i mig. Men jeg huskede at gøre noget, som altid hjælper mig og som bringer mig nærmere til min kerne og min sjæl. Jeg skrev i min notesbog:

Dagen har fragtet mig gennem indre kaos og fortvivlelse. Vi har været på tur det meste af dagen og har haft hundene med i bilen. Mest af alt mærkede jeg eftergivelsen og en accept af, at jeg intet skulle gøre. Der var heller ingen selvbebrejdelse over at have truffet forkerte valg. Ingen fortrydelse. Vi gør, hvad vi kan for Keeva. Hele tiden. Vi kørte af sted og jeg fulgtes med sorgen og følelsen af magtesløshed, indtil de blæste i havet ved Gotlands østkyst. Så kørte jeg videre med indre tomhed og en stille smerte, der flød som en flod igennem mig. Jeg lod den flyde. Senere vandrede vi i Visby og så mærkede jeg det pludseligt. Igen. Inspirationen. Historierne. Fortællingerne. En krage dukkede op og lod mig vide, at den var dér, for så lette og forsvinde hen over hustagene på Stora Torget. Jeg beder en bøn for Keeva. Må hun få det bedre og blive frisk igen.
Jeg lyttede dybt og hørte min sjæls kærlige, hviskende stemme: Din styrke er at turde være med det hele. At turde tåle. Ikke flygte eller forestille dig en ideel situation. Dette er din ferie. Vælg fortsat at tro på stilheden, roen, kærligheden – bær dem i dig selv og træf bevidste valg fra det sted, i dig selv, hvor kærligheden flyder. Det betyder ikke at alt andet forsvinder, det handler om at være med det hele fra et kærligt sted i dig selv. Derfra kan livet leves og mødes og den venlige, kærlige selvaccept er en forudsætning.

”En krage dukkede op og lod mig vide, at den var dér, for så at lette og forsvinde over hustagene på Stora Torget.” Jeg læser mine egne ord og smiler, mens jeg mærker tristheden komme dansende. Jeg er for en stund tilbage på torvet, hvor kragen lander og letter igen. Jeg fornemmer duften af kaffe, smagen af gulerodskage og håbet, der svævede over de gamle huse og røde tage. I form af en krage.
Han nikker. Harald. Han var skam også på Gotland og pustede til inspirationen lige dér. Jeg vidste bare ikke, hvad det ville føre med sig. Hvilken slags historie det ville udmunde i. Sorgen, bekymringen, håbet, væsenerne og Visby.

På torsdag skal Keeva gennemgå sin operation. Og i nat er det sommerens første fuldmåne. Hvordan de to hænger sammen og om de overhovedet gør det, vil jeg lade være uskrevet. Men jeg ved bare, at jeg skal have en kærlig snak med fuldmånen, når hun blidt vækker mig i nat, som hun plejer at gøre det.  Jeg har noget, jeg gerne vil spørge hende om.
Harald nikker og smiler varmt, inden han forlader det glasløse vindue og forsvinder i regnen.

”Kunsten er ikke kun at spørge og række ud, men i høj grad også at lytte og modtage sjælens hvisken. Tillad fuldmånen at hjælpe dig.”
Fra min egen skriverejse, tekst og billede
Lene Frandsen, juni 2015
Skrivehuset

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.