onsdag den 17. juni 2015

Forbind dig igen


 
Forbind dig. Forbind dig igen.
Stemmen er sagte som en sommervind. En næsten ikke eksisterende simulering af noget, der kunne have været en efterårsstorm, men som ikke er det. Ikke desto mindre er den kold. Minder om en af de formålsløse perroner, hvor jeg i efterårets sene timer har stået og spejdet efter et tog, der ikke kom. Troet, at nogen ville komme og samle mig op og vise mig, hvilken vej jeg nu skulle rejse. Pege på en retning. Det skete aldrig. Toget kom ikke før jeg havde lært det. Forstået det. Og havde fundet vished om, at det tog, jeg skulle med, var et jeg måtte skabe selv.

Men hvordan skaber man tog? Et slags transportmiddel? Hvordan forlader man en station, hvor man har meget lidt lyst til at være, men hvor sjælen hvisker om at turde blive?
Man lader sig fragte. Gennem stilstand og ved at lytte dybt. Ved at forbinde sig.

Det går op for mig, at stemmen ikke tilhører nogen udenfor mig selv. End ikke den gode krage Harald, selvom jeg godt kunne bruge en slags fortællerfigur til at tage over lige her. Jeg skaber da bare en …  Og så bliver der tomt. Gabende tomt. Lydløst falder stilheden som gennemsigtige dråber et sted dybt i mig.
Der er ikke noget at skabe. Det findes allerede. Venter på dig. Du skal blot forbinde dig. Forbinde dig igen.

Fra et sted dybt i min lænestol mærker jeg gennem lukkede øjne at jeg bevæger mig indad. Dybt ind i et forsøg på at møde den stemme, der risler som en kilde et sted derinde. Jeg mærker pludselig, hvor tørstig jeg er og længslen efter mit eget vand buldrer i mig som et bål. Ild og vand. De to elementer danser side om side og forbinder sig i noget, jeg aldrig har set før. En cirkel, der ikke er statisk, men som hele tiden ændrer formation. En cirkel, der egentlig ikke er en cirkel men et slags ottetal.
Bålet brænder, det er ikke gået ud, men hvorfor fryser jeg så sådan? Og hvad er det for en årstid, der står sommer i kalenderen, men udenfor gør skyerne klar til regn og markerne bølger som et hav i oprør. Jeg kan næsten fornemme skumsprøjtene i de silkegrønne strå. Det bliver en meget mærkelig fortælling, denne her, buldrer mit ego, men mine fingre danser over tastaturet, som om de ikke havde bestilt andet og det er sandt, de øver sig ofte og med glæde, selvom jeg her på det seneste har mærket en lille form for blokering. Som om jeg ville forcere noget, der ikke lod sig skynde på. Jeg har måske haft lidt for travlt med at skabe og haft for lidt fokus på at lytte dybt og forbinde mig?

Der findes ikke mærkelige fortællinger. Disse ord kommer til dig, fordi det ofte er din måde at lytte på. Først hørte du min stemme, den sagte lyd af sjælekys, der forsigtigt fik adgang til et sår, du havde lukket dig omkring. Kærlighed, sagde du højt uden helt at vide, hvad ordet egentlig betød. Jeg trænger til kærlighed. Nuvel, det skal du få. Men måske ikke helt, som du havde forestillet dig det. At nogen ville ankomme med særtog til din perron med kys og champagne, røde roser og store ord.
De kys. Den champagne. De røde roser. Og ikke mindst de store ord! Det er dine at skrive. Og hvad kærligheden angår.

Jeg sidder ikke længere i min lænestol, som du nok har gættet. Jeg besluttede mig for at skrive den stemme, der kom, da jeg endelig hengav mig til sommerforkølelse og kvindelig cyklus og besluttede mig for bare at være. Da jeg blev stille nok.
Forbind dig. Forbind dig igen.

Jeg lukker øjnene og mærker trætheden. Kaster anker lige dér, hvor jeg før havde så travlt med at komme væk. Indser, at jeg ikke længere hverken kan eller skal flygte og vælger bevidst at blive. Mærker hvordan den iltre træthed ændrer karakter i det øjeblik, jeg ikke flygter fra den men sætter mig med den. I den. Og holder om den. Og er det ikke underligt, jeg troede at trætheden holdt om mig. Nu ser jeg det er omvendt. Og som jeg holder om den, vugger den og blidt fortæller den, at den er helt OK nøjagtigt som den er, at jeg byder den velkommen og er klar til at lytte til dens budskab, så skrumper den ligesom. Og jeg opdager, at jeg holder en ganske lille pige i mine arme, som ikke længere er så træt, men nærmere meget ked af det. Jeg lader hende græde, lader hende hvile i mine arme. Den træthed, der før synes så olm og krævende og minder om en tyr, der engang jagtede mig henover en mark, er nu bare en lille pige, der trænger til kærlighed. Til, at nogen lytter til hende.

Forbind dig. Forbind dig igen.
Jeg forbinder mig med hende og spørger, om hun har et budskab til mig. Hun nikker og smiler gennem tårer, rækker mig et stykke papir og hikker ivrigt, at hun er et sendebud fra sjælen. En slags go-between. Og eftersom vi nu har forbundet os, kan jeg mærke at jeg er tættere på. Tampen brænder.

Forbind dig. Forbind dig igen.
Hvor blev du af? Ordene er næsten ulæselige og alligevel står de tydeligere frem end noget, jeg nogensinde tidligere har læst. Bedst som vi havde skabt forbindelse, forsvandt du.

”Nej, hov, hør nu her, det var da dig, sjæl, der forsvandt.” Noget i mig har behov for at protestere, så jeg taler til sedlen som om den var et menneske. Dyr. Eller et væsen i hvert fald.
Jeg er her altid. Det, du trænger til, er altid til din rådighed. Som en indre rislende kilde af kærlighed, kraft og kreativitet. Som et hav af stilhed og skaberkraft. Som en dråbe af puls og poesi. Som et leje af silkebløde blade, hvor du kan hvile, være og skabe forbindelse.

Men du må sætte dig. Du må lytte. Du må lære at være. Vente. Og forbinde dig. Igen.
Fra min egen skriverejse
Lene Frandsen, juni 2015

Skrivehuset
Billedet er fra helt særlig have på Gotland. Et sted, hvor det synes så let at forbinde sig.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.