tirsdag den 30. juni 2015

Cirkler


Dance while you’re sitting down
Dance like an eagle …
Jeg hører ham, før jeg ser ham. Lyden af vingeslag, et sælsomt sus over mit hoved og en tone af noget, jeg ikke kender, men som alligevel vækker forbavsende genklang. Og det er ikke ordene alene, det er den dybe følelse af frihed og fleksibilitet, et åndeløst øjeblik og den intuitive forståelse af, at jeg kan gøre det samme. Flyve.

Svævende over mig tegner han usynlige cirkler. Nu løfter jeg hovedet, kigger op fra tastaturet og stirrer ud gennem det åbne vindue, mens jeg forsigtigt nipper af kaffen, jeg netop har lavet. Siddende ved spisebordet, jeg rejser mig ikke, men hilser tavst på ham, mens jeg betragter de formfulde cirkler. Længslen rejser sig i mit bryst, draget af de bløde rundinger.
”Har du bare tænkt dig at blive siddende? Han kommer nærmere, et kort sekund ser jeg tydeligt hans ansigt. Øjnene er rettet mod mine, borer sig ind i min bevidsthed og et suk sejler fra maveregionen op i halsen. Min stemme knækker over, da jeg forsøger at svare ham. Der kommer ikke et ord over mine læber, det forbliver et halvkvalt host af noget, jeg egentlig heller ikke ved, hvad er. Noget, som pludselig blidt trækker i mig og får en enkelt tåre til at trille ned på min hånd.

Så rejser jeg mig. Hører hans lydløse kalden, en dyb rytmisk klang i undergrunden. Et kort sekund stundser jeg over, hvordan hans tilstedeværelse i luften over mig kan fremkalde en så smittende lyst til bevægelse. Nu hører jeg trommerne og mærker, hvordan det lysten bevæger sig i mine ben. Lyst til at kaste alt, hvad jeg har i hænderne, kaffen inklusive, og bare hengive mig til det, jeg nu ved er en dans.
Jeg sidder lidt og danser, tøver i mine tanker, men indser så at jeg ikke kan overhøre kroppens klang. Blidt bevæger jeg mig i stolen, vrikker lidt frem og tilbage, så bliver rytmen mere insisterende. Kom, kom, kom. Dybe toner af vellyd, en sang så velkendt, at jeg slet ikke behøver at tænke mere. Hvilken lettelse!

Kroppen genkender, kroppen ved og insisterer nu på at få lov at folde sig ud. Ud på græsset, ud i solen, bare fødder og store runde cirkler af livslyst og frihed. Det er ikke svært at følge takten, den er regelmæssigt og forførende. Og cirklen er der allerede, dyb og sval i ørnens skygge, nu danser vi med hinanden, han i luften og mig på jorden, mine arme er blevet til vinger.
Fly when you touch the ground
Fly like an eagle


Jeg vidste ikke helt, hvad det betød, men det gør min krop. Rundt og rundt, egoet protesterer, du bliver rundtosset, får kvalme, bliver svimmel … jeg kan endda høre en hæslig stemme råbe op om, at man faktisk kan dø af den slags, men ikke helt. Protesterne er forgæves. Ørnen svæver rundt i bløde cirkler og jeg danser med ham gennem sol og skygge. Rundt og rundt.
Da jeg endelig må overgive mig og falder pladask på græsset, hører jeg hans latter som et ekko gennem trækroerne. Himlen skælver. Så lander han ved siden af mig og venter tålmodigt på, at jeg har fået pusten. Venter uden at gøre det, vi sidder bare og klukker ved siden af hinanden, latteren tager over hvor trommerne slap. Vi stirrer ud i horisonten uden at se, ingen anstrengelse, et med de bølgende marker og skyerne, der passerer forbi.

Har du nogen sinde hørt en ørn grine? Jeg kan godt sige dig, ørnelatter er noget af det mest smittende, jeg nogensinde har hørt. Og det samme gælder i øvrigt ørnedans. Jeg må bare le, danse, der er ingen modstand. Det føles helt naturligt og …
Pludselig rammer alvoren mig som en kugle for brystet. Bang. Og det er ikke engang løgn, jeg føler at jeg dør i det øjeblik, ordene falder ud af min mund.

”Jeg må tilbage. Arbejdet kalder. Det er ikke helt ferie endnu.”
Alting forstummer. Latteren er væk, en kvalmende tunghed lægger sig til rette og jeg forstår ikke, hvordan jeg for kun et øjeblik siden kunne danse så levende og frit. Ørnen, hvis navn jeg endnu ikke kender, ser på mig, helt tæt på er han nu, hans gule næb rører forsigtigt ved min næse. Jeg har fuldstændig glemt min fuglefobi, den er væk nu, for noget, der er langt værre har lagt sin klamme hånd om mit hjerte og klemmer til, så jeg næsten ikke kan trække vejret. Det er ikke tanken om at dø, der skræmmer mig. Det er tanken om ikke at leve …

Jeg sidder midt i den cirkel, der blev tegnet af vores dans. Han træder et par skridt tilbage, hopper, basker med vingerne, gør mine til igen at lette. Han har opgivet mig, tænker jeg og smerten er intens. Lige dér. Jeg kan se det i hans øjne, mærke det på hans måde at trække sig tilbage på.
”Forlader du mig nu?” Jeg bryder mig ikke synderligt om min grådfyldte stemme, men sådan er det altså. Følelsen af forladthed har overrumplet mig, overgangen mellem ørnedans og livets alvor er for brat.

”Livets alvor. Det er ikke helt ferie endnu.” Han smager på ordene og spytter dem ud, jeg ser dem flyve fra hans mund og lande i en sølle klat på græsset. Udenfor min cirkel heldigvis.
”Jeg forlader dig aldrig. Det er kun dig, der kan forlade dig selv. Din sjæl. Jeg træder blot høfligt ud af din cirkel, som før mødte min og vores fælles rum af dans og latter. Jeg har aldrig forstået det, I mennesker kalder livets alvor. Og i øvrigt synes jeg at I har et forkvaklet forhold til det, I kalder arbejde. Det er som om I tror, at I hele tiden skal gøre og være udfarende, aktive, prøve at holde hjule i gang. I bliver så vant til farten og alt den gøren, at I slet ikke tør stoppe op igen og møde livet, der hvor farten stivner. Tage en pause og trække vejret i dybe åndedrag. Et af gangen. Og I glemmer at danse! Danse med livet, danse med ørne og hvem der ellers byder op til dans. Hvert eneste øjeblik er en invitation til at leve og danse med livet. Danse om end I sidder ned. Selvom I efter min mening sidder alt for meget ned.

Han sukker og ser næsten sørgmodigt ud, men så klukker hans bryst igen af latter. Jeg kan mærke, at jeg smiler.
”Kommer du snart tilbage til min cirkel?”

Han nikker, det vil han gerne, men ikke nu. Det er tid til at flyve videre.
”Men jeg træder aldrig ud af min egen cirkel for at besøge din. Har du lagt mærke til det? Har du sanset, hvordan vi ligesom kan blande cirkler, forblive centrerede i vores egne kerne og sjæl, men samtidig kan danse i de cirkler af lys, der opstår, når vi mødes og vælger at være. Med hinanden. I accept. Når vi danser fra sjælen, dybt og inderligt, frit og svævende.  Sammen og hver for sig. Og selv på jorden kan du flyve. Hvis du altså vil.”

Jeg nikker. Lukker øjnene og forstiller mig, hvordan jeg hviler i min egen kerne. Mærker, hvordan det føles, når jeg ikke forlader den, går ud af mig selv for at mødes med en anden, men kan forblive forankret i mig selv, min sjæl og samtidig være med en anden.  Det dufter godt. Og mit smil bliver større ved tanken om den gode fornemmelse af hvile i sig selv, blidt og blødt som på en pude af kærlighed, men samtidig at kunne være med og rumme en anden. Fra det sted.

Han smiler, letter og sender mig et fingerkys af indforståethed. Noget dæmrer. Og pludselig har jeg ikke så travlt med at komme tilbage til arbejdet. Jeg havde jo egentlig også besluttet mig for, at denne uge skulle være nedtrapning til ferie. Nu har jeg endelig mulighed for at gøre det, jeg altid har drømt om, selvom det åbenbart ikke er gået helt op for mig endnu. At lette og lande. En blid og formfuld indflyvning til ferie.

Jeg ser ham forsvinde over trækronerne og sukker dybt. Så overrumples jeg af træthed og lader mig falde tilbage i græssets favn, mens en stemme blidt vugger mig i søvn.
Salig er uvirksomhedens time, thi da arbejder vores sjæl.


 Lene Frandsen, juni 2015
Fra min egen skriverejse
Skrivehuset

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.