onsdag den 13. maj 2015

Kunsten at lade sig fortrylle


 
”Det er længe siden, Harald, jeg har savnet dig. Men sig mig, er du ikke vokset siden sidst?”
Han sidder i grøften, ved vejkanten, hvor jeg hver eneste dag går forbi med hundene. Det slår sjældent fejl. Selvom han efterhånden kan være svær at få øje på, eftersom græsset vokser hver eneste dag og de grønne farver slår deres folder i en rus af liv, det ligesom bliver højere og højere, ved jeg at han er dér. Jeg behøver ikke at holde øje med ham, han holder øje med mig. Og i dag er han ganske tæt på, lader som om han ikke helt har ænset os, hunden og jeg, men det forholder sig ganske anderledes. Og da mine ord svæver ham i møde, rejser han hovedet og gør klar til at svare. Venter lidt. Tøver. Så længe, at jeg er nødt til at standse op og sætte hunden af. Sit.

Jeg står stille foran ham og viser ham uden ord, at jeg lytter. Ikke kun med ørerne, men med hele kroppen og hele min bevidsthed. 
”Jeg er ikke vokset” siger han og tager et par trin på sine kragetæer. ”Du er vokset. Du har fået større øjne, et bedre udsyn, en skarpere fornemmelse for essensen, der sjældent er synlig, men nu ser du den. Jeg er, som jeg hele tiden har været. Når du ser på mig.”

Jeg smiler. Hunden sidder helt stille og betragter en kat, der spankulerer forbi på den anden side af vejen. Helt inde i krattet, i skellet mellem marken og naboens have. Bag det farvestrålende hav af stolte tulipaner og i skyggen af det gule hus.
Jeg vender igen min opmærksomhed mod Harald, mens jeg stadig tygger på hans ord og smager på det, han netop serverede. Heldigvis har jeg hverken taget på eller tabt mig, jeg er præcis som jeg skal være. Jeg er nemlig holdt op med hele tiden at måle og veje mig selv. Du er en kvinde i sin bedste alder og med de former, der hører sig til, siger jeg til mig selv. Og det tror jeg på! Så det er ikke det, den gode Harald taler om, når han siger at jeg er blevet større. Jeg har ikke tænkt over det før, men nu kan jeg godt mærke det. Det er som om mine skridt er blevet lidt fastere, mere solide, når de rammer jorden. Selvom de også føles lettere. Jeg kan høre en anderledes melodi, en tone, der blander sig med noget fra undergrunden. Jeg kommer til at tænke på svajende træer og rødder, der vokser dybt ned i jorden og har helt sit eget net af grundfasthed. Sådan føler jeg mig lidt nu. Som et omvandrende træ. Det er en god følelse.

’Men du er også en fugl’ fortsætter Harald, kragen, der ville være tankelæser og blev det. For man skal være, før man kan blive. Det er så simpelt, at vi tror det er løgn. Han hopper nærmere og står nu tæt foran mig, så tæt har vi aldrig været før. Som træet svajer jeg i vinden og prøver at finde balancen. Det er nærmest uvirkeligt at stå ansigt til ansigt med en krage. Jeg føler mig for høj i forhold til ham og har lyst til at bukke mig ned. Så vi virkelig kommer i øjenhøjde.
’Det behøver du ikke’, han ryster på hovedet, lad være med at anstrenge dig sådan på din menneskemåde. Og husk at du ikke alene er træet, du er også fuglen. Din helt egen fugl. Det er derfor jeg er kommet. For at vise dig det. Båret af vinden, sejlet over horisonter med brudstykker af noget, som gerne vil skrives og fortælles gennem dig.’

Min hund sidder stadig helt stille, det er usædvanligt. Men hele scenen og den måde, den udspilles på, er også anderledes end tidligere. Som om tid og rum smelter sammen og ikke findes udenfor mig selv, der er kun Harald og de ord, han blidt puster i min retning. Blide ja, men fulde af visdom og styrke. Jeg håber, at han ved, hvor stor pris jeg sætter på hans finurlige venskab, jeg tør nemlig ikke sige det direkte til ham. Han ville nok blive fornærmet, det er som om han ikke beskæftiger sig med udenoms smiger og forsikringer. I hans rige ved man bare. Her handler det om vished og om at være tro mod den vished. At være sin vished og handle på den.
”Mit rige er dit rige”. Han ser på mig med et blik så sort som den nat, der rummer tusinde lys. ’Hør nu her. Det forholder sig sådan, at historier og fortællinger ikke er noget, som I mennesker digter og finder på. Det vil I gerne tro, det er egoets version af skabelsen. I virkeligheden, min virkelighed altså, er det således at historierne er ligeså levende som jer. Som os. Mennesker, fugle, træer og blomster. Historier har ånd, liv og den levende puls i historien bliver båret gennem vinden og udsøger sig de mennesker eller det menneske, gennem hvilket det ønsker at lade sig fortælle eller blive skrevet. Det handler derfor ikke om, at I skal forsøge at tænke jer til, hvad der skrives vil. Det er det, bliver så svært og bøvlet for jer. I snubler i egoets lange snørebånd. I stedet for …”

”At møde op og tage imod”. Jeg nikker. ”Det har jeg faktisk forstået Harald og du må da have lagt mærke til, at jeg er blevet meget bedre til det.  Det kræver dagligt øvelse. Hele tiden at tune ind og lytte, mærke efter og handle på den vished, der altid opstår. Når tid er. I nuet. I det øjeblik, hvor livet er. Og faktisk begynder det at blive næsten let … ja så let, at jeg får store kvaler i forhold til min tidligere opfattelse af …
”At det skulle være svært! Harald og jeg taler med samme tunge. Vi begynder lige dér, hvor den anden slutter. Både hvad ord og meget andet angår.  Og mens jeg står der på vejen mellem to grøfter, hvor foråret nu har slået et bølgende sving i retning af sommer og hvor farverne eksploderer i et vandfald af sandhed, mærker jeg en dyb følelse af taknemmelighed og kærlighed. For alt det, der kommer til mig, når jeg er stille. Når jeg står stille. Eller sidder stille og uden egentlig at vente sidder i vished om, at det dukker op. Når tid er. Taknemmelig for de historier, der har helt deres egen puls, og som har lyst til at komme og slå sig ned i mit hjerte. De historier, som min sjæl allerede kender. Og som blidt lander i min bevidste ubevidsthed, så jeg uden at anstrenge mig blot kan åbne mig og tage imod. Sætte fingrene på tastaturet eller lade pennen glide over papiret i sin helt egen rytmiske dans. Glide, svæve, lade sig beruse. Bevæge. Berøre.

”Kunsten er at turde lade sig fortrylle” hvisker Harald og blinker til mig, da han pludselig letter og sætter kurs mod et andet sted. De sorte vinger forsvinder i en tåge af regnskyer og et par velplacerede dråber rammer mit hår og min pande med et klask. Plask.
Min hund rejser sig pludselig og ryster sig, dråberne står i kaskaderne fra hendes pels. Det regner. Det havde jeg ikke registreret. Langsomt åbner jeg øjnene kun for at opdage, at de allerede er åbne.

Kunsten er at lade sig fortrylle. At turde lade sig fortrylle. Hunden og jeg går videre som ingenting var hændt. Selvom alting er forandret.
Kærlig hilsen
Lene
Tekst og billede fra min egen skriverejse
Lene Frandsen, maj 2015
Skrivehuset

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.