lørdag den 16. maj 2015

Gudefnug og gaver


 
”Jeg kan mærke en historie”, siger jeg til Harald, selvom jeg ikke kan se ham nogen steder. Men det gør godt at dele den slags finurligheder, som ingen andre helt synes at forstå. Hele mit liv har jeg mærket impulser og fået tanker, hørt hviskende historier, som jeg ikke turde dele med nogen. Fornemmelser for noget, som synes så skrøbeligt og subtilt, at det var bedst at gemme det bort. Ufortalte fortællinger, der bankede på min dør, men døren var boltret fast. Jeg gemte mig bag lås og slå og stak fingrene i ørerne. Jeg lukkede øjnene så fast i, at døren næsten forsvandt. Det var smertefuldt men nødvendigt. Troede jeg. Det var længe før jeg mødte Harald eller fik øje på månederne, for den sags skyld. Men nu vokser det hele frem på ny som om det også har fornemmet det sprudlende forår af spirer og livslyst. Maj. Mig.
”Tager du os alvorligt nu”, spørger fortællingerne og svæver rundt mellem træerne derude, dukker op som solfyldte skygger i det vildnis af blade og buske, der nu slynger sig selv i en dans af grøn. Jeg nikker uden at sige mere. Det føles som et ansvar, jeg ikke har bedt om, men som samtidig sætter mig fri. At turde åbne op og skabe plads til det, der vil fortælles.

Som du ved, er jeg kommet til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg bevidst vælger at give los. Nu siger jeg det, som det er. Og hvis du lytter, vil jeg også gerne fortælle dig om det. Fortælle det, så du kan fortælle det på din måde. Tage imod det, der gerne vil skrives og fortælles gennem dig. Derfor holder jeg intuitive skrivekurser for kvinder med skrivelængsel og håber, at du måske kigger forbi, hvis du mærker længslen. Dyb, pulserende og forstyrrende i forhold til at have et fredfyldt forhold til sig selv. Hvis man altså ikke handler på den længsel. Jeg slutter fred, siger man og så bliver der endnu mere uro. Postyr. Noget vil frem i lyset og det kan være sådan, det føles, når man bærer rundt på hengemte historier og har lukket af for alt det, der vil skrives og skabes gennem én. Uroligt.
Jeg har vist truffet et bevidst valg og nu taler jeg med krager. Blandt andet. Måske ryster du på hovedet og tænker, at kvinden er skør og det er du hjertelig velkommen til. For ser du, på nuværende tidspunkt vil jeg hellere være skør end at være en levende død. For vi dør, hvis vi ikke er kreative, skabende og fortællende som kvinder. Vi er skabt til at skabe. Og hvis vi sætter os lidt i stilhed, lytter, lytter dybt, så opdager vi, at vi faktisk er gode til at lytte. Vi skal bare lige huske det igen. Huske, at vi faktisk ikke behøver at løbe omkring og finde på det hele selv. Det er os, der er fundet på. Vi er skabt så vi kan skabe, åbne os og sætte alt det fri, der har sat sig indeni. Jeg har vist allerede fortalt dig om uskrevne historier, der gav mig hovedpine. Og hvordan kreativiteten sætter sig i kroppen og gør ondt, skaber smerte og ubalance, hvis vi ikke rører os og lader os berøre. Og faktisk er det mere den passive del, der mangler her, selvom den på ingen måde er passiv som sådan. At turde lade sig berøre. Bevæge. Berige. Jo mere vi lytter, jo mere vi overgiver os, desto mindre skal vi anstrenge os og gøre os umage.  

Så kommer det bare.
Og der er krager og andre fugle. Træer. Måger, sølvsmede og sommerfugle. Min krage hedder Harald, men han er slet ikke min. Ikke desto mindre sidder han der ved vejen og holder øje med mig eller kommer forbi, når jeg mindst af alt venter det. Kigger på mig med sorte øjne fra æbletræet, der nu har små spæde hvidlige blomster. Og selvom han ikke er her i dag, er han her alligevel. Han drysser inspiration i hvert eneste pollen. Når vinden blæser hvirvler det rundt og får mig til at nyse, især hvis jeg ikke gør noget med det andet end at tage en pille mod allergi. Jeg udskyder bare processen. Dulmer symptomerne. Men roden til følelsen af utilpashed stammer et helt andet sted fra. Det opstår, når jeg siger nej og ikke lytter.

”Den pollen er gudefnug”, hvisker han og slår pludselig en skraldende latter op. ”Tag det ikke så tung. Gør som jeg. Gør det let. Ellers kan man slet ikke flyve.” Så letter han fra den gren, hvor han ikke sad, men eftersom han lettede, var han dér jo alligevel. Han er dér altid. Hvis jeg vælger ham.
Fortællinger. Historier. De bor i hver eneste kreativ gerning. Du behøver såmænd ikke engang at skrive dem eller fortælle dem mundligt. De behøver ikke at blive skabt gennem ord.

Når du åbner op for kreativiteten og lader den strømme igennem dig, er den som kærlighed fra Kilden. Så bliver du Kilden. Måske finder du en gren eller en kvist og begynder at snitte i den. Fuldstændig opslugt af at lade dine hænder arbejde og uden at vide det eller forstå hvordan, vokser en lille træske ud af grenen og fra dine hænder. Det føles som magi, for egentlig gør du ikke noget. Særligt. Du gør dig i hvert fald ingen anstrengelser og slet ikke umage. Det sker bare. Det opstår i det øjeblik, hvor du slipper kontrollen og griber den impuls, du får. En smuk træske, som uden ord har sin helt egen historie. Og som blev fortalt i det øjeblik, du lod den komme til verden og snittede den med din kniv. Målløs sidder du tilbage og stirrer på den perfekte træske, der ligger så hjemvant i dine hænder. Du berører den blidt og mærker kærlighed.
”Jeg kan mærke en historie”, siger jeg til Harald og går hen til det åbne vindue og råber det ud i dagen. EN HISTORIE! To duer letter i en støvsky af sølv og svæver til himmels.

”Jeg kan mærke mange”, svarer han et sted fra skyerne, der har lagt et gråhvidt tæppe over himlen. Lyden af vingeslag forplanter sig fra himmel til jord og stiger op gennem mig som et pust af pludselig kulde. En varm kulde. Særlige skyer af vished driver over himlen og en flok gæs rejser videre nordpå. Tusind tanker tier stille og jeg lukker forsigtigt vinduet.
”Hvad var det lige, han kaldte det? Harald. Gudefnug. Jeg smager på ordet og smiler. Jeg elsker det. Jeg elsker alt det, jeg ikke kan tænke mig til og alt det, jeg tilsyneladende ikke ved, men som bare strømmer fra mig og igennem mig, når jeg giver slip og lader komme. Og jeg elsker fornemmelsen af gudefnug.

Jeg elsker.
Kærlig hilsen
Lene
Fra min egen skriverejse
Lene Frandsen, maj 2015
Skrivehuset
 
PS. Næste intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel finder sted her den 13. juni. Og der er stadig et par pladser ledige ...



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.