torsdag den 14. maj 2015

En befriende fornemmelse


 
Han sad dér igen her til morgen. Dyppet i dug og i færd med at spise noget, der kunne lige et fugleæg, så han på mig, da jeg kom forbi med hunden. Den samme tur, altid ud af markvejen og ned i landsbyen, det er den eneste vej at gå, hvis man da ikke skråner over markerne. Jeg er holdt op med at irritere mig over det faktum, at jeg kun kan komme én vej, for Harald lader mig vide med et fuglefnys, at også det blot er en illusion. I øvrigt ser hundene ikke ud til at bekymre sig om det. De ved, at hver dag er ny. Snuser, ser og oplever som om det var første gang, de gik turen. Hver gang.
Jeg er begyndt at glæde mig til mødet med Harald og tænker samtidig, om det nu også er godt. At jeg nærmest forventer, at han vil være dér. Og at jeg måske ville blive skuffet, hvis han en dag ikke sidder dér og betragter mig uden egentlig at gøre det. Han er dér bare. Lige i nærheden. Jeg er begyndt at tale til ham, hilse og han er ikke længere reserveret og forsigtig. Roligt sidder han med sit æg og sine kragetanker, mens jeg går forbi og med pippende stemme forsøger at fortælle ham, at han er set og elsket.

”Elske er et stort ord”, siger han og nikker, mens han sluger endnu en bid af det hvide, der udgør hans morgenmåltid. Det er tidligt, naboerne sover endnu, freden går tur i bækken og bader i dug og fuglesang. Det grønne er endnu mere grønt i dag og skyerne fejer over himlen i forrygende vinddans. Jeg nikker. Elske er et stort ord. Og et ord, der er blevet brugt og misbrugt i så mange sammenhænge, at jeg slet ikke tør tænke på det. Selv har jeg svært ved at sige det, men jeg kommer alligevel hele tiden til at sige det, nu, fordi det er den følelse, jeg har, når jeg ser på Harald, landskabet og den nye dag.
Traditionen tro vågnede jeg ved daggry, det er næsten rituelt nu, jeg hilser på den nye morgen og dagen, der ligner bjerge i landskabet mellem nat og dag. Står i vinduet med søvnen hængende i kroppen som var jeg svøbt i en kappe af drømmedis. Og det er jeg måske også, jeg ved det ikke, men jeg er fuld af accept, hvor jeg tidligere blev irriteret. Det er mit tidspunkt. Det kalder på mig. Senere går jeg tilbage i seng og nogle gange sover jeg igen. Andre gange ikke.

”Jeg føler kærlighed”. Jeg ser på Harald og han nikker, det gør han også, vi føler den kærlighed, der er større end os. Og så har vi valgt at være modige og bruge de ord igen. Elske. Kærlighed. Bruge dem i den betydning, der kommer fra hjerte og sjæl. Det føles lidt klistret at skrive det, men samtidig er det helt på sin plads. Jeg er nået til et tidspunkt i mit liv, hvor der ikke skal spares på det, det er godt. Det skal flyde som honning, når det er dér og fejres. Fejring! Det levede liv og det, der er tilbage. Daggryet, morgenen og den dag, der nu former den vej, hvor Harald sidder på marken og spiser æggemad.
”Jeg har så meget på hjerte” udbryder jeg og føler mig næsten ordløs. Det er en uvant følelse, for hvis der er noget, jeg altid har haft, så er det ord. Men der er tidspunkter, hvor det er helt på sin plads at vente og lade stilheden slette alle spor og gøre verden ny, så vi igen kan få nye ord.

”Gør dig endnu mere åben.” Harald ser på mig og slikker sig om munden. Eller, det ser sådan ud, for egentlig tror jeg slet ikke at fugle gør den slags. Men der er ingen tvivl om, at han er færdig med dit morgenmåltid.
”Gør dig endnu mere åben. Endnu mere modtagelig. Lad fortællinger og historier lande i dit skød, i dit hår og i dine hænder. Sid helt stille, som når du ser på sommerfugle. Men når du mærker impulsen til at bevæge dig, så vid at du er klar til at blive bevæget. Så tager du din pen og din notesbog, eller sætter dig ved tastaturet og skriver. Mens du lytter. Til duggen, disen, morgenbjergene og den grønne verden af forår, der snart forvandler sig til sommer. Lyt så dybt, at du bliver det, der kommer til dig. Smelt sammen med træerne, græsset, himlen og de skyer, der nu har spredt sig og bredt en lyseblå dug ud imellem sig. Også de gør klar til at fejre. Gå helt ind. Og åbn så dine arme, din favn og tag imod.”

Jeg nikker med tårer i øjnene. Bevæget, berørt og beriget. Forvandlet.
”Så er det altså sandt, Harald”, siger jeg med forsigtig gråd i stemmen. ”At vi slet ikke behøver at anstrenge os og gøre os umage. For historierne lever allerede, de kommer med vinden, med fuglene, båret af brisen og de er klar til at blive modtaget, hvis vi altså tør?”.

”Du er lidt tungnem” griner han med kærlighed mellem linjerne. ”Ja det er sandt. Gå du nu videre på morgentur med hunden din, jeg skal videre. ”Han klapper sig på sin kragemave og ser tilfreds ud. Letter og forlader det sted, hvor morgenen blev til formiddag. Men på en måde er han her endnu. For jeg er blevet ham. Og måske er han også blevet mig. Hvem ved. Jeg gør ikke, men det er det, der gør det hele så befriende dejligt. Ikke at vide.
Hunden sidder helt stille og betragter en kat, der spankulerer forbi på den anden side af vejen. Helt inde i krattet, i skellet mellem marken og naboens have. Bag det farvestrålende hav af stolte tulipaner og i skyggen af det gule hus.

Og mens jeg står der på vejen mellem to grøfter, hvor foråret slår et bølgende sving i retning af sommer og farverne eksploderer i et vandfald af sandhed, mærker jeg en dyb følelse af taknemmelighed og kærlighed. For alt det, der kommer til mig, når jeg er stille. Når jeg står stille. Eller sidder stille og uden egentlig at vente sidder i vished om, at det dukker op. Når tid er. Taknemmelig for de historier, der har helt deres egen puls, og som har lyst til at komme og slå sig ned i mit hjerte. De historier, som min sjæl allerede kender. Og som blidt lander i min bevidste ubevidsthed, så jeg uden at anstrenge mig blot kan åbne mig og tage imod. Sætte fingrene på tastaturet eller lade pennen glide over papiret i sin helt egen sanselige dans.
Jeg ved ingenting, siger jeg til mig selv og mærker et stort smil brede sig op gennem kroppen. Og hvor er det dog en befriende fornemmelse. Nu kan jeg endelig overgive mig til livets mysterium. Og elske det!  

Kærlig hilsen
Lene
Fra min egen skriverejse
Lene Frandsen, maj 2015

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.