torsdag den 16. april 2015

Din egen vejs skaber


 
Eftermiddagen har foldet sit tæppe ud. En bølgende løber af skyer flagrer i vinden. Jeg rejser mig tøvende i stolen som en bænkevarmer, der pludselig bydes op til dans. Det knirker og knager i huset, vinden spiller tromme og violin og i horisonten danser træerne til det, der faktisk er musik, men kan forveksles med stormvejr.

April har mange tangenter at spille på og hun er ved at afprøve dem alle. Hvordan lyder det og det, nå sådan, hun placerer sine lange forårsfingre i forskellige stillinger og lader dem danse henover sit piano, først i forrygende fart, så langsomt, søgende og udforskende, mens hun nynner: ”Da da da. Do re mi. Do re mi da da fa so …“
”Kra kra kra.” Alting forstummer.  Stormen bliver stille, April holder vejret og fingrene på tangenterne, mens hun hælder hovedet forsigtigt mod venstre og vender højre øret opad. Hun lytter. Jeg lytter. Et åndeløst sekund, den kunstfærdige pause, der gør musik til musik. Og der er kommet en ny musiker på banen, en slags sanger, en tenor, jeg ser ham ud af øjenkrogen, mit blik glider ud af vinduet og zoomer ind på den niende gren i æbletræet. Der er han jo. Min fortrolige ven Harald. Han er alene i dag. Jeg synker den dråbe af skuffelse, jeg mærker på tungen, da jeg ikke får øje på Halfdan.

”Kra kra kra.” Harald løfter vingen og hilser mig velkommen. Ja, for det er altid sådan, at selvom det jo egentlig er ham, som kommer til mig, så synes det omvendt. Hvem opsøger egentlig hvem? Jeg bevæger mig frem på den løber, som er foldet ud for mine fødder. Er jeg i den syvende himmel? På vej til endnu et uventet møde med kragen Harald, som åbenbart har udvalgt mig. Når eleven er klar, dukker mesteren op.
”April er et kreativt væsen”. Harald sukker veltilfreds og ser ud som om han har slugt Aprils musik i store, læskende mundfulde og kan lide det, han smagte. Næbbet bevæger sig, åbner, lukker, for så igen at åbne sig, så ordene kan svæve ud. ’At turde øve sig. Starte forfra. Lege og lade sig bevæge af det, man møder, når man går på opdagelse. I ord. I stemninger. Og i den musik, der opstår af det tilsyneladende kaos, når fingre lander hårdt og blidt på sort og hvidt.” Så ler han højt. Kra kra kra. Havde han hænder og arme, ville han nok slå sig på sin store vom, for han minder mig i forbavsende grad om en glad Buddha, som han sidder der på den niende gren og griner. Kra kra kra.

Når fingre lander hårdt og blidt
på sort og hvidt
i mareridt, der viser sig at være
Et skrin af gode sager
Jeg aner ikke hvorfor, men nu ler jeg også. Højt og inderligt. Jeg elsker de krager, de fugle, de får mig til at le. Helt spontant og uden at tænke over, om jeg nu også gør en god figur. Sandt og falsk er ikke længere modsætninger. Alt er muligt i krageriget.

’Undskyld, men er det i virkeligheden dig, der er Halfdan? Jeg synes ikke helt, at jeg kan se forskel på jer. Men du præsenterede dig da som Harald og …”
”Alting er tilsyneladende, min ven”, siger han og slår ud med vingerne. Måske er vi tvillinger, Halfdan og jeg. Og hvem ved, måske er vi slet ikke krager? Forhold dig så åben og ikke dømmende som muligt, mens du går på opdagelse i det, der er ved at skabe sig gennem dig. Det gælder både i livet, i skrivegerningen og i andre kreative udfoldelser, som du måske efterhånden har erfaret.”

Jeg nikker. Noget har jeg da lært.  Jo mindre travlt jeg har med at få sat ting i kasser og kalde dem noget bestemt, desto mere folder de sig ud i deres helt eget tempo, forvandler sig og bliver til noget helt andet. Mine tanker kan nå at gætte på tusind betegnelser og forklaringer i processen, men hvis jeg læner mig lidt tilbage og blot betragter, nysgerrigt, undrende og fuld af åbenhed for det, der opstår og har helt sin egen tid og rytme, så bliver jeg som regel glædeligt overrasket.
Jo mere jeg formår at give slip …

”Netop!’ Harald, eller er det mon Halfdan, spjætter af fornøjelse på grenen sin. Jeg tillader mig her at bruge den norske ordstilling, som forekommer mig så poetisk. Den frihed tør jeg gribe nu, hvor jeg ikke længere identificerer mig med min indre censor og kvindelige korrekturmoster, der som en kommakriger ihærdigt forsøger at finde fejl og mangler. Noget at sætte sin finger på. En rød streg. Den ihærdige grammatiske mester, som brugte så mange år på at lære at analysere og som blev skræmmende god til det. Jeg får pludselig respekt for hende, for hun øvede sig jo virkelig! Men tro mig, det har virkelig krævet øvelse at få hende lirket af i processen. Den skabende, kreative og vildt sjovt proces. Hver ting til sin tid.
’Det er ren kærlighed for krageører, det du tænkeskriver dér. Kragen, jeg mener Harald, Halfdan …

’Mit navn er ubetydeligt. Det er essensen, du skal fange. Formen. Intenst at beskrive den fugl, der for dig ikke længere er hverken sort, hvid eller det, der ligner, men som i sig har et væld af visdom tilgængelig for netop dig. Fordi du har valgt at se ham. Tro på ham. Og lytte til ham. ’
’Er du overhovedet af hankøn?” Min stemme ryster lidt.

Nu ler han igen. ’Hvis du synes. Og det gør du jo, du har skabt et fint historieunivers og et sublimt udgangspunkt for læring og sjælelig erfaringsudveksling. Det er hovedsagen. I det univers er der plads til både krager, måger, måneder og dansende træer. Så kommer vi flyvende. I alle mulige former og figurer. Kun din fantasi sætter grænser. Eller rettere sagt, kun dine begrænsende tanker spænder ben. Skab dine åbninger, tro på mirakler og magi og du skal få alt det, du slet ikke kunne tænke dig til eller turde drømme om.’
’Det lyder næsten for godt til at være sandt’. Jeg kan mærke varmen i kinderne, den flagrende følelse af at ville fastholde noget, tage ordene og forme dem til en perle, et hjerteformet smykke, jeg kan bære om halsen i en kæde og som altid vil minde mig om … ‘

”At du er din egen vejs skaber? Harald letter fra grenen i æbletræet. Et pust, et vingeslag og fuglen er fløjet. Skyerne driver langsomt hen over himlen og træerne danser. Endnu kan jeg ikke høre musikken, men så flyder den igen som tidevand ind i rummet mit. April er tilbage ved sit piano, med lange finger øver hun sig på sin musik og bliver aldrig færdig. Men dér midt i virvaret af toner og flakkende noder hører jeg pludselig noget, jeg genkender. Noget blidt, melodisk, søgende og sanseligt, så subtilt, at det næsten ikke eksisterer og alligevel så formfast, at jeg kan lægge det i min håndflade og kysse det blidt.
Lige dér. Der var den jo. Min musik. Kærligheden.

Tekst og billede, Lene Frandsen, april 2015
Skrivehuset
 

 

2 kommentarer:

  1. Hei Lene
    Lenge siden jeg var innom her og sa noen ord. Jeg har det altså så travelt for tiden på jobb. Og innimellom skal jeg jo også få tid til min familie, mine venner og meg selv. Men jeg har savnet å komme inn her hos deg og finne roen i dine tekster. Mest av alt elsker jeg dine bilder, de små instagram bildene som ligger her på høyre siden. De er helt magiske.
    Håper du har det bra. Du har det nok travelt du også.......
    Om en mnd reiser jeg til Spania. Det er et lyspunkt, som jeg gleder meg til........og trenger til.
    Ha en ny fin uke.
    Mange klemmer fra meg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sylvia, tusind tak for din hilsen, så godt at høre fra dig igen. Ja, jeg har også nok at lave her, men heldigvis er det næsten kun gode ting og opgaver i forbindelse med Skrivehuset. Dejligt! :) Lyder skønt med en tur til Spanien, vi drager til Gotland om en måned faktisk.

      Og måske kommer du også til København igen på et tidspunkt?

      Ønsker dig en fin uge. Knus Lene.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.