onsdag den 22. april 2015

Kilden og humlebien


 
Hvad gør man, når man skal arbejde, har en opgave og en snarlig deadline, men kører i tomgang. På en solskinsdag, hvor det kan synes næsten umuligt at være indendørs. Samtidig meldte trætheden sig som en ubuden gæst. Ubuden men ikke uventet, for de sidste par uger har jeg taget mileskridt på min rejse. For alt det, jeg har tænkt, skrevet og drømt om i vinterens mørke muld, alle de frø, jeg lod hvile i den kolde jord, manifesterer sig nu på samme måde, som træerne får knopper og knopperne bliver til blomst. Jeg er blevet  mit eget forår. Men selv et forår kan blive lidt træt af hele tiden at springe ud.
Fuld af forhåbning satte jeg mig ud i solen med tekop, noter og min store notesbog. Parat til at sanke inspiration fra både himmel og jord.  For jeg har en skriveopgave, hvor jeg skal fortælle en spændende kvindes historie. Udfordringen er, at vi i grunden ikke ved så meget om hende. Så hvad gør man, når hverken Google eller andre online medier kan guide i den rigtige retning? Jeg lyttede indad og fik et svar. Gå til kilden. Og kilden må jo være kvinden selv, tænkte jeg, men eftersom hun døde for flere hundrede år siden, er det lidt svært. Eller er det?

Sandheden er også, og jeg må krybe til korset og gøre en indrømmelse, jeg har ventet til næsten sidste øjeblik med at tage hul på denne opgave. Jeg har ladet det, jeg vidste og det jeg skulle gøre, summe. Jeg proppede det i min magiske simregryde og lod den stå på laveste blus, så den kunne passe sig selv, mens jeg gjorde andre ting. Alligevel var gryden nærmest tom, da jeg med hjertet fuld af forventning løftede på låget og kiggede ned i dybet. Jeg forventede en liflig duft, en tone, en note af noget særligt, men fandt kun … Tomhed. Træthed. Noget i mig trak sig sammen af både skuffelse og frustration. Det føltes som kvalme. Hvad nu?
Jeg gik i gang med at gøre noget af alt det, jeg ved, kan virke, når man skal fange en historie. Ja, for at skrive den med det baggrundsmateriale, jeg umiddelbart har til rådighed, ville ikke give mening. Med mindre jeg da valgte at pynte på historien og lade min livlige fantasi danse. Det kunne jeg jo sagtens vælge. Men ville det yde den pågældende kvinde retfærdighed? Så jeg skrev, jeg stillede spørgsmål, og jeg endte med at gøre som min sjæl havde rådet mig til. Jeg spurgte højt, jeg spurgte lavt, jeg spurgte ind og jeg spurgte ud: Hvem var du? Har du lyst til at fortælle mig din historie?

Så ventede jeg og skrev lidt mere. Stikord. Lod det komme, der dukkede op, men det synes utilfredsstillende. Som kardemomme når man ønsker sig karry. Samtidig kunne jeg mærke min egen træthed buldre som et tog, der dukker op i horisonten, først næsten lydløst som en rungen i undergrunden, men senere mere kraftfuldt og krævende. ”Luk mig ind”, snøftede trætheden, ”jeg er kommet af en grund.”
Skrid, tænkte jeg, men sagde det ikke højt. Og så med lidt mildere stemme. Jeg har set dig, jeg anerkender dig, men jeg kan ikke overgive mig til dig nu.

Jeg kom det ikke nærmere. Og efter frokost var den helt gal, trætheden og irritationen overmandede mig og jeg traf en beslutning. Ud i solen med te og noter, som du nu ved. Jeg var fuld af forhåbning. Teen smagte fint, solen skinnede, men hverken træthed, irritation eller den insisterende humlebi over mit hoved ville fortrække. Jeg viftede lidt med min trøje og håbede, at i hvert fald humlebien ville forsvinde, men det gjorde den ikke.

’Gå til kilden’, havde min sjæl hvisket og det var i øvrigt også det tarotkort, jeg havde trukket som svar på mit spørgsmål. Kilden. Men hvor er kilden, når en kvinde har brug for den? For ikke at tale om ånden til den kvinde, hvis historie jeg nu skal skrive?
”Er du både blind og døv? En stemme hviskede over mig og jeg så op. Dér var den igen. Humlebien. Svævende, summende og lidt for tæt på.

”Forsvind” sagde jeg irriteret, jeg prøver på at arbejde. Du forstyrrer mig.”
”Forstyrrer jeg? Den lille fætter blev ved at summe. Først foran mig, så over mit hoved. Jeg kunne se dens kompakte krop som en skyggetatovering på min arm.

”Jeg er ked af at indrømme det, svarede jeg, men ja, du forstyrrer. Jeg sidder her og forsøger at sanke inspiration, jeg har stillet spørgsmål og jeg har endda bedt om hjælp. Så nu prøver jeg bare at fiske ord i mit eget univers af …”
”Dit eget univers? Det lyder spændende, men også en smule begrænset. Sagde du ikke, at du havde bedt om hjælp?”

”Jo, men den kom ikke. Og jeg ved godt, at jeg måske modarbejder Universets vidunderlige langsomhed og danser ude af takt, men jeg har faktisk ikke tid til at vente. Jeg har udskudt det til næsten sidste øjeblik og bildte mig selv ind, at det handlede om intuitiv planlægning. Men … det er tid og der kommer ikke noget”.
”Sagde du ikke, at du var blevet vejledt og havde fået at vide, at du skulle gå til Kilden?” Humlebien blev ved. Summende og insisterende svævede den foran mig som om den hang i en tynd tråd fra himlen. Fuldstændig lige i luften, helt i balance, et stunt at beundre, men jeg havde ikke overskud til at falde i staver.

”Jo, det sagde jeg, men jeg sagde det da ikke højt. Og slet ikke til dig, hvordan kan du vide?” En flig af nysgerrighed sneg sig ind på mig og jeg åbnede mig en lille smule. En lille sprække opstod midt i irritationen. Der gik et svagt lys op for mig. Kunne det mon forholde sig således?
”Er du komme tilbage som humlebi?”

Den lille fætter brød ud i summende latter. Og lige dér, i et kort sekund, mistede den fokus og faldt i luften. Jeg røg op af stolen, for ser du, jeg har hvepseallergi og selvom jeg godt ved, at han ikke var en hveps, har jeg stadig skrækken i mig. Jeg har både adrenalin sprøjte og piller til hvepsesæsonen og mit system er indstillet på lyden af hvepse. For mig er summen et slags faresignal, selvom jeg faktisk har lært mig selv at kende forskel på de forskellige summende lyde. Et insekt er ikke bare et insekt. Men under alle omstændigheder har jeg aldrig hørt hvepse tale. De stikker bare og så …
’Jeg kommer med fred. Og med en hilsen til dig. Men hvis du har for travlt til at lytte …” Han slog en fornærmet mine op og vendte sig i luften, jeg så hans bagkrop og blev pludselig bange.

’Nej, bliv lidt endnu. Jeg er ked af, at det tog mig så lang tid, men nu er jeg indstillet på, at du ikke er den, du ser ud til at være. Fortæl så!”
’Hov hov, små slag’. Han vendte sig igen i luften som en lille akrobat af vinger og viden. En viden, som jeg nu ville gøre alt for at få fingrene i. Tanken om deadline og andre opgaver rev i mig som stormen river i et skib på havet.

’Jeg er lutter ører. Undskyld humlebi. ”
”Deadlines. Pil lige ordet fra hinanden. Døde linjer. Hvad er dog det for et udtryk? Og det er lige netop, hvad det er.  Egoets svar på himmeriget. Hvis bare jeg når min deadline. Og det gør du, men du er nødt til at se på det med nye øjne. Du har gjort lidt af det rigtige, men så lukkede du dig fuldstændig. For hvem spørger uden at vente på svar? ”

”Indrømmet. Det gjorde jeg i dag.”
”Og hvad tror du så trætheden betød? Den gæst, du valgte ikke at lytte til og lukke ind?”

”At jeg bare skulle sætte mig ud i solen og drive den af? Lade være med at foretage mig noget og spilde en dag, fordi jeg er træt?”
”Du er ikke træt. Du er ikke trætheden. Men du fik besøg og det fik du af en grund. Hvis du havde lyttet og sat dig ud i solen eller lagt dig i blid meditation med musik og ro, hvis du havde fyldt dig selv med healende hvile og bare havde tilladt dig selv at være, så havde du lyttet til trætheden. Så havde du taget imod den gave, han kom med. Men du lyttede ikke. Du forsøgte med alle mulige og umulige krumspring for at narre både ånd og inspiration til at dukke op. Men ak, det skete ikke. Så satte du ud i solen, endelig nærmede du dig noget, der kunne ligne, men du faldt ikke til ro. Du kæmpede med pen, papir og noter. Febrilsk og famlende. Du mediterede i kun to minutter, så fløj du tilbage i tankernes fangehul og forsøgte igen. Mere træt end før. Og fuldstændig ude af det rum af stilhed og solbagt ingenting, der ville have givet dig dine svar.”

’Men så kom du, humlebi” … jeg følte mig ganske rigtig mere træt end før.  Min stemme var mudret og tankerne uklare. Og så sad jeg i øvrigt og førte samtale med en humlebi i stedet for at …
’Jeg er kommet til dig for at nære dig og give dig styrke. For at bede dig stole på dine egne evner og på din krop og din sjæl. Når trætheden kommer, så luk den ind. Lyt. Og når du beder om svar og kalder på ånder, så vent i tillid og tålmodighed. Lad være med at presse. Åbn dig for kraften, ansvaret og styrken – så vil du blive støttet og få inspiration til det, du skal skrive. Gød din jord, gør dig klar, åbn dig og mød op – alt det du selv prædiker og forkynder. For det gælder såmænd også arbejdsopgaver, hvor man har brug for andet end tørre facts og livlig fantasi. Der findes et andet sted. En anden måde. Og du kender den godt.”

Jeg nikkede slukøret. Forlod havebord og flagrende papirer, lod sol være sol og så satte jeg i tung træthed og skrev denne historie. Det hjalp! For fortællinger kan hjælpe os til at huske det, vi havde glemt. De kan være direkte adgangsgiver til viden, visdom og kraft og de kan få os tilbage på ret kurs.
Og humlebien?  Måske summer han stadig rundt derude og nu vil jeg høre ham, om han vil med på en gåtur. For gåture kan også løsne op og gøre os blødere, når vi har låst os fast og kæmper i stedet for at lade komme.

Jeg går i tillid. Og der to dage til … at forholde mig åben, tillidsfuld og tage imod.
Kærlig hilsen
Lene
Tekst og billede, Lene Frandsen, april 2015
Skrivehuset

2 kommentarer:

  1. Hei Lene
    Det er så sant det du skriver. Men også kan det være motsatt.......p en måte. Når det er deadline, så MÅ man. Og så må man bare presse seg selv og fantasien til å gjøre noe med det.
    Men jeg kjenner meg selv igjen. Man har så god tid! Helt til dagen plutselig er der, og det er NÅ, og ikke senere det gjelder.
    Mange kan bare jobbe under press. De får en egen energi, som får fantasien og ideer til å strømme.
    En historie kan også sees fra flere vinkler, og da kan resten komme av seg selv.
    Jeg håper trettheten forsvant, og bølger av kreativitet kom til deg.....
    God kveld Lene. Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Sylvia og du har jo ret. De fleste ting er dobbeltsidede. Og i dag skal der så presses lidt eller i hvert fald afprøves andre metoder til at få "hul på bylden". Samtidig lærer jeg jo af processen, det tænker jeg altid på! ;) Og så kom der jo også en anden lille historie ud af det.
      Håber du trives, kigger snart forbi! :)
      Knus

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.