onsdag den 1. april 2015

Indianersjæl og præstekrage



”Din profession interesserer mig ikke. Jeg vil vide, hvad du brænder for og om du drister dig til at drømme om at møde dit hjertes længsel. ”
Ordene rammer mig som dråber og kastes mod vinduet af den hylende storm. Sigtbarheden er ringe, et uvejr er trådt i karakter og himlen er sort. Som natten. Næsten. For gennem vindue, hagl, regn og tunge skyer kan jeg se træerne. Grenene hvirvler rundt i vinden, en slags ufrivillig dans med det lavtryk, der sætter sit præg på den første dag i april.
”Det interesserer mig ikke om den historie du fortæller mig er sand. Jeg vil vide, om du kan skuffe en anden for at være tro mod dig selv, om du kan tåle anklagen om forræderi uden at forråde din egen sjæl.”
”Men historien er skam sand”. Jeg åbner vinduet og er ved at blive blæst bagover. Kulden banker mig med sin forårskost som om jeg var et tæppe, den vil støve af. Men jeg lader mig ikke sådan slå omkuld, for jeg har både hørt og set ham. Nu kender jeg stemmen og er ikke et sekund i tvivl. Med flagrende hår og gestikulerende arme hænger jeg ud af vinduet med blikket rettet mod fuglen, der sidder i sit træ og prædiker.
’Selvfølgelig er den det’, fløjter han og rykker lidt nærmere. Kragen Harald. Hans fjer pustes op af vinden, han ligner en forkommen plasticpose med dun, men det skal man ikke tage fejl af. Hans holdning er som en paves.
’Det interesserer mig faktisk ikke så meget, for ikke alle sindets historier er sande. Personligt er jeg mere interesseret i de historier, der kommer dybt fra sjælen og som synger dit hjertes sang. Lytter du til den sang? Hører du den og lader du dig berolige, trøste og elske fra det sted? Finder du fred, når du synker dybt ind i dit sted? Og er du tro mod dig selv, selvom en anden skulle anklager dig for forræderi eller lignende narrestreger?'

'Lov mig, at du aldrig vil forråde din egen sjæl.’
Jeg nikker tavst. Tanken om igen at forråde min egen sjæl gør så ondt, at jeg må synke en ekstra gang. Jeg mærker et dybt stik i brystkassen. En dolk af tankeblod pirker i mit hjerte. For hvor mange gange har jeg ikke tidligere forrådt min egen sjæl for ikke at gøre andre kede af det? Passet på at passe ind? Danset med så forsigtige skridt, at det til sidst slet ikke var en dans, men en forkommen parodi på noget, der engang var vals. Ikke sagt det højt, som jeg egentlig troede på. Gået stille med dørene. Forsigtigt, så jeg ikke forstyrrede. Forklædt, så jeg ikke blev afsløret.
’Var du en flue på væggen?” Harald ler højt og blander stemme med stormen. ’For det har jeg også prøvet, at være flue. Indtil et frygteligt kvindemenneske tilintetgjorde mig med sin fluesmækker. For ser du, selv som flue må man gøre sig selv den tjeneste at værne om sin sjæl. Sig selv. Også med udsigt til at blive slået.’
’Du har haft mange spændende liv, Harald. Hvilket et var det bedste?’
’Var?’ Han ser på mig med sorte øjne. Sukker dybt og lader mig vide, at selvom der ikke findes dumme spørgsmål, så var dette nok havnet i den kategori, hvis kategorien altså fandtes. ’Dette liv selvfølgelig. Lige nu. Som krage i forårsvinden på aprils første dag. Siddende på min gren mens vinden flår i mig. Her. Lige nu. Mens du står i vinduet og ligner en, der søger efter livets gåde. Jeg elsker at tale med dig. Der findes aldrig et bedre liv end dette. Eller et bedre tidspunkt end nu!’
Jeg ryster på hovedet for så at nikke. Jeg er enig.
’Men du citerede Oriah Mountain Dreamer før. Vil det sige at du …’
’Selvfølgelig har jeg været indianer.’ Han ler og trækker på de skuldre, han ikke har. ’Og det er indianernes visdom, som jeg holder allermest af. Selvom jeg er krage, lige nu, i dette liv og i denne forklædning, så er det indianerens ild der brænder i mit hjerte. For ser du, min sjæl er en indianersjæl.’
’Hvis du nu skulle give en gave til alle os mennesker, Harald, nogle gode ord til rejsen. Hvad skulle de så være? For ser du, så vil jeg med din tilladelse bringe dem videre til alle læsere af denne lille historie og ønske god påske. Som et slags påskeæg fra dig, Harald!’
’Et Kinderæg. Hele tre ting og så videre.’ Hans latter bliver til torden og et par duer letter fra trætoppene. Flyver til himmels. Helt op i skyerne og ud på den anden siden af regnen. Et par tunge dråber falder som kvittering. To duer komplet.
’Du har en veludviklet humor’, konstaterer jeg.
Han nikker, gør Harald. Uden humor kommer man ikke så langt. Det har han sagt før. Det kræver sin kvinde og krage at leve et fuldbyrdet liv med det, som hjerte og sjæl forkynder. Så kan man tillade sig selv at le lidt oftere, ikke mindst af sig selv og sine tilsyneladende fejl og ikke tage livet så alvorligt, jamen så bliver det altså bare lidt nemmere.
’Forråd aldrig din egen sjæl. Hans stemme fører mig ind gennem runde vinduer og jeg opdager, at vi står i en slags kirke. Over mig er et kæmpemæssigt loft af blåt dekoreret med hvide skyer. Jeg ser mig om og opdager, at jeg ikke er alene i kirken. Overalt sidder søgende sjæle på bænke og stole og lytter åndeløst til præstekragen Harald. Forkynderen. Budbringeren.
’Jeg vil vide, hvad holder dig oppe indefra, når alt andet falder bort. Kan du være alene med dig selv, kan du lide dit eget selskab? For hvis du ikke føler dig tilpas alene, sammen med dig selv, er det fordi du er faret vild. Hvis stemmen indeni dig ikke er kærlig og siger ting, som gør dig glad og giver dig hjertefred, så er det ikke din sjæls stemme. Vær aldrig i tvivl. Indeni dig selv har du en kilde af visdom, som er helt din egen. Et lys, som er dit og som er skabt til at skinne. Du er skabt til at skinne og skabe. Så skab dig det liv, du drømmer om. Følg din sjæls anvisninger og vig ikke fra dem, selvom andre forsøger at få dig på afveje. Stol på dit indre kompas og på det, din sjæls kærlige stemme fortæller dig. Så vil du aldrig mere fare vild.’
Jeg misser med øjnene og opdager pludselig, at jeg fryser. Stormen rusker faretruende i vinduet, det er ved at ryge ud af haspen. Jeg skynder mig at gribe fat og lukker det med en smæld. Forskrækket ser jeg mod træet i oplevelsen af, at jeg nu i stedet for har forrådt min ven Harald. Smækket vinduet for næsen af ham og forladt hans smukke prædiken midt i ordene og uden …
Et næb pirker mod ruden. Dér er han jo, flyvende og storgrinende foran mig. Åh, jeg ville ønske jeg også kunne svæve på den måde, selvom det er svært for alle på en stormfuld dag som denne. Også for præstekrager som Harald.
’God påske’ skriger han og blinker kærligt til mig. Du har aldrig forrådt mig og vil aldrig komme til det. Pas du hellere på, at du aldrig mere forråder din egen sjæl. Og ha’ så en fortryllende påske’. Med de ord er han væk. På vej til himmels, over træerne, flyvende, svævende og kastet rundt af vinden. Men han mister ikke modet, han genfinder balancen og søger hele tiden tilbage til sin egen gode kurs.
Beundrede ser jeg til. Og jeg som troede at jeg ikke skulle i kirke her i påsken. Smilende drikker jeg af kaffen, der nu er kold. En slags vievand, for jeg er i sandhed velsignet.
Og det er ingen Aprilnar. God påske, søde venner.
- Harald -
Tekst og billeder, Lene Frandsen, april 2015
Skrivehuset
Og tak for inspiration til Orion Mountain Dreamer, indiansk elder.


 
 

6 kommentarer:

  1. Kære Megan
    Når jeg læser din tekst kommer jeg til at tænke på alle de parafrase - opgaver, jeg har fået gennem livet, og selv har givet til børn. Det har altid været hyggelige og spændende opgaver. Og nu din. Jeg har også læst dreamer - teksten på ´Lykkeglimt´. Jeg blev ramt dybt, det gør jeg altid, når jeg møder ældgammel viden med et tidsløst, stort overblik over livet. Ja, det er er vi nok mange, der gør. Pludselig mærker vi, hvor bundne vi er, i hvert fald med en del af os selv, til vores egen tid, en plet i historien.
    Og næ, historier skal ikke være sande, ikke på dén måde. Det tror jeg heller ikke på! Elsker Karen Blixen for at hun sagde, at man virkelig skal lyve fem gange, når man fortæller en historie. Hvis man altid skal hele vejen til købmanden, over stok og gærde, til himmel og havet, helt minutiøst - før historien går igang, så bliver man nok aldrig fortæller. Og man skal huske det, når man lever også. At leve lidt på dén måde. Hvis man kan. Og gider!:)
    Tak for dine ord og de tanker du satte igang hos mig.
    Jeg ønsker også dig en dejlig påske, kære Megan.
    Fra Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

      Slet
    2. "Jeg bliver ramt dybt, det gør jeg altid, når jeg møder ældgammel viden med et tidsløst, store overblik over livet" ... ja, det er vi nok mange, der gør. Jeg tror egentlig på, at vi i de ord møder vores sjæls sandhed, en dyb genklang båret gennem tiderne, men som stadig er en del af os. Og som gør, at noget falder på plads, om end så blot for et stykke tid.

      Spørgsmålet er jo også, hvad løgn og sandhed egentlig er? For mig opstår historier og tager fart, de får liv, det kommer flyvende som fugle og der er ikke længere et univers af sort/hvid eller løgn/sandhed. Måske er det ordet, men jeg bryder mig jo ikke om at lyve. Og så ler jeg alligevel af Karen Blixens fremstilling af det, nej naturligvis, vi må være åbne for nye sandheder, som opstår i dansen. Glimt af noget andet. Åbne og lukke det ind.

      Altid dejligt med dine ord og refleksioner, Laila, det gør mig glad og sætter nyt i gang. Jeg håber at du har haft en dejlig påske. KH Lene

      Slet
  2. Ups, fik skrevet forkert. Bloggen hedder jo ikke ´Lykkeglimt´, men ´Lykkepostej´! Et meget sejere ord.

    SvarSlet
  3. Kære Megan. Mange tak for dit svar. Jeg kan følge dig, når du skriver, at vi møder en klang af vores sjæl gennem tiderne, som stadig er en del af os. Sådan mærker jeg det også. Men om det er sjælens sandhed, er jeg usikker på. For mig, at det nok historien - moder jord slægten, natur og mennesker - som jeg kan mærke og er en del af. Og det er så stort.
    Sandheden er svær at indramme eller fange ind. Som du også skriver det. Måske fordi der findes mange?
    Jeg synes det er et smukt det, du skriver om med fuglene som flyvende historier. Jeg synes, du beskriver det univers med løgn/sandhed, sort og hvidt meget godt. Jeg havde selv svært ved det. Du forstår det med sjælen, føler jeg. Vores gamle sjæl.
    Jeg ved ikke, hvad Karen Blixen citatet egentlig skulle betyde. Måske har det tusinde betydninger, også alle de sjælelige, men i selve løgnen, ligger jo forestillingen. Og i forestillingen, fantasien. Digterkunstens stof. Måske er det bare banalt også dét? Og hvor modsætningen bliver ren opremsning, statestik eller jura? Sådan tænkte jeg det, da jeg skrev til dig, men også på igen: Det sjælelige.
    Kommer til at tænke på, at jeg skrev for hurtigt mht. parafrasen. For jeg tror, parafrase skal indholde helheden i det værk, som det parafrerer. Sådan husker jeg det nu. Men tasterne på computeren klaprer så hurtigt derudaf....Hæhæ. Og jeg har kun prøvet det i billedkunsten.

    Tak fordi du orker at læse mine lange tekster, Megan.
    Og tak for dine - altid! - dejlige ord og historier.
    Du kan noget helt særligt.

    Fra Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak selv kære Laila, det er en fornøjelse at læse det du skriver og at have de små, gode udvekslinger om himmel og jord, som vi har :) Knus og god weekend. Lene.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.