torsdag den 9. april 2015

Hvor kragerne er venner


 
Harald er ikke alene i dag, der er en anden fugl ved hans side. De kommer spankulerende over græsplænen og jeg ser dem fra vinduet. Som du måske ved, sidder han normalt i æbletræet herude, Harald, når han har ord med til mig, så det er nyt, at han nu kommer over plænen og så med en ven ved sin side. Selvfølgelig er der mange af dem, derude, og her på landet bliver de kaldt de sorte fugle. Jeg har aldrig brudt mig om betegnelsen. Nogen mener, at det er fordi jeg oprindeligt er bybo, født og opvokset i storbyen. Selv mener jeg noget helt andet.
’En fugl er ikke bare en fugl, det har du ret i’. Harald, den gode tankelæser, er nu helt henne ved vinduet og gør tegn til mig om at åbne vinduet. Og det gør jeg gerne, det er jo forår nu, og selvom solen er forsvundet bag skydækket og horisonten ligger badet i dis, så tror jeg sørme at det er varmedis. Den milde forårsluft strømmer mig i møde, da jeg åbner vinduet og hopper op i vindueskarmen for bedre at kunne tale med Harald og hans kompagnon.

’Hvad skylder jeg æren’, udbryder jeg og ser på de to krager, Harald og …?’
’Halfdan’. Harald slår galant ud med vingen og retter blikket mod sin ven, der genert træder nærmere. Han er tilsyneladende ikke vant til at konversere med mennesker, Halfdan, og ser både nysgerrig og skræmt ud på samme tid.

’Du skal ikke være bange’ siger Harald og står nu helt tæt ved sin ven, ’hun er god nok. Og hun vil gerne høre lidt mere om, hvad dit speciale er’.
Jeg nikker ivrigt. At tænke sig, Harald ved alt om livet og om skriverejsen og nu har han så medbragt en ven, som også kan noget specielt. Jeg er lutter ører. Og hjerte. For jeg er holdt helt op med at tro på det tilsyneladende. Der er så meget visdom at hente der, hvor andre skynder forbi. Jeg kan næsten ikke vente og ser med store øjne på den lidt generte Halfdan, der misser med sine krageøjne. Fugle er virkelig ikke bare … og i øvrigt er krager også grå. De to er i hvert fald. Jo mere jeg ser på de to, desto smukkere synes jeg de fremstår. Gråsorte, ja for både Harald og Halfdan har en slags sort maske på og sorte vinger, men fjerene på kroppen er grå og har flere nuancer.

’I er godt nok et flot par’ ryger det ud af munden på mig og jeg ved straks, at det ikke helt var de ord, jeg ønskede at sende ud i forårsluften.
Harald ryster voldsomt på hovedet, sådan forholder det sig altså ikke og det ved jeg også godt. Jeg mente jo bare … så nikker han og gør tegn til, at han har taget anerkendelsen til sig. Han ved godt, at han er en flot fugl og han kender sit værd. Spørgsmålet er, om Halfdan har det på samme måde? Den generte krageherre er igen trådt par skridt i baggrunden og ligner allermest en, der har lyst til at lette og flyve langt bort. Øjeblikkeligt. Jeg tænker så det knager, for jeg vil så gerne sige noget fint til ham, noget som giver ham mod og lyst til at komme nærmere. Jeg længes efter at vække hans nysgerrighed, finde ud af, hvem han er og hvad hans sjæl brænder for. For måske er der ligheder? Mellem fugle og kvinder?

’Det samme som dig!’ Nu bryder Harald ud i rungende latter. Kra kra kra. Han ler så højt, at mågerne ved hegnet letter og flyver mod øst. De bliver ét med varmedisen og forsvinder. Harald ler stadig så jorden ryster og langsomt tør Halfdan også op. Jeg kan se, hvordan det dirrer i hans krop. Et kort øjeblik frygter jeg, at han vil gøre mågerne følgeskab, men så ler han også. Et vandfald af latter skyller imod mig og det smitter øjeblikkeligt. Kra kra kra. Det kildrer i hele kroppen og jeg kan ikke sidde stille.  Jeg ler så tårerne triller. Jeg griner så jeg græder. Det rumler i mellemgulvet, min krop giver slip på frygt, spændinger og nervøsitet og kaster sig ud i luften, næsten som en fugl, der får vinger. Isen er brudt. Latteren har forenet os. Jeg opdager, at jeg nu sidder med benene hængende ud af vinduet og at jeg slet ikke kan få smilet væk. Det er en god følelse.
’Fortæl mig om dit speciale, Halfdan’, beder jeg og ser ydmygt på ham. Harald nikker opmuntrende til sin ven. ’Bare giv den gas, min ven. Der er ingen grund til at skjule dit smukke lys. Lad det skinne. Og jeg kan love dig, som jeg tidligere har sagt, hun vil elske det, der kommer ud af din mund!”

Jeg er mig der er ham der er ham der er mig
og mit jeg det er mig ikke dig.
Hvis en anden var mig ku det godt være dig
der var mig hvis jeg ikke var mig.
Det er klart det er rart jeg gik hen i en fart
og blev ental i første person.
Det er trist for enhver som har fødselsbesvær
og går rundt og slet ikke er noen
.
Halfdan står ikke stille, mens han citerer sit digt. Noget i ham vågner i samme sekund, han begynder at fremsige sin remse. Hans danser, det må være dansetrin, frem og tilbage. Noget i mig gisper. Jamen, det kender jeg jo godt, det er et af mine yndlings…

’Ja, det er ham! Nu som krage. Eller vi ved det faktisk ikke, måske kom kragen før manden, men det er da meget sjovt, ikk?' Harald morer sig storartet og latteren dingler i hver en bevægelse.
Der er noen der er noen som har glemt hvem de var
skønt de er hvad de var da de kom,
for de kom da de blev hvad de var og de var
hvad de blev, hvis man vender det om.
Men hvis nogen er ingen og ingen er den
som er ufødt og altså fortabt,
kan han ikke så godt kræve livet igen
da han hverken er til eller skabt.


’Jeg har ikke glemt, hvem du er! Og Harald har helt ret, jeg elsker det. Jeg elsker … ham, som har skrevet det, det har altid givet mig dyb glæde at læse og citere hans vrøvlevers og siden bevæge mig over i hans mere alvorlige digte. Jeg synes, der er en genial storhed … en særlig slags livskunst over hans tilsyneladende tosserier og jeg ville ønske …’
’At du også skrev lidt flere vrøvlevers?’ Halfdan nikker, tale kan han også. Nu ser han mig direkte i øjnene og en verden af indforståethed åbner sig. Pludselig er vi ikke længere fugl og kvinde, vi er digtere på livets hav af vandvid. Læg mærke til stavemåden. Vi ler alle tre, Harald, Halfdan og jeg.

Kra. Kra. Kra.
’Vi skal videre nu.’ Harald gør tegn og i det samme letter Halfdan fra jorden. Kra kra kra. Han lander uden besvær i æbletræets top, hvor han med lattermildt overblik venter på sin ven.

’Kommer I igen? Tager du ikke Halfdan med næste gang også?
Kra kra kra. Kra. Kra kra. Jeg ved ikke, om det er latterrester eller et svar. Nu er også Harald lettet. Så hører jeg Halfdan nynne sidste vers af de tilsyneladende tosserier fra gren nummer fire. I æbletræet.

Jeg er glad jeg er mig for hvis ingen var mig
var det slet ikke mig der var glad,
og hvis ingen var glad for at være som jeg
var det trist og jeg ved ikke hvad.
Men såfremt man blir født som en brik i et spil
og Vorherre tar fat på en leg
hvor han spør hvem man syns man bør være og vil,
er det klart jeg vil helst være mig.
Jeg lukker vinduet og føler mig forladt. Her er også meget øde. Et pludseligt stik af ensomhed rammer mit hjerte som en pil af sorg. Men så forstår jeg pludselig noget og smiler ved tanken.

Jeg bor ikke ude, hvor kragerne vender. Jeg bor, hvor kragerne er venner. Og i den erkendelse genopstår jeg som en nærmest lykkelig kvinde, der ikke kan huske, hvornår hun sidst har leet så meget. Men det er længe siden. Alt for længe siden.
* * *
Digtet hedder "Noget om at være" og stammer fra Tosserier, 6. samling. Og det er selvfølgelig skrevet af selveste Halfdan Rasmussen. Tak kære Halfdan for evig inspiration. Du og dine tilsyneladende tosserier er for altid i mit hjerte. Når jeg glemmer at grine, at le og at lege med livet, slår jeg gerne op i en af dine bøger eller husker et af dine digte, for jeg kan flere udenad. Og når jeg siger dem, så vågner noget i mig. En subtil glæde, lidt genert, men den vokser sig større, jo højere jeg siger ordene. Så kommer jeg i tanke om, hvem jeg egentlig er. Og det er en sjov lettelse. Ja, jeg er glad at jeg mig! Tak Halfdan, jeg håber virkelig, at du også kunne lide krager. Det tror jeg faktisk, at du kunne.
Tekst og billede, Lene Frandsen, april 2015
Skrivehuset


2 kommentarer:

  1. Jeg synes, det er en dejlig historie, Megan! Glad og sjov! At bo hvor kragerne er venner, kan vist kun være godt!:)
    Tak for tosserierne også. Åh, kære Halfdan. Har også den bog herhjemme. Jeg elsker ham også - så jeg kan følge dig. En lille bibel. Indbundet i det fineste grå karton. Bare alle bøger var sådan. Opfindsomme, fine og fuld af musik!
    Den bedste dag til dig!
    Fra Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Herligt at høre, at du også er vild med kære Halfdan R. Hans bøger er virkelig små bibler. Der noget sprudlende livsglæde blandet med livsalvor, en hårfin balance af noget, der får min sjæl til at synge, danse og få lyst til at skrive lignende vers. Det gør så godt! ;) Og tak for dine ord endnu engang.
      Håber du har den skønneste forårsdag.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.