lørdag den 14. marts 2015

Forår og dog


 
Det er forår nu, i hvert fald ifølge kalenderen, og lyset er kravlet højere op på himlen. Et dristigt lys af håb, som skærer igennem alt det, der ikke længere tjener os. Vinteren har stadig fat, men langsomt slippes grebet og noget andet tager over.
'Tiden lige nu', fortæller Marts og laver en langsom piruette foran mig, 'er en tid til at restituere. Det er venteværelset eller tomrummet. Og det er et modsætningsfyldt tidspunkt, for de fleste mennesker har travlt med at komme ud. Ud af tomrummet, venteværelset, vinteren. Utålmodige og rastløse kaster de sig væk fra det, der var. Vinteren. Mørket. Eftertænksomheden. De fortæller sig selv, at de har masser af ny energi, at det er forår og at vinterens sorgtunge sjal ikke længere ligger på deres skuldre. Men det er en sandhed med modifikationer. Lige nu åbner døren og lukker sig igen. I bliver lukket ud i foråret for en stund, I får glimt og impulser af det, der skal komme, men det er ikke endnu. Ikke helt. Det kommer, når tid er. Faktisk er tidspunktet lige nu skabt til overgangen, for øjnene skal vænne sig til lyset. De sår, der blev åbnet eller opstod i vinterens processer, skal nu heale. Og healing, påstår hun med glimt i øjet, er ikke noget man kan købe på flaske eller dåse. Det fås ikke i Helsekostbutikken og kan ej heller købes online.

’Sådan healer du, 5 trin til hurtig healing!’ Nu knækker hun sammen af grin og et solglimt spiller i hendes øjne.
’Processen’ siger hun og klapper mig kærligt på kinden, ”processen er vejen. Og vejen er målet.

’Tid. Overgivelse. Selvkærlighed. En forståelse af, at alt det, der virkelig er godt for sjælen, er ikke noget, man kan forcere. Det er noget, man instinktivt må have en subtil forståelse af, men det er ikke intellektet, der skal forstå det.
’Det forstår jeg godt.’ Jeg nikker til hende og drikker af kaffen i den blå kop.

’Fra sjælen, håber jeg?’ Hun ser strengt på mig.
’Javist. Jeg har for længst indset, at hvis jeg søger min visdom i tanker og ren intellekt, så er det en begrænset og usammenhængende forståelse af noget, som jeg alligevel ikke helt forstår. Jo mere jeg lytter indad og jo mere jeg overgiver mig til naturen og til min egen sjæls sindige tempo, jo mere fordamper ønsket om at forstå og vide besked. Jeg søger ikke længere sandheden og jeg ønsker heller ikke at få ret. Det, jeg længes efter at forstå, kan kun forstås med hjertet og kan hverken vejes, måles eller købes online i et femtrins program. Jeg er færdig med ”sådan gør du”. Eller rettere sagt, jeg har faktisk aldrig helt forstået det. Hverken med intellekt eller hjerte. Det har skuret i mig som et kridt, der ridser i en tavle. Lige fra starten har det føltes forkert og givet mig en følelse af stress, selvom jeg ikke helt kunne sætte ord på hvorfor eller turde sige til nogen, at jeg ikke troede på det. Ikke før nu.’

Ordene flyder ud af munden på mig som en rivende strøm, jeg er som en flod på vej mod vandfaldet. Strømmen tager mig, jeg vælter om på siden og mit hoved kommer under vand. Gispende efter vejret bliver jeg igen båret op til overfladen og husker at jeg faktisk kan trække vejret. Dybt, helt ned i mellemgulvet, langsomme, godgørende åndedrag.
Jeg fik sagt det! Jeg forstod det, jeg ikke forstår uden helt at kunne forstå det. En sjælelig form for opklaring, der ikke har behov for yderligere ord.

’Udmærket, min søde ven’ Marts går hen til vinduet og hilser på Harald, som lige nu sidder derude på sin gren. De nikker til hinanden, jeg kan se deres indforståethed selv med lukkede øjne. Mine læremestre. Et suk af taknemmelighed letter fra hjertet og breder sig til krop og sjæl.
Hun bliver stående med ryggen til. En dyne af stilhed sænkes over rummet og jeg mærker trætheden forplante sig. Lyset dæmpes, et par tunge skyer glider ind foran det, der før mindede om sol og foråret trækker sig tilbage bag sine skodder. Det, jeg ser derude lige nu, er hverken eller. Og jeg ved at Marts har ret, når hun kalder det overgang eller tomrum. Tid til at restituere. Tid til healing og langsomt vænne sig til lyset igen. Finde en balance mellem træthed og energi, en slags dans, som kan danses uden de store anstrengelser. Sidde i stilhed og fordybelse med sin ingefærte og se, hvordan det hele giver mening, når man ingen mening søger. Når stilheden er stedet, hvor man sanker ro og lytter til sin sjæls stemme. Uden at anstrenge sig, uden egentlig at søge det for at opnå noget bestemt.  Bare være, give tid og kærlighed og tage imod healing.

Marts ser på mig og uden ord forlader hun igen rummet. Harald er lettet fra sin gren og vinden holder vejret. 
Så bliver der helt stille. Der kommer ikke flere ord, alting forstummer. Jeg giver slip og forsvinder.

Lene Frandsen
Marts, 2015
Skriverejsen - Skrivehuset


2 kommentarer:

  1. Hei Lene
    Mars er en mnd som rommer mye. Kalde netter med en strålende sol på dagen, som varmer og gir energi. Og man lengter etter sommer og lange dager.
    Jeg har nettop satt meg ut i solen, men med ulljakke på. Solen varmer, men bare på overflaten. Jeg har ikke tenkt å bli forkjølet nå.
    Jeg kan kjenne energien fra solen, det er så deilig!
    Må du ha en strålende helg, Lene. Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej kære Sylvia
      Marts er en overgang og i dag er det koldt udenfor. En iskold østenvind men lyset er skarpt og fortæller noget om årstiden. Ja, vi længes efter varme nu efter vinteren, det mærker jeg også. Så dejligt at du kunne sidde udenfor i solen, det giver energi. Her har det været for koldt til det, men gode gåture ude i lyset er også fint.

      Ønsker dig en fin ny uge. Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.