torsdag den 26. februar 2015

Toner af blå og grøn



Det er en af Februars sidste dage. For denne gang. Og som altid bliver jeg en smule melankolsk i afskedens time. Men hun fortæller mig at der ikke er nogen afsked. Der er blot en pause i den cyklus, der fortsætter i det uendelige. Og hvis Skriveguden vil det, mødes vi igen næste år ved samme tid. ”Men”, tilføjer hun og trækker på skulderen, mens et finurligt smil spiller over hendes læber, ”jeg er jo altså slet ikke taget af sted endnu. ”
 
Kom tilbage til nuet.

En sang flyder fra hendes læber som blågrønt havvand. Skyller ind over mig og bliver til en bølge af sjælelig erkendelse. Lige her er alt godt, fortsætter sangen, en melodi så stille og intens, at det er mere kraftfuldt end noget, jeg nogensinde har hørt før. Og da jeg ser op og lader mit blik glide dybt ind i hendes, opdager jeg at hun er forandret. Hun er ikke længere datter af den sprælske Uranus men er nu dybt forankret i Neptun. Hun er hav, hun er blå og grøn og et suk af genklang løfter sig i mig. Der er noget velkendt over tonerne, der flyder fra hendes læber, der er noget forunderligt hjemligt i de blå og grønne takter. De er som bølger af tidevand, frem og tilbage. Frem og tilbage. Jeg mærker, hvordan jeg næsten uden at bevæge mig udfører de samme bevægelser. På min stol med udsigt over marker og blegorange morgenhimmel er det ikke længere landjorden, jeg ser. Det er havet.
I søndags stod jeg på kanten af Stevns Klint og kiggede ud over afgrunden. Jeg så ud i havet og himlen og jeg blev indfanget af den blågrønne uendelighed. For ser du, søndag var en smuk dag, en af dem jeg sætter stor pris på. Og alle dage er smukke ja, men nogen går bare dybere og længere ind i sjæl og hjerte. Sådan en dag var søndag for mig. Solen kom frem og en dør åbnede sig. Jeg vandrede ind og ud mellem vinter og forår, ledsaget af fuglesang og ivrige små forårsbebudere. Blomster, vintergæk og erantis. De havde strøet sig selv over jorden og med ét fik alting et nyt skær. Solen sørgede for lyset. Ind og ud mellem skyerne sejlede den på sin himmelfærd. Den gode sol.

I søndags bevægede jeg mig på smukke broer mellem det, der er og det, der skal komme. Men jeg ønskede mig ikke andet end at være lige dér, hvor jeg var. Badet i sollys og ledsaget af forårsblomster. Dyppet i blågrønne farver, der fulgte mig hjem til mig selv. Det blå, det grønne. Det er mine farver, ser du. Og nej, man kan ikke eje farver, himmel eller hav. Og det er netop det, der gør det så fuldendt. Det, vi ikke kan eje. Det, vi ikke kan sætte i bås, måle eller veje. Det, der konstant skifter karakter, facon og hverken lader sig indfange eller kontrollere. Den himmel, det hav, de farver. Og det forår, der pludselig stak hovedet frem og kyssede mig på næsen. Solen, lyset, fornemmelsen af forankring. Helhed.
Det var så perfekt, at jeg ikke havde lyst til at flytte mig igen. Sådan tænkte jeg. Her vil jeg blive, stands tiden, lige nu har jeg alt! Men i det sekund skete der et skift. Solen gled ind bag en sky og himlen gav havet en anden og mørkere farve. Eller var det omvendt? En dør smækkede og det var ikke længere forår. Vinden tog til, et strejf af is ramte mit sind. Jeg var ikke længere en pilgrim mellem årstider og ej heller kvinde på en magisk bro.

”Men det var du jo alligevel” siger Februar og lægger forsigtigt en hånd på min skulder. Du var alt, en del af det hele, indtil dit ego fik lyst til eje og blive. Så bristede det hele som en sæbeboble, man prikker hul i. Eller et spejl, der falder til jorden og går i tusind stykker.”
Jeg hører mig selv sukke.

I søndags stod jeg på kanten af Stevns Klint og kiggede ud over afgrunden. Jeg så ud i havet og himlen og jeg blev indfanget af den blågrønne uendelighed. I søndags stod jeg på kanten af klinten og kiggede ind i mig selv. Jeg spejlede mig.
Og jeg aldrig mere fredfyldt end i de stunder af nåde, hvor jeg får lov til at dvæle i blåt og grønt og ved, at alting er præcist som det skal være.
Tekst, billede, maleri og musik
Lene og Februar, februar 2015
Skrivehuset


5 kommentarer:

  1. Hej igen kære Megan
    Din historie rørte mig. Jeg var med ved havet og tak for det.
    Så du har også månen i fiskens tegn?
    Kh fra Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Laila. Nej, jeg har faktisk månen i krebsen, men også et vandtegn ;)

      KH og dejlig weekend til dig
      Lene

      Slet
  2. Hei Lene
    Der var du jo tilbake. Jeg har savnet deg.......
    Ja, du er blå og grønn. Men du er også fin med mange andre farger. Men så er det jo noen farger som vi ligsom er mer forankret til enn andre. For tiden er det orange som er med i alt jeg gjør.
    Her er det lyse morgener og lengere dager, lettere tøy, fuglekvitter og solen som varmer litt når den kommer frem. Våren er herlig, for det skjer så mye på en gang, og den forbereder oss på sommeren, som de aller fleste ser frem til.
    Jeg ser frem til helgen, som jeg endelig har fri.
    God helg til deg også.
    Ps : jeg ser Neptun vandre i havet på ditt maleri........
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sylvia
      Ja, det drypper her på Poetiske Paradokser engang i mellem og det er godt, når det gør. Det er en god proces og jeg nyder at skrive både her og dér. Jeg elsker også orange, faktisk har vi netop malet to af væggene i den ene af vores stuer orange. Og billedet, jeg viser her, skulle egentlig have været mere orange, havde jeg tænkt, men Vandets Dronning, som billedet her, var ligeglad med det. Hun ville være blå! :))

      Ja, det er så skønt med lyset, der vokser og endda lidt sol her de sidste par dage. Som vi dog trænger nu!!! Ønsker dig en fin helg med masser af nydelse.

      Klem fra mig

      Slet
    2. som billedet her hedder, skulle der stå ..

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.