søndag den 1. februar 2015

Sjæletempo


 
Velkommen Februar. Du kom sejlende med solen og spejlede dig i mit hjerte. Du gav mig din morgen og modet til at træde over tærsklen til dit landskab. Stadig vinter, javist, men du viser mig at alting har sin tid. Og sin helt særlige betydning. Selv tågen og tomrummet, som jeg kender så godt. ”Det skal du være glad for” siger du og smiler.
Det er os mennesker, der mister tålmodigheden og modet til blot at være. Men hjertet venter. Men den venten er ikke en tilstand at skulle ud af, det er det handler ikke om at undslippe men om at blive. Være med sig selv og det, der er. I sjæletempo. Vi modnes dér i tomrummet, fortæller du med underfundig lyd. Uden at vide det gør den tilsyneladende stilstand os godt. Vi går ikke glip af noget ved at blive dér, hvor vi er. Tværtimod går vi glip af livsvigtige refleksioner og modning ved at flygte.

Som kødet der flygtede ud af støbejernsgryden. Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på den gryderet, jeg lavede til gæsterne i går. En rigtig simreret, der helst skal stå i timevis og bare blive klar. Simrende i sit helt eget tempo. De forskellige ingredienser tilsættes efterhånden, ikke før og ikke senere. Den helt perfekte timing, duften af tid og væren. Og som kok bliver du ikke stresset, når du laver retten. Tværtimod falder du til ro. Det er let at nyde processen og være med farver, dufte og konsistenser. Det bliver en slags dvælende kunst og man glemmer sjældent at tilsætte den vigtigste ingrediens af dem alle. Kærlighed.
Simreret i sjæletempo. Når man så senere serverer retten for gæsterne og spiser i stearinlysenes skær, kan det smages. Ja, jeg vil sågar påstå at det kan ses og duftes. Smagen af tid. Duften af dvælen. Synet af kærlighed. En perfekt alkymi, der aldrig vil kunne fremskyndes. Den har sin tid og på samme måde har vi vores.

Februar smiler og trækker blidt solen frem fra en sky. ”Jeg kunne dufte den på lang afstand, simreretten”, siger hun og nikker. ”Da jeg var på vej hertil."
”Vores verden er forvansket” udbryder jeg pludselig og et sørgmodigt strejf af fiasko rammer mig kort. Men så ryster jeg på hovedet. Det er aldrig for sent. Jeg kan mærke at jeg har stor lyst til at leve resten af mit liv i sjæletempo. At være min egen guddommelige simreret af tid og kærlighed. Og med en skefuld tillid og tro bliver retten helt perfekt. Februar smiler bredt og nikker. Vi beslutter os for at indføre en slags gylden regel for denne måde. Som en start. Vi ønsker at leve i sjæletempo. Nu.

Kærlig hilsen
Lene – og Februar
Tekst og billede, Lene Megan
Skrivehuset, februar 2015

4 kommentarer:

  1. Det vil jeg huske: At være en simreret!
    Havde glemt det for et øjeblik, der blev lidt langt - tak, søde Megan.
    Fine ord har du, på en søndag. Også på en søndag!
    Klem og bløde solskinstrejf fra Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er godt at være en simreret! :)
      Dejligt med lidt ord fra dig igen, kære Laila, håber du har det godt.
      Ønsker dig en smuk weekend med vinter og varme i hjertet.
      Knus

      Slet
  2. Nydelige ord om tålmodighet. :)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.