fredag den 13. februar 2015

Sjælens blomster


 
”Hvis du ikke nærer din sjæl og din dybe livsdrøm, vil du tørre ud og blive trist. Du vil miste dig selv. Hvis du ikke lytter til den stemme, der altid har forsøgt at få din opmærksomhed, hvis du ikke bliver stille nok, så du kan lytte så dybt, at egoet må bakke tilbage, vil du aldrig blomstre og blive til den kvinde, du er kommet for at blive.
De gamle fortællinger, ordene, de er blevet stemmebåret op gennem tiden. Engang var det kvinderne omkring bålet, der fortalte historierne til sig selv og hinanden, og gennem de kraftfulde fortællinger bragte de visdommen videre. De gav hinanden styrke. De gav tid og rum, alle fik lov til at fortælle netop deres historie, selvom det var de ældste og dermed viseste kvinder, der fik det sidste ord. Men det stoppede på et tidspunkt. Tiden ændrede sig, det patriarkalske samfund tog over, det voksede og tog magten og den kvindelige visdom skrumpede ind. Den blev gemt bort i frygt for repressalier. Den blev ikke længere regnet for noget, kvindens stemme blev gjort tavs. Men det er den selvsamme visdom, I længes efter i dag, de selvsamme fortællinger og glæden ved at overbringe dem. I har alle jeres livsdom og jeres helt egne historier om livets dansende mysterier. I har alle svarene og de længes efter at komme op til overfladen og få ilt. På samme måde som I længes og mærker et sælsomt suk i forståelse af, at der må være noget andet og noget mere, på samme måde søger det, I længes efter at blive givet. Men forstår du, kun I kan give det liv. De urgamle fortællinger, den visdom, der rummer alle svar og de mysterier, som ingen længere tør tale om.”
’Og hvem er du, Februar, som fortæller mig disse ord? En måned? Et kapitel af året, hvor vinteren stadig er døsig og dyb. Et tidspunkt, hvor det naturlige år lakker mod enden og slutter sin cirkel i fiskens kreds. Snart starter vi forfra igen, snart kommer foråret rullende ind fra et af de verdenshjørner, hun vælger med snarrådig omhu. Hør bare fuglene, de synger i dag, som om de ved noget, jeg ikke gør. Og du Februar, hvem er du, som kommer her og fortæller mig om den urgamle feminine visdom, der ikke længere har den plads i vores hjerter, som den måske burde have? Og at det er den, vi længes efter og som vi savner, selvom vi åbenbart selv bærer rundt på den og egentlig blot skulle lytte lidt mere indad, være lidt mere stille, for at lade den fødes på ny. Er det det, du siger?”
Hun smiler underfundigt, som kun Februar kan. Drikker af den gode ingefærte og ser på mig med øjne gjort af himmel og havvand. Jeg står i vand til livet, mærker hvordan noget rykker i mig nedefra. En understrøm af bevidsthed, jeg ikke stolede på før. Men noget er sket, jeg begynder at indse, at vi er nødt til at … lytte. Til os selv og til hinanden. Som jeg nu lytter til Februar.
”Måske er det i virkeligheden det, dine skriverejser og forløb handler om”? Hun sætter spørgsmålet fri som en fugl, man lukker ud af buret efter lang tids fangenskab. Forsigtigt spankulerer den hen til lågen, der nu står vidt åben og ser ud på en lyseblå himmel af frihed. Andre fugle flyver rundt derude, kredser om hinanden og himlen som lysende stjerner. Friheden hvisker, men fuglen bliver siddende lidt og sunder sig. Friheden kan være frygtindgydende, sandheden har sin pris. Men den længes efter at flyve med de andre og finde ud af, om vingerne virkelig kan bære. På et tidspunkt letter den og opdager, at den er fuglenes dronning. Hvem skulle have troet det? Siddende der i sit trange bur lignede den mest et forkomment fugleskræmsel. Men vingerne bar og nu flyver den med de andre, mens de fortæller deres historier til sig selv og til himlen, der folder sit bløde tæppe ud og rummer dem hver og en. Ingen dom, ingen fordømmelse. Alle har de deres tur, deres fortælling. Alle sætter de historierne fri, som fugle der forlader deres bure efter årevis i fangenskab.
Det gør så godt.  At få lov til at give fri, at blive set og blive lyttet til.
”Det gør godt at give sine indre fortællinger luft”. Jeg nikker og smager på det spørgsmål, der blev til fugl og nu flyver rundt derude. ”Det er smertefuldt at bære rundt på visdommens fortællinger. Det er en dyb sorg at være foruden sin særlige kraft og styrke, fordi man ikke tør plukke den i sårbarhedes muld. Der står den og visner, fordi man ikke plejer den og vander den.” Jeg fordyber mig i tankerne og duften af ingefær.
”Netop” nærmest hvisker Februar og smiler varmt til dig. ”Hvis du ikke nærer din sjæl og din dybe livsdrøm, vil du udtørre, blive trist og miste dig selv. Det er den blomst, du skal plukke i sårbarhedens muld. Det er den stemme, du skal vælge at lytte til, hvis du virkelig vil vide, hvem du er og hvad du egentlig er kommet for. Når det føles meningsløst, tomt og trist. Så er det fordi du ikke længere vander og gøder det sted i dig selv, hvor dine livsblomster gror.”
’Det er ret smukt, det du siger, Februar. Må jeg skrive det ned og fortælle det videre. Allerede i dag. Jeg synes egentlig ikke, at denne fortælling skal være min hemmelighed alene. Jeg vil gerne dele den med alle andre, der skulle have lyst til at lytte.”
”Selvfølgelig må du dele. Det er jo netop det, der er hele essensen i det. I må lære at tage de spæde stemmer tilbage og ved at lade dem fortælle, skrive og give videre vokse sig stærke. De tager deres plads i det større billede, det, I mennesker kalder jeres historie. Hvorfor skal den historie mangle vigtige og essentielle kapitler, som vil gøre mennesker i stand til at træffe anderledes valg? Hvem ejer sandheden? Jeg spørger bare. Og hvad er det egentlig, jeres dybe længsel handler om? Prøv at lyt. Spørg og I skal få svar. Og som du ganske rigtigt har opdaget, kan I vælge at gøre det via skrivegerningen, for ordene kan plukkes selvsamme sted, hvor jeres smukke sjæleblomster gror.”
Hun rejser sig og forlader stuen. Jeg sidder alene tilbage med resterne af min ingefær te, mens Februars ord lægger sig som et usynligt tæppe over landskabet.
Hvis du ikke nærer din sjæl og din dybe livsdrøm, vil du tørre ud, blive trist og uden indre glød og glæde. Men hvis du derimod vander og gøder og vælger at plukke sjælens blomster …
”Tak Februar”, siger jeg højt, selvom hun ikke længere er i stuen. Tak for dine ord.”

Og hjertelig tak til Tanja for inspiration
Tekst og billede, Lene Megan, februar 2015
Skrivehuset

11 kommentarer:

  1. Hei Lene
    Takk for dine, igjen, kloke ord.
    Min bestemor på 84 år, er den klokeste jeg vet. Hun har i hele sitt liv sittet bakerst, helt stille, og lyttet til hva andre har å si. Nå har hun en høy Røst, på en stille måte, men alle lytter til henne. Hun gir aldri råd, men hører alltid etter hva man har å si. Det er en god egenskap.
    Vi har i dag feiret Sophias 17 års fødselsdag, på fredag den 13. I vår familie er det en lykkens dag.
    Ha en fin helg, Lene.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sylvia
      Hvor er det skønt, at du stadig har din bedstemor på 84 og kan nyde godt af hendes visdom og fortællinger. Det er en gave.
      Og tillykke med Sophia i fredags, håber hendes dag blev fin. Lykkens dag! :)

      Ønsker dig en fin ny uge.

      Klem fra Lene

      Slet
  2. Kære Megan - Jeg synes, det er så pudsigt, du igen maler havkvinden med guldhår i februar måned. Det gjorde du også sidste år. Kan du huske, vi skrev om det? Nu besøger hun dig igen.
    Grunden til, jeg lægger så meget mærke til det, tror jeg, er fordi jeg selv for 5 år siden gik i jungiansk analyse og var i en dyb maleproces i et år. Og en kvinde med guldhår i februar måned - og lidt længere tid endnu, dukkede op i mine malerier. Herefter gik jeg på opdagelse af, hvem hun var mytisk, og hvorfor hun kom.
    Kærligst fra Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

      Slet
    2. Kære Laila
      Du har ret og det har jeg slet ikke tænkt over. Hun er dukket op igen, havkvinden, som jeg kalder Vandets Dronning. Var det sidste år i februar? Det er som om hun har sit eget liv og budskab og som om billedet først falder til ro, når hun har fået sin vilje. Besynderlig oplevelse. Tusind tak fordi du bragte min opmærksomhed hen på det. En kvinde med guldhår i februar måned, du kender hende måske også fra din tidligere proces? Hvem var hun mytisk ... for dig? Måske er det den samme kvinde, hvem ved?

      Håber du har det godt, Laila. Knus.

      Slet
  3. Noen ganger er det å drømme det viktigste. Ikke nødvendigvis å realisere det, men å ha drømmen, leve med den.
    Innom deg denne tirsdagen i februar, sier hei og håper at du har gode dager, Lene.
    Elisabethklem

    SvarSlet
    Svar
    1. Hyggeligt at du stak hovedet ind og sagde hej, søde Elisabeth. Jeg har det godt, tak, håber det samme for dig. Og du har helt ret, det er godt at have gode drømme. Nogle skal realiseres, tror jeg, mens andre blot får lov at være. Dog synes jeg vi skal lytte til vores længsel, den har helt klart et budskab til os.

      God klem fra mig :)

      Slet
  4. Kære Megan - ja, sådan nogle oplevelser kan være besynderlige. Båret af kraft. Jeg tror, jeg vil skygge for meget ved at fortælle om mine opdagelser. Men i forhold til dit rum og din tekst, får jeg spørgsmålet: Hvad næres havkvinden ved? Hvad tørrer hende ud? Hvad er hendes lyse sider og hendes dæmoniske?
    Når hun dukker op i billeder og ord i mit liv (det bliver svært ikke lige at nævne dét), så oplever jeg hende som en del af min kvindeside (som altid). Jeg kalder på hende og stiller hende (og mig selv) spørgsmålet: Er du her, fordi du vil næres, eller fordi du fylder for meget, eller vil du bare bevidstgøres? Eller noget helt andet?
    Det er en selvopfunden proces, for vi gik aldrig ind i dét spørgsmål i analysen, og desuden er jeg ikke så god til jungiansk tænkning/symbolanalyse, jeg tænker alt for konkret.
    Min oplevelse af stærke billeder som havkvinden, er, at dem bliver man aldrig færdig med. Jeg opdager flere og flere indgange og lag. Vidder, strækninger og fald.
    En af portene ind har været HC Andersens fantastiske: Den lille havfrue. Og Suzannes Brøggers essay over samme eventyr i afsnittet: Havheksens opskrift i bogen: Sejd. Men der er mange. Havet og alle dens væsener for eksempel - og først og fremmest!
    Hvis du beslutter dig for at kalde på Vandets Dronning en dag, eller hvordan I end vil mødes, så viser hun dig nok dine helt egne veje.

    Fred og god vækst:):) Fra Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Spændende Laila. Jeg tror blot at jeg lige nu - gennem maleriet - vil lade hende flyde igennem mig og komme til live både som en del af maleriet men selvfølgelig også som en del af mig. Hun har helt klart et budskab, men jeg havde ikke lige set at hun måske hører februar til. Som i astrologien er vandmandens og fiskens måned. Mere hav, mere vand.

      Tak for spændende input som altid. Fred og vækst til dig også. Og kærlighed! :)

      Lene

      Slet
  5. Ps: Glemte helt at skrive: I øvrigt har hun jo vist dig en indgang: Maleriet.

    SvarSlet
  6. Det lyder som en god proces, Megan. At ´komme til live´ gennem maleriet og dig, og at du skriver om kærlighed kan jo være Vandets Dronningens budskab? Det kan være meget enkelt. Og behøver ikke være kompliceret.
    Jeg ser også på, hvordan hun adskiller sig fra kvinder af andre elementer: Jord, ild og luft, så jeg kan sagtens følge dig på din indgang via astrologien. Og tidspunktet passer.
    Fred og god vækst hilsenen stammer fra en Frejabog. Pudsigt at bruge den. Men jeg kan ikke la´vær´. Synes, den er så fin:
    Derfor: Fred og god vækst, kære Megan - Fra Laila

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.