onsdag den 4. februar 2015

Når hjertet bliver stille


 
Det handler ikke om at dø, siger Februar og har sat sig til sit usynlige piano. Hun lader nogle toner svæve ud i rummet. De rammer mig, mens jeg forsigtigt drikker af den varme te. Lyset er skarpt derude nu, det klare vinterlys, der kan skære igennem kød, blod og betænkeligheder. Dybt i vinteren rejser lyset sig og bliver modigere. Det strækker sig, det gør sig længere og langsomt tiltager dagene. En efter en. Jeg lytter til Februars vidunderlig musik, mens hendes ord lægger sig som snefnug i min bevidsthed.
’Når hjertet bliver stille’, gentager hun, mens hun spiller videre. Ordene blander sig med musikken og bliver til strofer i hendes melodi. Nu synger hun med den blideste stemme, jeg nogensinde har hørt. ’Det handler ikke om at dø, det handler om at leve. Men noget må dø, så noget andet kan leve. Noget må vige og forlade den plads, hvorfra det har skygget for solen. De lange skygger, fugtigheden, sorger der sejler ind og lægger til kaj som et kæmpemæssigt suk. Når hjertet bliver stille.’

Jeg lukker øjnene og lader musikken fylde mig. Du kender det sikkert, noget musik kan den slags. Fylde hjerter og vække slumrende sjæle. Heale, helbrede, så stille som sommerfugle i sneen. Blidt, blødt og luftigt som en engel. Sådan er Februars musik. Hendes lange fingre glider over tangenterne og fremtryller de mest vidunderlige toner. Kan du høre dem? Kan du høre, at hun er en virtuos? Så synger hun igen, jeg lader mine øjne være lukkede.  Lytter, lytter så intenst at jeg ikke længere er den, jeg var. Et skift, et ryk, noget vækkes og jeg vandrer på en sommereng. Lyden af sommer fylder mit hjerte, den sagte summen, fuglenes sang og varmen fra solen breder sig i min krop.
’Vær stille mit barn’, synger hun. ’Vær stille, så du kan høre hjertets sang. Men inden hjertet synger, bliver det stille. Helt stille, næsten som om det holder op med at slå. Sid med dit hjerte og vent. Lad dig fylde af den stilhed, der rummer en verden af gaver. Lad dig forme af ord, der ikke siges og lyde, du ikke kan høre. Når hjertet bliver stille, vil ordene forstumme. Sid i stilhed, gør dig blød, alt det, du kan rumme.’

Hun prøver sig lidt frem og det går op for mig, at hun øver sig. Samtidig indser jeg, at det er sådan, at sange opstår. Vi øver os. Vi møder op og gør det igen og igen. Vi eksperimenterer, vi prøver os frem, vi leger med toner og med ord. Eller farver. Og når vi skriver skal vi gøre det samme, tænker jeg og Februar nikker bag klaveret.
’Netop. I skal øve jer. Det er som om I tøver, fordi I ikke umiddelbart kan få lige netop det frem, I drømmer om. I vil skrive bøger, I vil fremtrylle bestsellers. Men glæden ved processen, lysten, eventyret. Det dør i lyset af de kolde ambitioner, der ikke hører sjælen til.

Langsomheden. Stilheden. Hjertets musik.’
’Så hjertet bliver stille, så …’ Jeg når ikke at sige mere, så taler hun videre.

’Så I kan lære at lytte. Hjertet bliver stille, så I kan sætte jer og standse tiden for en stund. For dér i stilheden bor en sagte sang og hjertet kender den. I larmer for meget, hele jeres verden støjer. Farten er faretruende, de krav, I stiller til jer selv og hinanden er umenneskelige. Og hjertet bliver så stille.’
’Jamen, jeg havde da indtrykket af, at hjerter nærmest galopperede, når vi skynder os hele tiden, stresser og gør alt det, vi egentlig ikke har lyst til’?

’Netop’. Februar sukker dybt. Nu spiller hun ikke længere, musikken skaber et tomrum af fortvivlelse. Mine ord står malet som gravskrift på væggen. ’Hjertet hopper og danser, men det synger ikke længere. Der er ingen sang, ingen glæde, intet rigtigt liv. Men når I bliver stille, hvis I altså bliver stille nok, så kan I pludselig høre det igen. Hjertet. Og der i stilheden, midt i langsomhedens tidevand, begynder det at tale. Helt stille, helt sagte, hjertesang.
’Hjertesang. Hjertesang.’

Hun lukker øjnene og synger ordene. Det lyder så smukt, jeg håber virkelig, at du også kan høre det. Igen lader hun sine hænder hvile på tangenterne og snart flyder musikken ud i rummet igen.
Jeg lytter lidt, så hører jeg min egen stemme. Den synger med. På forunderlig vis kender jeg ordene, det er som om de kommer fra et andet sted i mig. Og tonerne, som Februar fremtryller, er et velkendt land for min sjæl. Så vi synger sammen, vi rejser gennem tonerne og alting flyder som en flod af forunderlighed. Det er både sommer og vinter på samme tid, jeg er både kold og varm og føler mig let. Svæver som en fugl over huset og ser kvinden med teen og ordene. Hører tonerne af Februar og betragter det skarpe lys i horisonten.

Mærker melodien og bliver det jeg hører. For der findes en sang. En helt særlig sang. Den bor i alle hjerter. Men vi kan kun høre den, når vi bliver stille. Når hjertet bliver stille, så er det et tegn. Så er det tid.
Tekst, billede og musik
Lene Megan og Februar, 2015
Skrivehuset

2 kommentarer:

  1. Hei Lene
    Jeg elsker dine instagram bilder på siden her. De er som poesi.
    Så fint at Februar endelig har kommet på besøk til deg, blå, hvit og kald, men myk og varm i sitt hjerte. Jeg håper du har mange ord i din penn, og at den går av seg selv......... Og spruter ut fine ord.
    Varme klemmer fra Nord.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Sylvia, at tage billeder er en del af min kreativitet, jeg elsker det. Og så synes jeg jo, at billederne passer så fint til mine skriverier :)

      Ja, jeg har varme i hjertet og ord i pennen og snart er det sørme weekend igen. Jeg ønsker dig dejlige dage med alt det, du liker. Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.