fredag den 27. februar 2015

Bristepunkt



I tomrummet mellem vinter og vår danser disen mellem trækronerne og dråberne hænger i en tynd tråd. Men de falder ikke, de venter. Det er et næsten kritisk tidspunkt, to årstider står overfor hinanden, med forsigtige skridt nærmer de sig midten af det, der er overgangen. En slags bro. Det knirker, jorden åbner sig, frosten trækker sig lidt tilbage. Gule erantis pibler frem overalt. Og vintergæk. Skovbunden ulmer af levelyst. Nu er det snart. Denne næsten ulidelige ventetid, hvor det er lige før. Små lydløse knopper lister sig frem, endnu er de næsten usynlige, mens de smager på den smerte af frihed, der er i endelig at briste.

Men det er ikke tid endnu. De må væbne sig med tålmodighed, tage små skridt, vente velvidende, at marts kan byde på hvad som helst hvad vejret angår. Sne, frost, slud og voldsomme vinde. Men knopperne lever i nuet, de tager chancer og gør sig klar. Instinktivt ved de, hvornår det er tid.
Luften er mildere nu. Det gør godt at trække vejret dybt og bare stå lidt. Helt stille. Mærke mulden under gummistøvlerne, lugten af vinterens forrådnelse, der snart bliver til frugtbar jord, hvor nye skud kan se dagens lys. Det er et lille mirakel, når det, man troede var dødens fæle ånde, viser sig at være livets kys.

Jeg rammes af kuldegysning, mens jeg betragter det skuespil, naturen opfører for øjnene af mig. Jeg lukker øjnene og forstår, at hvis jeg viser vejen og livet den tillid, det fortjener, så vil jeg forstå at der er en slags dybere mening. Det dæmrer og jeg læner mig op af den fugtige morgenluft og lader den kærtegne min kind. Den aer mig forsigtigt, en kølig brise fuld tillid og håb. Dråberne hvisker blidt, mens de hænger dér i tomrummet mellem før og efter.

Jamen, er det ikke det, de kalder nu? Er livet ikke et slags bristepunkt mellem før og efter, et åndeløst sekund af salig sandhed? Og er det ikke alt, vi har, det bristepunkt? Et punkt, hvor balancen er hårfin og ganske perfekt i al sin uperfekthed, hvis vi forstår at være dér og ikke forgriber livets gang.

Og nogen hvisker om guddommelig vejledning, mens en tone slås an af min sjæl. Fornemmelse af velkendte strofer. Genklang.
Alt er stille, naturen holder vejret og jeg mærker, at jeg gør det samme. Åndeløs og helt stille. Lige før? Før hvad?

For er det forår, jeg længes efter i virkeligheden ikke blot en side af mig selv, jeg har savnet i vinterens dyb? Og er det foråret, jeg savner eller den kvinde, jeg møder i mig selv dér? Min egen genfødsel og en ny slags rejse mod næste bristepunkt.
Vi må briste for at bære, vi må leve for at være, vi må lære alt det sære, der skal til
Hvis vi vil ... og jeg vil!

And the day came when the risk to remain tight in a bud was more painful
than the risk it took to blossom.”
- Anaïs Nin -
 
Tekst og billede, Lene Megan, februar 2015
Skrivehuset

2 kommentarer:

  1. I går var det skikkelig vår. Deilig luft, frisk, og så kom det sol. Alt tørket opp, gatene var tørre, og menneskene beveget seg utenfor. Jeg gledet meg til enda en slik dag, i dag, hvor jeg hadde fri. Jeg ønsket å være ute, å merke solen, og den milde bris.
    Istedetfor fikk jeg dråper av regn, vind og et kaldt gufs. Med en tilhørende hodepine.
    Nå pakker jeg meg innendørs, under et varmt teppe av ull, med en varm og myk katt ved siden av, som gir varme og kos. Stearinlysene er tent, og lager stemning i stuen .
    Jeg venter fremdeles på vår.
    God helg, Lene. Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sylvia. Åh ja, vejret skifter konstant i øjeblikket og er både vinter og vår. I dag har vi regn og sne her, så blev det pludselig vinter igen. Og jeg ville lyve, hvis jeg ikke savner solen, lyset og varmen nu. Men tiden kommer ... :)

      Ønsker dig en fin ny uge og håber alt er vel hos dig.
      Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.